Eb slikskandale afstedkom satiriske tegninger som denne i Londons aviser.

© Corbis/Polfoto

500 års madskandaler: Fra arsenik-slik til blå mælk

Hamsterfedt, rottelort, bly, urin og arsenik. Alverdens madfuskere har gennem tiden "beriget" fødevarer med lidt af hvert i jagten på ekstra profit. Læs her om nogle af historiens værste madskandaler.

10. marts 2016 af Kasper Schlie

Giftigt slik: Børn spiste arsenik-pastiller

  • England, 1800-tallet

Londons skruppelløse slikfabrikanter havde frit lejde til at bruge livsfarlige ingredienser i deres produkter.

I 1831 fik Londons indbyggere bekræftet en formodning, de havde haft længe: At storbyens slik var stopfyldt med fupsubstanser.

Bevismaterialet stod lægen William Brooke O’Shaughnessy for. Han tog rundt i Londons butikker og købte store mængder af farvestrålende slik.

Resultaterne af O’Shaughnessys kemiske analyser var chokerende. De røde stykker, der ofte var formet som indbydende jordbær eller æbler, var i mange tilfælde malet over med rødt bly eller kviksølv.

Det grønne slik var fyldt med kobber, og det gule med gummigot – et stof, der normalt bruges til at farve tøj.

Men den britiske regering ville holde sig ude af det frie marked og lod landets børn gnaske videre på giftslikket, indtil en decideret katastrofe i 1858 fik myndighederne til at blande sig:

En slikhandler kendt som “Humbug-Billy” gik som sædvanlig til markedet for at sælge sine pebermyntepastiller.

Det blev en fin aften, hvor mere end 2,5 kg blev langet over disken. Men inden for et døgn døde 20 af kunderne efter kraftige anfald af kramper, diarré og opkastninger. 200 andre blev alvorligt syge.

Årsagen blev hurtigt fundet: Pastillerne var fyldt med livsfarlig arsenik. Manden, som havde
fremstillet pastillerne, Joseph Neal, havde sendt sin assistent til apotekeren for at hente fupsukker.

Assistenten havde fået lov til selv at gå i apotekskælderen, men tog fejl af sækkene og
blandede i stedet fem kg arsenik – i princippet nok til at slå 20.000 mennesker ihjel – i slikmassen.

Efterspil: Alvoren gik omsider op for de britiske politikere, som indførte to nye love baseret på netop denne slikskandale.

Kobber-te: Englændere drak te med giftig maling

Londons indbyggere drak i årevis te brygget på blade fra byens hække og buske.

© Getty Images
  • England, 1800-tallet

I kølvandet på Englands industrialisering havde markedskræfterne frit spil, og kun platuglernes fantasi satte grænser for madfuskeriet.

Kemikeren Fried-rich Accum afslørede i 1820, at meget af Londons te var alt andet end det, der stod på pakken.

Hans analyser viste, at englænderne i årevis havde drukket te af billige askeblade, hyld eller slåenbuske.

Bladene måtte igennem en udspekuleret proces, før de lignede den ægte te fra Kina. Først blev de kogt og hældt gennem en si for at frasortere torne og smågrene.

Herefter blev de bagt i en ovn og gnedet, så de krøllede som rigtige teblade. Men farven skulle også være rigtig, så “teen” blev kogt i kobber-acetat for at give den en flot grøn farve. Hvis processen ikke helt var lykkedes, fik bladene en sidste tur med en malerpensel og lidt kobber.

Efterspil: Adskillige te-grossister blev idømt fængselsstraffe.

Hamsterfedt: Kreativ krigsmad

  • Tyskland, 1914-1918

Manglen på fødevarer under 1. verdenskrig tvang tyskerne til at være kreative med ingredienserne.

Myndighederne godkendte selv mange af de såkaldte ersatz-produkter, men sortbørs-handlerne tog sig yderligere friheder: Kaffe blev lavet af nødder og tilsat lidt tjære for smagens skyld.

