Robert Miller på vej til retten. Hans sidste nummer var at stikke af fra retsssagen ved at fire sig ud af et fængselsvindue og lade som om, han var vinduespudser. Miller blev dog hurtigt pågrebet igen. © Polfoto/Topfoto

Eiffeltårnet solgt til skrot

Storsvindleren Robert V. Miller smed om sig med falske penge, satte Eiffeltårnet til salg to gange og snakkede sig ud af 37 arrestationer, før en kvinde blev hans banemand.

14. juli 2016 af Werner Wejp-Olsen
Da Robert V. Miller kom til verden som søn af borgmesteren i en lille bøhmisk by, havde ingen 

fantasi til at forestille sig, at den kvikke dreng ville blive en af historiens største svindlere. 

Drengestreger og småsvindel blev imidlertid snart et yndet tidsfordriv, og Roberts hang til lette penge blev kun mere udtalt med alderen. Som 19-årig blev han sendt til Paris for at studere, men byens spillebuler trak mere, og hans fortræffelige manerer og formidable sprogtalent – han talte syv sprog – hjalp ham til at færdes hjemmevant blandt rigmænd, som var lette ofre ved spillebordene.

Gyldne muligheder

Efter 1. verdenskrig fik det franske politi færten af den unge svindler, og Miller besluttede sig for at tage flugten til USA, der på kanten af de brølende 1920'ere bød på masser af muligheder for en mand med Millers talenter og mange aliasser, bl.a. det mest berømte: "Grev Victor Lustig".

Hans første offer på amerikansk grund blev en bankdirektør i Missouri. Miller præsenterede sig som Robert Duval og fortalte en gribende historie om, hvordan familiens formue var gået tabt under krigen. Nu var Duval kommet til USA for at starte en virksomhed med de sidste penge, og han var derfor interesseret i at købe et fallitbo af en landejendom, som var i bankens besiddelse.

Duval tilbød at stille 22.000 dollar i obligationer i sikkerhed, mod at banken lånte ham 10.000 dollar kontant i startkapital. Bankdirektøren, der var mere end villig til at slippe af med den faldefærdige ejendom, slog til.

Men da udvekslingen af penge og obligationer skulle finde sted, lykkedes det den fingernemme svindler at bytte om på kuverterne, så han slap af sted med både penge og obligationer.

Banken hyrede en privatdetektiv, der fandt frem til Miller i Kansas City, men det lykkedes Miller at overbevise bankdirektøren om, at banken var bedst tjent med at lade anklagerne falde, så den ikke mistede al troværdighed, når kunderne hørte om nummeret. Miller var sågar fræk nok til at bede om 1.000 dollar for sin ulejlighed – og fik dem.

Det var Millers mest legendariske svindelnummer, da han satte Eiffeltårnet til salg. 

© Shutterstock

Eiffeltårn til salg

I 1925 besluttede Miller at tage tilbage til Paris, hvor hans mest legendariske svindelnummer skulle finde sted. Inspirationen fandt han i en lille notits i en fransk avis, der bekendtgjorde, at Eiffeltårnet – i denne tid et dårligt vedligeholdt levn fra verdensudstillingen i 1889 – stod foran en så stor renovering, at bystyret overvejede at skrotte det.

Miller så straks mulighederne. Han fik fremstillet nogle fornemme ministerielle dokumenter samt et personligt visitkort med titlen Sous-directeur Générale du Ministère des Postes et Télegraphes – undergeneraldirektør for post og telegraf-ministeriet.

Visitkortet sendte han til fem af Paris' førende skrothandlere sammen med en invitation til et møde på et eksklusivt hotel. Mødet var hemmeligt, betonede “undergeneraldirektøren”, for ingen måtte vide noget om den skæbne, der var tiltænkt Eiffeltårnet.

En af skrothandlerne, André Poisson bed på krogen og betalte Miller en ukendt sum penge for retten til at skrotte Eiffeltårnet. Da monsieur Poisson fandt ud af, at han var blevet snydt, blev han så flov, at han undlod at gå til politiet. Derfor kunne Miller kort tid efter gentage nummeret over for et nyt hold skrothandlere. Men denne gang gik offeret til politiet, og Miller måtte flygte tilbage til USA – nu på luksusklasse.
 
Flere år efter Robert V. Millers død i 1947 stødte FBI på hans falske sedler, der var kendt som “grev Lustigs penge”.
© Corbis/Shutterstock

Den forunderlige pengemaskine

Her kastede Miller sig ud i et andet af sine berømte fupnumre – han fik konstrueret en “pengemaskine”, en lille trækasse med en åbning i hver ende og en mængde knapper. I Florida fandt Miller det perfekte offer: en millionær ved navn Herman Loller, der havde tjent sin formue i automobilindustrien.

Miller bildte Loller ind, at han havde opfundet en maskine, der kunne kopiere pengesedler ved hjælp af en “hemmelig kemisk proces”. Hvis han stak en 1.000-dollar seddel ind i den ene ende af trækassen, kunne han seks timer senere hive to vaskeægte 1.000-dollar- sedler ud af den anden ende.

Loller købte trækassen for 25.000 dollar (ca. 1,5 million nutidskroner). Miller regnede herefter med, at han havde seks timer til at forsvinde, før bedrageriet gik op for Loller. Men han kunne have givet sig god tid:

Loller brugte uger på at prøve at få maskinen til at fungere, overbevist om, at han blot betjente den forkert, før han indså, at han var blevet snydt.

Millers mest indbringende nummer var falskmøntneri. Strømmen af falske sedler var så stor, at et specielt team af FBI- og Secret Service-agenter blev sat til at afsløre ophavsmanden. Men først da en forsmået elskerinde gav et anonymt tip, blev Miller pågrebet, og FBI kunne 

konfiskere trykpladerne samt 51.000 falske dollar gemt i en boks.

Miller blev arresteret for 38. gang i løbet af bare fem år, og denne gang kunne han ikke tale sig ud af kniben. I 1935 blev han idømt 20 år i Alcatraz-fængslet, hvor han døde tolv år senere af lungebetændelse, 57 år gammel. 

Måske er du interesseret i...

Læs også