Eksorcister brugte kors og bønner til at uddrive det onde. Hjalp Gud ikke, kunne Djævlen også piskes ud.

© Bridgeman & Shutterstock

Katolske eksorcister bekæmpede europæisk djævlemani

I 1500-tallet var Fanden løs i Europa. Han tog bolig i uskyldige mennesker og fik dem til at tale i tunger, slå vildt omkring sig eller opføre sig uanstændigt. Kirken skred ind med hellige remser og remedier, og flere præster specialiserede sig som eksorcister. Satan skulle besejres, koste hvad det ville.

11. april 2018 af Natasja Broström

En novemberdag i 1565 træder den 15-årige Nicole Obry over dørtrinnet til landsbykirken i Vervins i Nordfrankrig. Foran sin bedstefars grav inde i kirken falder pigen på knæ for at bede. 

Joachim Vuillot døde uden at skrifte, så Nicole håber, at hendes bønner vil frelse bedstefarens sjæl og få den hurtigt gennem skærsilden. 

Midt i bønnen oplyses kirkens dunkle mørke af  et lysende skær, og den måbende Nicole ser en hvidklædt skikkelse foran sig. 

Med dyb stemme fortæller skikkelsen, at han er bedstefar Joachim Vuillots ånd, og at familien skal holde messe for hans sjæl.

Skrækslagen flygter Nicole fra kirken, men skikkelsen følger efter og besætter hende. Få dage senere bliver pigen så syg, at landsbyens præst tilkaldes for at give hende den sidste olie. 

Svævende mellem liv og død er hun totalt i åndens magt, tror hendes skrækslagne familie. 

Ånden overtager pigens stemme og siger til familien, at den repræsenterer Joachim Vuillots sjæl og er sendt af Gud. I febervildelse ser Nicole også skikkelsen fra kirken stå ved sengekanten. 

Med buldrende stemme kræver den, at familien drager på pilgrimsfærd til den hellige spanske by Santiago de Compostela. Nicoles forældre og mand er i vildrede: Er det en engel eller en dæmon, som har indtaget Nicole?

Da familien ikke makker ret og drager på pilgrimsfærd, gør ånden i kortere perioder Nicole blind, døv og stum, mens hendes lemmer bliver stive som træ. Nu er familien ikke i tvivl: Djævlen er på spil.

En af Europas første og mest kendte sager om besættelse og djævle­uddrivelse tager sin begyndelse.

Djævlen var ikke alene om at besætte mennesker. Helvedes hersker havde masser af dæmoniske håndlangere, som han slap løs på de kristne.

© Bridgeman & M. Maleuvre/Bibliotheque Nationale de France

Nicole går amok

En tilkaldt dominikanermunk, Pierre de la Motte, påtager sig opgaven med at drive Djævlen ud.

Under munkens forhør forstår Nicole pludselig latin, som hun aldrig har lært, og når la Motte sprøjter vievand på pigen, krymper hun sig og skærer hæslige ansigter. 

For Djævlen er det velsignede vand ren tortur. Efter flere dages eksorcisme afslører Nicoles djævel sit navn: “Beelzebub, dæmonernes prins og fluernes herre.”

Trods la Mottes indsats bliver Nicole også besat af 29 underdjævle, kaldet dæmoner. Den unge pige får enorme kræfter, og selv ikke tre mand kan forhindre, at hun i en vanvidsrus smadrer alt omkring sig. 

Da la Motte forsøger at narre Nicole til at drikke et glas vin iblandet vievand, går pigen amok, så snart glasset rører hendes læber, skriver teologen Jean Boulaese i et kompendium om sagen, som han udgiver i 1566:

“Pludselig blev hendes nakke og hoved kastet tilbage, og hendes hals og mave svulmede op. Øjnene blev mast indad, og tungen var lang, stor og tyk, så rød, så sortviolet og lilla”.

La Motte indser, at han må have hjælp. Munken kontakter biskoppen i Laon, og på hans ordre rejser Nicole og hendes familie til den nærliggende storby. 