Smør-manglen imødekom fuskerne ved at smelte fedtet af gnavere, krager og i enkelte tilfælde kakerlakker. Og da peberet slap op, fandt sortbørshandlerne på at rulle aske sammen til små kugler, så det lignede den ægte vare.

Således kunne tyskerne uvidende nyde en rugbrødsmad uden rug, med et lag hamsterfedt krydret med aske.

Efterspil: Ersatz-produkterne var en nødvendighed under krigen, og der blev derfor ikke lovgivet imod dem efter krigens afslutning.

Vin med bly: Vinfuskere blev straffet med døden

  • Tyskland, 1487

Det har altid været en kompliceret proces at lave vin, men i middelalderen var det nærmest umuligt at styre, hvilken surhed eller sødme vinen fik.

Til gengæld havde vinmagerne siden oldtiden vidst, hvordan man kunne rette op på sur eller fordærvet vin.

Afrikanerne blødgjorde gerne vinen med nogle gipskrystaller, grækerne tilsatte lidt marmorstøv, harpiks eller saltvand, mens romerne sværgede til bly for at forsøde selv den fæleste årgang.

Ifølge flere historikere kan dette være forklaringen på, at den romerske overklasse havde svært ved at producere arvinger; bly kan nedsætte fertiliteten.

Efterspil: I 1400-tallets Tyskland var myndighederne efterhånden bevidste om de massive skadevirkninger fra de ekstra tilsætningsstoffer.

Derfor vedtog man i 1487 i byen Ulm en lov, der krævede, at enhver kroejer skulle sværge på sin vins renhed, og at han ikke havde tilføjet noget fra myndighedernes sorte liste.

Men der var gode penge i at ignorere loven, eftersom myndighederne ikke havde de tekniske midler til at bevise eventuelt fuskeri. I stedet var straffene hårde, hvis folk blev syge efter at have drukket kroejerens vin.

Blev han fanget i at snyde, måtte han betale en bøde og hælde vinen ud, mens landsbyens indbyggere så på. Da den tyske kemiker Eberhard Gockel i 1694 beviste giftigheden af bly, blev strafferammen skærpet til også at indeholde dødsstraf.

 

Junglepølser: Rottekød, savsmuld og og afføring

Chicagos slagteridistrikt, Packingtown, vrimlede med rotter, der blev til hakkekød.

© Granger/Polfoto
  • Chicago, 1906

Forfatteren Upton Sinclair udgav i 1906 bogen “Junglen” om forholdene i Chicagos berygtede slagteri-distrikt, Packingtown.

Det følgende citat fra bogen stemte ifølge andre observatører fint overens med virkeligheden: 

“Der var kød, der havde ligget på gulvet sammen med skidt og savsmuld, hvor arbejderne havde trampet rundt og spyttet millioner af gange. Der var kød opbevaret i dynger i rum, hvor vand dryppede ned fra utætte tage, og tusindvis af rotter ville pile over det. Disse lagre var mørke, men man kunne mærke et lag af rottelort oven på kødet (...) Kødet ville blive skovlet over på trillebøre, og arbejderen, der skovlede, ville ikke engang gide at fiske en rotte ud af bunken, hvis han så en”.

Efterspil: Bogen fik myndighederne til samme år at indføre to love, Pure Food and Drug Act samt Meat Inspection Act, der strammede gevaldigt op på landets fødevaresikkerhed.

Brød med urin: Londons livsfarlige brød

  • England, 1700-tallet

Londons profitsyge bagere blandede ofte kridt, kalk og knoglestøv i dejen for at få melet til at holde længere. Metalsaltet alun blev tilsat for at gøre brødet mere hvidt. Alun findes i aluminiumsulfat, og for at frigøre det brugte man en lettilgængelig alkali – urin.

Sortbørshandlere rejste derfor rundt og indsamlede store tanke med tis fra fattigfolk.

Efterspil: 30 gram alun er nok til at slå et menneske ihjel, og fupmagerne blev straffet med offentlige ydmygelser gennem Londons mest beskidte gader.

