Lavine

Med flere hundrede km/t. tordnede sneen ned fra bjergene, begravede mennesker og ødelagde huse.

© Fotomontage: ullstein bild & SZ Photo/scanpix

Enorme snemængder kvalte Alpe-idyllen

Efteråret 1953 er usædvanlig mildt, men efter nytår begynder sneen at vælte ned over Alperne – og kort efter brager lavinerne løs. I landsbyen Blons bliver 57 mennesker dræbt i infernoet, men landevejen er spærret, og telefonledningerne revet over, så myndighederne hører intet om katastrofen.

13. juni 2016 af Torsten Weper

Julenat 1953 samles indbyggerne i landsbyen Blons til messe. Vejret er lunt, som en sensommer, der bliver ved og ved. Fuglene synger, og på de grønne bjergsider springer blomsterne ud. 

Normalt er livet fattigt og slidsomt i de østrigske alper – men vejret giver en hjælpende hånd, så bønderne kan klare opgaver, som ellers skal nås i det korte forår: reparere hegn eller bygge en ny lade til høet, som bønderne flittigt samler hele sommeren for at have foder nok til dyrene om vinteren.

Enkelte mener, at “vi kommer til at betale for det gode vejr” – som om Gud vil kræve noget til gengæld for sin gavmildhed. Men de fleste slår betænkeligheden hen som overtro. Til slut rejser menigheden sig op i kirken for at synge “Stille nat, hellige nat”, før alle bryder op og går hjem gennem mørket.

Blons med sine 370 indbyggere ligger i Grosses Walsertal – en afsides dal i det vestlige Østrig. En snoet vej forbinder bjergenes landsbyer med verden nedenfor – den rene luksus, ved de ældste. De kan stadig huske gamle dage, i slutningen af 1800-tallet, da et hullet hjulspor gjorde det ud for en vej, som var farlig at vove sig ud på. Jordskred og faldende klippestykker kunne forvandle vejen til en dødsfælde. Nu om dage kan mejeriets mælkebiler nemt nå frem til gårdene.

Efter nytår bryder vinteren endelig igennem. Sneen vælter ned over det lille samfund og de to bjerge Falvkopf og Mont Calv, der knejser over landsbyen.

En nat i angstfuld venten

Natten til 11. Januar: To meter af den fineste pulversne er faldet i Grosses Walsertal, og nu fejer stormen sneen sammen i store, faretruende driver. Myndighederne har udsendt en lavineadvarsel.

Gabriel Müller vågner med et sæt og kigger på sit vækkeur. Klokken er 1.30. Den 33-årige landmand og familiefar aner ikke, hvorfor han er vågnet så tidligt, men hans krop er fuld af uro og bange anelser.

Han famler efter lyskontakten, men intet sker. Strømmen er afbrudt. “Kun en lavine kan have ødelagt elledningerne”, tænker Gabriel og er pludselig lysvågen. De næste timer ligger han søvnløs og venter på daggryet.

Så snart det første grå lys viser sig, tager han tøj på for at gå over i stalden. Som regel tager den tur ham mindre end et minut – nu til morgen må han bruge tre kvarter på at kæmpe sig igennem snedriver og storm ind til køerne, der brøler utålmodigt på at blive malket og fodret.

Bagefter vil han bringe sin hustru og deres tre små børn i sikkerhed i stuehusets kælder, beslutter Gabriel.

Den første lavine tromler ned ad bjerget

Mandag den 11. januar kl. 10.05: Hele morgenen har myndighederne fået meldinger om laviner i Østrigs vestlige delstat Vorarlberg. Mange er blevet begravet i snemasserne, og en del meldes dræbt. Kun fra Grosses Walsertal hører myndighederne intet nyt. Telefonen er afbrudt.

Netop som Gabriel Müller er ved at hente vand fra brønden ude på gårdspladsen, mærker han et kraftigt lufttryk. Så er det brølende hav af sne over ham:

“Lavinen! Nu kommer den!” Mere når Gabriel ikke at tænke, før han bliver hvirvlet afsted ned ad bjerget som en viljeløs bold. Da han efter flere hundrede meter endelig lander på jorden, bliver han slået bevidstløs.

Arbejdsdagen er også begyndt for den 38-årige Benedikt Türtscher, der driver en gård sammen med sin 28-årige hustru, Bernadette. I dag er han oppe i skoven for at ordne en transportabel rundsav. Imens arbejder Bernadette hjemme i køkkenet. Samtidig kan hun holde øje med de to sønner Armin (4 år) og Edwin (3), der leger i stuen.

