Langt op i 1800-tallet arbejdede børn i minerne, hvor deres små kroppe var en fordel i de lave og smalle gange.

© Library of Congress

Børn og fattige satte livet på spil i kulminerne

I slutningen af 1700-tallet knoklede minearbejderne dybt under jorden for at udvinde det sorte kul, som var drivkraften bag industrialiseringen. Arbejdet skaffede mad på bordet, men for mange blev skakternes mørke det sidste, de så.

24. april 2018 af Else Christensen
Mørke så tæt som den dybeste nat omgiver minearbejderne. Kun det svage skær fra et tællelys bryder det sorte ingenting. Dets gyldne skær giver genskin i hakkerne, som mændene svinger fra skulderhøjde mod gangenes sider, imens strømme af sortsværtet sved dækker deres ansigter.

Fra det blæksorte dyb blander den metalliske lyd af hakker mod kul og sten sig med den dybe rumlen fra vogne, der tungt lastet med de sorte klumper adstadigt bliver trukket gennem minens gange.

Alt imens knager det i de alt for spinkle træstolper, der støtter gangenes sider og loft mod presset fra de flere hundrede meter tykke jord- og klippelag. Hertil kommer den konstante lyd af indtrængende vand, der langsomt oversvømmer gangene.

Den slags lyde prøver minearbejderne ikke at tænke for meget over. De bekræfter blot, hvad de allerede ved – at minen er et livsfarligt sted, hvor ulykken kan ramme dem hver eneste dag.

Den britiske minearbejders liv er midt i 1800-tallet kort og hårdt. De færreste har imidlertid et andet valg end at knokle under jorden – 10-12 timer om dagen – for at sikre familien tag over hovedet og en humpel brød på bordet.

Minearbejdernes kummerlige forhold står i skærende kontrast til den betydning, deres arbejde har for samfundet.

Fra midt i 1600-tallet og helt frem til 1960’erne er kul Englands vigtigste naturressource. Kullet opvarmer folks huse og fyrer op under komfurerne. Det driver lokomotiver og dampskibe frem, og vigtigst af alt giver det kraft til de fabrikker og stålværker, der igennem hele industrialiseringen gør Storbritannien til verdens førende politiske og økonomiske stormagt.

Prisen for denne storhed betaler minearbejderne. Sygdom og tidlig død er livsvilkår; mere end nogen anden befolkningsgruppe lider de for fremskridtet.

Arbejderne blev ikke værdsat

Blot få århundreder tidligere kunne de færreste have forudset, at kul skulle komme til at spille nogen rolle i De Britiske Øers historie.

De sorte klumper, som folk samlede op fra jorden i Wales, Skotland og det nordøstlige England, var blevet brugt som brændstof fra 1100-tallet, men vandt kun beskeden udbredelse. Kul afgiver en skarp og sur lugt, når det brændes, hvorfor englænderne foretrak at opvarme deres hjem med træ.

Smede og andre håndværkere brugte de sorte sten i værkstederne. Denne praksis forargede biskopper, baroner og andre fine herrer med sarte næser, når de kom til London for at deltage i parlamentsforsamlingerne. I 1306 måtte Edward 1. kortvarigt forbyde brugen af kul med trusler om “store bøder” til de formastelige brugere.

Briterne løb tør for træ

Holdningen til kul ændrede sig snart. England var fra 1500-årenes slutning inde i en rivende udvikling.


Handlen blomstrede, og landet begyndte opbygningen af sin flåde. Byggeriet af nye huse og skibe krævede enorme mængder træ, som snart blev en mangelvare.

Bedre blev det ikke af, at skovejerne inddrog den ryddede jord til fårehold, så der ikke kunne plantes nye træer. Inden længe kunne manglen på træ blive så stor, at det ville true landets sikkerhed, advarede flåden.

