Pesten kender ingen forskel på høj og lav, from eller synder. ­

© Alpha Coders & Getty Images

Pesten hærgede Europa - 25 millioner døde på 5 år

I midten af 1300-tallet bliver Europa lammet af pesten. Den Sorte Død lægger hver tredje europæer – bønder som konger – i graven. Da smitten dør ud, vågner de overlevende op til en helt ny verden.

28. april 2017 af Josephine Schnohr

“I begyndelsen af oktober, i det Herrens år 1347, flygtede tolv genuesiske galejer fra den hævn, som vor Herre tog for deres skændige handlinger, og anlagde havnen i Messina.

I deres knogler bar de så ondartet en smitte, at enhver, der så meget som talte til dem, blev angrebet af dødelig sygdom og på ingen måde kunne undvige døden...”

Sådan beskrev munken Michael af Piazza pestens ankomst til Messina på Sicilien. En hændelse, der blev officielt startskud til Den Sorte Død i Europa. Broder Michael skrev krøniken et årti senere, så måske stemmer oplysningerne ikke helt. 

Men det står fast, at smitten ankom med skib til Messina tidligt i efteråret 1347. Besætningen fra Genua var flygtet over hals og hoved fra de pestramte handelsstationer i Mellemøsten.

Galejerne i Messina var næppe de eneste pestskibe, der anlagde sydeuropæiske havnebyer i 1347. De store handelsbyer i Europa var forbundet til Mellemøsten af et finmasket net af karavaneruter og handelsveje.

Handelsruter gjorde Europa sårbar

Købmænd rejste på kryds og tværs af lande og vande. I middelalderen boomede handlen og skabte økonomisk vækst. Men netop det travle handels-net blev en akilleshæl, da pesten holdt sit indtog.

Fra Sicilien førte handelsskibe smitten op langs den italienske kyst og lossede den dødelige last i Pisa, Marseille og på Mallorca. Herfra bredte sygdommen sig som ringe i vandet.

Gennem fem år hærgede epidemien Europa og lagde ubegribeligt mange mennesker i graven. Ifølge officielle beregninger fremlagt for pave Clemens VI døde 42.836.486 mennesker, men det tal har næppe hold i virkeligheden.

Ud fra kirkebøger, regnskaber på større godser, klosterkrøniker og andre kilder har forskere forsøgt at beregne dødstallene, der varierer fra landsdel til landsdel og by til by. 50 til 60 procent af befolkningen døde i hårdt ramte områder, og færre andre steder.

Det samlede befolkningstal i 1300-tallets Europa lå formodentlig omkring de 80 millioner – det kan dog være alt ligefra 70 til 100 millioner.

Hvis den gennemsnitlige dødelighed var 30 til 50 procent, omkom 25 til 40 millioner mennesker i årene 1347 til 1352. Omsat til nutidens cirka 700 millioner europæere svarer det til 230 til 350 millioner liv på sølle fem år.

Så det er forståeligt, at 1300-tallets øjenvidneskildringer er gennemsyret af frygt og rædsel. Handelsmanden Agnolo di Tura fra Siena gav følgende grusomme skildring:

“Fader overgav barn, hustru husbond, en broder en anden; for denne sygdom forekom at slå til gennem et åndedrag eller blik. Og sådan døde de. Og ingen kunne blive fundet til at begrave de døde for penge eller venskab. Medlemmer af en husholdning bragte deres døde til en grøft, som de bedst kunne, uden en præst, uden gejstelige embeder. Heller ikke kirkeklokken lød. Og mange steder i Siena blev store huller gravet og fyldt op med de talrige døde ... Og jeg, Agnolo di Tura, kaldet Den Fede, begravede mine fem børn med mine egne hænder. Og der var også dem, der blev så sparsomt dækket med jord, at hundene trak dem op og fortærede kroppene rundt omkring i byen.”

Pesten kom til Messina på Sicilien med skibe, der var på vej fra Kaffa i Sortehavet til Genua i Italien. Herfra spredte sygen sig hurtigt mod nord. På under et år nåede den blandt andet til London, og året efter ramte den Bergen i Norge.

De døde blev stablet som lasagneplader

En anden pestkronikør var Marchionne di Coppo Stefani bosiddende i Firenze. Ved hver kirke blev der gravet huller, hvor de døde blev smidt ned om natten. Om morgenen blev de friske lig dækket af et lag jord: “Lag på lag præcis, som man lægger lagvis af pasta og ost i lasagne.”

Pesten skabte opbrud og kaos overalt. Inden epidemien var Europa plaget af overbefolkning og hungersnød. Overklassen og lavadelen sad på jord og ejendom, så almindelige folk måtte slide hårdt til lave lønninger. 