Pludselig lyder en forfærdende knagen, og stuehuset braser sammen over dem alle tre.

“Køkkenloftet faldt ned over mig, og jeg lå presset med ansigtet mod gulvet, så jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg var ved fuld bevidsthed og kunne i lang tid høre bjælker knække og murbrokker falde. Så skreg børnene, alt hvad de kunne – de var stadig i live”, berettede Bernadette siden om sine oplevelser under katastrofen.

Ude ved rundsaven har hendes mand, Benedikt, nået at kaste sig ned bag sin store værktøjskasse, før lavinen ramte ham. Nu ligger han fortumlet under flere meter sne – og føler sig sikker på, at han nok skal blive reddet.

Men tiden går, uden at nogen kommer. Hvis han vil redde livet, må han befri sig selv. Højre hånd kan han bevæge en smule og famler sig frem til en sapie (en spids hammer, skovarbejdere hakker ind i en træstamme, når de skal flytte den) i værktøjskassen. Med sapieen skaber han et hulrum omkring sig og begynder så at stikke opad.

Omsider kan han rejse sig og arbejde sig op gennem sneen: “Nu går du hjem og får noget at spise”, lover Benedikt sig selv og stavrer ned ad bjergsiden.

“Men her var alt forandret”, fortalte Benedikt siden. “Hverken stuehus eller stald var til at se, kun en hvid flade og snefnuggenes vilde dans. Jeg kaldte på Bernadette og drengene – der kom intet svar”.

I det fjerne hører han naboen Maria Dünser råbe på hjælp, men Benedikt må indse, at han intet kan stille op. I stedet vakler han ned til landsbyen for at slå alarm.

På samme tid er Gabriel Müller kommet til bevidsthed. Fortumlet kommer han på benene og går op til gården.

“Jeg hørte barnegråd og så, at det var mine børn, Rosemarie og Sebastian. Min hustru, Berta, og min søn Karl hørte jeg ikke”, fortalte Gabriel siden.

Han leder febrilsk efter sin 29-årige hustru og sønnen Karl (4), uden held. I stedet tager han Rosemarie (3) og Sebastian (2) på armen for at bære dem ned til landsbyen.

I familien Türtschers hus er Bernadette stadig klemt fast under køkkenloftet. Inde fra stuen hører hun sine to sønner kalde. Snart kommer Benedikt og redder os alle tre, tænker hun optimistisk. Men intet sker, og endelig beslutter hun ikke at vente mere. Med stort besvær får hun vredet sig fri, så hun kan mave sig frem.

I det fjerne hører hun Benedikts råb, men hendes svar drukner i stormens hylen – og efter nogen tid forsvinder han. Sønnen Edwin kalder fra stuen. Hvad er der mon sket med Armin? spekulerer hun og spænder alle muskler i kroppen for at klemme sig frem mellem loftsbrædder, knækkede tagspær og murbrokker.

Når sne og murbrokker var ryddet væk, dukkede de dræbte beboere frem.

© SZ Photo/Scanpix

Bernadette slipper fri – og falder i et hul

Mandag den 11. januar, Eftermiddag: I alt 14 gårde i Blons er helt eller delvist knust af lavinen fra Falvkopf. Telefonen er stadig død, og vejen ud af dalen er spærret, så det er umuligt at tilkalde hjælp. I stedet danner beboerne redningshold. De har travlt, for mørket falder på ved 16-tiden, og så er det for farligt at arbejde videre.

Benedikt er nået hen til sin bror Josefs gård og fortæller, hvad der er sket. Flere mænd fra landsbyen drager straks afsted for at gennemsøge ruinerne. I en fart skifter Benedikt til noget tørt tøj, før også han begiver sig op ad bjergsiden for at lede efter sin familie. Langt når han ikke. Det er snart mørkt, og risikoen for nye laviner er overhængende. Tavse, trætte og forkomne går mændene hjem.

Hvis de havde ventet blot nogle få minutter mere, kunne de måske have reddet Bernadette. For netop som mørket falder på, lykkes det hende at mase sig ud af det sammenstyrtede stuehus, ud i friheden.

“Jeg kaldte, men her var ingen. Nu forsøgte jeg i stedet at nå ind til mine børn – og faldt så gennem et hul ned i kælderen”, forklarede hun efter katastrofen.

Igen er Bernadette fanget, og denne gang er alle forsøg på at slippe væk dømt til at mislykkes. Lige meget hvad hun forsøger, kommer hun ikke op af hullet. Desuden bløder hun fra et sår i hovedet, og hendes ankel gør ondt. Fortvivlet overvejer hun at lægge sig til at sove i sneen og få det hele overstået. Hun vil bare dø, men ombestemmer sig, da hun hører Edwin kalde: “Mama!”

