Afrikanernes forsvarsadvokat Roger Sherman Baldwin
blev spillet af Matthew McConaughey i filmen Amistad.

© Cineliz/Allpix/IBL

Slaverne frikendt ved amerikansk domstol

Slaverne på skibet Amistad gjorde oprør og overtog det skib, de var fanger på. Men for at vinde deres frihed var de også nødt til at kæmpe i en amerikansk domstol. Deres kamp åbnede manges øjne for slaveriets vanvid.

14. juni 2017 af Magnus Västerbro

Spændingerne på slaveskibet Amistad havde vokset sig større og større. Kaptajnen Ramón Ferrer og kokken Celestino behandlede slaverne dårligt, slog dem og gav dem minimale rationer af mad og vand. Til sidst, om morgenen den 30. juni 1839, fandt den konfrontation sted, som fik slaverne til at tage et dramatisk skridt.

En af slaverne, en mand, der er gået over i historien under navnet Cinqué, hvilket er en omtrentlig nedskrivning af den måde, hans navn udtales på, stillede sig trodsigt op mod kokken og krævede mere mad.

BEDRAGEREN SOM SOLGTE EIFFELTÅRNET

Celestino slog da Cinqué i kæder og viste med håndbevægelser, at slaven skulle dø, så snart skibet nåede målet – ikke blot dræbes, men også ædes.

Man tog truslen alvorligt, for den bekræftede de rygter, alle slaverne havde hørt hjemme i Afrika – årsagen til, at slaveskibene kom så tit og tog så mange mennesker, skulle være, at de, der blev ført om bord, skulle fragtes til den anden ende af havet for at blive ædt.

Den nat holdt de 53 fastlænkede slaver møde. De havde fået nok. Lige siden de var blevet taget af slavejægere i det, der i dag er Sierra Leone i Vestafrika, var de blevet ført fra sted til sted under grufulde forhold. De havde været spærret inde i Havana på Cuba og var snart ved målet – øens store sukkerplantager.

Dirkede lænkerne op

Til sidst, efter at have mindet hinanden på, at de kom fra en stolt kultur med tradition for at kæmpe for deres liv, henvendte Cinqué sig til de andre med et enkelt spørgsmål:

”Hvem går ind for kamp?”

Efter et øjebliks tøven besluttede de sig. De havde i sinde at satse alt, om så det skulle koste dem livet, på at gøre oprør mod slaveskibets besætning. 

Lige inden Amistad blev bordet af amerikansk militær, gik nogle af afrikanerne i land på Long Island, hvor de søgte hjælp.

© AP/Scanpix

Præcis hvordan det foregik, da slaverne befriede sig fra deres lænker, er uklart. Måske havde Cinqué fundet et søm på skibsdækket, som han brugte til at dirke låsen op med. Man ved bare, at det i stilhed lykkedes dem at befri sig. Udrustet med det tunge værktøj, de kunne finde – og nogle macheter, som de unge piger i gruppen fandt i en kiste – gik de til angreb. Kokken Celestino døde først, derefter kaptajn Ferrer. For at slippe væk kastede nogle af besætningsmedlemmerne sig over bord og svømmede mod land.

Forsøgte at sejle hjem

De tidligere slaver kontrollerede nu et helt skib med nogle få besætningsmedlemmer. Blandt fangerne var også don Pedro Montez, den mand, der havde købt dem i Havana, og som senere skulle kræve at få sin ”ejendom” igen. 

Nu forsøgte afrikanerne at blive enige om, hvor de skulle tage hen. De fleste af dem tilhørte en folkegruppe ved navn mende, som stadig lever i et område, der svarer til Sierra Leone, Liberia og Guinea. Efter et langt møde besluttede de sig for at forsøge at sejle til deres hjemland. Montez blev beordrettil at sejle dem tilbage, over Atlanten.

HVORFOR HÆLDER TÅRNET I PISA?

Modvilligt gik Montez ind på deres ordre, men i virkeligheden gik han i gang med et dobbeltspil. Om dagen styrede han mod øst, men med slappe sejl, så sejladsen gik langsomt.

Om natten så han sit snit til forsigtigt at vende mod vest og sejle for fuld fart i retning af USA's kyst i håb om, at skibet ville blive bordet af amerikanske krigsskibe. Kun på den måde kunne han redde sit liv, tænkte han, og måske oven i købet få sin ”ejendom” tilbage. 