På landet befandt bønderne sig i en økonomisk skruestik med tiende til kirke og afgifter til herremænd. I storbyerne knoklede købmænd og håndværkere for føden, mens de fattigeste måtte ty til tiggerstaven. 1300-tallet var kongernes og adelens storhedstid, og styreformen gennemsyrede hele Europa.

Over alle småkonger og hertugdømmer stod den magtfulde romerske kirke. Kristendommen forenede middelalderens europæere, der var stærke og loyale i deres tro på Gud og hans veje. 

Og kirken besad ikke kun åndelig magt, men ejede også betragtelige rigdomme i jordisk gods og dermed politisk indflydelse. Men disse fasttømrede samfundsstrukturer vendte pesten op og ned på.

Firenzes elite holdt ud med vin og musik

De omfattende befolkningstab førte til radikale samfundsforandringer, og det til fordel for folket. Samtidig kom der gang i den økonomiske vækst og teknologisk fremgang. Så måske var pesten et nødvendigt onde for at skubbe udviklingen i den rigtige retning.

Datidens europæer kunne dog næppe se det positive i rædselsårene. Familie, venner og naboer døde som fluer, og hverdagen gik op i sygdom, sorg, død og ødelæggelse. Så enhver reagerede, som de selv fandt bedst.

Forfatteren Giovanni Boccaccio har beskrevet borgernes adfærd i sin skildring af det pestramte Firenze.

En del velstillede borgere dannede små samfund. De lukkede sig inde i husene, spiste moderate mængder af den bedste mad og drak gode vine. De tillod ingen nyheder eller diskussion af sygdommen og fordrev tiden med musik og andre stille sysler.

Jødiske syndebukke blev brændt og hængt

Andre bysbørn reagerede stik modsat. De kastede sig ud i hæmningsløs druk og turede rundt mellem Firenzes værtshuse. De slog sig ned i forladte huse, hvor ejerne enten var flygtet eller døde. Her tilfredsstillede de alle tænkelige begær og levede, som hver dag var den sidste.

Efterhånden begyndte de også at søge efter syndebukke, og mistanken rettede sig hurtigt mod en bestemt gruppe, nemlig jøderne. De var kristendommens fjender og havde derfor al mulig grund til at sprede sygdom blandt de kristne europæere, lød argumentet.

I maj 1348 begyndte de første antisemitiske forfølgelser i Provence, og tendensen bredte sig hurtigt. Pave Clemens VI lovede officielt jøderne kirkens beskyttelse, men angrebene fortsatte.

I løbet af 1349 og 1350 udviklede de sig til de værste pogromer før 1930’erne. Jøderne blev anklaget for at forgifte brønde, kilder og floder med sygdomssmitte.

Mange blev arresteret og smidt i fængsel, mens andre blev lynchet eller kastet på bålet. Samtidige kilder skildrer i grusomme detaljer begivenhederne især i Tyskland og Frankrig.

En tredje gruppe lod sig ikke drive ud i ekstremer, men fortsatte at leve forholdsvis uændret. Men når de gik rundt i byen, medbragte de blomster, urter og velduftende krydderier for at slippe for ligstanken.

Samtidig kunne de holde det op for ansigtet og undgå at indånde den farlige luft. De lægekyndige påpegede nemlig, at det bedste forsvar mod pest var at forblive rask og undgå smitsom luft.

Folk blev frarådet at bevæge sig i moser, sumpe og andre områder med stillestående vand og tung luft. Man skulle lade husets nordvendte vinduer stå åbne for den kølige og tørre luft, mens de sydvendte skulle lukkes for at undgå varm og dårlig luft.

Hus og beboere skulle jævnligt stænkes med rosenvand og eddike. Det var også gavnligt at brænde duftende træsorter som sandel, enebær og rosmarin for at rense luften i huset. Samtidigt skulle folk gnide sig med olier udvundet af citron, roser og violer.

Kost havde også betydning for forebyggelsen. Før morgenmaden skulle man spise figner og hasselnødder. Piller med aloe, myrra og safran havde også gavnlig effekt. Brød bagt af det bedste mel og vin blev anbefalet af de fleste læger.

Enkelte påpegede dog, at “hvidvin af ældre årgang og aromatisk” var at foretrække. Kål var også en god spise – “men ikke, hvis den blev spist sammen med aubergine og hvidløg”, advarede den muslimske læge Ibn Khatimah.

Materien i bylderne voksede sig så stor som æbler. På dette træsnit forsøger en læge at rense en pestramt mands inficerede bylder.

