Indianerne tog godt imod Columbus, da han ankom til Cuba.

Cubas blodige historie

Siden Christoffer Columbus i 1492 satte sine fødder på cubansk grund, har øen spillet en central rolle i verdens­historien.

28. marts 2011 af Rasmus Avnskjold

I 1500-tallet brugte Spanien øen Cubanacán – “det centrale sted” (de indfødte indianeres navn for øen) – som udgangspunktet for erobrings­togter i Latin­amerika. Fra 1600-tallet og frem til 1886 høstede Cubas slaver tusinder af tons sukker, kaffe og tobak til det europæiske marked. Og under Cubakrisen i 1962 rettede hele verden blikket mod Cuba, mens super­magterne balancerede på randen af en atomkrig.

Columbus går i land

Den 28. oktober 1492 går Christoffer Columbus i land på Cuba, der er beboet af omkring 100.000 arawak-indianere. Spanierne kortlægger i 1509 øens kystlinje, og to år senere ankommer den spanske conquistador Diego Velázquez de Cuéllar med 300 mand. Med brutal og hensynsløs fremfærd underlægger han sig på tre år hele øen og er tæt på at udrydde arawak-indianerne. I 1514 grundlægger Velázquez den bebyggelse, der senere bliver til byen Havana, og op gennem 1500-tallet bliver Cuba brugt som udgangspunkt for erobringen af resten af Latinamerika.

Tusindvis af slaver strømmer til

Frem til 1886 bragte slavehandlere 780.000 slaver til Cuba.

Cubanske plantageejere begynder i 1600-tallet at importere tusindvis af afrikanske slaver til at arbejde på øens plantager. I 1795 bliver et slaveoprør brutalt slået ned, og gennem de følgende 100 år stiger sukkerproduktionen hastigt. Cuba leverer 40 pct. af verdens sukker og er dermed verdens største sukkerproducent. Men utilfredshed og sociale spændinger ulmer på øen. Vreden er rettet mod den spanske elite, der tjener enorme formuer på deres plantager, og den 10. oktober 1868 erklærer Cuba sig selvstændigt. Efter 10 års krig tilbage-erobrer ­Spanien øen og indfører reformer. Cuba får bl.a. repræsentation i Spaniens parlament, og i 1886 afskaffes slaveriet.

Cuba bliver selvstændigt

Cubanerne fik deres nye flag d. 20 maj 1902.

I 1898 kulminerer nye cubanske opstande mod Spanien med, at USA invaderer øen. USA har op gennem 1800-tallet investeret store summer i landet, og allerede i 1805 barslede amerikanerne med planer om at indlemme Cuba i USA. Invasionen i 1898 udløser den spansk-amerikanske krig. Spanien taber krigen og må opgive øen. USA lover at sikre Cubas fremtidige selvstændighed og indgår en evig lejeaftale om et 116 km2 stort areal omkring Guantanamobugten på øens sydøstlige del. Den 20. maj 1902 grundlægges republiken Cuba, men urolighederne fortsætter. Landets første præsident, Tomás Estrada Palma, bliver væltet i 1906 ved det første af en lang række blodige oprør.

Batista kupper sig til magten

Batista (cirkel) styrede i 1933 regeringen med hærens hjælp.

Den 32-årige sergant Fulgencio Batista er i 1933 hjernen bag et ­militærkup. Årene efter kuppet er kaotiske med et væld af forskellige præsidenter, og i 1940 bliver Batista selv præsident, men taber ­valget i 1944. Før valget i 1952, som Batista står til at tabe, griber han magten ved et kup. En af kandidaterne, der bliver snydt for en plads i parlamentet, er den 25-årige jurist Fidel Castro.

Revolutionen begynder

Indianerne tog godt imod Columbus, da han ankom til Cuba.

Efter militærkuppet i 1952 indleder Batista et regulært rædselsregime, og den unge Fidel Castro begynder at hverve idealister til et oprør mod diktatoren. Efter et fængselsophold flygter Castro i 1955 til Mexico, hvor han danner oprørsgruppen “26. juli-bevægelsen”. Castro møder den argentinske læge Ernesto “Che” Guevara, og sammen opbygger de en rebelhær. Deres ­første kupforsøg i 1956 ender i fiasko, men oprøret har sat en frygt i livet på Batista. Da han i desperation bruger napalm mod civilbefolkningen, er der ingen vej tilbage. 1. januar 1959 flygter Batista fra en rasende folkemængde i hovedstaden Havana, inden ­Castro og hans folk ankommer til byen.

Socialismen tager jerngreb

Castro bliver hyldet som en helt af landsbybefolkningen på sin vej til Havana i 1959.

Kort efter Castros magtovertagelse bliver revolutionen en torn i øjet på USA, der begynder at hverve cubanere bosiddende i USA til en invasion af Cuba. Da en styrke på 1.400 eksil­cubanere i 1961 landsættes i Svinebugten på Cuba, tøver USA med at yde den planlagte hjælp. Invasionen ender i total fiasko, og Castro retter blikket mod ­et samarbejde med Sovjetunionen.

I oktober 1962 opdager et amerikansk spionfly, at Sovjet­unionen er ved at få installeret atomraketter på Cuba. Øen ligger kun 150 km fra USA, og stærke kræfter i USA ­ønsker et hurtigt militært angreb. Den amerikanske præsident John F. Kennedy vælger i stedet en flåde­blokade for at løse konflikten. ­I 13 dage holder verden vejret i spænding, inden Sovjets ­leder Nikita Khrusjtjov fjerner raketterne – mod at USA lover aldrig at angribe Cuba.

Fidel Castro står tilbage som sejrherre, men i stedet for at reformere sit land vælger han at indføre sanktioner over for sine politiske modstandere og fængsle, undertrykke og torturere tusinder af dem. Økonomisk går det også tilbage for Cuba, der efter Sovjets fald i 1991 mister sin vigtigste partner. I 2008 bliver Castro syg og overlader ­præsidentembedet til sin bror Raúl. Cuba er i dag et af de få tilbageværende socialistiske lande i verden.

Måske er du interesseret i...

Læs også