Snød bageren gentagne gange, blev hans ovn pillet ned, og han blev frataget retten til at være bager.

Blå mælk: New Yorks køer var berusede

Køerne i New York var så syge og berusede, at de måtte have hjælp til at stå oprejst.

© frank leslie's illustrated weekly & Shutterstock
  • USA, 1858

De amerikanske mejeriers renommé led et gevaldigt knæk med den store mælkeskandale i 1858. New York var blevet for stor til at have køer på græs, men den stenrige mejerist og whiskymagnat Bradish Johnson havde en profitabel idé.

Den varme korngrød, der lå tilbage i tankene efter whiskyens destilleringsproces, kunne han jo
fodre køerne i sine stalde med. På den måde sparede han udgiften til frisk foder, og han slap samtidig for at skulle køre kornaffaldet bort.

Grøden blev givet til Johnsons 13.000 køer, der stod tæt pakket i uhygiejniske stalde ud mod Hudson-floden. Køerne, der i forvejen ikke var sunde og raske, begyndte nu at producere mælk, der lugtede af alkohol og var så tynd, at den ikke kunne laves til smør eller ost.

Ikke noget problem, mente Johnson, der lod mælken fortynde med vand, hvilket gav den en blålig farve. Herefter blev mælken atter fortykket med mel, gjort sødere med gulerodssaft og farvet let gullig med farvestof.

New York var på denne tid en slumby fyldt med ludfattige indvandrere. De færreste anede uråd og købte mælken, der blev markedsført som den aller-fineste mælk fra sunde landkøer.

Sandheden var, at storbykøerne var konstant berusede, tabte tænderne og fik store bylder af whiskygrøden. 

Men det var ikke blot dyrene, der led. Ifølge avisen The New York Times var den befængte mælk direkte skyld i, at over halvdelen af årets 14.948 døde i New York var børn under fem år.

Efterspil: New York fik i 1862 sin første “mælkelov”, der forbød alle former for tilsætningsstoffer.

Balsameret kød: Dåsemaden dræbte soldater

Tusinder af amerikanske soldater bukkede under af den elendige dåsemad.

© Granger/Polfoto & Shutterstock
  • Cuba og Puerto Rico, 1898

USA’s værste fjende i den spansk-amerikanske krig var ikke de spanske soldater, men derimod amerikanernes egen medbragte dåsemad.

“Det så fint ud, men det lugtede som et menneskelig, der er blevet fyldt med formaldehyd”, sagde den amerikanske major H.W. Daley om det dåsekød, hans tropper blev fodret med under den spansk-amerikanske krig.

Kødet var senet, sejt og svømmede i konserveringsmidler, så det kunne holde til varmen i Cuba og Puerto Rico, hvor krigen udspillede sig. Daley havde sågar observeret et stykke kød, der hang udenfor i solen i tre dage uden at tage farve eller fordærve.

Under USA’s tidligere krige havde hæren selv medbragt kvæg, som kunne slagtes og spises friske. Men i 1890’erne var Chicago blevet centrum for en gigantisk forarbejdningsindustri, hvor billigt kød blev fyldt på millioner af dåser.

Kødets holdbarhed blev forlænget ved hjælp af kraftige og ofte farlige konserveringsmidler. Fabriksejer Albert Heller forsvarede proceduren med en udtalelse om, at formaldehyd var sundt, da det forhindrede folk i at få kolera af at drikke mælk.

Soldaterne kunne ikke være mere uenige. De kæmpede allerede med malaria og gul feber, og det dårlige kød betød, at endnu flere soldater bukkede under. Soldaterne beskrev kødet som “balsameret”, og tusinder var ukampdygtige pga. diarré.

Efterspil: Myndighederne anslog, at blot 345 af de 2.910 omkomne amerikanske soldater var døde i kamp.

Resten var bukket under af gul feber, malaria og dysenteri, der fik gode betingelser blandt de stærkt fejlernærede soldater. Skandalen pressede præsident McKinley til at fyre sin forsvarsminister, Russell A. Alger, i 1899.

Måske er du interesseret i...

Læs også