Der var rift om en tur på de kongelige lagner, for den royale gunst gav kontante fordele.

Kongens officielle elskerinde var på hårdt arbejde

En rigtig konge har elskerinder – det ved enhver i 1600-tallets Europa. Men rollen som royal elskerinde er krævende: Hun skal behage kongen døgnet rundt, overstråle alle rivalinder og undvige dronningens vrede. Desuden gælder det om at rage til sig mens tid er, for kongens gunst er flygtig.

30. september 2015

Kongen begiver sig glædeligt hen til elskerindernes gemakker

Det er søndag aften den 31. januar 1685, og Karl 2., konge over England, Skotland og Irland, iler gennem slottet Whitehall ved Themsen i London. Kongens cockerspaniels løber ivrigt i forvejen – de kender ruten, som Karl tilbagelægger næsten hver aften.

På vejen passerer kongen sin dronning Katarinas gemakker, men hende har han mistet al interesse for, efter at hun har vist sig ude af stand til at give ham en levedygtig arving.

I slottets østfløj når Karl sit bestemmelsessted, elskerinden Louises overdådige gemakker, som langt overstråler resten af slottet. Hele tre gange har kongen bygget gemakkerne om, før de omsider faldt i elskerindens smag.

Louise tilbringer dagene i sit jordiske paradis med at vente på kongen, omgivet af kammerpiger, som sørger for, at hun altid er strålende smuk og parat til hans besøg. Denne aften gør en stribe hoffolk og to tidligere favoritelskerinder, Barbara Palmer og hertuginden af Portsmouth, Hortense Mancini, Louise selskab.

Rummet er ladet med erotiske alliancer, som er spundet på kryds og tværs. Selv Karls elskerinder glemmer til tider at være kongen tro, og Hortense og Barbara er tidligere blevet forvist fra hoffet pga. deres eskapader – men er taget til nåde igen af kongen, som altid selv holder mere end én elskerindes seng varm.

Kongens gudfrygtige embedsmand John Evelyn befinder sig i gemakkerne i et ærinde og beskriver, som ofte før, den royale tøjlesløshed i sin dagbog:

“Jeg kan aldrig glemme den ubeskrivelige profanitet og luksus, gambling og alle slags fordærv og fuldstændige forglemmelse af Gud (selvom det var søndag aften). Kongen sad og legede med sine konkubiner, mens en fransk dreng sang kærlighedssange, og 20 hoffolk og andre fordærvede personer sad omkring et spillebord. Det var en scene af den yderste forfængelighed, som de sikkert troede aldrig ville få en ende”.

Men aftenerne med lystfuld leg slutter her. Næste dag bliver Karl syg, og inden ugen er omme, dør han og efterlader sig 12 illegitime børn og ingen arvinger. Til det sidste tænker kongen på sine elskerinder og hvisker til sin bror: “Vær god ved Portsmouth, og lad ikke stakkels Nelly sulte”.

Kyske og kedelige dronninger

Kongelige elskerinder var helt almindelige ved alle Europas hoffer. Dronningerne var opdraget til kyskhed for at sikre, at deres afkom var kongens, og der var derfor i reglen ikke meget spræl på de ægteskabelige lagner. Det kompenserede elskerinderne for.

Siden 1500-tallet havde hele Europa haft travlt med at efterabe Frankrig. Hoffet her dikterede moden, hvad enten det gjaldt arkitektur, gastronomi, dans, påklædning eller kærlighed. Da den franske konge indførte titlen maîtresse-en-titre – officiel kongelig elskerinde – til sin yndlingselskerinde, skyndte resten af Europa sig at gøre det samme, og sidst i 1500-tallet var det utænkeligt, at et hof ikke havde en maitresse.

Selv konger der afskyede utroskab, måtte have én for syns skyld. Fx udnævnte Frederik 3. af Brandenburg, der var sin hustru inderligt hengiven, en smuk hofdame som sin officielle elskerinde og overdyngede hende med guld og juveler, men rørte hende aldrig.