Her vil biskop Jean de Bours tage kampen op mod djævelskaben.

Fanden vil hærde protestanterne

I 1500-tallet var kristne overbevist om, at Djævlen kunne trænge ind i menneskernes verden og gøre skade. De bibelstærke kendte fx til Jesu uddrivelse af onde ånder. Alligevel havde de færreste hørt om djævlebesættelser i deres egen tid – lige indtil sagen om Nicole Obry.

Det kristne Europa var i 1565 splittet mellem protestanter og katolikker, og den katolske kirke indså hurtigt signalværdien i den unge, besatte pige. 

Ifølge Biblen kunne kristne, ligesom Jesus, uddrive djævle. Bare det skete i Jesu navn. Ved at drive Djævlen og hans 29 dæmoner ud af Nicole ville katolikkerne bevise, at de var Jesu sande følgere.

24. januar 1566 drager Nicole, hendes familie og et følge af messende præster ind i Laon. 

Med ophovnet ansigt og tungen daskende ned ad kinden bliver den paralyserede Nicole båret frem på en båre. På vejen gennem byen falder tusindvis af borgere på knæ i gaderne og beder for Nicoles udfrielse.

For optimal effekt er byens katedral udpeget som rammen for uddrivelsen. Foran den er flere end 20.000 nysger­rige stimlet sammen. 

Inde i katedralens rum har håndværkere opstillet stilladser, så den prominente del af publikum kan se med fra første parket. Biskop Jean de Bours står klar til at drive ondskaben ud af den unge pige, som bliver båret op og lagt foran ham.

Da de Bours holder en oblat op foran Nicole, “fik den besatte et ansigt som en stor djævels, hævede sig 2 m op i luften og skreg afsindigt”, ifølge beskrivelsen fra øjenvidnet Thomas Belot i teologen Jean Boulaeses kompendium.

En gysen går gennem forsamlingen, da Beelzebub gennem Nicoles mund erklærer, at han er kommet for at “overbevise og hærde mine huguenotter”.

For det katolske publikum beviser udmeldingen, at Frankrigs protestanter, som bliver kaldt huguenotter, er i ledtog med Djævlen selv.

Biskoppen viser Nicole et krucifiks, og hun falder skrigende om med udspilende øjne og fråde om munden. Men Djævlen og hans dæmoner giver sig ikke uden kamp. 

Først efter 15 uddrivelser over flere dage er kun Beelzebub tilbage, og til sidst har det onde kun magten over Nicoles venstre arm. 

Endelig, 8. februar 1566, for­lader Djævlen sin unge vært klokken tre om eftermiddagen.

Det onde blev drevet ud med pisk

  1. Dæmonen giver sig til kende
    Først pressede eksorcisten Djævlen eller dæmonen til at afsløre sit navn. Med navnet kunne eksorcisten tvinge det onde til at samarbejde, fx ved at fortælle sandheden om, hvorfor det havde besat mennesket, og hvad det ville.


  2. Kors presser det onde ud
    Ved at holde kristne symboler som oblater eller kors mod den besattes krop kunne eksorcisten plage dæmonen. De onde magter udholdt ikke synet og følelsen af hellige genstande.

  3. Djævlen pines med bønner
    Mange eksorcister sværgede til bønnen “Ave Maria!” for med de hellige ord at pine ondskaben inde i den besatte. Præsten kunne også puste den besatte i ansigtet og sige: “Far herud, du urene ånd, og giv den hellige ånd rum”.

  4. Den besatte får tæsk
    Var Djævlen særligt stædig, blev tilskuerne til eksorcismen bedt om at sparke til den besatte eller trampe på vedkommende. Andre gange greb eksorcisten en pisk og tampede løs på den besatte, til Djævlen forsvandt.