Inden retssagen blev alle de tiltalte afrikanere portrætteret.
Herover tre af dem: Kimbo, Pona og Saly.

For retten i USA

Rejsen blev besværlig. Der var mad nok på skibet, men næsten intet vand. Flere gange lagde Amistad til på mindre øer i Caribien, #men afrikanerne satte sig imod, at forrådene blev fyldt op. De var hele tiden ekstremt bange for at blive opdaget af spaniere og dermed atter blive slaver. I virkeligheden var flere af de øer, hvor de i al hast gik i land, en del af de områder, hvor slaveri var blevet forbudt. Den lange sejlads fortsatte. Efter næsten syv uger om bord var flere døde af tørst og sygdom. Så løb de på det amerikanske skib USS Washington.

Eskorteret af den amerikanske flåde blev Amistad ført i havn – og en dramatisk juridisk kamp startede.

I starten tog amerikanerne slaveejeren Montez' parti. De tidligere slaver blev smidt i fængsel, anklaget for pirateri og mord, og Montez gjorde krav på at få dem igen. Men modstandere af slaveriet engagerede sig i sagen, da de tidligere slaver, under ledelse af Cinqué, gjorde alt for at udbrede deres side af historien.

MASKINGEVÆR MEJER MAHDISTER NED

En journalist, der opfangede historien og allerede en af de første dage skrev en dramatisk artikel om begivenhederne på Amistad, bidrog til at vække opmærksomhed omkring sagen. I avisen blev slavernes oprør skildret som en heltesaga, en frihedskamp i sand "amerikansk ånd", og Cinqué blev portrætteret som den ædle vilde.

Artiklen vakte enorm opmærksomhed og fik repræsentanter for abolitionisterne, den bevægelse, der kæmpede for slave-riets afskaffelse, til for alvor at vågne op. Det blev snart tydeligt for dem, at slaverne fra Amistad var det perfekte symbol at samles omkring. 

Oprørslederen Cinqués tilbagevenden til Afrika, som kunstneren og slaveri­modstanderen Nathaniel Jocelyn forestillede sig den. 

© AP/Scanpix

Påstod de var fra Cuba

På denne tid var USA dybt splittet, hvad angik slavespørgsmålet. I Storbritannien var slaveriet allerede blevet forbudt, og handlen med slaver over Atlanten havde været ulovlig siden 1808. Montez hævdede, med støtte fra de spanske myndigheder, at afrikanerne på Amistad var cubanske slaver, født og opvokset der. Derfor skulle de føres tilbage til Cuba og blive Montez' ejendom igen.

I de første behandlinger
af sagen affærdigede domstolen dette standpunkt. Det var tydeligt, mente dommeren, at gruppen i virkeligheden kom fra Afrika, og at de var blevet kidnappet. Dermed havde de også al ret til at gøre oprør og befri sig selv.

Præsidenten ankede

Men domsafsigelsen blev straks #anket, på initiativ af USA's præsident Martin van Buren, der tog store hensyn til de slaveejende sydstaters synspunkter. Præsidenten blev også udsat for voldsomt pres fra den spanske dronning Isabella 2.

Sagen blev til sidst afgjort ved USA's højeste domstol, hvor en majoritet af medlemmerne kom fra sydstaterne og dermed kunne forventes at være loyale over for slaveejernes side.

Men efter en domsbehandling i marts 1841, hvor bl.a. den tidligere præsident John Quincy Adams holdt en gribende, syv timer lang tale, blev udfaldet overbevisende. Med syv stemmer mod en besluttede domstolen, at slaverne skulle slippes fri, eftersom de aldrig havde været "lovlige slaver".

HVORDAN LØSTE MAN HIEROGLYFFERNES GÅDE?

Året efter kunne de overlevende – 35 personer ud af de 53, der i sin tid havde startet oprøret – vende tilbage til Afrika. Nogle få af dem kom til at arbejde inden for den missionsvirksomhed, der samtidig var blevet startet af nogle af de abolitionister, som havde støttet dem i deres kamp. Men de fleste vendte tilbage til deres gamle liv .

En af missionærerne kunne dog beskrive det gribende øjeblik, hvor en af de tidligere slaver, Burna, vendte tilbage til sin hjemby tre år efter, at han var blevet røvet bort derfra. Her mødte han sin mor, der ikke havde regnet med at få sin søn at se igen. "De følelser, de viste for hinanden, var stærkere end noget, jeg før har set," konstaterede missionæren.

Måske er du interesseret i...

Læs også