Da kurfyrsten af Sachsen, August den Stærke, blev valgt til konge af Polen, rådede hans ministre ham til at tage en polsk elskerinde også – for ikke at fornærme sine nye undersåtter. Skørtejægeren August, som angiveligt nåede at blive far til mere end 300 illegitime børn i sit liv, fulgte gladeligt rådet.

Altid smuk og i perlehumør

Eftersom kongen kunne løfte skørtet på næsten en hvilken som helst kvinde, han fik lyst til, skulle der særlige kvaliteter til at opnå titlen som officiel elskerinde. Skønhed var vigtig, men ikke nok. Intelligens, vid og charme skulle også være til stede, for kongens image krævede en elskerinde af format.

Hun skulle kunne konversere muntert, selv når hun var træt, elske med kongen, selvom hun var syg, sympatisere med ham, selvom han var gnaven, servere hans yndlingsretter, massere hans fødder og aldrig være utilfreds, uoplagt eller uenig. Desuden var det hårdt arbejde at holde fast på kongens gunst, og den officielle elskerinde måtte altid være på vagt over for de utallige andre kvinder, der drømte om at smyge sig ned i kongens silkelagner.

Prostituerede eller kammerjomfruer kunne aldrig opnå den officielle titel og udgjorde ingen fare, men det gjorde smukke adelsfruer og -frøkener. Derfor anbragte nogle forudseende elskerinder kønne kvinder af lavere stand for at aflede kongens opmærksomhed.

Skulle en af dem alligevel få smilet sig igennem til kongen, havde maitressen en velbetalt skare af hoffolk klar til at hviske kongen i øret, at denne kvinde havde en smitsom sygdom, at hendes familie var grådig, eller at hun komplet manglede diskretion. Det fik som regel kongens interesse til at kølnes. Hele intrigen måtte udføres bag kongens ryg, for en maîtresse-en-titre kunne ikke tillade sig at udvise jalousi.

En anden vigtig kvalifikation var, at elskerinden var gift, fordi ægtestanden kastede et mere respektabelt skær over den kongelige skøge. Mange elskerinder var allerede gift, når kongens blik faldt på dem, og hvis det ikke var tilfældet, blev de hurtigt flikket sammen med en adelsmand af lavere stand, som straks blev sendt langt bort i forretninger.

Kun sjældent var ægtemanden et problem – som da Frankrigs Henrik 4.s elskerinde fødte ham en søn, og kongen pludselig blev bange for, at hendes mand skulle påberåbe sig faderskabet.

Henrik pressede derfor på for en skilsmisse, hvilket den katolske kirke kun tillod under ganske særlige omstændigheder. Én af dem var impotens, og den bedragne ægtemand, som var far til 14 børn fra et tidligere ægteskab, måtte for en fyldt retssal bekende, at han var impotent, og lade sig skille – til Henriks store tilfredshed.

De fleste ægtemænd holdt lav profil og fik som regel en god betaling for deres samarbejdsvilje. I 1855 beskrev ægtemanden til Napoleon 3.s elskerinde sin rolle som kongelig hanrej:

“Jeg er en forbilledlig ægtemand – jeg ser og hører aldrig noget som helst!”

Elskerinden var jaget vildt

Mens elskerindens ægtemand kunne føre en skyggetilværelse, måtte elskerinden være beredt på at stå i rampelyset. For mens andre kvinder kunne foregive at være dydige fruer, mens de udlevede hede affærer i det skjulte, vidste alle, at den kongelige elskerinde havde sex med en anden kvindes mand.

Og mens det var forræderi at udtrykke utilfredshed med regenten, var der frit slag til at kritisere elskerinden: Fødte hun kongens børn, var hun en skamløs hore, der satte dyre bastardbørn i verden. Fødte hun ingen, var det endnu værre – en gold skøge! Var hun smuk, var hendes skønhed en gave fra Djævlen til at forføre monarken. Var hun bare almindelig, fortjente kongen bedre. Levede hun overdådigt, ødslede hun med de arme skatteborgeres penge. Levede hun beskedent, formindskede hun hoffets glamour – og dét hadede folket også.