Samtidig gled Europa ind i en periode, som klimahistorikere kalder den lille istid. Perioden, der varede til 1700-tallets slutning, gav lange vintre med ekstreme kuldegrader. Efterspørgslen på brændselstræ steg – og det samme gjorde priserne.


Snart var de højere, end hvad en almindelig håndværker eller bonde kunne betale. I Essex indførtes derfor en lov, der foreskrev, at de, som blev taget i at stjæle træ, skulle “piskes, til de blødte godt og grundigt”. Men lige lidt hjalp det.

Selvom dronning Elizabeth 1. angiveligt var “særdeles besværet med og irriteret over smagen og røgen fra kul”, var der ingen vej udenom – de sorte sten måtte atter tages i brug. Allerede fra år 1600 blev kul derfor nationens vigtigste brændselskilde.

I 1866 skete ikke færre end tre store mineeksplosioner i den engelske region Lancashire.

© SFL/Scanpix

Minerne druknede i vand

Kullene kom især fra miner i Wales, Skotland og det nordlige England. Med skib nåede de frem til landets mange havnebyer. Hovedparten af de enorme mængder gik dog til hovedstaden, hvor de fik forfatteren Daniel Defoe til at måbe.

“Når jeg er i London og ser store flåder af skibe, som konstant lægger til med kul, undrer jeg mig over, hvorfra det dog kommer”, skrev han.

Den stigende efterspørgsel betød, at mineejerne måtte finde nye metoder til at grave de sorte sten op af undergrunden. I minedriftens tidlige år havde arbejderne udgravet kullene fra en stor, klokkeformet grube i jorden, hvor de blev hevet op med et hestetrukket hejseværk.

I løbet af 1600-tallet blev minearbejderne nødt til at grave gange ud fra gruberne. De huggede kul ud af gangenes sider, som sammen med loftet blev sikret med tømmer. For yderligere at sikre minens stabilitet dyngedes efterhånden sten, jord og andet materiale op i de gange, hvor minefolkene var færdige med at grave.

Med den nye teknik kunne minen bygges dybere. Dette efterlod imidlertid mineejere med et nyt problem: Efterhånden som minerne kom under grundvandsspejlet, trængte vandet ind.

England på pumperne

Den konstante indsivning truede med at sætte gangene under vand og forhindre udnyttelsen af kullene. Minearbejderne satte pumper ind, men hverken vand- eller vindkraft kunne opfylde energikravet til de konstant arbejdende pumper.

Hestedrevne pumper var driftssikre, men eftersom en større mine krævede et hestehold på 50 til 60 heste, med tilhørende udgifter til foder og hestepassere, var løsningen alt for bekostelig.

Mineejerne rev sig i håret. Hvert år blev miner efterladt “uudnyttede eller druknede på grund af manglen på sådanne ædle maskiner eller metoder, som er talt om eller forestillet sig”, som det hed i værket “The Compleat Collier”, en udbredt britisk lærebog i minedrift, der udkom i 1708.

Fire år efter var den længe ventede “ædle maskine” endelig en realitet. Smeden Thomas Newcomen havde opfundet en kuldrevet dampmaskine, som blev taget i brug hos Conygree-kulminerne i Midtengland.

Newcomens maskine åd kullene næsten lige så hurtigt, som arbejderne kunne nå at bryde dem. Til gengæld gav maskinen energi nok til at drive en pumpe, der holdt minen tør for vand.

Kvinder og mænd knoklede i minen

Den skotske opfinder James Watt forbedrede i 1769 Newcomens maskine, så han kunne klemme fire gange så meget kraft ud af hver klump kul.


Den nye, forbedrede dampmaskine blev indsat ikke blot i miner landet over, men også på væverier, støberier og andre fabrikker.

Den nye energikilde fik fra 1780 til 1830 produktionen til at eksplodere, og udvindingen af kul fulgte trop: Tilbage i 1750 havde englænderne udvundet 4,7 mio. tons kul fra undergrunden. Nu, 100 år senere, var det tal helt oppe på 50 mio. tons.