Katastrofen begynder forfra

Mandag den 11. januar Kl. 19: Blons indstiller sig på natten. De mange husvilde har fået sovepladser hos naboer og bekendte, men en ny fare er på vej. 500 meter over landsbyen, på bjerget Mont Calv, er tonsvis af sne ved at løsne sig.

Hele dagen har Gabriel Müller ledt efter sin hustru, Berta, og sønnen Karl i den ødelagte gård. Uden held. Hen mod aften vakler han udmattet til 'Lærerhuset', hvor hans børn Rosemarie og Sebastian er blevet anbragt.

Stemningen er trykket i 'Lærerhuset', hvor skolelærerens enke, 77-årige Franziska Dobler, bor. Hun serverer varm aftensmad for gæsterne og finder skiftetøj frem. De i alt 11 husvilde har traumatiske oplevelser bag sig – deres familiemedlemmer er savnet og måske døde. 

Selv har de været levende begravet i snemasserne – flere af dem er kvæstede efter den hårde medfart og har forfrysninger og stærke smerter. Medicinsk behandling kan de ikke få, for her er hverken en læge eller medikamenter.

Efter maden reder Franziska Dobler op til gæsterne. Hun vil sprede lidt håb ved at fremsige den kristne trosbekendelse sammen med dem, men hun når ikke længere end til “...som er opfaret til himmels...”, før ydermurene knager, og sneen sprænger sig vej ind i huset.

“For anden gang ramte ulykken os. 'Lærerhuset' blev komplet ødelagt. At jeg reddede livet, skyldes, at jeg havde lagt mig op ad den sydvendte ydermur”, mente Gabriel Müller, når han senere fortalte om sit livs værste dag, hvor hele to laviner fejede hen over ham og hans familie. 

'Lærerhuset', der har stået her i mere end 250 år, er på mindre end et minut forvandlet til træaffald og murbrokker. Gabriel graver sig fri med hænderne. I kaosset af klageskrig kan han høre sin søn Sebastian, men lige meget hvor han graver med sine hænder, kan han ikke komme ned til drengen. I stedet mærker Gabriel en fremmed fod. Hurtigt graver han en af de andre levende begravede ud.

Imens er resten af landsbyen blevet alarmeret, så de udmattede mænd kan samle et nyt redningshold, der kæmper sig vej gennem den hylende storm. Trods mørket lykkes det at redde flere af de begravede ud af 'Lærerhuset'. Blandt dem er den to-årige Sebastian Müller, men hans storesøster, Rosemarie, er ikke til at finde.

Vejen op gennem dalen var blokeret, så redningsfolkene måtte ud på en udmattende vandring.

© Ullstein Bild

Achtung! Hjælpen er på vej

Tirsdag den 12. januar: Tre unge mænd fra Blons spænder skiene på for at hente hjælp. Imens genoptager de øvrige jagten efter overlevende.

I dagslyset kan indbyggerne gøre de seneste skader op. Aftenens lavine fra Mont Calv har ødelagt 11 gårde og huse. Selvom nye laviner fejer ned ad bjergsiden med jævne mellemrum, er de langt mindre end i går, så måske er den værste fare overstået. Tre unge mænd beslutter at vove forsøget: På ski vil de nå frem til købstaden Bludenz nede i lavlandet og orientere myndighederne om den fortvivlede situation i Grosses Walsertal.

Deres tur gennem dalen fører dem forbi flere landsbyer, der gennem det seneste døgn har oplevet næsten samme rædsler som Blons. Overalt er ødelagte huse og fortvivlede mennesker, der leder efter deres kære. Landevejen kan de unge mænd ikke bruge – den er et morads af meterhøj sne, knækkede træstammer og hele rodkroner.

Efter fire timers møjsommelig kamp er de nået de 15 km til Bludenz. Først nu, efter mere end et døgn, erfarer politiet og redningsvæsenet katastrofens omfang. Mens redningsholdene bliver organiseret, sender østrigsk radio opmuntrende budskaber til de isolerede:

“Achtung! De ansvarlige myndigheder er i store træk informeret om de frygtelige lavinekatastrofer, der har ramt jeres dal. Alle forholdsregler er truffet for hurtigst muligt at skaffe jer hjælp. Over 300 redningshold har siden middag været oppe gennem dalen. Så snart vejrforholdene tillader det, indsættes i morgen fly til evakuering og forsyning. Når et fly kommer til syne, og I har brug for hjælp, så giv signal med et farvet klæde”, annoncerer speakeren flere gange i løbet af eftermiddagen.

