Til rundbordsturneringerne var der kamp om at få lov til at være Lancelot.

© Bridgeman

Kong Arthur inspirerede ridderturneringer længe efter sin død

Middelalderens ridderturneringer var ikke bare brutale våbendyster, men også flere dage lange rollespil, hvor konger og krigere klædte sig ud som Arthur-myternes største helte.

10. maj 2017 af Therese Boisen Haas

Langs den runde plads ­va-jer bannerne. Tribunen er rejst, og “dronning Guinevere” og hendes hofdamer har klemt deres kostbare rober på plads i de overdækkede loger. 

Nede på pladsen standser “Lancelot” sin stridshest ud for “Guinevere”, som hænger sit tørklæde på hans lansespids.

“Lancelot” slår følge med ridderne “Gawain” og “Tristan” og rider over til deres våbenbrødre af det runde bord, der er forsamlet omkring “Merlin”; imens går snakken lystigt blandt de jævne tilskuere i pløret neden for tribunen, og i luften bølger en ubestemmelig dunst af hestepærer og svedige mennesker.

Et gjaldende horn kalder den store forsamling til orden.

Alle tier. 

Øjne tindrer af spænding; alt er klar til det frydefulde rollespil med riddere klædt ud som kong Arthurs riddere. Så høres ­heroldens stemme – “Turneringen kan begynde!” – og jubel bryder ud.

Ridderuddannelsen kostede tænder

Middelalderens ridderturneringer var storslåede arrangementer, der tiltrak store menneskemængder. 

Fra nær og fjern ankom de indbudte gæster med udstyr og følge. Hvis turneringen tilmed var et Round Table (rundbord), betød det, at festen ville udfolde sig som en ­opførelse af tidens populære ridder­romancer: 

med deltagerne klædt ud som personerne fra legenden om Arthur og hans riddere af det runde bord, der ­skulle spille rollerne i forskellige tableauer mellem kampene.

Rundbordsturneringerne var den engelske Edward 1.s påhit, for kongen var en lidenskabelig Arthurfan og ivrig ­turneringsdeltager. 

Almindelige turne-ringer blev introduceret i England sidst i 1100-tallet af Richard 1. – med tilnavnet Løvehjerte. 

Han havde lagt mærke til, at franske riddere var i bedre træning ­tak-ket være deres deltagelse i turneringer, og for ikke at stå tilbage for ærke­fjenden indførte Richard dem i England. 

Så kunne den unge ridder også forstå, hvad der ventede ham på den virkelige slagmark – smadrede tænder, blødende sår og styrt fra hesten. 

Men vigtigst af alt ville den unge mand lære, hvordan han skulle håndtere sine våben.

Turnerings-feberen rasede fra 1200- til 1400-tallet i hele Europa, og entusiastiske riddere kunne være på farten året rundt for at pleje deres turneringsrenommé, bevise kærligheden til deres udkårne skønjomfru eller skabe sig en formue ved at besejre de pansrede modstandere. 

LÆS MERE: Kong Arthurs rejse fra hærfører til sagnkonge

Turneringen var riddernes jobbørs

De første ridderturneringer var såkaldte mêlêer og lignede næsten rigtig krig: Deltagerne blev delt i to hold og red frem imod hinanden med fældede lanser. 

Efter at de var braget sammen, kunne mindre kampe opstå, gerne til fods med sværd eller krigsøkser. 

De brutale kampe gav konger og fyrster rig mulighed for at vurdere en ridders mod, ridekunst og ­våbenhåndtering – og rekruttere de mest talentfulde til deres hær.

Mêlêerne var dog ikke helt efter ­monarkernes hoveder, for alt for mange riddere døde eller endte i skænderier, der kunne udvikle sig til rene voldsorgier. 

Desuden risikerede adelen at blive taget til fange under mêlêerne og afkrævet løsesummer, hvilket var en god forretning for kidnapperen, men skidt for rigets sammenhold. 

Derfor var monarkerne lykkelige for de nye og mindre farlige tvekampe, som begyndte at blive populære – ridderdysten. 

Store, kaotiske turneringer med spidse lanser og sværd kostede mange riddere livet. Med rundbordsturneringerne blev sporten gjort mindre dødelig og mere elegant. Klik på tegningen og se hvordan

Dyster krævede flot udstyr

I den nye type våbensport kæmpede hver ridder for sig selv mod én udvalgt modstander på en afgrænset bane. 