Det stigende kulforbrug betød ikke blot dybere miner, men også længere arbejdsdage for de ansatte. Ofte tilbragte mændene helt op til 12 timer under jorden, hvor de i skiftehold udvandt kullene med hakker og skovle.

Arbejdet blev ikke lettere af, at minegangene visse steder var så lave, at de måtte ligge på siden, mens de hakkede løs.

Minen var gennemskåret af gange, som alle var forbundet med hovedskakten, der ledte op til jordoverfladen.


Da mineejerne ikke ville bruge penge på at grave gangene højere og bredere end højst nødvendigt, var de blot 60-120 cm høje, lige akkurat nok til, at vogne eller hjulløse kar – fyldt med kul – kunne slæbes igennem.

De trange forhold gjorde kvinder og børn efterspurgte som trækkraft, og arbejdet var lige så ydmygende, som det var hårdt. “Jeg har et bælte rundt om taljen og en kæde, der løber mellem mine ben.

Jeg kravler på hænder og fødder. Gangen er meget stejl, så vi bliver nødt til at holde fast i et reb. Hvor der ikke er noget reb, holder vi fast i, hvad vi nu kan gribe fat på”, berettede den 37-årige Betty Harris i 1842 om sit arbejde i en kulmine.

Jobbet blev værre af, at passagerne, på trods af de dampdrevne pumper, ofte var fugtige eller ligefrem stod under vand.


“I mange tilfælde er gangene våde, så arbejderne må kravle gennem snavs eller vand af mange centimeters dybde, hvilket udsætter dem for hud­irrita­tion.

Det er let at forestille sig, hvordan sygdomme bliver næret af dette særlig frygtelige slavelignende slid”, skrev den tyske socialistiske teoretiker Friedrich Engels, som i sin ungdom havde set kulminerne ved Manchester.

Lørdag og søndag var fridage i mange miner, så arbejderne kunne komme sig efter en hård arbejdsuge.
© Shutterstock

Børnene sang alene i mørket

Også børn arbejdede i minerne som såkaldte trappere. Jobbet bestod i at vogte og betjene de lemme af træ, som adskilte de forskellige afsnit af minen.

Tanken var, at lemmene kunne begrænse brande og gasudslip. Minevognene skulle dog passere, så det var vigtigt, at børnene hurtigt åbnede og lukkede dem. Det meste af tiden gik imidlertid med at vente – helt alene nede i det dybe mørke.

I midten af 1800-tallet affødte de kummerlige forhold en så stor politisk forargelse, at parlamentet satte en kommission til at undersøge arbejdsforholdene i minerne.
“I alle kulminer i alle distrikter i Storbritannien er arbejdet med lemmene betroet børn fra fem til otte år”, konkluderede denne bl.a.

I 1842 interviewede kommissionen den otte-årige Sarah Gooder, som havde det følgende at fortælle: “Jeg bliver tit nødt til at sidde vagt ved lemmen uden lys, og så bliver jeg bange. Jeg sover aldrig. Nogle gange synger jeg, når jeg har lys, men aldrig i mørket. Der tør jeg ikke synge”.

Efter at have hørt mere end 1.500 beretninger konkluderede de forfærdede kommissionsmedlemmer:

“Denne beskæftigelse fortjener dårligt at blive betegnet som arbejde. Børnene, som udfører det, er udelukket fra dagslys og er altid uden selskab. Hvis det ikke var for trafikken af kulvogne, ville det svare til isolationsfængsel af den værst tænkelige slags”.

Kvinderne i minen havde ikke et lettere liv. “Da jeg arbejdede i sir Johns mine, bar jeg kul. Det fik mig til at abortere fem gange, og hver gang var jeg meget syg bagefter.


At skubbe kulvognene var ikke lige så anstrengende; mit seneste barn blev født lørdag morgen, og den følgende fredag aften var jeg tilbage på arbejde”, fortalte moren Isabel Wilson til kommissionen.