Desværre kan de færreste i dalen høre ham, for elektriciteten er fortsat afbrudt. Til gengæld forstår hele regionen, at her er brug for hjælp. I alt 1.500 frivillige begiver sig afsted. Det bliver en folkesag at nå frem til landsbyerne. Også Schweiz og Liechtenstein sender folk:

“Så snart jeg hørte opfordringen til at deltage, lagde jeg mit arbejde til side og fik fat i mine kammerater. Kl. 15 krydsede vi grænsen”, fortalte en mand fra Liechtenstein, der hurtigt havde fyldt rygsækken med værktøj, skiftetøj og en stor madpakke.

Hvad de næste døgn vil byde på, har mændene ingen anelse om. På ski kommer de hurtigt frem. Bl.a. overhaler de et østrigsk redningshold på 80 mand, der må trampe afsted i den to meter høje sne med deres tunge oppakning.

Benedikt Türtscher er stadig i færd med at endevende den ruin, der engang var hans hjem. Det er halvandet døgn siden, at han så Bernadette og drengene sidst. Om de stadig lever, er tvivlsomt. Han maser med bjælkerne, og sent om eftermiddagen bemærker Bernadette, at der drysser sne ned til hende i kælderen. Afkræftet vågner hun op og begynder desperat at kalde på sin mand “Jeg er her! Jeg kommer ned til dig!” råber Benedikt.

“Kig hellere efter børnene! Jeg skal nok klare mig!” svarer Bernadette og bryder sammen i gråd – nu bliver hun endelig reddet. Hun kan give en nøje beskrivelse af, hvor Edwin befinder sig, og kort efter er han gravet fri under murstenene fra den store kamin, der styrtede ned i kælderen sammen med ham, da lavinen kom.

Edwin er hårdt såret og dør få timer senere. Armin er der intet spor af, og redningsholdet må igen afbryde sit arbejde, fordi det er blevet mørkt.

Lichtensteinerne er stædigt på vej op gennem dalen, men ud på natten bliver de rådet til at holde en pause. Vejret er uforudsigeligt, og vejen farlig. De sidder nogle timer i en gasthof, indtil morgenen endelig gryr. 

De første ofre bliver fundet

Onsdag den 13. januar: Endelig er redningsarbejdet kommet i omdrejninger. Helikoptere fra fransk og amerikansk militær flyver forsyninger ind og henter sårede ud.

Chancen for at finde overlevende efter 48 timer er minimal, men håbet lever. Metodisk begynder redningsholdene at prikke sig gennem sneen med lange sonder. Søgeredskabet er i den ene ende forsynet med en lille modhage, og hvis redningsfolkene opdager, at der følger trevler af stof med op, tager de straks fat på at grave. 

Skuffende ofte viser trævlerne sig at stamme fra tøj, der er blevet slynget ud af husene, da lavinen kom.

Liechtensteinerne begynder at afsøge det første hus. “Hvert et fund ansporede os, især når vi fandt en levende høne – vi ville jo redde liv. Efter fem timers arbejde stødte vi på den første af de to savnede i huset. Manden havde svære kvæstelser – og var til vores beklagelse allerede død”, fortalte manden fra Liechtenstein.

Dagen efter finder redningsfolkene endelig Gabriels hustru, Berta. Hun ligger død under sin symaskine. Efter alt at dømme var hun ved at sy nyt tøj til familien, da lavinen ramte. Målebåndet har Berta stadig om halsen.

Den tre-årige Rosemarie bliver fundet stærkt afkræftet i 'Lærerhusets' ruiner – hun dør i Gabriels arme.

Redningsfolkene fandt i alt 55 lig i Blons. De sidste to blev aldrig fundet – formentlig forsvandt de i floden.

© SZ Photo/Scanpix

Retsmediciner gør status over tragedien

Fredag den 15. januar: Retsmedicineren professor Franz Holzer har undersøgt de døde fra katastrofen og kan skrive sin rapport.

