Hårde straffe ventede de personer, som formastede sig til at overtræde den engelske konges nye lov.

© Brigdeman

England forbød sex og sækkepibe

Irerne var så uciviliserede, at de kunne korrumpere enhver englænder, mente kongen. Han besluttede at adskille barbarerne fra de civiliserede englændere og forbyde alt irsk – fra sex til boldspil.

25. oktober 2016 af Anders Lundt Hansen & Jeppe Nybye
Upålidelige, vilde og beskidte. Krønikeskriveren Gerald af Wales var fuld af væmmelse, da han i 1183 første gang stiftede bekendtskab med det irske folk.


Øboerne var “et folk, der kun var konsekvente i deres sløsethed”, mente han.

Over adskillige sider i beretningen Topographia Hibernica udbredte han sig om det irske folk, og særligt ét ord gik igen i beskrivelserne – barbari.

“Dette folk er i sandhed barbarisk. Deres hår og skæg lader de gro vildt og voldsomt. Sandelig om ikke alle deres skikke er barbariske”, skrev han og fortsatte i samme rille:

“De lærer eller mestrer intet, men holder sig til barbariet, som de er født og opfostret i og som en selvfølge klistrer til dem”.

Faktisk kunne Gerald af Wales kun se én eneste kvalitet ved folkefærdet:

“Deres musikere er temmelig gode”.

Beskrivelserne i Topographia Hibernica var i særklasse unuancerede. Til gengæld tjente de Gerald af Wales’ herre – den engelske kong Henrik 2. – perfekt.

Han havde oven på en bølge af engelske invasioner i Irland endelig fået øens høvdinge til at sværge troskab i 1171. Med Gerald af Wales’ bog kunne han nu med god samvittighed fortælle sine undersåtter, at han gjorde irerne en tjeneste ved at kolonisere deres land.

Englænderne giftede sig irsk

Godt 200 år senere havde Gerald af Wales’ bog gjort sit arbejde. Holdningen blandt englænderne var, at irerne ikke var i stand til at styre deres eget land, og at de med en samtidigs ord var “dyriske og ulærde mennesker”.

Den engelske kong Edward 3. var således vant til at forvente det værste fra øens indbyggere. Han havde imidlertid ikke regnet med, at han også skulle tage højde for smittefaren.

Siden invasionen sidst i 1100-tallet var nybyggerne strømmet til Irland for at få en bid af det nyligt erobrede område.

Men som tiden gik, skete det uforklarlige: De engelske erobrere blev smittet med den irske, barbariske syge. De engelske stormænd giftede sig irsk, levede irsk og talte snart også mere gælisk end irerne.

Tilmed skulle han nu også hele tiden forholde sig til de evindelige bønner om hjælp fra de undersåtter på øen, som trods alt stadig levede på den gode engelske måde og forblev loyale mod ham.

Ifølge de nyheder, han fik fra Den Grønne Ø, nåede de irske høvdinges magt nu helt ind til egnen omkring Dublin, hvor de krævede “sort leje” – beskyttelsespenge – af englænderne.

Den bønskrivelse, han en dag i 1360 kiggede på, talte i hvert fald i utvetydige vendinger om den fare, hans magt over Irland svævede i.

“Overgrebene, farerne og tilstanden i jeres land Irland, som er på randen af fortabelse...” læste han i brevet fra Irland.

“Som en barmhjertighedsgerning, send en hærfører forsynet og styrket med mænd og skatte – som en ædel og nådig fyrste er forpligtet til at gøre over for sine undersåtter”.

For Edward 3. stod det hurtigt klart, at Irland snart kun ville være engelsk af navn, hvis skørlevnedet fortsatte på samme måde.

Det havde han egentlig ment længe, men hidtil havde de engelske tropper hængt fast på det europæiske kontinent, hvor de var optaget af at udkæmpe den generationer lange kamp mod Frankrig – kaldet 100-årskrigen.

Nu var der imidlertid et ophold i kampene på kontinentet, så kong Edward 3. fik hurtigt forfattet et svar, som han mente ville vække glæde på den anden side af Det Irske Hav:

“Eftersom Irland nu er underlagt sådan en ødelæggelse og tilintetgørelse, at det snart vil ende i fuldstændigt forfald, har vi til frelse for dette land bestemt, at vores kære søn Lionel skal fare did med alt fornødent og med en stor hær”.

Ifølge den engelske krønike Topographia Hibernica fra 1100-tallet var irerne så dumme, at de ikke kunne finde ud af at ro.
© art archive/picture desk & national library of ireland

Nye love adskilte befolkningen

Lionel af Clarence var kongens tredjeældste søn. Han ankom i 1361 og slog sig ned på slottet i Dublin. Den første tid forsøgte han at lære irerne om glæderne ved den engelske civilisation på den eneste måde, som dette barbariske folk forstod. Med våben i hånd.


Han drev sin hær gennem de irske områder og plyndrede og nedbrændte deres landsbyer. Men til Lionel af Clarences overraskelse var det, som om irerne vedblev med at være lige så irske, som de altid havde været, og at de engelske kolonister heller ikke ligefrem jublede over hans metoder.

Til sidst, i 1366, så han derfor ingen anden udvej end at gå til den næstbedste løsningsmodel – i hvert fald i en middelalderprins’ hoved – apartheid.

I 1366 sammenkaldte han et parlament i byen Kilkenny i den sydøstlige del af Irland. Her pressede Lionel de 35 paragraffer igennem, der siden blev kendt som Kilkenny-statutterne.

“Nu har mange af englænderne i dette land opgivet det engelske sprog, opførsel og måde at ride på samt love og skikke”, lyder indledningen på dokumentet.


“De lever og opfører sig på samme måde og med samme sprog som de irske fjender. De indgår også i blandede ægteskaber og alliancer med sig selv og de førnævnte irske fjender”, fortsætter det.

Det skulle imidlertid være slut nu, svor Lionel. Kolonisterne blev forbudt at kopulere med de indfødte barbarer. Ingen ægteskaber, ingen elskerinder og ingen kærlighedsaffærer måtte finde sted mellem den engelske konges undersåtter og “de irske fjender”.


Overtrædelse var forræderi og betød døden. Samtidig måtte kolonisterne nu kun tale engelsk. De skulle klæde sig som englændere og ride på engelsk vis – med sadel.

Det skulle være slut med irske navne, kapper og frisurer, og Lionel ville i hvert fald ikke høre historier om folk, der skånede rumpen under rideturen med en pude.

Red en adelsmand alligevel uden sadel, blev hesten konfiskeret og overdraget til kongen som straf. Rytteren røg samtidig i fængsel, indtil han betalte en bøde, hvis størrelse kongen bestemte.

Til aftenunderholdningen måtte de engelske kolonister også sige farvel til de populære irske musikere:

“Det er forbudt irske optrædende – det vil sige sækkepibespillere, historiefortællere, barder, rimsmede eller andre irske optrædende – at komme blandt de engelske”.

Til sidst – mens han alligevel havde alle de vigtigste stormænd i Irland samlet – benyttede Lionel af Clarence lejligheden til at tage sig af et andet problem, som havde direkte indflydelse på hans egen pengepung.


Kolonisterne skulle stoppe med at snyde i skat. Mange prøvede således at sno sig uden om de kongelige afgifter ved at give deres ejendom videre til slægtninge eller stråmænd, så de tilsyneladende ingenting ejede selv og derfor ikke kunne betale.

Statutterne tordnede mod det trick og slog fast, at kongens mænd alligevel kunne konfiskere det skyldige gods.

Overtrædelser af Kilkenny-statutterne blev straffet med bøder eller fængsel og i særlig grelle tilfælde døden.