© AKG

Middagsgæster nåede aldrig frem

Det bedste råd mod pest blev dog givet af den kendte forfatter og filosof Geoffrey Chaucer: “Løb langt og løb hurtigt” Og en del borgere flygtede da også til landsteder uden for byen eller til pestfri regioner.

Men flertallet var tvunget til at blive i byen og håbe på det bedste. Marchionne di Coppo Stefanis beretning afspejler den fatalistiske indstilling til livet, der herskede dengang:

“Sygdommen blev årsag til så stor modløshed og frygt, at mænd samledes for at søge lidt trøst i at spise sammen. Og hver aften sørgede en for middag til ti venner, og den næste aften planlagde de at spise hos en af de andre.

Men når den næste aften kom, kunne gæsterne finde, at værten ikke havde planlagt et måltid, fordi han var syg. Eller han havde lavet mad til ti, og to eller tre manglede.”

Myndighederne i Firenze forsøgte at afværge pesten gennem påbud om at holde hjem, gader og torve rene, ikke slippe dyr ind i byen og holde gader oplyste om natten. Prosituerede og homoseksuelle blev bandlyst sammen med rejsende fra pestramte Genua og Pisa.

Da sygdommen alligevel slap ind i byen, kom der forbud mod at sælge tøj eller ejendele fra syge, og der blev oprettet en sundhedsmyndighed, dog uden effekt.

Venedig satte fremmede skibe i karantæne

I Venedig gik myndighederne mere effektivt til værks. Alle skibe, der lagde til i havnen, blev undersøgt. Fartøjer med fremmede eller døde om bord blev brændt af. Værtshuse blev lukket, og alle lig indsamlet i gondoler.

Venedig førte længe an i pestbekæmpelsen og etablerede karantænestationer på øer uden for byen, hvor fremmede skibe og besætninger skulle opholde sig, før de fik adgang.

I 1423 blev det første permanente pesthus, lazaretto, oprettet, hvor de syge blev holdt isoleret. Men lægers og myndigheders indsats var forgæves, og pesten fortsatte uhindret gennem Europa.

I sommeren 1348 ankom smitten til England, og i maj 1349 bragte et engelsk skib pesten videre til Bergen i Norge.

Kilderne er sparsomme, når det gælder Norden. Et åbent brev fra kong Magnus af Norge og Sverige til bispedømmet i Linkøping dateret september 1349 omtaler en frygtelig epidemi, der hærgede hans norske rige.

I Sjællandskrøniken står der blot: “Epidemien hersker i riget” i 1348 og “Stor dødelighed i Danmark” i 1349. Et notat i krøniken for Vadstena Kloster beretter følgende for året 1350: “Ved denne tid hærgede en stor dødelighed kongeriget Sverige; ingen kan mindes, at der har været en større farsot end denne hverken før eller siden.”

Den svenske biskop Bengt Knutsson anbefalede folk at undgå seksuel aktivitet og badning, da “kroppene havde åbne porer, som det er tilfældet hos mænd, der misbruger sig selv med kvinder eller ofte tager bad ... de er mere udsatte for denne store sygdom”.

Men befolkningen holdt stædigt fast i sæder og traditioner. I byer som Firenze og Venedig forbød man begravelseshandlinger og forsamling omkring de døde for at hindre smitte.

Men i Norden fortsatte man med at holde gravøl og fordele afdødes ejendele mellem de pårørende. Klæder og sengetøj var kostbart, så folk insisterede på at få deres berettigede arv uden at ane uråd.

Pesten fik snart bredt sig i hele Norden. I sommeren 1350 slog smitten til i København, og i efteråret samme år bankede den på Stockholms byport. Det meste af Europa var erobret, og smitten forsvandt i retning af Rusland.

Lavadel måtte pludselig gå tiggergang

Epidemiens dramatiske indhug i befolkningstallet vendte op og ned på det middelalderlige samfund. De hidtil tårnhøje priser på fødevarer faldt, og de overlevende havde råd til at spise sig mætte.

Folk fik adgang til kød, smør, godt øl og finere tøj af bedre kvalitet, så der kom en tendens til vellevned. Samtidig var der mangel på arbejdskraft, så bønder og håndværkere kunne kræve bedre betaling.

Den herskende klasse forsøgte krampagtigt at fastholde sine privilegier. I 1349 og 1351 fastfrøs den engelske konge Edward III lønningerne på ­niveauet før pesten.

I 1363 forbød en lov bondestanden at bære de pelskantede silkekåber, som de havde fået smag for. Den politiske elite i Norden dannede Kalmar-unionen i 1397 for at forsvare sin magt i Danmark, Sverige og Norge.

