Katarina lagde sig på knæ foran sin mand, Henrik 8., og tryglede ham om at behandle hende retfærdigt.

© Bridgeman Images

Tudor-slægtens magtmisbrug startede med en skilsmisse

Ægteskabet med dronning Katarina må være imod Guds vilje. Sådan konkluderer den engelske konge, fordi hans hustru gennem 20 år ikke har skænket ham en søn. Henrik 8. frygter for slægten Tudors beståen og kræver skilsmisse. For at være helt sikker på retssagens udfald bøjer han loven, forfalsker beviserne og køber dommerne.

3. januar 2018 af Linda Corfitz Jensen

Den 21. juni 1529 står Londons indbyggere på nakken af hinanden for at få et glimt af den mest spektakulære retssag i mands minde.

Landets konge og dronning skal møde op i munke-klostret Blackfriars' største sal i en retssag mod hinanden. 

Henrik 8. af England vil skilles fra sin hustru gennem 20 år, Katarina af Aragonien. 

Folkets har valgt side, og især kvinderne støtter åbenlyst dronningen. De råber, at hun ikke skal lade sig slå ud. Katarina takker dem for deres støtte.

Dronningen er umådeligt populær hos befolkningen. Hun har vist sig som en hengiven katolik og har lavet tiltag for at hjælpe de fattige. 

Bl.a. er hun gået i forbøn hos kongen og har reddet flere hundrede fra døden, efter de gjorde oprør mod de mange fremmede, især hollændere, som sad på pengene i London.

Netop på grund af befolkningens store opbakning til dronningen har kongen valgt en offentlig retssag. Han vil forklare undersåtterne sin version af sagen i håb om at vende folkestemningen. 

Kongen vil have en søn

Skilsmissen kaldes “kongens store sag” og drejer sig om, hvorvidt kongens ægteskab med Katarina er legitimt. 

Dronningen har tidligere været gift med Henriks storebror, Arthur. Men den daværende kronprins døde efter få måneders ægteskab. 

I syv år boede den unge enke fortsat i England, indtil nykronede Henrik 8. giftede sig med hende i 1509 – hun var 24 år, han 17. 

For at sikre sig, at ægteskabet ikke gik imod den guddommelige ret, fik parret en dispensation fra paven, Julius 2.

Ægteskabet var lykkeligt. Kærligheden blomstrede, og når Henrik var på erobringstogter i Frankrig, regerede Katarina dygtigt landet. 

Men som årene gik, gled Katarina og Henrik fra hinanden. De havde svært ved at få levedygtige børn, og kun ét af i alt seks overlevede de første måneder, datteren Maria.

Manglen på et drengebarn begynder i 1520'erne at nage Henrik. Katarina har ikke været gravid siden 1518, og efterhånden bliver kongen klar over, at hun ikke kan få flere børn. 

Det er utilfredsstillende for Henrik, som ønsker en søn til at føre sin slægt, Tudor, videre som konger af England. 

Henriks nærmeste rådgiver, kardinal Thomas Wolsey, fungerer også som rigskansler og ved, at manglen på en søn går kongen på. 

I 1525, efter ti år som Henriks højre hånd, planter Wolsey en tanke i hans hoved: Ægteskabet har igennem alle årene været urent. 

Beviset har kardinalen fundet i den altoverskyggende autoritet, Bibelen, hvor det i 3. Mosebog hedder:

“Hvis en mand gifter sig med sin broders kone, forbliver de barnløse”.

I 1500-tallets England er manglen på en søn lig barnløshed. Det går pludselig op for Henrik, at han har sat sig op mod den guddommelige orden, og at han bliver straffet for det. 

Henrik og Wolsey har dog valgt at se bort fra en anden passage i Det Gamle Testamente, som siger at en mand skal gifte sig med sin brors kone, såfremt de er barnløse – en undtagelse, som passer perfekt på kongens situation. 

Men det kan Henrik og Wolsey ikke tage sig af. De har kun ét for øje: at få Henrik skilt fra sin hustru.