  5. Trosbekendelsen er beviset
    For at være helt sikker på at djævelskaben var væk, blev den besatte til slut tvunget til at modtage den hellige nadver og fremsige trosbekendelsen op til flere gange. Fx gennemgik en ung kvinde ritu­alet fem gange på en time. Desværre var ikke alle dæmonerne forsvundet fra kvindens krop, og præsten måtte begynde forfra med eksorcismen. 

Europa rammes af djævlemani

Med udfrielsen af Nicole Obry mente katolikkerne, at de havde vundet en stor sejr over Europas protestanter. 

Snart cirkulerede pralende beskrivelser af biskop de Bours' succesfulde kamp mod Djævlen. 

Billige småtryk og pamfletter blev ivrigt læst af både bønder og borgerskab, og større kompendier blev studeret i teologiske kredse. 

Blandt de mange, malende detaljer var øjenvidneberetningen fra Thomas Belot i Boulaeses 800 sider store kompendium.

Sagen om Nicole Obry antændte snart en ren djævlemani. Over hele Europa blev kristne besat af Djævlen og hans dæmoner.

Dreng bliver dobbelt så stor

Ofte var det nok bare at have besøgt et hus med en besat for selv at blive ind­taget af ondskabens magter. Især børn og unge kvinder blev ramt. 

Logisk nok, mente den samtidige franske læge Barthélemy Pardoux, da børn og kvinder var i en “skrøbelig og åndssvagelig tilstand”.

Ifølge de mange skrækhistorier opførte de besatte sig som Nicole: De lå som i trance med lemmer så stive som brædder, talte i tunger eller bandede. 

Andre svævede rundt eller hang i luften med hovedet nedad. Unge piger og kvinder talte med dybe stemmer – uden at bevæge læberne – og de forudsagde vejret eller beskrev begivenheder, som skete i samme nu, men langt borte. Enkelte besatte kunne forudsige dødsfald.

Ikke kun katolikker var udsatte. Snart blev også protestanter ramt. Bl.a. den 17-årige englænder Alexander Nyndge, hvis krop i 1573 svulmede op til dobbelt størrelse, indtil Djævlen – i form af en flok baskende flagermus – blev drevet ud med bøn. 

Så snart flokken forsvandt ud af vinduet, fik den unge mand sine normale træk tilbage.

Djævleuddrivelsen blev foretaget af Alexanders bror, den universitetsuddannede Edward Nyndge, som senere udgav en yderst populær beskrivelse af sagen.

Besatte flår huden af sig selv

Selvom kampen mod Djævlen og hans dæmoner skræmte folk fra vid og sans, var læsestoffet også god underholdning. 

Både protestanter og katolikker læste de groteske vandrehistorier, som blev trykt i massevis og læst i alle samfundslag. Da antallet var på sit højeste omkring år 1600, cirkulerede tusindvis af beskrivelser om besatte kristne.

I mange af de nedskrevne sager havde de uheldige tilmed mere end én dæmon i kroppen. Det højest registrerede antal var 12.652 dæmoner, som i 1584 plagede den
16-årige Anna Schlutter­bäurin fra Tyskland.

Ifølge de billige tryksager havde besættelserne store fysiske konsekvenser. Fx følte besatte i England, at de havde mus eller frøer kravlende under huden. 

Nogle flåede i ren desperation huden af sig selv. Usynlige hænder tvang børns hoveder 180 grader rundt. Andre brækkede afføring op. 

Småbørn fik stive lemmer, som selv en voksen ikke kunne rette ud. I Frankrig og Tyskland blev besatte af usynlige kræfter kastet hårdt i gulvet eller højt op i luften, eller de fik kæben hårdt presset sammen, så tænderne knækkede.

Eksorcisterne får travlt

Behovet for djævleuddrivelser var enormt. Biskop Jean de Bours havde vist vejen med sin eksorcisme af Nicole, og hans metoder indgik i en pavelig godkendt manual for, hvordan kristne slap af med djævelskaben. 

Katolske munke og præster kom på lynkursus i eksorcisme og blev derefter sendt til fx den tyske by Friedeberg, hvor 150 børn og voksne i 1593 blev udfriet.

