Tørstige gæster løb storm på australske og newzealandske barer, før de lukkede klokken 18. 

© Australian National University

Alkoholforbud fik tørstige australiere til at gå amok i druk

Ny lov skulle begrænse druk i Australien, men skabte i stedet horder af mænd, der forsøgte at indhente en hel nats druk på én time.

19. august 2017 af Thomas Brunstrøm

Baren er under belejring af en hob af tørstige gæster, og de, der ikke kan mase sig frem til disken, råber og bander, mens de ihærdigt skubber for at komme til, inden det er tid til sidste udskænkning.

“Synet var frastødende, og jeg vænnede mig først til det efter lang tid. Lugten af spiritus, sved, varm vin og i et enkelt tilfælde en endnu værre stank, da en mand, for ikke at miste sin plads i køen, urinerede op ad bardisken”.

Sådan huskede australske Catherine Edmonds arbejdet som bartender i 1920'ernes Sydney, Australien.

Hver aften invaderedes hendes pub af desperate mænd, som stod på nakken af hinanden for at få drukket så meget som overhovedet muligt inden beværtningens lukketid.

De tumultagtige drukscener, der udspillede sig på udskænkningsstederne, skyldtes ironisk nok en lov, som havde det præcis modsatte formål – at få stoppet det store alkoholforbrug.

Bag loven stod afholds-bevægelsen – anført af organisationen Women’s Christian Temperance Union – der ivrigt lobbyede for et alkoholforbud i Australien og New Zealand.

De dybt religiøse kvinder agiterede for mådehold og kristne værdier, og blandt deres største mærkesager var kampen mod alkohol.

Med 1. verdenskrigs udbrud fik argumenterne ekstra vægt, idet kvindeforeningerne kunne argumentere for, at afholdenhed var en patriotisk pligt, og mellem 1915 og 1916 skrev 160.000 newzealændere under på et forslag om at ændre lovgivningen, så barer, hoteller og pubber skulle lukke før, frem for kl. 23.

Woman's Christian Temperance Union (WCTU) kæmpede i årtier for et alkoholforbud.

© Women's Christian Temperance Union

Afhold forvandledes til drukspurt

Afholdsforeningerne forventede, at mændene ville nøjes med at drikke en øl eller to, når barerne lukkede kl. 18.00.

Derefter kunne de i god ro og orden tage hjem til deres familier uden at have drukket deres løn op, have kørt spritkørsel eller være endt i slagsmål.

Efter massivt folkeligt pres indførte South Australia i 1915 som den første australske delstat en ny lov, der påbød alle udskænkningssteder at lukke senest kl. 18. I årene efter fulgte adskillige af Australiens andre delstater og New Zealand trop og indførte lignende love.

Lovene fik imidlertid den stik mod-satte effekt. Frem for at tage hjem til konerne spurtede mændene direkte fra arbejdet til den nærmeste bar, når de fik fri kl. 17.

Derefter drak de som vanvittige, indtil baren lukkede en time senere, og det var tid til at stavre hjem.

Den australske journalist John Larkin beskrev et besøg på en pub som at stå “ankeldybt i cigaretskodder, der var ved at opløses i spildt øl.

En frådende, tørstig masse forsøgte at kravle hen over hinanden, mens de bestilte 15 øl, som de kunne drikke i de sidste desperate og kaotiske minutter”.

Ifølge utallige øjenvidner opstod der en nærmest dyrisk stemning blandt gæsterne, jo nærmere man kom på lukketid og dagens sidste omgang.

Den engelske reporter Walter Pollock, der var vant til en noget anden alkohol- og pubkultur i sit hjemland, bemærkede småhånligt:

“Australiere drikker ikke. De bæller med begge øjne på uret”.

Den lange bar kunne betjene mange kunder samtidig, mens barens sider og gulvet var belagt med fliser, der let kunne spules rene.

© Australian National University

Kort åbningstid skabte lange barer

Drukkulturen i Australien og New Zealand lagde så voldsomt et pres på udskænkningsstederne, at pubber, barer og hoteller måtte bygge om for at holde stand mod de voldsomme bølger af tørstige kunder.

Bardiskene blev gjort længere, vægge blev slået ned for at give plads til flere mennesker, og alt unødvendigt inventar som billardborde, barstole og andet møblement blev fjernet.

Samtidig beklædte mange bar-ejere deres etablissement med fliser på både gulve og vægge, så de hurtigt kunne spule stedet rent for ølsjatter, opkast, urin og andre efterladenskaber.

Som i forbudstidens USA i 1920'erne førte forbuddet til en opblomstring i antallet af smugkroer og hemmelige barer, der holdt åbent, så længe folk lystede, med det resultat, at alkoholforbruget forblev højt på trods af lukkeloven.

På trods af indædt modstand og forsøg på reformer holdt australierne stædigt på deres lukkelove.

Ganske vist fik udskænkningssteder i Tasmanien fra 1937 tilladelse til at holde åbent indtil kl. 22, men flere australske delstater og New Zealand beholdt de skrappe lukkelove – og de vilde drukscener der fulgte med – helt frem til 1960'erne.

Et forslag om at lempe lovgivningen forud for De Olympiske Lege i Melbourne i 1956 og dermed skåne de besøgende for synet af stangstive lokale, der strømmede ud på gaderne efter lukketid, blev dog nedstemt.

Først i 1967 gik New Zealand og South Australia som de sidste langt om længe bort fra lukkeloven – begivenheden blev med jubel fejret landet over.

LÆS MERE

  • Audrey Oldfield: Woman Suffrage in Australia, Cambridge University Press, 1993 Ross Fitzgerald: Under the Influence: A History of Alcohol in Australia, ABC Books, 2011
  • Se video fra lukkelovens afskaffelse i South Australia her

Måske er du interesseret i...

Læs også