Kardinal Wolseys dagsorden er at smede Englands konge sammen med en fransk prinsesse i en alliance. 

Men inden han når at føre den plan ud i livet, har kongen forelsket sig i dronningens hofdame, Anne Boleyn, og ladet hende flytte ind i den kongelige residens.

Retten er sat – og kongen får altid sin vilje. Efter blot tre års ægteskab mærkede Anne Boleyn kongens vrede over ikke at få en søn. Hun blev anklaget for utroskab og halshugget.

© Polfoto/Corbis

Dronningen sender appel til Rom

Retssagen mod Katarina viser sig at blive en opvisning i uretfærdig sagsgang, snyd og magtmisbrug. 

Dronningen beder op til retssagen gang på gang om upartiske juridiske eksperter fra udlandet, som skal sikre, at alt går retfærdigt til. 

Men Henrik afslår. En måned inden retssagen ankommer dog en notar fra Bruxelles. 

Dronningen får ham til at skrive en appel til pave Clemens 7. Katarinas eneste chance for at beholde sin titel og status som dronning er, at retssagen flyttes til Rom.

For Henrik vil en retssag i Vatikanet til gengæld være en katastrofe. Katarinas nevø, Karl 5. af Spanien, sidder tungt på magten i Italien, og paven har ingen interesse i at fornærme Karl ved at give Henrik lov til at blive skilt fra hans moster. 

Derudover har paven rent juridisk svært ved at skille det engelske regentpar, da Henrik ganske enkelt har en dårlig sag uden beviser eller et teologisk grundlag for en skilsmisse.

Til gengæld er Henrik garanteret sagens udfald, så længe søgsmålet for-bliver i England. Her skal embeds-mændene nok sørge for, at juraen og beviserne lever op til Henriks ønsker.

Kongen har ved utallige lejligheder vist, at han hverken er mild eller fair – bl.a. ved at henrette sin egen fætter uden retssag samt få 80 tyveknægte hængt for forsøg på at plyndre kongens vogne.

Det er intet mindre end livsvigtigt at holde sig gode venner med kongen. 

Det ved både dommere, jury, anklagere og forsvarer – samt hans egen dronning. Men Katarina vil ikke uden videre underkaste sig sin magtfulde mand. 

Retssagens voldsomme konsekvenser

Skilsmissen mellem Henrik 8. og Katarina af Aragonien fik stor betydning for alle involverede parter. Også for den engelske befolkning, da sagen endte med, at kongen løsrev England fra pavens indflydelse.

  • Katarina af Aragonien
    Efter retssagen blev dronningen sendt til et koldt værelse på slottet Kimbolton i Cambridgeshire. Katarina så ikke sin datter Maria i de sidste fire år af sit liv. Kongen forbød dem at mødes, hvis ikke de anerkendte Anne Boleyn som deres dronning. De nægtede begge, og til sin dødsdag i 1536 hævdede Katarina, at hun var den legitime engelske dronning.

  • Henrik 8.
    Kongen forsøgte at påvirke paven på alle måder for at få sin skilsmisse, men uden held. I december 1532 blev kongens elskerinde, Anne Boleyn, gravid. Henrik giftede sig i hemmelighed med hende, gennemtrumfede sin skilsmisse og kronede hende til dronning. To år senere blev han ekskommunikeret af paven. England hørte ikke længere under Vatikanet, og de engelske kristne oprettede i stedet deres egen kirke.

  • Kardinal Wolsey
    Thomas Wolsey var udpeget til at løse kongens skilsmissesag, men fejlede. Efter retssagen fik han frataget alle titler med undtagelse af rangen som ærkebiskop af York. Han blev desuden beskyldt for højforræderi, da kongen genoplivede en flere hundrede år gammel lov, som sagde, at engelske præster ikke måtte repræsentere paven. 60-årige Wolsey døde på vej til London for at forsvare sig.

