Handlen er gået i stå i Sydstaterne efter den amerikanske borgerkrig. Store områder ligger i ruiner, og ingen har råd til at give andet end småpenge for det slagtekvæg, som delstaten Texas lever af at sende på markederne.

Sådan blev cowboyer præriens hårdføre helte

Udsigten til en god forretning sender i 1866 texaskvæg på vandring over den øde prærie. Cowboyer driver millioner af køer nordpå til nærmeste togstation, så dyrene kan brødføde USA’s millionbyer. Et nyt job er opstået.

13. november 2017 af Esben Mønster-Kjær

En legendarisk æra begyndte om eftermiddagen den 27. april 1866. 20 mænd satte sig på den hårde texasjord og kastede et hurtigt måltid i sig, mens de lyttede til instrukser fra deres anfører. Så steg de til hest.

Omkring rytterne græssede 835 stykker kvæg, uvidende om den lange vandring, de skulle ud på. 

Med råb og slag blev de langhornede texaskøer drevet sammen i en kolonne, så den første af mange dages marcher kunne begynde. Forude ventede byen Sedalia, mere end 1.200 km borte i Missouri.

Trailboss George Duffield fra Iowa, der var rejst til Texas for at hente kvæg, ville føre dyrene gennem ødemark, krydse store floder og passere krigeriske indianerstammer. 

Alt sammen for at nå en småflække, der kun havde én attraktion: togskinner og dermed forbindelse til resten af USA.

Når Duffield havde bragt sit kvæg til jernbanestationen, kunne han fragte det til nye græsningsarealer hjemme i Iowa eller til Chicagos slagtere. 

Duffield havde udsigt til så god en forretning, at han var parat til at begive sig ud på rejsen, der skulle blive et mareridt fuld af modgang. Og han var ikke alene.

Mens Duffield satte sin hjord i gang, var andre håbefulde mænd ved at samle kvæg i Texas for at følge efter. Cowboyens tidsalder var begyndt.

Ikke abonnent? Få bladet her:

Borgerkrigen sendte kvæget afsted

De store kvægvandringer fra Texas stod kun på i 20 år. I løbet af den korte tid drev hårdføre mænd millioner af dyr hen over den store prærie og mejslede sig ind i amerikanernes selvopfattelse.

Cowboyen med hest og lasso blev en af historiens mest genkendelige personer.

Baggrunden for det hele var den amerikanske borgerkrig, der rasede i 1861-1865 og påførte Sydstaterne store ødelæggelser. 

Kvægstaten Texas blev forskånet for blodige kamphandlinger, men mistede forbindelsen til de hidti­dige markeder. 

Slagtemodne longhorns hobede sig op, og da de omsider kunne sælges efter freden i 1865, var de andre Sydstater så for­armede, at et dyr gik for 12 dollars mod en mindstepris på 30 før krigen. I desperation rettede mange kvægavlere blikket mod nord.

Mens Sydstaterne lå i ruiner, bulrede økonomien i 1865 fremad i de sejrrige Nordstater. 

Fabrikkerne producerede som aldrig før, indvandrere strømmede til fra Europa, og de mange sultne munde havde fået smag for oksekød i stedet for de sædvanlige svineskanker. Prisen for en stud lå derfor på 40 dollars.

Før den store gevinst kunne indkasseres, måtte kvæget dog sættes på toget, og Texas havde ingen jernbanelinjer til resten af landet. 

Den eneste mulighed var at drive hjorde langt nordpå, hvor skinnenettet fandtes. En hård, men forhåbentlig gennemførlig mission, mente George Duffield, da han begav sig afsted med sine 835 dyr i april 1866.

Lassoen skulle have en stor løkke for at nå rundt om texaskvægets brede horn.

© Granger/Polfoto

Katastroferne stod i kø

Mens Duffield red nordpå over prærien, førte han dagbog med sætninger, der nok var korte, men blotlagde de umenneskelige strabadser undervejs. Allerede få dage efter afgang stod det klart, hvor vanskelig turen ville blive.