Endelig var en indfødt elskerinde at foretrække frem for en importeret. Det måtte tyskfødte George 2. sande, da han blev Storbritanniens konge i 1727. George insisterede på at medbringe sine to tyske elskerinder til London: en høj og tynd og en lille og tyk.

Det engelske folk var krænket – dels over at få en konge med så grimme elskerinder, dels over, at deres egne skøger åbenbart ikke var gode nok til kongen.

Elskerinden ragede til sig

Den officielle kongelige elskerinde blev belønnet for sine tjenester i form af titler, godser og juveler og installeret i en pragtlejlighed på slottet. Men den kloge elskerinde begyndte allerede samme dag, hun havde opnået titlen, på at skrabe til sig for at sikre pensionen.

For mens dronningen sad rimelig sikkert på tronen, kunne elskerinden miste jobbet med et knips med de kongelige fingre. Og selvom elskerinden straks ved sin udnævnelse fik en fornem adelstitel og en fast årlig sum, risikerede hun hurtigt at miste begge dele igen, hvis vinden vendte. Penge og juveler kunne hun til gengæld tage med sig, også hvis det blev nødvendigt at rømme i en fart.

Mange elskerinder havde derfor gode konti hos førende juvelerer, der vidste, at kongen ville dække alle køb. Svimlende summer flød ud af de nationale statskasser, så kongens yndlingselskerinde kunne stråle mere end nogen anden på hoffets bonede gulve.

I 1666 – et år, hvor søfolkene i Royal Navy fik deres løn i værdiløse gældsbeviser – indløste den engelske Karl 2. sin elskerinde Barbara Palmers gæld på 30.000 pund og købte yderligere juveler til hende.

Dronningens triste lod

Selvom kongelige elskerinder var reglen snarere end undtagelsen ved ethvert hof, håbede de fleste dronninger alligevel ved ægteskabets begyndelse, at deres gemal ville være anderledes. Det var de sjældent.

Derimod var dronningens liv ved hoffet betinget af kongens indstilling til hende – om hun skulle deltage ved baller eller blive hjemme, og om hun skulle bo i rummelige gemakker midt i slottet eller i kolde, afsides fløjgemakker.

Behandlede kongen sin kone med respekt, gjorde det evigt efterabende hof det også. Og kongens opførsel over for dronningen afhang ofte af, hvordan hun behandlede hans elskerinde, så livet var afgjort nemmest for de dronninger, der ydmygt accepterede kongens utroskab.

Da den portugisiske prinsesse Katarina af Bragança i 1662 sejlede til England for at ægte Karl 2., var hun opsat på ikke at tolerere Karls berygtede elskerinde Barbara Palmer, som kongen havde givet titlen lady Castlemaine, ved sit hof. Men Karl mødte end ikke frem ved Katarinas ankomst – han var optaget af sin højgravide elskerinde i London. I seks dage lod han Katarina vente i havnebyen Portsmouth, hvor den fremtidige dronning slemt ydmyget blev syg med feber.

Selvom Karl stort set ignorerede Katarina, lod Barbara Palmer på kongens bryllupsdag i protest alt sit undertøj hænge til tørre på slotspladsen, så bryllupsgæsterne kunne nyde synet af hendes kniplingsunderbenklæder. Og først da Katarina efter en årelang kamp opgav sin modvilje og accepterede Barbara Palmer, blev Karl en god ægtemand og nær ven med sin kone.

I 1745 lykkedes det den 24-årige Jeanne Antoinette Poisson, siden kendt som madame de Pompadour, at blive kongens maitresse.

 

Elskerinden tog magten

For en stærk elskerinde, der havde tæmmet kongens lidenskab, kunne erotisk magt føre til politisk magt. I 1550 blev franske Henrik 2.s ældre og klogere elskerinde Diane de Poitiers medlem af kongens regeringskabinet og udøvede stor indflydelse på øvrige medlemmer. Hun underskrev officielle dokumenter, udpegede ministre og tildelte hædersbevisninger, pensioner og titler.

Henrik 4.s elskerinde Gabrielle d’Estrées mestrede kunsten at overtale, charmere og formilde kongens politiske modstandere. Kongen bestemte i 1590 ved dekret, at hun skulle introduceres for enhver officiel udenlandsk gæst ved hoffet som den næste efter kongen selv.