Kommissionens resultater førte til, at kvinder og børn under 10 år blev forment adgang til dybet. I stedet blev ponyer sat til at trække de tunge minevogne. De stakkels heste levede i underjordiske stalde og så aldrig dagens lys.

Gas var den tavse dræber

Arbejdet i minerne var ikke alene hårdt, det var også livsfarligt. Statistikker for ulykker før 1850 findes ikke, og selv efter den tid er tallene usikre.


Forfatteren Ian Winstanley, som har forsket i emnet, anslår, at arbejdet i britiske miner imellem 1850 og 1914 krævede mere end 90.000 liv.

“Igennem victoria-tiden blev der næsten hver eneste dag dræbt en mand i hver eneste mine i Lancashire”, siger Winstanley, der baserer sin opgørelse på rapporter fra britiske mineinspektører.

Sammenstyrtninger, oversvømmelser, eksplosioner og gasforgiftninger forekom hyppigt.

“Ingen beskæftigelse i hele Det Britiske Imperium byder på så varierede muligheder for at komme af dage som denne”, konstaterede Friedrich Engels tørt.

Gasserne var særlig frygtede. De befandt sig i undergrunden og var særlig farlige, fordi de hverken kunne ses eller lugtes. Kuldioxid, som blev dannet, når kul kom i kontakt med luften, kunne gøre det af med en granvoksen mand uden varsel.

En samtidig kilde beretter om ni arbejdere, der uforvarende trådte ind i en lomme med kuldioxid. De faldt døde om, “som var de blevet skudt”, hedder det i beretningen.

Nogle døde endda af gas, allerede mens de blev firet ned i minen via reb. Eftervirkningerne hos dem, som blev reddet op i tide, var ifølge beretninger “midlertidig lethed i hjernen”.
Mest frygtet blandt minearbejderne var dog metangassen, der sivede ud i minerne og hang under gangenes loft.


Her kunne den uden varsel blive antændt af de mange tællelys, som arbejderne altid bar med sig rundt for at kunne se i gangene. Når det skete, blev de forfærdeligste eksplosioner udløst.

En gaseksplosion kunne dræbe adskillige minearbejdere. Dette var tilfældet ved en af de tidligste minekatastrofer, som er beskrevet i detaljer.


Ved ulykken, som fandt sted i Durham-området i det nordøstlige England i 1708, lød “kl. tre om morgenen pludselig lyden af en voldsom ildebrand, som med en lyd som et tordenbrag, eller affyringen af en kanon, stod ud af alle tre skaktmundinger”. 63 personer blev “fuldstændig splittet ad”, hedder det i rapporten.

Ansatte betalte selv for sikkerheden

Minefolkene blev delvist kompenseret for det hårde og farlige arbejde, for de tjente bedre end de fleste andre arbejdere.


I 1840 fik en minearbejder således 30,9 pence om dagen, betydelig mere end de 22,1 pence, som fx en landarbejder tjente. Lønnen var imidlertid ikke så god, som den så ud til: Minens ansatte skulle nemlig selv betale alt fra tællelys til tøj. Hjelmen og andet sikkerhedsudstyr var også for egen regning.

For de voksne vedblev arbejdet at være hårdt og farligt. Selv for dem, som ikke blev invalideret eller omkom pga. ulykker, kunne minen være en dræber. Mange døde af lungelidelser som fx silikose – kaldet støvlunger.

En minearbejder fra Gwennap i Cornwall fortalte, at han hostede slim op, der var “sort som blæk”. Så sent som i 1911 kunne en minearbejder i Cornwall kun forvente at blive 39 år gammel.
Arbejderne stod selv for at afstive minens gange, og menneskelige fejl kunne nemt føre til
sammenstyrtninger. 
© Library of Congress

Eksplosion dræbte 361 mennesker

Ulykker forekom fortsat hyppigt. Igennem 1800-tallet var minerne vokset i størrelse, hvilket resulterede i større ulykker med flere døde og tilskadekomne. Bedre blev det ikke af, at minearbejderne ofte sparede på sikkerheden. Mange valgte fx at ventilere minen ved at brænde et bål.