“Stor bissen. Mistede 200 stykker kvæg”, skrev han den 1. maj. De bortløbne dyr havde spredt sig over et stort areal, og Duffield måtte afbryde rejsen, mens hans cowboyer fangede dem igen.

“Fandt kun 25 stude. Det har regnet i tre dage. Dette er dystre dage for mig”, nedfældede han mismodigt den 2. maj.

“Dagen brugt på at jage kvæg”, skrev Duffield 3. maj. “Fandt 23. Hård regn og vind. Masser af problemer”.

“Fortsatte jagten. Fandt 40 stude. Behagelig dag. Solen skinnede på ny”, kunne han omsider berette med genvundet humør 4. maj. Optimismen varede blot to dage. Så stak 200 dyr af.

Når bissende longhorns ikke afbrød fremdriften, blev hjorden forsinket af vandløb, der var svulmet op af regn. 

Den 14. maj mistede kvægdriverne deres køkkengrej på vej over en flod, og to uger senere druknede en cowboy i Red River. Efter en måneds rejse var de kun nået 400 km, til grænsen mellem Texas og Indianerterritoriet – i dag Oklahoma.

I indianernes land var de indfødte meget interesserede i Duffields kvæghjord. Nogle stjal et dyr i ny og næ for at spise det, mens andre så en fin forretning i at skræmme stude på flugt og bagefter hjælpe med at indfange dem igen – mod klækkelig belønning.

Da den skrumpende hjord omsider nærmede sig grænsen til Missouri efter 750 km, var Duffield nødt til at stoppe. 

Han forklarede ikke hvorfor i sin dagbog, men andre cowboyer fra Texas blev i sommeren 1866 overfaldet af “jayhawkers” – brutale bander, der havde hærget i nordstatshærens tjeneste under borgerkrigen.

Duffield opgav at nå frem til stationen i Sedalia, og i stedet tog han den drastiske beslutning at fortsætte hele vejen til sin hjemstat, Iowa. Det betød en forlængelse af rejsen med over 500 km. 

Først i november nåede han frem med et par hundrede over­levende dyr, og Duffield tjente kun en brøkdel af den gevinst, han havde drømt om i Texas et halvt år forinden.

“Nåede hjem. Syg og træt og glad for at kunne hvile”, skrev George Duffield den 6. november 1866. Hele den næste dag tilbragte han nedtrykt i sin seng.

Stædige cowboyer prøvede igen

Kun et fåtal af de cowboyer, der i 1866 red fra Texas med i alt 250.000 stykker kvæg, fik succes. 

Enkelte slap forbi jayhawkers og farmere, der blokerede statsgrænsen for at holde dyr med den frygtede “texas­feber” ude af Missouri. 

Men de fleste måtte lede efter andre steder at sælge deres hjord, mistede masser af longhorns undervejs og fik en ringe pris for resten.

Håbet om en fed forretning ville dog ikke dø, og i stedet for Missouri satte håbefulde texanere kurs mod Kansas. Her kunne de trampende dyr føres vest om opdyrket land til den nygrundlagte stationsby Abilene på prærien.

En af de texanere, der i 1868 red nordpå som cowboy, var Jack Bailey. Han efterlod kone og barn for at tage hyre under trailboss John Adare, der havde 1.500-2.000 Texas longhorns og en snes mænd til at drive dem. 

Få år senere, da metoderne var perfektionerede, kunne halvt så mange cowboyer håndtere en hjord af den størrelse.

Modsat de fleste texanere var Bailey i stand til at læse og skrive, og det meste af hans beretning har overlevet til i dag.

3 facts om Amerikas cowboyer & kvæg

  • Langhorn kunne overleve alt 
    Kvægracen Texas longhorn fik navn efter sine imponerende horn. Dyret trivedes på Texas’ golde prærie, hvor mere end 200.000 stykker slagtemodent kvæg havde hobet sig op i 1866.

