Forskerne undrede sig over en lap papir, som var klistret oven på kortet, og besluttede at gennemlyse det. Ultraviolet lys afslørede et fort under papirlappen.

Landkort kan løse gåde om forsvundne kolonister

116 kolonister bosatte sig på Roanoke i 1587. Tre år senere var de sporløst forsvundet.

4. september 2012

I 1587 rejste englænderen John White til øen Roanoke i nutidens North Carolina. Her oprettede han sammen med andre landsmænd en koloni. White tog tilbage til England efter forsyninger, men på grund af den spansk-engelske krig vendte han først tilbage tre år senere. Da han ankom til Roanoke, var kolonien imidlertid tom. Siden har det været et mysterium, hvor kolonisterne forsvandt hen.

Fortet var skjult på kortet

Nu har forskere fra Britisk Museum undersøgt et kort over området omkring Roanoke, tegnet af White to år før, kolonien blev grundlagt. Her har de fundet en påklistret lap papir, som dækker konturerne af en tegning af et fort. Tegningen kan kun ses med ultraviolet lys. Derfor har forskerne først set den nu.

Fortet ligger vest for Roanoke i nutidens Bertie County i det nordøstlige North Carolina. Ifølge eksperterne er det meget sandsynligt, at kolonisterne havde planer om at bygge en koloni på stedet, og at de tog dertil, da White ikke kom tilbage med forsyninger.

Hvorfor fortet er blevet dækket over, ved forskerne endnu ikke. De vil nu rejse penge til at undersøge området.

Måske er du interesseret i...

Læs også