I timerne efter katastrofen gik arbejdshold i gang med at bjærge de døde fra den klistrede melasse og få et overblik over ødelæggelserne. 

© The Boston Public Library

Sukker-tsunami spredte død og kaos i Boston

I januar 1919 kollapser en silo med 12.000 tons klæbrig melasse på havnen i Boston. En gigantisk bølge skyller ud over byens travleste industriområde, og hundreder bliver fanget i klisteret.

13. marts 2017 af Michelle Skov

Flere gange havde Isaac Gonzales advaret sin arbejdsgiver, US Industrial Alcohol Com­pany, om den lurende fare. 

Han havde hørt stålsiloen skrige, når skibene fra Caribien pumpede deres last af melasse over i den, og han havde set rustne flager skalle af. 

Da adskillige nitter en dag gav efter, tryglede han sin chef om at reparere siloen, men firmaet fik bare lappet et par revner. Katastrofen var kun udsat.

Den 15. januar 1919 var en usædvanligt mild vinterdag i Boston. Mændene på havnen svedte, mens de læssede tønder i godstogene, tømte hestevogne og stablede kasser.

Arbejderne tog ikke notits af den 15 meter høje silo med ni mio. liter melasse, som tårnede sig op over området. Stålmonsteret tiltrak til gengæld børnene fra kvarteret. 

Som fluer stimlede de sammen om de kobberfarvede bække af sukkerstads, som løb ned ad stålsiderne og lå i pytter på asfalten.

Blandt børnene var den niårige Antonio DiStasio og Pasquale Iantosca på 10 år, der sad ved siloen, samt Antonios 11-årige storesøster Maria.

Mens de to drenge sad der, lød pludselig en dyb rumlen. Så indtraf ulykken. Med et øresønderrivende brag flækkede siloen. 

Tusindvis af stålnitter skød ud i luften som geværkugler, og øjeblikket efter væltede en flodbølge af 12.000 tons klistret melasse ud over det travle havneområde med 50 km/t. 

Den 3-4 meter høje tsunami rev heste, hunde, katte, mennesker, tonstunge stålplader og togvogne med sig, hvirvlede dem rundt i den tykke suppe og knuste dem mod ståldragere og bygninger. 

Heste kæmpede forgæves mod druknedøden, og flodbølgen væltede videre hen over skure og ned i kældre, hvor arbejdere i panik forsøgte at svømme ud.

Knægten Antonio nåede lige at se sin søster blive opslugt af den sorte bølge, før tonsvis af melasse væltede over ham og Pasquale. 

Antonio blev ført med strømmen og slynget mod et stykke stål fra den sprængte silo. Slaget skar en 10 cm lang flænge i hans hoved og flækkede kraniet. I sidste øjeblik fik en mand øje på den blødende dreng i sirupfloden og trak ham i sikkerhed med en pæl.

Flodbølgen fortsatte gennem kvarteret. Den knuste butiksfacader og rev mindre huse omkuld. Brandstationen blev løftet fra sit fundament og nær kastet i havnen. 

I infernoet skreg de overlevende på hjælp, mens de forsøgte at kæmpe sig væk.

Den revnede kæmpesilo måtte deles op i mindre stykker med skærebrænder. Arbejdsholdet brugte flere uger på at rydde op på havnen. 

© Billederne bringes med tilladelse fra The Boston Public Library

Flodbølgen rev huse op med rode 

Kort efter ilede ambulancer gennem byens gader, mens hundredvis af politifolk, brandmænd, læger og frivillige strømmede til ulykkesstedet. 

Søfolk fra et krigsskib i Bostons havn sluttede sig til redningsarbejdet og stirrede vantro på ødelæggelserne.

Hele havneområdet var som lagt ned af en gigantisk tromle. Bygninger lå hen som pindebrænde, vinduer i 1. sals højde var knust, og redningsfolkene måtte kæmpe sig gennem den klistrede melasse for at nå frem til de kvæstede, som lå udmattede eller fastklemt i ruinerne.

En rystet journalist fra avisen Boston Post skrev om kaosset: “Heste døde som fluer på klæbrigt fluepapir. Jo mere de kæmpede, jo mere blev de suget ned i moradset. Mennesker – mænd og kvinder – led samme skæbne”.

11 mennesker blev fundet døde den dag, og mere end 40 tilskadekomne bragt på hospitalet. 

Sygeplejerskerne sugede melasse ud af luftrør og lunger, og hospitalets hvide gulve og vægge blev smurt ind i melasse og blod. Inden en time var sengene ubrugelige, fordi hjulene hang fast i de klistrede gulve.

Sammen med de pårørende gennemsøgte redningsarbejderne katastrofeområdet. Liget af 11-årige Maria DiStasio blev fundet som ét af de første. 

Da en brandmand traskede igennem ruinerne, opdagede han tilfældigvis hendes mørke, krøllede hår i en pøl af melasse. Pasquale blev fundet død fire dage senere.

I alt dræbte melassetsunamien 20 mennesker og forvoldte materielle skader for millioner. 

Familier og virksomheder sagsøgte siloens ejer, og efter seks års retssag blev US Industrial Alcohol Company dømt for at forsømme sikkerhedsprocedurerne og pålagt at betalte erstatning til de berørte – herunder Marias og Pasquales forældre. 

Forbud satte skub i produktionen

Melasse er et restprodukt fra sukkerproduktionen, og under 1. verdenskrig var “industri-melasse” et vigtigt aktiv. 

Private virksomheder tjente mange penge på at omdanne den tykt­flydende sukkermasse til industriel alkohol og sælge den til våbenfabrikker, som brugte alkohol i fremstillingen af sprængstoffer.

Da verdenskrigen sluttede i november 1918, stod virksomhederne tilbage med millioner af liter lagret melasse. 

Sukkermassen havde imidlertid stadig potentielt stor værdi, eftersom den kunne anvendes i produktionen af rom, men lobbyister og politikere arbejdede for at få indført et totalforbud mod salg, eksport og besiddelse af spiritus. 

Alkoholindustrien fik travlt. Al melasse skulle være destilleret og solgt videre, inden loven trådte i kraft den 10. oktober 1919, og de virksomheder, som ikke nåede at slippe af med deres melasselagre, risikerede store økonomiske tab. 

Måske er du interesseret i...

Læs også