 Reglerne forudså tre splintrede lanser og sommetider kamp til fods bagefter. Målet var dog ikke at dræbe modstanderen, blot at kaste ham af hesten.

Publikum kunne tydeligt vurdere hver enkelt deltager, og enhver seriøs ridder skulle derfor have en præsentabel udrustning: 

Foruden sin rustning skulle han have en dragt, en lansefane og en skaberak til sin hest i de samme farver som hans ­våbenskjold.

Oveni burde han bære en pragtfuld kappe og en armring af guld, som var et udfordringstegn til den ridder, han ­ønskede at duellere imod. Blev ­udfordringen taget op, satte ­­­­­mod-

standeren den overbragte ring på sin arm. Dysterne blev med tiden en dyr ­affære, og deltagertallet skrumpede ind. 

Udviklingen glædede monarkerne, for med færre forsamlede var festivalerne også mindre farlige for kronen: En hær af rebeller kunne sagtens samles ved de ­gammeldags turneringer, men ikke til de mindre ridderdyster.

Den megen pragt gjorde ­turneringerne til et skue, og i 1290 satte Edward 1. trumf på ved at afholde en af de tidligst kendte ­Arthur-turneringer i anledning af sin datters forlovelse. 

Edward lod lave et rundt bord med plads til 24 – og alle ­gæsterne skulle komme klædt ud som en person fra Arthur-legenderne. 

Riddere levede sig ind i dramaet

Edward elskede at dyste og holdt mange rundbordsturneringer med kampe i dage-vis. Skuespillet strakte sig også til den store fest efter dysterne. 

Her ­beskriver den hollandske krønikeskriver Lodewijk van Velthem, hvordan Edward selv spillede rollen som Arthur – og omkring ham sad hans mænd:

“Der var en Lancelot, Gawain, ­Per­cival, Agravain, Bors, Gareth, og en Kay var der også skabt”, fortæller ­hollænderen van Velthem. 

Efter hver eneste ret blev festlighederne afbrudt af kongens væbnere, som slæbte sig ind i salen iført blodstænket tøj eller var ­bundet på hæn­der og fødder, mens de fortalte, hvordan rigets provinser var i oprør og måtte stoppes.

De skulle bøn­falde Arthurs riddere om hjælp, og ­kongens mænd levede sig ind i rolle­spillet og svor, at de ville drage ud og bekæmpe oprørerne, lige så snart festlighederne var ovre.

Dagen efter afslørede kongen, at selvom han havde iscenesat skuespillet, forventede han naturligvis, at hans adels-mænd holdt de løfter, de havde givet som Arthurs riddere. 

Derfor sluttede festivalen ifølge van Velthem af med forberedelser til en virkelig kampagne.

Denne sammenblanding af fantasi og virkelighed sås ofte i Arthur-festivalerne, og den har uden tvivl været en stor del af deres store appel til middelalderens overklasse. 

Ved at sammenligne sig med ­historiens mest kendte riddere kunne både konge og adelsfolk understrege, at de besad de samme dyder, som Arthur og hans riddere om det runde bord.

De mest populære udklædninger

  • Romerske og græske guder og gudinder.

  • Legendariske helte som Julius Cæsar og Alexander den Store.

  • Bibelske temaer med munke, nonner og sågar de syv dødssynder. Kos­tumerne var ofte en hån mod kirken, der ville forbyde turneringerne.

Europa gik amok i Arthur-festivaler

Især de engelske konger udnyttede Arthur-myten som propaganda, der skulle iscenesætte dem som ædle, uovervindelige efterkommere af selveste kong Arthur, men hele Europa var med på bølgen af Arthur-festivaler.

I år 1278 indledte en “dronning Guinevere” den store Arthur-festival i Le Hem i Nordfrankrig med at ankomme med et stort følge af adelsfruer. 

Det blev fortalt, at “ridder Gawains” søster var blevet kidnappet, og da “Guinevere” ­appellerede til deltagerne om at redde hende, sprang 100 beredvillige riddere frem og blev dermed en del af skuespillet, selvom det kun var de få udvalgte, som havde roller som Arthurs riddere.

Alle løjerne blev i øvrigt kommenteret på sarkastisk vis af Arthurs hidsige ridder “Kay”, der også ofte stod for de komiske indslag i romanerne.