Et sådant bål var muligvis en medvirkende årsag til den ulykke, som i 1866 ramte Oaks-minen i Yorkshire.

Den 12. december, lige over middag, befandt 340 mennesker sig i gangene, da der lød et øresønderrivende brag – efterfulgt af et massivt lufttryk. Drønet kunne høres i landsbyen Hoyle Mills, hvor minearbejderne boede.

Inden for få minutter strømmede det til med ængstelige hustruer, børn og mænd, som havde fri, fordi der arbejdedes i skiftehold.

Nogle af mændene skyndte sig ned i minen, hvor de fandt 18 overlevende, men svært tilredte kolleger. De, som bevægede sig længere ned i undergrunden, mødtes af et hjerteskærende syn:


I gangene lå sønderrevne lig samt mineheste sprængt i stumper og stykker omkring den ødelagte stald. “Et sted præget af flid og foretagsomhed var forvandlet til Golgata”, skrev pressen.

Nede i minen fandt redningsholdet en bevidstløs mand, som knugede en kat i sin favn. Efter en grundig afsøgning stod det imidlertid klart, at de ikke ville finde flere overlevende.

Tilbage var bjærgningen af de mange lemlæstede døde, der lå i minegangene – en trist opgave, som fortsatte den følgende morgen. De første hold nåede dog ikke langt, før en ingeniør ved mundingen foruroliget noterede, at temperaturen i minen steg. 

Redningspersonalet fik besked på at forlade minen omgående, men inden de nåede så langt, lød et højt brag.

Eksplosionen kunne høres halvanden km væk. Den fik mændene, som var forsamlet om skaktens munding, til at vælte bagover. Imens fløj brændt tømmer højt til vejrs, og et af de to bure, der blev brugt til at hejse folk op og ned med, fór til tops i hejseværket med et metallisk drøn.

Det andet bur blev straks hejst ned efter overlevende, men da det kom op igen, var det tomt. Alle menneskene nede i dybet var døde.

Efter yderligere eksplosioner blev minen lukket, og de kritiske områder sat under vand. Kun seks af de 18, som blev fundet i live efter den første eksplosion, overlevede dagene efter ulykken.

Kullet mistede sit førersæde på øerne

Med sine 361 dødsofre var ulykken i Oaks-minen Storbritanniens hidtil værste. Den blev dog overgået 47 år senere, da 439 mennesker omkom under en gaseksplosion i kulminen ved Senghe­nydd i det sydlige Wales.

I 1913 toppede den britiske mineindustris produktion, med en udvinding tæt på 300 mio. tons, og hele den moderne verden blev nu drevet af kul. Selv elektriciteten, der i disse år vandt frem som energiprodukt, blev lavet vha. kul.

Året markerede samtidig begyndelsen til enden for den britiske minedrift. Verdenskrigen forstyrrede den internationale handel, og den økonomiske nedgang, som fulgte i kølvandet på freden, ramte også briterne.

I mellemkrigstiden kom andre lande ind på markedet, mens Englands betydning som kulproducent og industrination langsomt faldt. Den sidste store kulmine i Storbritannien, Kellingley-minen i Yorkshire, lukkede i december 2015.

Landet huser stadig en række små aktive kulminer, men industrien er i dag en skygge af, hvad den engang var. Kul skabte den moderne verden, men i dag bliver det sorte guld i stigende grad droppet til fordel for vedvarende miljørigtige energikilder.

Læs mere

Barbara Freese: Coal. A Human History, Arrow Books, 2005. Maureen Anderson: Durham Mining Disasters c. 1700. 1950s, Wharncliffe Books, 2015. Geoffrey Hayes: Coal Mining, Shire Publications, 2004.

Måske er du interesseret i...

Læs også