Frank Olson faldt fra 13. sal på Hotel Statler i New York. 

Livsfarlige eksperimenter var CIAs mørkeste hemmelighed

Brug af lsd og elektrochok på uvidende forsøgspersoner indgik i en række hemmelige CIA-eksperimenter i 1950'erne. Målet var at udvikle en metode til hjernevask af fjendtlige agenter. Samtidig døde en biokemiker med forbindelse til CIA på mystisk vis.

26. april 2017 af Tim K. Christensen

Natten til den 28. november 1953 hørte natportieren på Hotel Statler i New York lyden af knust glas, efterfulgt af et bump. Uden for hotellet fandt han en døende mand – Frank Olson, familiefar, specialist i biologisk krigsførelse og ansat i den amerikanske hær.

Olson havde et lyst sind, og familien var i chok over selvmordet. Men der skulle gå over 20 år, før sandheden begyndte at komme for en dag.

I 1974 kunne avisen New York Times dokumentere, at CIA havde udført eksperimenter på uvidende personer i forsøgsprojekteterne Artichoke og MK-ULTRA fra 1953-1963 – måske længere.

CIA frygtede, at Kina og Sovjetunionen havde udviklet metoder til at hjernevaske amerikanske agenter. 

Deres frygt blev underbygget af, at de to lande var begyndt at fremstille store mængder lsd – det eneste stof, som CIA vurderede som stærkt nok til at kunne hjernevaske folk. 

Derfor oprettede CIA-chefen Allan Dulles den 13. april 1953 et hemmeligt projekt, der skulle undersøge brugen af stoffer til hjernevask.

Først var det meningen, at projektet skulle forebygge, at sådanne metoder blev brugt på amerikanske agenter. 

Men New York Times fandt ud af, at CIA kort efter havde besluttet sig for at udvikle egne metoder til hjernevask. 

Der var bare et problem. Projektet krævede forsøgspersoner. Løsningen blev at at eksperimentere med intetanende mennesker – heriblandt Frank Olson. 

Frank Olson blev dopet

Den 18. november 1953 var Frank Olson til et møde med videnskabsfolk fra CIA og hæren. Her havde han drukket et glas cointreau og derefter fået det mærkeligt. 

Om natten kunne Olson ikke sove, og i løbet af weekenden sank han ned i en depression. Olson var så langt nede, at han om mandagen bad om at se en psykolog. 

En kollega, Robert Lashbrook, fulgte Olson til CIA's egen psykiater i New York, hvor de indlogerede sig på et værelse på Hotel Statler.

Hvad Olson ikke vidste, var, at kollegaen Lashbrook samtidig arbejdede for CIA og havde puttet lsd, et narkotikum, der fremkalder stærke hallucinationer, i Olsons cointreau til mødet. Lægebesøget var også en del af planen. 

Lægen arbejdede for CIA og pumpede i to dage Olson med store mængder lsd, inden han faldt ud af sit hotelvindue.

Efter afsløringerne i New York Times satte det amerikanske senat dybdegående undersøgelser i gang, og den amerikanske regering måtte indrømme, at Olson var blevet forgiftet med lsd, og tilbød Olson-familien 750.000 dollars, hvis de ville indgå forlig. 

Præsident Gerald Ford mødtes personligt med Olsons efterladte for at undskylde, og året efter forbød Ford eksperimenter på personer uden deres vidende.

I 1975 modtog Olsons familie en personlig undskyldning fra præsident Gerald Ford og indgik et forlig på 750.000 dollars.

© Crimemag

CIA-chef brændte beviser

Undersøgelserne af CIA fortsatte, men den daværende CIA-chef Richard Helms havde allerede i 1973 forudset skandalen og beordret alt bevismateriale brændt. En bunke dokumenter var imidlertid blevet arkiveret forkert og blev fundet intakt.

Disse dokumenter førte i 1977 til en senatshøring af CIA, hvor det viste sig, at MK-ULTRA (se boks herunder) havde forgrenet sig ud i over 150 underprojekter med eksperimenter udført på mere end 80 hospitaler og universiteter.

På trods af høringen forblev mange spørgsmål ubesvarede – ikke mindst i sagen om Frank Olson. Hans søn troede ikke på faderens selvmord, og fik i 1994 gravet liget op og obduceret det.