Ridderne i Le Hem levede sig ind i skuespillet, og da turneringens stjerne, “Ridderen med løven”, tabte sin hjelm, prøvede han at skjule sit ­ansigt for ikke at røbe sin sande identitet.

En anden vidt berømmet og 15 dage lang rundbordsturnering blev holdt i ­Jerusalem i 1286 til ære for Henry af Champagne. 

Henry blev kronet som regent af Palæstina, og kronikørerne ­omtalte ceremonien som “den fineste festival, nogen havde set i 100 år”.

Gæsterne skulle imitere ridderne af det runde bord og dronningen af ­Femenie, som herskede over en stamme af kvindelige krigere. Tristaner og Lancelotter dystede derfor mod harniskklædte riddere majet ud som kvinder.

Ordenen af det runde bord

Bag den største af alle Arthur-festivaler stod Edward 3. Ligesom sin bedstefar var han en flamboyant turneringsridder, og hans plan med Arthur-myterne ­­­rum-

mede store perspektiver. Den 19. januar 1344 samlede han op mod 1.000 af rigets adelsmænd og -damer på Windsor Castle. 

Også riddere fra Tyskland og ­Italien var inviteret, for Edward forstod værdien af internationale alliancer.

Kongen elskede Windsor, hvor han selv var født, for slottet var allerede på dette tidspunkt forbundet med Arthur-myterne, og mange mente, at netop dette slot var bygget på ruinerne af det legendariske Camelot.

I tre dage dystede kongen sammen med 19 riddere mod alle udfordrere og blev selv kåret som den dygtigste. 

Men da festen sluttede, bad kongen sine ­gæster om at blive endnu en nat. 

Næste morgen fulgte Edward og skaren af adelsfolk til ­slottets kapel, hvor kongen høj­tideligt lagde hånden på Biblen og svor, at han ville indstifte en orden af det runde bord efter Arthurs forbillede.

På skift svor Edwards jarler, at de ville lade sig optage i kongens broderorden, og derpå beordrede Edward en helt ny bygning opført: broderordnens forsamlingssal. For øjnene af sit publikum instruerede han murere og tømrere i bygningsarbejdet. 

Og efter fem dages videre fest kunne alle vende hjem og berette om den højtidelige ceremoni, de har været vidne til.

Edwards byggeri gik i gang, men blev aldrig fuldbragt, for sandheden var, at ­rigets finansielle situation ikke kunne bære en orden med 300 riddere. 

Forud for festlighederne på Windsor havde ­Edward bl.a. været nødt til at pantsætte den fornemste af sine fire kongekroner, Magna Corona, hos Triers ærkebiskop. Fire år senere i 1348 skabte Edward dog den eksklusive Hosebånds-ordenen, der stadig eksisterer i dag.

Pavens forbud hjalp ikke

Mens den europæiske samfundselite ikke kunne få nok af ridderturneringer, tordnede kirken imod den risikable sport. 

I 1314 udstedte pave Clement 5. en bandlysning af turneringer i hele Europa; han var bange for, at alt for mange mænd ville dø i turneringer, inden de kunne nå at drage ud på et nyt korstog.

Hellig krig burde være vigtigere end ridderlege, mente paven, der også nødig så sin magt undergravet af ­troskabseder til kongen.

Det hjalp ikke, at ridderdysterne havde mindsket risikoen for udøvernes liv og helbred på turneringsbanen:

“Ved deltagelse i de dyster, der kaldes rundbords-turneringer, er de samme ­synder og farer til stede som i turne­ringer”, erklærede paven. Som straf for at turnere ville de, der døde på banen, blive nægtet en kirkelig begravelse.

Men de hårde trusler bragte ikke antallet af turneringer ned. Middel­alde-rens riddere elskede deres hobby og bragte den med sig overalt, selv til de lande, de drog på korstog i.

Derimod betød den militære udvikling, at det langsomt var forbi med den ­elskede sport. I 1500-tallet løb tiden fra riddere i fuld udrustning, og ridderlegen mistede al forbindelse til den virkelige slagmark. 

Maskerader og rollespil fortsatte dog i stor stil ved de europæiske hoffer, men renæssancens monarker ­behøvede ikke Arthurs riddere til at ­sanktionere kongemagten. 

Folket og adelen havde vænnet sig til at være samlet under én konge, og mens rundbords­turneringer forsvandt, flyttede maskeraden ind på de kongelige dansegulve. 

Måske er du interesseret i...

Læs også