Men Djævlen viste sig alle vegne, og selv bag klostrenes mure var ondskaben løs. I over 50 klostre i Spanien, Frankrig og Italien blev eksorcister tilkaldt for at drive dæmoner ud af hundredvis af nonner, som teede sig unormalt.

Katolikkerne brugte oblater, hellige remser og vievand til at fordrive Djævlen, mens protestanterne holdt sig til faste og Biblens ord. 

I enkelte tilfælde måtte de protestantiske ofre faste jævnligt i flere år, men så forsvandt Djævlen og dæmonerne også til sidst.

Når Djævlen slap sit tag i den besatte, blev han eller hun igen i stand til at modtage den hellige nadver.

© Bridgeman & Shutterstock

Besættelser varsler dommedag

For 1500- og 1600-tallets lærde var besættelserne ikke underholdning, som skulle trykkes i billige og folkelige pamfletter, men en dødsensalvorlig affære.

I 1572 udgav den italienske munk og erfarne eksorcist Girolamo Menghi et dybdegående kompendium om eksorcisme, Compendio dell’arte essorcistica

Ifølge Menghi var besættelserne en sand katastrofe. At folk blev besat af Djævlen, var tegn på, at Jordens undergang var nær. Som forudsagt i Biblen ville Djævlens magt være på sit højeste kort før dommedag.

Andre teologer argumenterede for, at besøget fra helvede fandt sted, fordi menneskeheden havde vendt sig fra Gud. Da Djævlen kun kunne trænge ind i den fysiske verden med Guds til­ladelse, måtte besættelserne være tegn på, at Skaberen var utilfreds og straffede menneskeheden.

Også lægerne viste stor interesse for besættelser. I 1575 beskrev læge og astronom Cornelius Gemma, hvordan den besatte Katherine Gualter opkastede halve meter lange, levende ål, efterfulgt af i alt 11 kg forskellige stoffer “af alle farver to gange dagligt i to uger”.

I 1616 kunne den engelske læge John Cotta berette om besatte, som opkastede “bøjet jern, kulstykker, negle, nåle, stifter, voks og hår”.

Ikke alle medicinere og teologer troede på, at besættelserne var ægte. Mange beretninger lød komplet utroværdige i deres ører, og flere besatte blev afvist som fupmagere. 

I 1574 indrømmede fx to engelske kvinder, som ellers i ugevis havde brækket hundredvis af søm op, at de havde foregivet deres besættelse ved selv at sluge sømmene.

Læge afslører snyd

Mistanken om snydebesættelser steg, og eksorcisterne tog skrappe midler i brug for at afsløre svindlere. I tvivlstilfælde blev både eksorcister og læger tilkaldt for at teste de besatte. 

Ofte skete det med fysisk vold, hvor den mistænkte person blev forhørt i timevis eller fik pisk, indtil hun brød sammen og tilstod fupnummeret.

I 1599 var hele 15 læger fra Paris tilkaldt for at teste den 26-årige Marthe Brossier, der opførte sig som en besat. 

En af lægerne, Michel Marescot, blev hurtigt mistænksom, fordi Marthes dæmon ikke kunne kende forskel på almindelig og hellig latin. 

Da eksor­cisten læste højt fra Vergils heltedigt “Æneiden”, troede Marthe, at teksten var velsignede ord fra Biblen:

“Hun faldt og brugte samme bevægelser, som var hun i krampe”, skrev Michel Marescot i sin afhandling om sagen. 

Derefter slog Marthe saltomortaler, og i “fire, fem hop” nåede hun fra alteret op til kapellets dør, “hvilket forbløffede hele selskabet”.

Da Marescot tog fat i Marthes nakke, blev hun bange, og Djævlen forsvandt med det samme.

“Jeg fik ham åbenbart til at stikke af”, skrev lægen sarkastisk og konkluderede:

“Intet djævelsk, meget fusk og en smule sygdom”.