Katolske Gabrielle overbeviste kongen om at konvertere fra protestantisme og endte dermed den blodige religionskrig, der rasede i landet.

“Paris er nok en messe værd”, lød kongens berømte samtykke.

Størst magt af alle elskerinder fik madame de Pompadour, der blev installeret som maitresse ved Versailles af Ludvig 15. i 1745. Som yndlingselskerinde havde Pompadour dog et alvorligt problem: Hun havde fra naturens side ingen fornøjelse ved elskov og udholdt kun akten for karrierens skyld.

For at kompensere for sin manglende natlige glød blev Pompadour ekspert i at aflæse kongens humør og satte sin imponerende intelligens ind på at fornøje ham i dagtimerne.

Ludvig blev ofte rastløs og flygtede til sin elskerindes gemakker via en hemmelig vindeltrappe mellem deres værelser, når den kongelige tilværelse blev for stillestående. Her underholdt Pompadour med alt fra paladsbyggeplaner til botaniske eksperimenter og teater. Hun var også en glimrende skuespillerinde og fik sågar bygget en lille scene i sine gemakker, hvor hun optrådte for kongen.

Ludvig, som havde mistet sine forældre som barn og levede et liv afsondret fra resten af menneskeheden, var evigt ensom. I Pompadour fandt han sit livs mest trofaste ledsagerske. For at overleve i Versailles’ slangekule tildelte Pompadour sine egne venner høje poster og skilte sig af med sine modstandere. Snart kontrollerede hun alle titler og æresbevisninger ved hoffet.

Efterhånden kunne højtstående embedsmænd og diplomater kun få foretræde for kongen, hvis hans elskerinde tillod det. Under møderne var hun altid til stede og holdt omhyggeligt øje med kongen, der antog en gullig ansigtskulør, når han kedede sig.

Da monsieur de Maurepas, en minister for flåden, insisterede på at føre en lang og krævende samtale med kongen, afbrød Pompadour seancen med et: “Monsieur de Maurepas, De gør kongen gul. Farvel, monsieur”.

For mange kokke kostede dyrt

Efter fem år som elskerinde arbejdede Pompadour de næste 13 år som uofficiel minister for Frankrig med mere magt end nogen af Ludvigs øvrige ministre – som hun i øvrigt selv udnævnte.

Katastrofen indtrådte med syvårskrigen mod Preussen. Pompadour udpegede den franske hærs generaler blandt sine adelige venner, som ikke just var militære genier: De franske krigsheste kom til at trække vognlæs med parykpudder, pomade og parfume, kammertjenere og kurtisaner.

Da en tilfangetagen fransk general blev inviteret til at spise middag med Preussens Frederik den Store efter en brillant preussisk sejr, spurgte han Frederik om hemmeligheden bag hans krigslykke. Den preussiske konge var ikke bleg for at svare:

“Den er helt enkel – fyrst Soubise (en fransk general, red.) har 20 kokke og ikke en eneste spion, mens jeg for min del har 20 spioner og kun en enkelt kok”.

Men dårlig krigskunst fik ikke Ludvig til at slå hånden af sin elskede Pompadour. Da hun fik en lungesygdom som 42-årig, insisterede kongen på, at hun blev og døde på Versailles – et privilegium, der ellers kun var den guddommelige kongelige familie og ingen almindelig dødelig forundt.

Glamouren røg efter revolutionen

I 1789 brød revolutionen ud i Frankrig og skabte rædsel i Europas kongehuse.

Revolutionen fik ikke monarker til at være mere tro, men en fri presse og befolkninger, der ikke længere fandt sig i de kongeliges foragt for moral, tvang de kongelige til diskretion.

Men alverdens ugeblade vidner om, at sex, smuds og royale excesser er lige så godt stof, som det altid har været.

Læs om elskerindens skønhedstips og hvad hun gjorde for at holde sig attraktiv i denne klikbare tegning.

Måske er du interesseret i...

Indholdet fortsætter efter annoncen

Læs også

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen