Bucklands gæster vidste aldrig, hvilket mystisk dyr deres vært havde tænkt sig at servere. 

© Imageselect/Alamy

Gal videnskabsmand ville smage alle verdens dyr

Uden forklaringer og aldeles hensynsløst kastede William Buckland sig ud i et ambitiøst projekt. Den britiske videnskabsmand svor, at han ville spise mindst ét eksemplar af alle jordens levende væsener.

11. september 2017 af Søren Sorgenfri og Jannik Petersen

På vej ind i en italiensk katedral forklarer kirketjeneren ivrigt William Buckland, at den mørke plet på gulvet er blod fra en helgen. Pletten kan ikke vaskes væk, men det vigtigste tegn på miraklet er noget andet:

“Pletten blegner aldrig. Den er hele tiden frisk”, siger han og peger ned på den mystiske plamage på stengulvet.

Buckland kigger lidt på pletten, før han lægger sig på alle fire og slikker på den som en hund. Den excentriske videnskabsmand holder en pause og smager igen med tungen, før han drejer hovedet og tørt konstaterer:

“Nej, pletten er ikke helgenblod. Jeg kender udmærket smagen – det er urin fra en flagermus”.

Hvis nogen kan kende forskel på den slags smagsnuancer, må det være Buckland. Han er godt i gang med at realisere en livslang drøm om at smage på samtlige arter i dyreriget – alt fra panterragout til kogt gnu og åbenbart også flagermus-nyrer er allerede blevet dissekeret og nydt af den gale brite.

Fossiler fyldte hans barndom

William Buckland blev født den 12. marts 1784 i byen Axminster i grevskabet Devon nær Englands sydspids. Han var søn af en skoleforstander, og faren tog ham med på lange vandreture for at lede efter fossiler i Devons mange åbne stenbrud.

Interessen for fossiler blev en livslang passion for Buckland, men da han i 1801 skulle på universitetet, valgte han at læse til præst, fordi ingen kunne leve af at forske i forstenede dyr.

Takket være et stipendium studerede Buckland på det anerkendte University of Oxford, hvor han sideløbende med teologistudierne gik til forelæsninger om alt, der lugtede af sten og fossiler.

Han modtog derfor Englands bedste undervisning i mineraler, anatomi og kemi. De mange ekstra fag kvalificerede ham til at søge et job som lektor i mineralogi på University of Oxford i 1813.

Buckland fik jobbet og begyndte at holde bizarre forelæsninger, hvor han ved flere lejligheder underviste siddende på en hest midt i auditoriet. Hvornår og hvorfor Buckland fik idéen med, at han ville smage på alle dyr, ved ingen.

Det tætteste, historikerne kommer på en forklaring, er øjenvidneberetningen fra den unge studerende Henry Acland, som overværede en af Bucklands forelæsninger på Oxford.

Acland så måbende til, mens Buckland fór op og ned ad trappen til sit podium, mens han holdt et stort hyæne-kranie i hånden. Pludselig stoppede han foran en ung mand på forreste række og råbte:

“Hvad styrer verden?”

Den unge mand var ude af stand til at svare. Herefter trådte Buckland hen til Acland og gentog sit spørgsmål.

“Jeg har ingen anelse”, svarede han.

“Maven styrer verden. De store æder de mindre, og de mindre æder de små”, tordnede Buckland. 

Pindsvin og panter gled ned

Velhavende var Buckland på ingen måde i sine unge år, så for at få stillet appetitten på eksotisk kød bad han sin omgangskreds om hjælp med at skaffe dyr fra verdens fjerneste egne. 

Når kolleger, venner og bekendte var ude at rejse, måtte de endelig huske at tage sjældne arter med hjem til Bucklands gryder – enten hele dyr eller udskæringer.

På den måde havnede marsvin, næsehorn og panter på Bucklands middagstallerkener – sammen med pindsvin, alliker og andre lokale dyr, som han selv kunne få fingrene i hjemme i England.

Buckland satte med en nærmest barnlig nysgerrighed tænderne i alt, men ikke alle dyr gled lige let ned. Over for sine gæster forklarede han, at hverken spyfluer eller den almindelige havemuldvarp kunne anbefales.

“Spyfluer sætter sig fast i halsen”, betroede han en nysgerrig kollega i et brev, og muldvarpen syntes han ganske enkelt var “ulækker”.

Opslugt som han var af hele to usædvanlige hobbyer – fossiler og mystisk mad – lignede Buckland en oplagt kandidat til at forblive single hele livet, men i en alder af 41 år fandt pebersvenden sit perfekte match. 

I 1825 blev han gift med den anerkendte illustrator og fossilsamler Mary Morland. Til alt held for Buckland blev hun snart grebet af sin husbonds begejstring for at smage på alle levende væsener og serverede med glæde alt fra hundehvalp til brunbjørn for parrets gæster.

Da de nygifte samme år tog på bryllupsrejse, endte den ikke overraskende i skandale. 

Først besøgte parret nogle af Europas kendteste udgravnings-områder og de geologer, som havde gjort spektakulære fund af fossiler. Til sidst nåede parret det solbeskinnede Sicilien og byen Palermo. 

Her faldt Buckland i snak med nogle katolske præster, der berettede, at byens katedral rummede de jordiske rester af en helgen ved navn Rosalia. 

Hun var en eneboer, som i 1100-tallet havde viet sit liv til bøn. Under en pest-epidemi i 1624 blev hendes knogler båret i procession gennem byen, og snart efter slap sygdommen sit tag i Palermo.