Trods flere afsløringer af fup fortsatte besættelserne. Eksorcisten Girolamo Menghi udtænkte en forklaring: Djævlen fik hjælp af hekse. Snart var mange teologer overbevist om det samme.

Hekse kaster onde øjne

En pagt med Djævlen gav heksen privilegier – fx rigdom eller den udkårnes kærlighed. Men hekse havde, ifølge sagkundskaben, også fået evnen til at kaste onde øjne på andre og sende dæmoner ind i dem.

Djævlen havde tilsyneladende mange villige hjælpere, for antallet af besættelser blev ved med at stige. Snart var folk, der havde ytret sig blasfemisk eller havde vorter og krum ryg, under stærk mistanke for at være hekse.

I en af de mest kendte sager, som endte på tryk i slutningen af 1500-tallet, blev englænderen Robert Throckmortons fire døtre forhekset.

Problemerne begyndte 10. november 1589, hvor den 10-årige Jane Throckmorton fik kramper og gik i trance. Snart var hendes tre søstre også besatte. Børnene talte i tunger, faldt om med kramper, og Janes 12-årige søster var i stand til at smadre den stol, hun var bundet til.

Syv af familiens tjenestepiger fik også symptomer på besættelse, som forsvandt, så snart de forlod huset. I alt blev 12 personer ramt, inden ondskabens kilde var fundet.

Alle de besatte hævdede, at den gamle, krumryggede nabokone havde forhekset dem. Mistanken faldt også på naboen og parrets voksne datter. Først da de tre hekse blev hængt, blev alle i huset hos familien Throckmorton normale igen.

Den intense jagt på hekse fik ikke antallet af besatte til at falde. Selv i kirkens egne rækker huserede ondskaben.

I 1611 blev den franske præst og eksorcist Louis Gaufridi brændt, fordi han havde forført to djævlebesatte nonner med “magi, heksekunst og andre afskyeligheder”.

Teologer begyndte at spekulere over, om de besatte selv kunne være skyld i deres tilstand. Hvis besættelsen var Guds måde at straffe syndere på, måtte den besatte jo være en synder – og måske ligefrem selv stå i ledtog med Djævlen.

Mange nutidige katolikker er over­bevist om, at mennesker kan blive besat af Djævlen og hans dæmoner. Et romersk universitet med tilknytning til Vatikanet tilbyder desuden firemåneders kurser i eksorcisme.  

© Getty Images

Besatte er skizofrene

I begyndelsen af 1600-tallet blev det mere og mere almindeligt, at djævlebesatte endte på bålet frem for at få besøg af en eksorcist.

Op igennem 1600-tallet begyndte skeptikere dog at pille argumentationen fra hinanden.

Fx påpegede præsten Balthasar Bekker i 1691, at Djævlen slet ikke kunne trænge ind i den fysiske verden, da han var lænket fast i helvede. 

Langsomt faldt antallet af hekseprocesser, og frygten for “Djævlens håndlangere” aftog. Med oplysningstidens indtog i 1690’erne tabte mange lærde troen på, at Djævlen var i stand til at besætte et menneske, da videnskaben ikke havde fundet tilstrækkelige beviser.

I løbet af 1700-tallet blev de besatte i højere grad anset for at lide af sygdomme som skizofreni, epilepsi samt bevægelsesforstyrrelser og lammelser, også kaldet katalepsi. 

En vurdering, som deles af mange af nutidens videnskabsfolk og historiske eksperter.

15-årige Nicole Obry kom sig hurtigt efter eksorcismen i 1566. Djævlen og dæmonerne vendte ikke tilbage, og efter den dramatiske oplevelse rejste Nicole og familien hjem til landsbyen Vervins, hvor de fortsatte deres almindelige tilværelse. 

Læs mere

Sarah Ferber: Demonic possession and Exorcism in Early Modern France, Routledge, 2004.   Brian P. Levack: The Devil Within – Possessions and Exorcism in the Christian West, Yale University Press, 2013.

Måske er du interesseret i...

Læs også