På rejsen til Australien smed sømænd såvel som lasten af kvinder alle hæmninger. 

© Bridgeman Images

Letlevende damer skulle befolke Australien

De 226 kvinder om bord på skibet Lady Juliana var dømt for prostitution eller småkriminalitet. Nu var de forvist til Australien, hvor de skulle være fødemaskiner i den nyanlagte koloni. Så snart skibet var ude af havnen, tog de fat på deres pligter.

16. oktober 2017 af Else Christensen

Indbyggerne i havnebyen Santa Cruz på Tenerife var ikke lette at dupere. 

Som internationalt knudepunkt på skibsruterne mellem Europa, Amerika og Afrika fik byen jævnligt besøg af folk med fremmede tungemål, skikke og klædedragter. 

En dag i 1789 fik en lille forsamling fra ét af havnens skibe imidlertid alle til at måbe. 

Hvor end de nyankomne viste sig, spyttede gode borgere i foragt, kvinderne begyndte at bede, og børn gloede, mens gruppen af unge kvinder med flagrende lokker, et glimt i øjet og sving i skørterne gled forbi. 

Dér gik de faldne engelske kvinder fra havnens flydende bordel, skibet Lady Juliana.

Kvinder som disse – småkriminelle fra den engelske underklasse dømt til udvisning til landets nyanlagte straffekoloni i Australien – kaldte ifølge tidens moralbegreber på både foragt og medlidenhed. 

Men kvinderne fra Lady Juliana var ikke stakler. Tværtimod var de af den britiske regering tiltænkt en vigtig rolle i Australien. Her skulle de være hustruer og mødre og dermed puste nyt liv i den lille, hårdt pressede koloni. 

Bordeldriften i Santa Cruz var blot et af de midler, kvinderne brugte for at overleve og dermed få en ny chance i livet. 

Ikke abonnent? Få bladet her:

Hverdagen i London var en kamp

De 226 kvinder, der i juli 1789 stævnede ud fra England med kurs mod Australien, tilhørte Londons absolutte underklasse og var vant til at kæmpe for overlevelse. 

De fleste af dem havde levet fra hånden til munden uden at vide, hvor pengene til det næste måltid eller nattens logi skulle komme fra, og eneste mulighed var ofte kriminalitet.

Butiksrapserier, røveriske overfald eller kreative svindelnumre hørte til kvindernes repertoire, og ofte kombinerede de prostitution med tyveri, for de ofte stærkt berusede og hjælpeløse kunder var lette ofre.

En af de kriminelle kvinder var den 19-årige Rachel Hoddy – en prostitueret, der især holdt til i St. James Park, som herrerne fra de nærliggende fine kvarterer frekventerede. 

Natten til den 17. juni 1788 tog Rachel en kunde med hjem. Da han vågnede, var hans tøj væk, og han selv nøgen og låst inde på Hoddys lejede værelse. 

Kundens fine klæder havde hun i al hast pantsat for at skaffe penge til huslejen, men den ulejlighed kunne hun have sparet sig. To uger senere blev Hoddy arresteret og smidt i Newgate-fængslet. 

Flere af kvinderne havde levet et hårdt liv i Londons gader. 

© Bridgeman Images

Byens fængsler var overfyldte

Kvindeafdelingen i Newgate-fænglset, som lå lige ved retsbygningen Old Bailey midt i London, var i sin tid bygget til 70 indsatte. I december 1788 var her hele 151. 

Hverken de sanitære forhold eller madrationerne blev tilpasset de mange nye indsatte, og tilstandene i Newgate var uhumske, umenneskelige og nærmest livstruende.

I den hårde vinter sultede og frøs fangerne. Fugten drev ned ad væggene og samlede sig på stengulvet, hvor fangerne sov i pytter af vand og tis fra de overfyldte natpotter. 

Lus, lopper og andre kryb havde gyldne tider, og under de trange forhold fik smitsomme sygdomme hurtigt fat. Denne vinter hærgede en tyfusepidemi i fængslet. 

Sådan havde det været hver vinter i de senere år, uden at myndighederne havde vist særlig bekymring, men dette år var fængslet så overfyldt, at embedsmænd og retskafne borgere frygtede, at sygdommen ville sprede sig til den almindelige befolkning. 

Rygtet om et fangeoprør ulmede. Noget måtte gøres.

Landsforvisning havde de senere år været løsningen. I løbet af 65 år var 50.000 kriminelle blevet sendt til de amerikanske kolonier, hvor de gjorde nytte som arbejdere i markerne i Maryland, New England og Virginia. 

Med tabet af kolonierne i 1783 havde England mistet det foretrukne afsætningssted for kriminelle.