Men lige lidt hjalp det, for samfundet var rystet. De store tabere blev lavadelen. Modsat højadelen havde de ikke råd til at ride dårlige tider af eller overbyde andre jordejere i kampen om arbejdskraft. Mange af dem blev opkøbt af velhavende naboer eller måtte selv dyrke jorden.

Den hidtil så magtfulde kirke oplevede også nedgangstider. Selvom de gejstelige ikke tvivlede på årsagen til epidemien – nemlig Guds hævn over syndige menneskers udsvævende livsførelse – formåede de ikke at samle de troende i folden.

Biskopper og præster prædikede flittigt det kristne budskab i forsøg på at skabe mening i galskaben. Men folk mistede troen på den etablerede kirke efter al den meningsløse død.

Under epidemien opstod nye, religiøse fraktioner. En af de markante bevægelser var de såkaldte flagellanter – af det latinske ord flagellare, der betyder piske eller hudflette. De praktiserede offentlig bodsgørelse for at sone menneskets synder, som Jesus gjorde på korset.

I begyndelsen så den romerske kirke med sindsro på flagellanternes religiøse udfoldelser. I 1348 tog paven tilmed initiativ til en procession af troende, der vandrede barfodede gennem Avignon iført hårskjorter eller indsmurt i aske. Under klageråb piskede de hinanden til blods.

I løbet af pestårene udviklede flagellanternes piskeseancer sig til religiøse massepsykoser, og kirken tog afstand fra bevægelsen. Men den etablerede kristendom havde mistet taget i folk og kunne blot se på, mens de nye trosbevægelser fik flere og flere tilhængere.

Efter epidemien led kirken under mangel på folk i klostrene. Mange biskopper og præster var døde, og det var svært at skaffe nye, da befolkningen var reduceret så kraftigt. Kirkens jordbesiddelser og formue blev også udhulede, da der var færre bønder til at betale tiende.

Bønder flyttede ind i forladte gårde

Tiden efter pesten blev folkets gyldne æra. De forladte gårde og byhuse åbnede muligheder. Unge bønder fik egen jord, og giftemål fulgte i kølvandet. Mange flyttede ind i større og bedre boliger. Selv landarbejdere og tyende fik bedre kår, for folk forlod simpelthen urimelige herremænd.

Overklassen bevarede status og økonomisk magt. De rigeste adelmænd grundlagde imperier ved at opkøbe jord fra dårligt stillede godsejere.

I Norden støbte svenske og danske adelsfamilier som Trolle, Thott, Rosenkrantz og Gyldenstierne fundamentet til adelsdynastier, der efterfølgende fik stor politisk indflydelse. Men tiderne var usikre, så konger og godsejere herskede i større udstrækning på bøndernes præmisser.

Europa var præget af opbrud. Ruinerede adelsmænd turede rundt som lejesoldater og plyndrede. Jævne folk flyttede mellem landsdelene for at slå sig ned der, hvor løn og levevilkår var bedst.

Samtidig ulmede bondeoprør efter århundreders slid for feudalherrerne. Bønderne fik kød og hvedebrød på bordet. Gårdene blev større, og man behøvede ikke længere bo sammen med dyrene. En velstående bondestand voksede til en politisk magtfaktor.

Teknikken blomstrede i pestens kølvand

Pesten blev en teknologisk dynamo for samfundet. Mangel på minearbejdere førte til indførelse af vandpumper, så færre mænd kunne udføre det samme arbejde.

Fiskeindustrien opfandt nye metoder til saltning og opbevaring af fisk, så fiskerne kunne være på havet i længere tid ad gangen. Krig var en kostbar affære, og manglen på soldater satte gang i udviklingen af skydevåben.

Universiteterne satte også fuld damp under uddannelsessystemet. Cambridge og Oxford i England grundlagde flere kollegier i slutningen af 1300-tallet, og det øgede behovet for akademiske bøger.

Hidtil havde klostrene stået for bogproduktionen, men efter pesten led de af mangel på skrivere. En ung gravør, Gutenberg, begyndte at eksperimentere med trykte bøger, og i 1453 kom trykpressen.

Epidemien fik også betydning for sundhedsvæsenet. I byer som Firenze og Venedig blev der etableret sundhedsmyndigheder til at sikre folkehelsen. Og på hospitalerne begyndte læger at forske i sygdomme og helbrede patienter frem for blot at isolere dem.

De grufulde pestår førte med andre ord også til fremgang og udvikling. Som en fugl fønix rejste Europa sig af asken trods tragedien, der ramte europæerne, da en handelsflåde lagde til i havnebyen Messina.

Måske er du interesseret i...

Læs også