  • Biskop John Fisher
    Under retssagen mod Katarina udtalte biskop John Fisher, at han var villig til at dø for sine holdninger – og det kom han til. I 1534 nægtede han at udtale sig om, hvorvidt kongen af England var leder af den engelske kirke. Men til en præst, som i hemmelighed var sendt af kongen, sagde biskoppen, at han aldrig ville betragte Henrik som kirkens overhoved. Fisher blev dømt for højforræderi og halshugget. 

Dommerne er i lommen på Henrik

Salen i Blackfriars er gjort klar til den prominente retssag. Rigets fremmeste folk er til stede. I midten sidder pavens to repræsentanter, der fungerer som dommere. 

Den ene er kongens mand, Thomas Wolsey, og den anden er kardinalen fra Rom, den 58-årige Lorenzo Campeggio. 

På dommernes højre side, men hævet en meter over dem, troner Henrik 8. På modsatte side har dronning Katarina indtaget sin plads.

Til stede er også landets 21 biskopper, mens anklagere og forsvaret står i hver deres side af rummet.

Scenen er sat, og retssagen kan begynde. Dronningens juridiske rådgivere sværger kun at sige og skrive ord, som er i streng overensstemmelse med kirkens love. 

Anklagerne skal ikke aflægge samme ed. En af Katarinas jurister klager, men det rykker ikke ved proceduren. Henriks mænd er fortsat frie til at fremstille sagen, som det passer dem bedst.

Dommerne begynder retssagen med at afvise Katarinas appel om at få flyttet sagen til Rom. De råber derefter de impliceredes navne op. Katarina rejser sig og appellerer endnu en gang.

Hendes begrundelse er, at siden hun er spanier, og Henrik er konge af England, vil hun aldrig kunne få en retfærdig retssag. 

Dommerne modtager ikke blot indtægter fra hendes mand, Wolsey lever som en fyrste på kongens nåde, mens Campeggio har fået tildelt et engelsk stift og er decideret underlagt kongens magt, så længe han befinder sig i England.

Katarina møder stadig ingen forståelse hos dommerne. Henrik rejser sig. 

Nu skal han fremlægge sin version af sagen og prøve at overbevise folket om, hvor forfærdelig retssagen er for ham. 

Han forklarer, at hans dronning kun sidder i retten i dag, fordi hans samvittighed kræver det af ham, og han påstår, at han har haft skrupler omkring deres ægteskab allerede fra begyndelsen.

Dronningens rørende tale

Katarina beder igen dommerne flytte sagen til Rom, men svaret er stadig nej. Uventet rejser hun sig fra sin plads og skrider hen over gulvet i sin lange kjole. 

Hun lægger sig på knæ for sin mands fødder. Og så begynder hendes livs tale med den karakteristiske spanske accent, som hun aldrig har lagt fra sig.

“For al den kærlighed vi har haft mellem os, for kærligheden til Gud. For min ære, for vores datter og for din skyld, giv mig retfærdighed”.

Hun erkender, at næsten alle deres børn er døde, men understreger, at det ikke har været hendes skyld. Ikke mindst sværger hun over for Gud, at hun var jomfru, da hun første gang var i seng med Henrik.

Hun beder ham igen om at skænke hende retfærdighed og understreger, at hun af gode grunde ikke kan forvente retfærdighed fra hans undersåtter i retssalen.

“Derfor spørger jeg Dem ydmygt om en tjeneste: Tillad mig, at sagen bliver appelleret til Rom for faderen til alle kristne”.

Katarina rejser sig, nejer for kongen, vender rundt og forlader salen.

Sådan havde Henrik ikke forestillet sig, at retssagen skulle udspille sig. Alle er blevet rørt af Katarinas oprigtige og ydmyge tale. Flere sidder med blanke øjne. 

Selv kongen er påvirket, og han forsikrer salen om, at hun har været den bedste hustru, han kunne forestille sig.

I 1534 afslog paven endegyldigt, at Henrik 8. og Katarina af Aragonien kunne blive skilt.

© Bridgeman Images

Biskop siger kongen imod

Henrik har nu retssagen for sig selv, og sammen med Wolsey har han tilrettelagt, hvordan resten af sagen skal forme sig. 

