Med økse og ild kunne stenaldermanden udhule træstammen og få en kano.

© spl/scanpix

Flinteøksen er historiens vigtigste værktøj

Lige meget om menneskene i stenalderen skulle lave en fiskeruse, rydde en mark eller bygge en båd – flinteøksen var deres vigtigste hjælper. I tusinder af år klarede den nærmest alle opgaver.

16. februar 2017 af Anders Lundt Hansen

For ca. 12.000 år siden slap istiden sit greb om det nordlige Europa. Fra Østersøen til Atlanterhavet efterlod iskappen et bakket kystland, som hurtigt blev dækket af løvtræer. Skoven gav nye muligheder for de mennesker, der trængte frem her – men først måtte de overvinde en udfordring:

I årtusinder havde de jaget rensdyr og mammutter med spyd, bue og pil. De gamle flinteredskaber var velegnede til åbent land, men inde mellem træerne hjalp de ikke meget. Derfor begyndte menneskene at udvikle flinteøksen.

“Det er god flint”, siger flintesmeden Sofus Stenak fra Sagnlandet Lejre, et forskningscenter på Sjælland, der ved hjælp af forsøg bl.a. rekonstruerer forhistoriske håndværk og dyrkningsmetoder. Sofus Stenak har lavet utallige øksehoveder; rutineret tager han en grå blok, som han studerer fra alle vinkler.

HISTORIE har bedt ham om at lave en økse, så vi kan se, hvordan stenalderens flintesmed bar sig ad, når han skulle forvandle sten til brugbart værktøj.

Sofus Stenak behøver ikke at spørge om, hvor flinten kommer fra; han har allerede genkendt dens lysegrå nuance.

“Den er fra Falster”, konstaterer han rutineret. “Flint ser forskellig ud forskellige steder. På nordsø-øen Helgoland har de flint, som er helt rød”.

Jo bedre kvalitet flinten har, jo mere ensfarvet og uden lyse pletter eller andre misfarvninger er den. Sofus Stenak sætter sig på en træstub og finder værktøjet frem – en kølle af træ, en stump hjortetak og en rund, helt glat sten.

Inden start: Find den rette sten: Den perfekte råsten, kaldet en flinteplanke, er stor, ensfarvet og regelmæssig – så bliver øksen mest robust. De fleste folk i stenalderen kunne formodentlig selv lave en enkel, effektiv økse.

De første økser var til jægerne

I jægerstenalderen (12.000-4000 f.Kr.) boede menneskene i småsamfund langs kysterne og hentede især deres føde i det lave, lune vand. Klimaet var varmere end i dag, og havet var et bugnende spisekammer med østers, krebsdyr, fisk, svømmefugle og sæler.

Flinteøksen var redskabet, som gav adgang til dette spisekammer. Med øksen huggede menneskene smidige grene af træerne for at flette dem til fiskeruser. 

De kunne også fælde store træer og forvandle dem til stammebåde – kanoer hugget ud af hele egestammer. Stammebådene gjorde det muligt at nå ud til de rige østersbanker, sætte fiskeruser og nå ud til fuglekolonierne.

Hos Sofus Stenak i Lejre hvisler stensplinterne gennem luften, når han sætter et velrettet slag ind. Tålmodigt banker han trækøllen mod en hjortetak, der rammer stenen.

Med rolige bevægelser drejer og slår Sofus Stenak på flinteblokken – som om han ælter den – og langsomt træder øksens konturer frem. 

En gang imellem lægger han kølle og hjortetak fra sig for at tage en nævestor, rund sten i hånden. Det er hans hammersten, som han forsigtigt slår direkte mod flinten.

Han kan også presse stenen mod flinteblokkens fremspring, så de flækker af med en knasende lyd. Rutineret skifter han mellem sine redskaber. Nogle slag tager små bidder af blokken, andre fjerner store flager.

Brede flager bliver slået af: Med en kølle af buksbomtræ slår flintesmeden Sofus Stenak en hjortetak ind imod flinteplanken. Kølle og hjortetak fungerer som en slags hammer og mejsel, der slår brede flager af stenens sider.

Bønderne ryddede skoven

Skoven leverede træ til brænde, til redskaber og til både – og fungerede som jagtmark. Men da idéen om at holde husdyr og dyrke korn nåede til Skandinavien, stod skoven i vejen.

I stedet for at flytte fra boplads til boplads efter årstiderne og dyrenes vandring skulle menneskene nu bo fast nær deres marker. Bondestenalderen (4000-1700 f.Kr.) var begyndt, og med den nye tid blev øksen vigtigere end nogensinde.

Flinteøksen skulle rydde marker og give græsning til kvæget. Skovhugsten var omfattende, og store områder blev forvandlet til hede og eng.

Sammen med urskoven forsvandt også de store dyr. Urokse, bison og elg levede nu kun i de tyndest befolkede egne. Ulv, bjørn og los overlevede kun på de mest ufremkommelige steder. Flinteøksen tog deres hjem og føde.

Øksen tager form: Flinteplanken har nu fået en aflang form, der minder om skroget til et modelskib. Hele tiden sørger flintesmeden for at holde blokkens sider konvekse (udad-buede), så slagene kan forplante sig udad.

Den store, tunge træbider

Hvor stenalderens jægere skulle bruge små økser, som var lette at bære på, havde den fastboende bonde andre krav til sin økse: Han skulle bruge en tung træbider, som kunne rydde store skovstykker. Sådan en tung økse er flintesmed Sofus Stenak ved at lave.