Briterne ville i stedet forsøge sig med Australien, men da det første hold fanger ankom i 1788, gik det langtfra som planlagt. Få dage efter de var nået frem, ramte en storm kolonien. 

Sygdom og sult fik greb i lejren. Mangel på kvinder bidrog til håbløshed og ustabilitet, og seksuelle overgreb på de få kvindelige kolonister og på lokalbefolkningen vakte skræk og harme. 

I afmagt sendte Arthur Phillips, guvernøren for kolonien, som nu hed New South Wales, et brev hjem til de britiske myndigheder. 

Brevet ankom i marts 1789 med det første skib, der vendte tilbage fra kolonien, og her bad Phillips inderligt om hjælp. Fødevarer, faglærte mænd og giftemodne kvinder var, hvad han havde brug for.

Forespørgselen gav myndighederne i London en mulighed for at slå to fluer med et smæk. På én og samme tid kunne de tynde ud i de overfyldte fængsler og samtidig skaffe kolonisterne kvindeligt selskab. 

Straks gik de i gang med at udvælge livskraftige kvindelige indsatte i den fødedygtige alder – bl.a. Rachel Hoddy. Kvinderne blev roet ud til skibet Lady Juliana, en 400-tons bark, som lå for anker på Themsen.

Instrukserne til kaptajnen var klar: “De uheldige kvinder om bord på Lady Juliana er nu i Deres tjeneste. 

Når de går i land, skal De foranstalte ægteskabelige forbindelser mellem dem, som er ugifte, et tiltag, der må og skal lede til en forbedring af deres moral, og som er uomgængelig for at sikre fred og lykke i bosættelsen”, skrev indenrigsminister William Grenville før afsejlingen. 

Da de første skibe nåede Sydney Cove i 1788, blev det medbragte flag hejst. 

© Bridgeman Images

Sømændene var gode værter

Kvinderne vidste godt, at de næppe ville gense deres fædreland. Nogle var forvist for livstid, men selv dem med en kortere dom ville næppe kunne betale en hjemrejse. 

Mens skibet blev klargjort til afrejse, tog de fleste kvinder situationen med stoisk ro. Men for en skotsk pige blev udsigten til et liv i det fremmede for meget.

“Hun sad i det samme hjørne fra morgen til aften. Jeg prøvede at trøste hende, men hun hørte mig ikke eller svarede kun med suk og tårer. 

Hvis jeg talte om Skotland, vred hun hænder og snøftede, så jeg troede, at hendes hjerte skulle briste. 

Til sidst gik hun i graven, ikke af sygdom, men fordi hendes hjerte var knust”, beretter John Nicol, skibets hovmester, der senere skrev sine erindringer. 

Den ulykkelige piges plads om bord blev straks overtaget af en anden, og snart var skibet klar til at lette anker.

For at undgå fangeflugt blev kvinderne lukket inde inden afsejlingen. Men så snart Lady Juliana stævnede ud på åben sø, blev lugerne åbnet.

I modsætning til andre fanger – og søfolk i almindelighed – blev der taget god hånd om Australiens kommende hustruer og mødre. 

De fik god mad, og bortset fra et let job med at sy skjorter, som skulle sælges i kolonien, havde de ingen pligter om bord. En læge sørgede undervejs for at tilse kvinderne, og for nogle var forvisningen ligefrem en lettelse.

Til John Nicol fortalte en af kvinderne, at “vi bliver ikke dårligt behandlet eller lever på nåde og barmhjertighed af enhver slubbert, vi møder, sådan som vi gjorde før. Forvisning er en velsignelse for os. Har vi ikke længe været forvist og det oven i købet i vort eget land?”

Også for besætningen var der fordele ved den usædvanlige last. “Da vi var kommet godt til søs, tog hver sømand en kone blandt fangerne. De foragtede intet”, kunne hovmesteren berette.

Dette gjaldt også Nicol selv. Sarah Whitelam, en 18-årig tyv med en forkærlighed for silkevarer, stjal Nicols hjerte i det øjeblik, hun satte fødderne på Lady Julianas dæk.

“Hun var så god og ligefrem som nogen”, skrev hovmesteren senere om kvinden, der under rejsen fødte ham en søn. 

Hvilke følelser Whitelam og de andre kvinder har næret for sømændene, vides ikke, men flere af forholdene bestod efter ankomsten til Australien.

Sikkert er det, at kvinderne havde håndgribelige fordele af at pleje omgang med besætningsmedlemmerne. 

Udover en rigtig køje at sove i fik skibshustruerne også både bedre mad og noget, der mindede om et privatliv, om bord på det ellers propfyldte skib. 