Efterhånden som redningsfolkene finder frem til de dræbte, bliver de samlet i et skur bag Gasthaus Krone, så retsmedicineren professor Franz Holzer kan undersøge dem. Det må være hans livs værste opgave, for ligene bliver ved med at strømme ind, så de til sidst må ligge stablet i skuret. Da de døde er identificeret, og dødsårsagen fastslået, kan Franz Holzer skrive sin afsluttende rapport. Han forsøger at holde den professionelle distance:

“Næsten alle lig var klædt i arbejdstøj. En del, der var i nattøj, var blevet overrasket i sengen af aftenlavinen (fra Mont Calv, red.). Cirka halvdelen af alle dødsfald skyldtes mekaniske skader forårsaget af splintrede bjælker og ødelagte ovne. Enkelte havde knust kranie og omfattende knoglebrud; de mindede om de døde, som man under krigen bjærgede ud fra ruinerne af de bombede huse”, noterer han og fortsætter:

“Efter alt at dømme stammer de kritiske kvæstelser fra nedstyrtende tage og væltede mure. Enkelte er blevet ramt af træer, som lavinen bar ned i dalen. Ved nogle af de døde var det ikke til at konstatere ydre kvæstelser. Disse mennesker er døde af kvælning og udmattelse. Andre døde kort efter deres redning – åbenbart af kulde. Kun få ofre døde i det øjeblik, de blev ramt af lavinen”.

Efter rapporten bliver ligene givet fri til begravelse, men et uløseligt problem venter: Sneen ligger meterhøj på kirkegården, så graveren umuligt kan gøre de mere end 50 grave klar. Løsningen bliver en samlet massegrav, hvor liggene lægges i lag. Bisættelsen er planlagt til ugen efter.

Blons har ingen mulighed for at indkvartere de mange redningsfolk, der er kommet til landsbyen. I stedet får folkene besked på at arbejde 48 timer ud i én køre, før de bliver udskiftet med friske kræfter. Maden får de i Gasthaus Krone, hvor kromutter står ved komfuret i døgndrift. De, som segner under arbejdet, kan smide sig i skolestuen, hvor der er spredt halm ud på gulvet.

Blandt de døde, som redningsfolkene finder, er Benedikt og Bernadettes fire-årige søn, Armin.

3.000 mennesker til begravelse

Søndag den 24. januar Kl. 11: Den officielle bisættelse af de døde ved Blons’ kirke.

Landevejen er knap nok blevet ryddet for sne og væltede træstammer – alligevel har 3.000 mennesker fundet vej til Blons for at deltage i bisættelsen af de dræbte fra lavinekatastrofen. Stemningen er trykket og fyldt med tårer.

“Man må have et hjerte af sten, hvis ikke man bliver grebet af den tunge smerte, som herskede i Blons”, noterede den udsendte journalist fra avisen Vorarlberger Nachrichten. Foran ham ligger et bjerg af kranse og bårebuketter forsynet med sorte bånd: “En sidste hilsen” og “Til mine brødre og forældre”.

Delstatens landshøvding, Ulrich Ilg, holder en kort tale, hvori han opfordrer indbyggerne til at holde ud: “Vær tro mod hjemstavnen, på trods af alle ulykker”.

Siden katastrofen har debatten raset: “Er Grosses Walsertal farlig at bo i?” og “Bør indbyggerne forlade dalen?”. Delstatsregeringen mener nej og er i færd med at forhandle en genopbygningsplan på plads, så bønderne får 90 pct. af udgifterne betalt, hvis de vælger at bygge deres gård op igen. Blandt deltagerne ved begravelsen er 12 familier, som har besluttet sig: De magter ikke at starte forfra – de vil sælge jorden og forlade dalen for altid.

Nogle dage efter går Blons’ præst, Wilfried Stillhart, en tur gennem sit sogn, betragter katastrofens ødelæggende resultater og fastholder indtrykkene på skrift:

“En af staldbygningerne er blevet kastet hen over gården og forsvundet i dalens dyb. Velduftende hø, en hel bjergsommers møjsommelige høst, ligger spredt over ruinerne. Frosne ligger dyrekadaverne, som lavinen fældede dem – her er én uden hoved, en anden er klemt ihjel under en bjælke, en mangler sågar skindet, kun det rå kød er tilbage. Flået af den grusomme natur. Igen og igen løber blikket over den engang solbeskinnede bjergside – men overalt det samme trøstesløse billede, et virvar af lidelse og forfærdelige hændelser”.

Dalen fik elektricitet i begyndelsen af februar, og genopbygningen af de ødelagte huse i Blons var afsluttet i 1956.

Landmanden Gabriel Müller, der mistede sin hustru, Berta, og to børn under katastrofen, valgte efterfølgende at flytte fra dalen med sin søn Sebastian. Ægteparret Benedikt og Bernadette Türtscher, der mistede deres to sønner, blev boende i Blons og fik siden fem børn.

Efter katastrofen begyndte Østrig at udbygge lavinesikringen. Der blev sat lavinehegn op på bjergsiderne og plantet tusinder af træer for at holde på sneen.

Måske er du interesseret i...

Læs også