Samtidig stod kirken klar til at stemple lovbryderne som syndere. Kirken slog nemlig fast, at alle overtrædelser af reglerne ville føre til en bandlysning. I middelalderen var det en alvorlig straf, eftersom bandlyste personer ikke måtte komme i kirken og dermed risikerede at ryge lukt i den varmeste del af helvede.

Irerne var ifølge Topographia Hibernica også lidt for glade for deres husdyr, som de elskede med i fuld offentlighed.
© art archive/picture desk & national library of ireland

Englænderne var normannere

Kort efter rådet i Kilkenny drog Lionel hjem. Han var træt af Irland, og eftersom han nu havde bragt civilisationen til barbarerne, kunne den engelske hær passende følge med ham. Der var ikke brug for den mere her.

I 1368 døde Lionel af Clarence – måske forgiftet af sin svigerfar – så han nåede ikke at høre, hvordan apartheid-styret fungerede i praksis. Hvis han havde, var han formentlig død af ærgrelse over, at alt var tilbage ved det gamle igen, straks efter at hæren havde forladt landet.

Lionel af Clarence havde nemlig ikke taget højde for, at de etniske grænser på øen i virkeligheden var mere udflydende, end de så ud på papiret.

Sagen var, at mange af øens englændere teknisk set ikke var englændere, men normannere, som i sin tid først havde erobret England og siden Irland. I England var normannerne efterhånden blevet engelske, men i Irland var de spøjst nok også blevet irske og havde i samme ombæring lært de lokale skikke.

 Middelalderens Irland havde derfor reelt tre befolkningsgrupper: de oprindelige irske indbyggere, de normanniske riddere, der fra nybyggede borge regerede, og endelig de engelske indvandrere, som fulgte i sporet på erobringstropperne.

De engelske indvandrere holdt hovedsageligt til i byerne og var strengt loyale over for kongerne i England, som var deres væsentligste beskyttelse. De normanniske herremænd på landet så til gengæld ikke meget til den engelske konge.

Skulle de overleve, måtte de derfor enes med deres naboer – de gamle irske slægter. Det indebar, at de skulle overtræde lovene fra Kilkenny. 

Selvom Lionel af Clarence havde lovet strenge straffe, kunne de bryde loven uden at frygte for større repressalier. De efterfølgende engelske konger gad nemlig ikke bruge flere kræfter på den fattige og besværlige ø. Det var for dyrt.


Flere normanniske slægter lod sig helt absorbere i det irske samfund i de følgende år og leverede hverken skat eller lydighed til kongen i England. De levede, som en spansk rejsende beskrev irerne i 1397:

“De rider uden sadel på en pude, og alle bærer en kappe afhængigt af deres stand. De er bevæbnede med ringbrynjer og runde hjelme af jern som saracenerne. De har sværd og meget lange knive og lanser”.

Som for at føje spot til skade tilføjede den spanske rejsende:

“De er stadig i krig med englænderne og har været det længe”.

Ud over de fordele, normannerne fik ved at gifte sig og indgå alliancer med irerne, blev Kilkenny-statutterne også undermineret af en anden grund. Indbyrdes afskyede englænderne og normannerne nemlig hinanden. Noget, teksten i statutterne også afslører.

“Og der skal fremover ikke være mistillid mellem de englændere, der er født i Irland (normannerne, red.), og de englændere, der er født i England, og som kalder de andre for ‘engelske klovne’ eller ‘irske hunde’. De skal alle kaldes under et navn – englændere”, stod der i teksten, som i øvrigt var skrevet på fransk, fordi normannerne ellers ikke kunne forstå det.

Religionskrig ramte Irland

Først efter at den engelske kirke i 1533 brød med paven i Rom, gik de engelske konger hårdt til Irland. Monarkernes religiøse undertrykkelse gjorde ingen forskel på de irske irere og på
de ældgamle normannerslægter. De var bare katolikker.

Udrensningerne og fordrivelserne ramte dem alle, og i løbet af nogle hundrede år var normannernes efterkommere blot undertrykte irske familier som alle andre på Den Grønne Ø.

Måske er du interesseret i...

Læs også