“Jeg begynder med at tynde den, så den får en finere profil”, forklarer Sofus Stenak og slår rutineret brede flager af flinteblokkens sider.

Siderne på en flinteøkse er konvekse, det vil sige let udadbuede. Det er en teknisk nødvendig form, for at flintesmeden kan arbejde med materialet: Så længe siderne er konvekse, forplanter slagene sig udad, og smeden kan slå små stykker af øksens sider, indtil den får den rette form. Hvis siderne er konkave (indad-

buede), vil slagene forplante sig ind i øksen – og flintesmeden risikerer, at øksen knækker, længe før den er færdig.

Flagerne drysser af flintestenen, hver gang Sofus Stenak slår med køllen.

“Denne her kan bruges som spydspids”, siger han og samler et bredt stykke stenflis op fra jorden.

Arkæologiske undersøgelser bekræfter, at huggeaffald fra økseproduktionen er blevet brugt til mindre redskaber, fx pilespidser, skindskrabere og spyd­spidser. Flint var ikke altid lige let at få fat i, så derfor gav det mening at være sparsommelig med sine råvarer.

Hammersten giver glatheden: Øksen har fået sin overordnede facon. Nu handler det om at gøre den regelmæssig. De strittende ujævnheder fjerner flintesmeden med sin hammersten, en rund strandsten, som han slår mod kanterne.

Livlig handel med flint

Flint er en glashård stenart, som opstod i slammet fra kisel-alger for millioner af år siden. Stenene findes i dag i kalklag, som er opstået på bunden af forhistoriske have, og som bevægelser i jordlagene siden har skubbet op til overfladen.

I stenalderen blev flint en eftertragtet handelsvare, som blev solgt vidt omkring. Den karakteristiske røde flint fra øen Helgoland er fx dukket op mange steder i den tyske delstat Slesvig-Holsten ved nordsøkysten. 

Flint fra Krzemionki-minerne i Polen er fundet hele 660 km væk. Minen havde sin storhedstid for omkring 5.000-4.500 år siden, det vil sige i bondestenalderen.

Flinteminer fandtes flere andre steder i Nordeuropa, bl.a. i det nuværende Belgien, Holland og Danmark, som havde en betydelig minedrift i bl.a. Hou i Nordjylland – men ingen i det klipperige Norge.

Stenalderens nordmænd var nødt til at importere stenen sydfra. Ofte er de fundne norske økser slidt helt ned, fordi ejeren måtte passe godt på sit dyrebare redskab og hellere sleb det en gang mere end kastede det væk, hvis han var kommet til at slå et hak i æggen.

Når stenaldermenneskene havde fundet en stor flinteklump – eller hentet klumpen op fra særlige miner – blev den hugget til en såkaldt flinteplanke, der var nemmere at transportere.

“Flinteplanker kan jeg lave på et sekund. Du kigger på konturerne og finder det rigtige sted at slå – dér, hvor der er en svaghed i flinten”, siger Sofus Stenak. Så deler blokken sig.

Det er sådan en flinteplanke, Sofus Stenak er i gang med. Med målrettede slag hugger han sig ind til den økse, som han kan fornemme inde i stenen.

Æggen gøres tynd og skarp: Med en lille hjortetak banker flintesmeden de sidste ujævnheder af. Æggen bliver gjort skarp, ved at han presser hammerstenen mod æggens side. Med en knasende lyd trykker han overflødige flinteflager af.

Bronzealderen var alt for dyr

I bondestenalderen gik der prestige i økserne, som førhen kun var et praktisk arbejdsredskab. Økserne i sig selv var ganske nemme at lave, men menneskene begyndte at fremstille ekstra store økser, der ikke kunne bruges til noget praktisk: De op til 50 cm lange øksehoveder var kun til at prale med.

Når arkæologer i dag finder storøkser i en grav, er de lagt som symbol på den afdødes magt og rigdom. Økserne var kostbare, fordi de krævede lange flintestykker, som var sjældne.

Nogle af bondestenalderens stormænd forøgede endda praleværdien af deres økse ved at lægge mange ekstra arbejdstimer i den. Med sandsten polerede bondestenalderens flintesmede øksens flader, til de blev fuldstændig glatte, uden et eneste slagmærke.

De store flinteøkser forblev prestigeobjekter indtil bronzealderen, hvor den nyopdagede metallegering bronze overstrålede flinten – og snart var det bronzeredskaber, stormændene tog med sig i graven. Dermed var de store, glatte praleøksers tid forbi.

Alligevel holdt de jævne bønder fast i deres flinteøkse længe endnu, for fremstillingen af bronze krævede adgang til tin og kobber, der var dyrt at skaffe, og selve smelteprocessen krævede ekspertviden.

Derfor hoppede flertallet af ur-danskere bronzealderen over og ventede med at udskifte deres flinteøkse til jernalderen, der begyndte for 3.000 år siden.

“Jeg kunne sagtens blive ved med at arbejde med øksen”, siger flintesmeden Sofus Stenak, men øksehovedet er fuldt anvendeligt nu, så han lægger sine redskaber til side. Stenalderens vigtigste værktøj er færdigt. Arbejdet tog kun 140 minutter.

Øksehovedet er klar til brug: Den yderste æg er tynd og skarp nok til, at øksen kan bide gennem et egetræ. Hvis den skal være glat på overfladen, kræver det en uges slibearbejde. Glatheden betyder intet for anvendeligheden.

Måske er du interesseret i...

Læs også