Under sin bryllupsrejse til sicilianske Palermo fornærmede Buckland præsterne i byens fornemme katedral. 

© Bridgeman

Rosalia blev helgenkåret og hendes knogler lagt i et skrin og placeret i katedralen. Buckland bad om at få det berømte relikvie at se, men da præsterne åbnede skrinet, kastede han et hurtigt blik på knoglerne, før han udbrød:

“Det har aldrig været en kvindes knogler. Det er resterne af en ged. Dem har jeg parteret og spist så rigeligt af, at jeg kan genkende dem på et øjeblik”.

Hans værter stirrede rasende på englænderen, der ovenikøbet hånligt lykønskede dem med helgenkåringen af et simpelt hovdyr. Buckland og hans frue måtte derpå i hast forlade Palermo.

Mus på toastbrød var en delikatesse

Hjemme i England igen blev familien Bucklands eksotiske middagsselskaber et samlingspunkt for den britiske forskerelite. Når et parti frisk kød fra et fjernt land eller Londons zoo ankom, gik indbydelserne straks ud.

I parrets beskedne bolig boede ikke kun en større børneflok (Mary fødte ni børn, hvoraf fire dog døde, inden de blev voksne), men også to aber, en tam hyæne og adskillige marsvin, som gik frit omkring i huset.

Når middagen blev serveret, holdt gæsterne vejret, for ingen vidste, hvad de ville blive budt. Kun mus på toastbrød – Bucklands personlige livret – var en regelmæssigt tilbagevendende forret, men hvad der herefter ventede, kunne de inviterede kun gisne om.

En af de mest begejstrede gæster var Caroline Owen. Hun var gift med den berømte biolog og palæontolog Richard Owen, og parret besøgte jævnligt familien Buckland. 

I sine breve beskrev fru Owen i begejstrede vendinger Bucklands retter med almindelig have-snegl og alligator samt en særlig delikat øglestuvning.

“En aften fik vi skiver af grillet struds, som smagte ret meget som vores egne kalkuner”, skrev hun, men noterede i samme ombæring, at husbonden, Richard, desværre bagefter havde haft en lang nat med dårlig mave. 

Kongens hjerte blev spist

Bucklands usædvanlige menuer skræmte mange væk, men tiltrak andre, som til gengæld måtte leve med, at den gale universitetslektor hverken var diplomatisk eller specielt hensynsfuld over for andre menneskers følelser – dertil var han for optaget af sin forskning.

Hvor hensynsløst han forfulgte drømmen om at spise sig gennem hele dyreriget, fandt en af Englands fineste familier ud af på smertelig vis. I 1848 indbød lord Harcourt til middagsselskab på slottet Nuneham House lidt syd for Oxford, og Buckland var blandt de inviterede.

Lord Harcourts afdøde far, ærkebiskoppen af York, havde været en ivrig samler af kuriøse genstande fra verdenshistorien, og juvelen i samlingen var et stykke mumificeret hjerte, som angiveligt havde tilhørt kong Ludvig 16.

I kølvandet på den franske revolution var Frankrigs konge i 1793 blevet halshugget i guillotinen, og ærkebiskop Harcourt havde fået fingrene i en stump af kongens hjerte, som han lagde i et kostbart sølvskrin.

Under middagen på Nuneham House lod hans søn skrinet gå fra hånd til hånd, så gæsterne kunne gyse og begejstres over indholdet. Da det nåede hen til Buckland, betragtede han nøje indholdet. 

Hjertet var indtørret og på størrelse med en valnød. Overfladens mange huller fik det til at minde om pimpsten eller en forstenet udgave af de natursvampe, som han kendte fra rejser i Sydeuropa.

Nysgerrig og skeptisk som altid besluttede Buckland sig for at undersøge hjertet nærmere for at finde ud af, om det var en forfalskning.

“Jeg har spist mange mærkelige ting, men jeg har aldrig smagt en konges hjerte”, sagde han til den overraskede forsamling, der lamslået så til, mens Buckland med et snuptag tog hjertet op, tyggede på det og slugte det. 

Få HISTORIE lige til døren

Vil du abonnere på Historie? Her får du de bedste tilbud

Buckland fandt vej med munden

Om Buckland nåede at smage på hele dyreriget, er tvivlsomt, til gengæld skal han ved mindst én lejlighed have anvendt sine efterhånden ganske veltrænede smagsløg til at finde vej.

Under en udflugt med hest og vogn for Buckland vild. Resolut steg han ned fra vognen, samlede en håndfuld jord op og kom den i munden. 

Efter at have smagt grundigt på jordprøven konkluderede han ved hjælp af sin omfattende viden om Englands jordbundsforhold, at han befandt sig i Uxbridge lidt uden for London, og kørte derpå hjem.

De sidste årtier af sit liv viede Buckland til kirken, og han blev blandt andet domprovst i Westminster Abbey, Londons mest historiske kirke. Lysten til at smage på alt levende fortsatte til det sidste, men det blev ikke en sygdom forårsaget af mikrober fra et eksotisk dyr, som til sidst fældede ham.

I 1850 blev den gale videnskabsmand smittet med lungesygdommen tuberkolose, som gradvist svækkede hans helbred. William Buckland døde som 72-årig i 1856 – mæt af dage.

LÆS MERE

Elizabeth Oke Gordon: The Life and Correspondence of William Buckland, D.D., F.R.S., Cambridge University Press, 2010 

Måske er du interesseret i...

Læs også