Obduktionslægen konkluderede, at Olson havde fået et hårdt slag i hovedet inden faldet, og at beviserne “stærkt antydede mord”. 

Distriksadvokaten i New York åbnede en drabsefterforskning, hvor det blev klart, at Olson kendte CIA-hemmeligheder og ville forlade sin stilling. 

Men distriksanklageren fandt ikke nok beviser til at rejse anklagen. Det vil nok aldrig blive opklaret, hvad der skete på Frank Olsons hotelværelse den nat i 1953.

Studerende blev pumpet med stoffer

Projekt: “Artichoke”, en forløber for MK-ULTRA.

Formål: At udvikle et sandhedsserum, som kunne få fjendens agenter til at afsløre deres hemmeligheder.

Forsøgsbeskrivelse: Forsøgene, som havde navnet “Chatter”, blev foretaget i hemmelighed i 1952 på det anerkendte Rochester-universitet i New York af formanden for instituttet for psykologi, Richard Wendt. 

Hvad de studerende ikke vidste, var, at Wendt også arbejdede for CIA. De havde tillid til Wendt, som forsikrede dem om, at forsøgene var helt ufarlige. 

Det lykkedes Wendt at hverve et stort antal frivillige blandt de studerende, som han betalte én dollar i timen for at deltage. 

Wendt ledte dem gruppevis op til specialbyggede laboratorier på universitetets loft og testede en lang række stoffer på dem.

I 1952 rejste Wendt med et team af læger til Europa, hvor han fortsatte sine forsøg på personer, der blev mistænkt for at være sovjetiske agenter. 

Blandt andet fik forsøgspersonerne indsprøjtninger med skiftevis det stærkt opkvikkende stof amfetamin og søvnfremkaldende stoffer, hvilket fik dem til at plapre usammenhængende.

Men metoden var ikke effektiv, og efter ca. seks år opgav CIA forsøgene.

Agenter fik spaltet personligheden

Projekt: “Artichoke”.

Formål: At udvikle en teknik, der kunne få fjendens agenter til at tale. At skabe den perfekte agent.

Forsøgsbeskrivelse: Fængslede personer, der var mistænkt for at være sovjetiske agenter, blev hentet ud af fængslet, givet forskellige stoffer og hypnotiseret. 

Forsøgspersonerne, som forskerne fandt på rejser til bl.a. Vesttyskland, blev efterfølgende holdt indespærret i mange år for at sikre, at de ikke afslørede eksperimenterne.

Kombinationen af hypnose og stoffer blev også brugt på egne agenter for at skabe en personlighedsspaltning. 

Den skjulte personlighed kunne bære på hemmeligheder, som agentens virkelige personlighed ikke kendte til. 

Der er meget lille kendskab til, hvordan eksperimenterne virkede, da bevismaterialet blev destrueret i 1973.

Patienter blev forsøgskaniner

Projekt: MK-ULTRA.

Formål: At udvikle en metode til hjernevask.

Forsøgsbeskrivelse: Patienterne blev låst inde i små kamre og lagt i søvnkoma ved hjælp af en cocktail af narkotiske stoffer tre gange i døgnet i 15-65 dage. 

Sideløbende fik de ektrochok flere gange daglig i en styrke, der var 20-40 gange kraftigere end det normale. De fik derefter hjelme på med indbyggede hovedtelefoner, der gentog det samme budskab 16-20 timer i døgnet i op til 101 døgn. 

Forsøgspersonerne var patienter på det psykiatriske hospital Allen Memorial Institute i Montreal under ledelse af den højt respekterede dr. Ewen Cameron, præsident for World Psychiatric Association. 

Forsøget var en fortsættelse af tidligere eksperimenter, hvor dr. Cameron havde prøvet at udvikle en måde at slette folks hukommelse og persolighed på for at genopbygge den fra bunden. 

CIA var interesseret i forsøget og begyndte derfor at finansiere dr. Camerons videre eksperimenter.

Forsøgene lykkedes aldrig, men gav patienterne svære skader i form af bl.a. demens og en række sindssygdomme. 127 patienter sagsøgte efterfølgende CIA og indgik et forlig, der gav dem hver en erstatning på ca. 100.000 dollars.

Måske er du interesseret i...

Læs også