Marilyn Monroe var blandt de filmstarletter, som gjorde store bryster til højeste mode.

Brystkapløb kostede både liv og barm

Syntetisk smøremiddel, vinyl-svampe og glaskugler. Barmfagre filmstarletter satte i 1950'erne gang i en fatal jagt på et materiale til at gøre kvinders bryster større. I mange tilfælde endte operationerne i en tragedie.

14. november 2011 af Jesper Rovsing

Få måneder efter Japan havde kapituleret i 2. verdenskrig, skete en række uforklarlige tyverier fra landets havne. Tønder med industri-smøremiddel, som bl.a. blev brugt til flymotorer, forsvandt­ fra pakhusene.

Aftagerne af smøremidlet viste sig at være lokale prostituerede, som havde hårdt brug for at tjene penge på de amerikanske besættelsestropper. Mange af kvinderne var imidlertid fladbrystede fra naturens hånd og havde svært ved at tiltrække amerikanerne. De prostituerede betalte derfor for at få sprøjtet smøremidlet direkte ind i brysterne med en kanyle for at give dem mere fylde.

Det syntetiske smøremiddels navn var silikone, og dets anvendelse som brystforstørrer var ingen succes. Stoffet forblev ikke i brysterne, men spredte sig til andre dele af kroppen. Silikonen­ endte bl.a. i lungerne, hvor den resulterede i betændelse og blodpropper, der i værste tilfælde endte fatalt.

Trods silikonens noget uheldige begyndelse på markedet for brystforstørrelser skulle netop dette materiale på sigt vise sig at være endemålet for et halvt århundredes højst tvivlsom jagt på et barmforstørrende materiale.

Bryster måtte amputeres

Ideen med at forstørre bryster ved at sprøjte et fremmed stof ind var ikke ny. Allerede i 1890'erne havde bl.a. den østrigske læge Robert Gersuny forsøgt sig med at sprøjte flydende paraffin direkte ind i brysterne. Førhen var det oliebaserede stof primært blevet brugt til at producere lys og skocreme, og det havde også vist sig at være godt til at smøre mederne på en slæde.

Men paraffin havde også den egenskab, at den under let opvarmning blev flydende og dermed let kunne sprøjtes direkte ind i brysterne. Når paraffinen kølede ned igen, fik den atter fast form. For mange kirurger virkede den derfor som perfekt til formålet. Lige indtil patienterne begyndte at vende tilbage. 

En af dem var en amerikansk kvinde, der i 1910 opsøgte sin plastikkirurg. Året forinden havde hun fået et par nydelige bryster. Men nu var de blevet­ hårde og misfarvede. De steder, hvor kirurgen­ havde sprøjtet paraffin ind, var huden desuden sprækket, og betændelse strømmede ud. Begge bryster måtte omgående­ amputeres.

Kvinden var endda ikke blandt de mest uheldige, for snart begyndte også rapporter om dødsfald efter brystforstørring med paraffin at indløbe. Jagten på det perfekte brystforstørrende materiale måtte derfor genoptages.

Voluminøse starletter danner mode

I 1920'erne var det mode blandt kvinder at have små bryster, som ikke tiltrak opmærksomhed.

I 1920’erne dikterede moden små og flade bryster, og efterspørgslen på brystforstørrelser var derfor lav. Men ved indgangen til 1950’erne blev det pludselig kritisk at finde en løsning, for nu var det barmfagre filmstjerner som fx Jane Russell og senere Marilyn Monroe, der satte standarden for kvinders ideelle brystmål.

Det udnyttede Hollywood-plastikkirurgen W. John Pangman, der i nogle år havde eksperimenteret ihærdigt med at udvikle en syntetisk svamp, som kunne indopereres i brysterne. Ifølge lægen havde svampen nogenlunde “samme fremtoning som franskbrød”.

Umiddelbart så Pangmans svamp ud til at fungere, og filmbyens kvinder strømmede til hans praksis. I et senere interview erklærede han, at han med sine eksperimenter blot forsøgte at afhjælpe det “skrigende behov”, hans kvindelige patienter dagligt udtrykte.

Snart viste det sig imidlertid, at Pangmans svampe-bryster efter kort tid blev markant mindre – helt ned til en fjerdedel af den oprindelige størrelse – samtidig med, at de blev hårde som sten.

Silikonen vender tilbage

Pangmans forsøg plantede ideen hos andre, at syntetiske materialer kunne være succesfulde. En række tvivlsomme eksperimenter og dubiøse læger fulgte i hans fodspor. Blandt de materialer, som plastikkirurger nu eksperimenterede med, var alt fra teflonbeklædte poser og plexiglas­ til nylon og glaskugler­.

På samme tid var den amerikanske kemigigant Dow Corning, der under krigen havde produceret silikone-smøremiddel til bl.a. fly­industrien, på desperat jagt efter nye markeder. Koncernens salgs­afdeling tog også fat i medicinalindustrien og foreslog bl.a., at silikone kunne bruges til at forsegle sår.

Kreative amerikanske plastikkirurger kom derfor på den idé – ligesom japanerne ti år forinden – at sprøjte flydende silikone direkte ind i brysterne på deres patienter. Ca. 50.000 amerikanske kvinder nåede at blive behandlet, inden metoden blev forbudt.

Gennembruddet kom i 1961, da to amerikanske plastikkirurger, Frank Gerow og Thomas Cronin, i samarbejde med Dow Corning­-koncernen fandt på at indkapsle silikone i en kappe af silikonegummi. Året efter testede de to læger verdens første silikone-implantet i brysterne på den amerikanske husmor Timmie Lindsey – mod at give­ hende en gratis, kosmetisk øreoperation. Lindsey gik fra en B- til en C-skål. Silikonebrysterne var født.

Måske er du interesseret i...

Læs også