Freden i Amerika tvang kvinder til prostitution

Med omkring 800.000 indbyggere var London i 1788 den største og mest driftige by i den vestlige verden. 

Forskellen mellem rig og fattig var imidlertid stor, og kvinderne var særligt hårdt ramt. 

Under den amerikanske uafhængighedskrig havde mange af underklassens kvinder ernæret sig som arbejdere, tjenere, og sælgere, men det ændrede sig brat i 1783, da krigen sluttede og 130.000 soldater vendte hjem til Storbritannien. 

Mændene fik deres civile stillinger igen, og kvindernes muligheder for at tjene penge på hæderlig vis blev derfor stærkt indsnævret. 

Antallet af prostituerede eksploderede. 

I London fandtes i omegnen af 50.000 “offentlige kvinder” – dvs. at omkring hver femte kvinde var prostitueret. 

Bordeldrift sikrede overlevelse

Også de kvinder, der ikke faldt i sømændenes smag, forstod at benytte sig af situationen. 

Ideen kom formentlig fra Elizabeth Barnsley, som havde påkaldt sig alles opmærksomhed ved straks efter afsejlingen at smide den brune lærredskjole, som alle fanger bar, og iføre sig sine egne elegante klæder.

John Nicols erindringer fortæller respektfuldt om Barnsley, som nok var dømt som butikstyv, men ikke en hvilken som helst én af slagsen. 

Hun gik udelukkende efter luksusvarerne. Med dyre rober og store håndbevægelser fik hun ekspedienter til at hoppe og springe for sig. 

Så snart de vendte ryggen til hende, stuvede hun de dyre stoffer ind under tøjet eller ned i tasken – et svindelnummer, der gik godt, lige indtil hun en dag blev taget med 15 meter af det fineste musselin-stof viklet om livet.

Gåpåmodet havde Barnsley stadig i behold, og da Lady Juliana på vej mod Australien anløb Santa Cruz på Tenerife, fik hun skibets kvinder med på at omdanne Lady Juliana til et bordel.

“Vi forhindrede ikke folkene i land i at gå om bord i løbet af dagen. Kaptajnerne og søfolkene aflagde os mange besøg”, fortæller John Nicol om forretningen, der åbenbart foregik med besætningens fulde viden og billigelse.

Optrinnet gentog sig, da skibet lagde til ved Cape Verde-øerne og i Rio de Janeiro, og bordeldriften viste sig at være en god forretning for kvinderne. 

De havde råd til at købe frisk frugt og grønt, og nogle af dem kunne endog lægge penge til side til det fremtidige liv i kolonien. 

Tilfælde af skørbug og andre af sejlskibstidens store dræbere blev derfor taget i opløbet, og kun fire kvinder døde undervejs – et uhørt lavt tal for en så lang fangetransport. 

Da Lady Juliana den 3. juni 1790 efter næsten et års sejlads ankom til Australien, var kvinderne – strabadserne taget i betragtning – i topform.

Kolonien var derimod ved at gå til i sult og håbløshed, og de nyankomne kvinder fik en kølig modtagelse.

“Det var mere end en smule krænkende at opdage så unødvendig en last som 222 kvinder og ikke en last fyldt med proviant”, skrev David Collins, koloniens militærauditør, syrligt. 

Collins' holdning viste sig at være kortsynet. Lady Juliana medbragte mad nok til at redde kolonisterne fra sulten, indtil tre andre skibe anløb 18 dage senere.

Lady Julianas menneskelige last havde en beroligende effekt på livet i kolonien, og desuden kunne kvinderne hjælpe til med arbejdet. 

Mange giftede sig og stiftede familier, og med tiden blev kolonien stabil. Fremgangen tiltrak flere briter til kolonien, og snart voksede det lille samfund sig stort og stærkt.

Blandt de kvinder, der var med til at øge befolkningstallet og dermed blev det moderne Australiens formødre, var Rachel Hoddy. Ifølge arkiverne blev hun mor til seks børn. 

Den farverige Elizabeth Barnsley, som altid forstod at udnytte en situation til egen fordel, nedsatte sig som koloniens jordemor, og var med til at brige de første generationer af hvide australiere til verden. 

Læs mere

Sian Rees: The Floating Brothel – The Extraordinary True Story of an Eighteenth-Century Ship and Its Cargo of Female Convicts, Hyperion, 2003. Tim Flannery: The Life and Adventures of John Nicol, Mariner, Grove Press, 2000. Robert Hughes: The Fatal Shore, Vintage Books, 1998.

Se dokumentar-film om rejsen: tinyurl.com/2am4zat.

Måske er du interesseret i...

Læs også