Wolsey spørger, om skilsmissen var på Henriks initiativ.

“Nej, tværtimod”, svarer kongen. “Jeg var faktisk ganske imod.”

Henrik fortæller, at efter tvivlen om ægteskabets oprigtighed var blevet plantet i hans gudfrygtige sind, delte han sine tanker med ærke-biskoppen af Canterbury, William Warham.

Ærkebiskoppen gav kongen medhold og har siden fået samtlige engelske biskopper til at underskrive en erklæring om, at Henrik 8.s ægteskab med Katarina af Aragonien er imod Bibelens ord.

Kongen præsenterer stolt retssalen for et stort dokument med røde segl og underskrifter fra alle biskopperne. Ærkebiskoppen bakker Henrik op.

“Det er sandt. Og jeg er ikke i tvivl om, at alle mine tilstedeværende brødre vil bekræfte det”.

Pludselig runger salen af et “Nej, sir”. Den populære teolog og biskop John Fisher er ikke enig. 70-årige Fisher er dronningens tætteste allierede og den mest populære biskop i England. 

Hans kritiske bøger om den tyske reformator Luther har gjort ham til en berømthed over hele Europa.

“Jeg har ikke givet mit samtykke”.

“Nå!” udbryder Henrik: “Er dette måske ikke dit segl og underskrift?”

“Nej, så sandelig ikke”, svarer Fisher og vender sig mod ærkebiskoppen.

“De prøvede at få mig til at skrive under, men jeg fortalte Dem, at jeg aldrig vil give samtykke til sådan en handling, for den strider imod min samvittighed”.

Henrik er irriteret over, at hans svindel er blevet afsløret, og bryder ind.

“Det betyder intet. Vi vil ikke skændes med Dem. De er blot én mand”.

Vil du læse mere om historiens mest magtsyge konger?

Så få de bedste tilbud på et HISTORIE-abonnement lige her 

Henriks hemmelige bryllup

I den følgende uge samles retten to gange i Blackfriars. Dronningen møder ikke op. Hun vil ikke risikere at blive tvunget til at trække sin appel tilbage. 

Alligevel udvikler sagen sig ikke til Henrik 8.s fordel. Han har et dårligt juridisk grundlag og ingen beviser på, at ægteskabet er imod den guddommelige lov.

“Så længe Fisher er imod skilsmissen, vil nationen ikke tillade, at dronningen bliver forurettet i sagen, og kongen vil ikke kunne tvinge sin vilje igennem”, skriver den italienske kardinal Campeggios sekretær i et brev efter det sidste retsmøde den 28. juni 1529.

Paven modtager langt om længe besked om den urimelige retssag og Katarinas appel. Han beslutter, at sagen skal prøves i Rom. 

Henrik ved, at han aldrig vil få medhold ved den pavelige domstol – og dermed bliver hans eneste mulighed for at få annulleret sit ægteskab at løsrive den engelske kirke fra Rom.

Det tager dog nogle år, før det når så vidt. I mellemtiden er kongens elskerinde, Anne Boleyn, blevet gravid, og et hemmeligt bryllup bliver i hast arrangeret den 25. januar 1533.

I foråret erklærer landets biskopper endeligt Henriks og Katarinas ægteskab ugyldigt, og parlamentet vedtager en ny lov, som gør det forbudt at anke domme til udenlandske magter.

Dermed må Katarina ikke længere appellere sagen til Rom. 

Dronningen har endegyldigt tabt, og en lille uge senere bliver Henrik 8.s ægteskab med Anne Boleyn annonceret til stor utilfredshed for den engelske befolkning.

Læs mere

Anne Hope: The First Divorce of Henry VIII, Trench, Truübner & Co., 1894 G.J. Meyer: Tudors, Informations Forlag, 2011. David Starkey: Six Wives – The Queens of Henry VIII, Vintage, 2004. Catherine Fletcher: Our Man in Rome – Henry VIII & his Italian Ambassador, Bodley Head, 2012.

Måske er du interesseret i...

Læs også