  • Skinner gjorde USA mindre
    I 1862 begyndte anlæggelsen af en transkontinental jernbane, der skulle binde USA sammen fra kyst til kyst. Linjer fra stor­byerne i øst førte til Chicago, og herfra rakte de vestpå ud over prærien.

  • Chicago fodrede amerikanerne
    Et kødeventyr begyndte i 1867, da industrislagteriet Armour & Company åbnede i Chicago. Kvæg, som ankom fra prærien med tog, blev skåret ud på samlebånd, og i løbet af få år var Chicago hele USA’s slagterihovedstad.

Kvæget skulle skånes

På vej mod Abilene var Jack Bailey forskånet for mange af de storme og uheld, der havde forfulgt ­George Duffield to år forinden. Rejsen bød på hårdt slid, men også store oplevelser.

Hver eneste dag skrev Bailey, om lejren lå tæt på vand, så kokken nemt kunne lave morgenmad og stærk kaffe.

“Var nødt til at bære vand 1,5 km i spande, hvilket ikke er nemt arbejde”, noterede han i Indianerterritoriet den 6. august. Først når alle havde fået kød og kraftig kaffe at styrke sig på, begyndte det slidsomme arbejde med at bringe dyrene i formation. 

Unge longhorns, der skulle føre an, blev drevet sammen og fremad af de to “point men” – holdets mest erfarne cowboyer. Bag dem pressede de andre ryttere kvæget til at slutte op i en langstrakt kolonne.

Cowboyerne red parvis langs med flokken, mens de forreste styrede retningen, og dem længere bagude holdt sammen på hjorden. 

Nybegyndere var bagerst, hvor de som “drag riders” blot skulle presse de langsomste dyr til at holde trit med resten. 

Til gengæld red mændene konstant i den støvsky, som flere tusind klove hvirv­lede op fra den knastørre præriejord.

Som en formildende faktor var dagsrejserne ikke lange, for dyrene skulle nødig tabe sig for meget, inden de nåede frem til Abilene. 

En kvæghjord kunne flytte sig omkring 40 km på en dag, men den normale dagsmarch var kun på 25 km eller mindre. De foregik i to etaper adskilt af en lang frokostpause.

Bailey var heldig og oplevede en forholdsvis tør sommer i 1868. Det betød, at kvæg og heste mange steder kunne vade over floder og vandløb, hvor det i regnperioder ville have været nødvendigt at svømme. 

Var en flod opsvulmet af regn, kunne overgangen vare flere dage. Kvæget måtte deles op og tvinges gruppevis ud i vandet af cowboyer, der konstant var drivvåde og risikerede at blive stanget af angste longhorns. 

Og vognen med alle forsyningerne måtte fragtes over på en tømmerflåde.

Ulykkerne truede om natten

Når dagens etape var ved at være forbi, forsøgte trailbossen at finde en lejrplads, der havde vand og lå i åbent terræn, så det var lettere at holde øje med dyrene efter solnedgang. 

Mens kokken tændte bål, blev kvæget drevet sammen fra den langstrakte marchkolonne til en mere kompakt flok.

Ville anføreren forkæle sine mænd, gav han tilladelse til at slagte et dyr. Kødet kunne ikke holde sig længe, så det var normalt at dele med andre mandskaber, der havde slået lejr i nærheden. 

Bailey og hans kammerater var fx i tæt kontakt med en anden hjord anført af en trailboss ved navn Smith.

Efter maden lagde de udmattede cowboyer sig til at sove – i telte eller under åben himmel. Et par stykker måtte dog blive oppe for at holde vagt fra hesteryg, for når kvæg bissede, skete det næsten altid om natten.

Det var et tordenskrald, der fik dyrene i Baileys hjord til at gå amok, mens han var på vagt natten til 12. august.

“Mage til brølen og løben omkring har man aldrig oplevet”, skrev han træt næste dag. Paniske dyr løb gennem lejren, hvor alle måtte springe for livet.

“Dud Rogers, den mest kæphøje mand, når ingen fare truer, forsøgte at klatre op i et træ”, morede Bailey sig. “Han var så bange, at han faldt ned og tryglede om hjælp til at komme op i træet igen”. Bailey og et par andre til hest kæmpede for at skabe orden.

Rytterne var for få til at bringe hele hjorden under kontrol. De måtte koncentrere sig om at samle én gruppe og få den til at løbe i cirkel med råb og revolverskud, til dyrene var trætte. 

Alt foregik i buldermørke, hvor en hest let kunne brække benene i huller gravet af præriehunde. Det var enhver cowboys mareridt at styrte til jorden lige foran hundredvis af paniske longhorns.

“Kom ikke ned fra hesten igen før solopgang”, skrev Bailey. Hele den følgende dag gik med at indfange kvæg, og hans trailboss måtte betale en klækkelig dusør til en indianer, som dukkede op med 25 af de flygtede køer.

Blot to år efter Duffields ulykkesramte rejse i 1866 havde cowboyerne dog så meget erfaring, at bissende kvæg hørte til sjældenhederne under turen.

Stærk alkohol og spil med høje indsatser fik temperamenter til at flamme op i Dodge City.

© Getty Images

For enden af sporet

Bailey nåede aldrig helt til Abilene. Hans trailboss stoppede hjorden et stykke fra stationsbyen, hvor han ville fede sit kvæg ekstra op. 

I de første dage af september 1868 byggede cowboyerne en stor fold, så få mænd kunne vogte dyrene. De overskydende fik deres hyre udbetalt og blev sendt hjemad mod Texas.

Baileys hustru var formentlig godt tilfreds med, at han ikke oplevede hjordens indmarch i Abilene. 

For det blev hurtigt en cowboy­tradition at fejre enden på de månedlange strabadser med hæmningsløs druk, hasardspil og betalt sex. 

Nogle mistede så mange penge, at de havde svært ved at overleve til næste forår, hvor trailbosser igen havde brug for arbejdskraft.

Opgaverne var hårde, og lønnen lav, men jobbet som cowboy blev en levevej for mænd uden jord eller andet at forsørge sig med. Kvægstaten Texas havde altid flere dyr at sende afsted. 

Og i Chicago skød nye slagterier op for at levere kød til USA’s Nordstater, hvor befolkningstallet blev ved med at vokse med eksplosiv hast. 

Hvert år red cowboyer derfor nordpå med hundredtusinder af longhorns – indtil det hele pludselig sluttede efter blot 20 år.

Snehelvede afsluttede en epoke

En ny karantænelov lukkede i 1885 Kansas for kvæg fra Texas. 

Øde prærieegne, som hjordene hidtil var vandret igennem, var købt af nybyggere, som ikke ville have deres korn trampet ned og husdyr smittet med sygdomme sydfra. Men det værste slag var isvinteren i 1886-1887.

Fygende snestorme og usædvanlig lave temperaturer slog en stor andel af alt fritgående kvæg ihjel i hele Vesten.

“Tabene er knusende”, skrev en kvægavler ved navn Teddy Roosevelt, der 14 år senere aflagde ed som USA’s præsident. 

Farmere hegnede prærien ind, så de kunne have de gode græsningsarealer for sig selv. Og snart var lange kvægvandringer alligevel helt overflødige, fordi jernbanen omsider havde erobret Texas.

Læs mere

Sam Ridings: The Chisholm Trail, First Skyhorse Publishing, 2015. Jack Bailey: A Texas Cowboy’s Journal, University of Oklahoma Press, 2006. George C. Duffield: Driving Cattle from Texas to Iowa, 1866, Annals of Iowa, 1924.

Måske er du interesseret i...

Læs også