Først i 1800-tallet blev nissen en skabing, som børnene elskede.

© Shutterstuck & Peter Nikolaj Møller

Nisser var Djævlens værk

Dæmon, kættersk skabning og bare generelt irriterende. Den godmodige nisse har ikke altid været en helt naturlig del af juletiden. Kirken jagtede i en periode på flere hundrede år nissen med vievand, bønner, bål og brand.

30. november 2017 af Nadia Claudi

Nissen stammer fra romersk husgud

Årstal: ca. 750 f.Kr.-500 e.Kr.

Historikerne mener, at nissens forfader var en lille, yndefuld og slank husgud ved navn Lar Familiares

Den romerske gud passede på huset og ildstedet – hvis altså familien huskede at ofre og bede til ham.

Den romerske dramatiker Titus Maccius Plautus (254-184 f.Kr.) skrev fx om Lar Familiares i sit skuespil “Aulularia”, hvor guden hjælper en gammel mand med at gemme en krukke med guld.

Da den gamle mand senere dør, vil hans søn have fingre i guldet. Men den lille husgud nægter at afsløre, hvor krukken er gemt, eftersom sønnen længe har forsømt at tilbede ham og give gaver. 

Først da svigerdatteren træder til og gør sig gode venner med Lar Familiares, dukker krukken op igen. 

Lar Familiares var den romerske forløber for den nordiske nisse.

© Museo Arqueologico Nacional & Shutterstock

Den første nisse blev jaget

Årstal: 981

Nordens ældste nedskrevne fortælling om et nisselignende væsen stammer fra den norske kong Olav Tryggvasons saga fra år 981. 

Sagaen er fra en periode, hvor kristendommen langsomt, men sikkert bredte sig i Skandinavien og gjorde nisserne til noget kættersk.

I historien fortælles om en islandsk bonde ved navn Kodran. Han havde et væsen kaldet årmanden boende i en sten uden for sin gård. 

Kodran ofrede til årmanden og fik til gengæld gode råd om fremtiden og gårdens drift – lige indtil den dag Kodrans kristnede søn og en præst besøgte gården. 

De overtalte den gamle bonde til at vende ryggen til den kætterske årmand og fordrev derefter stenens beboer vha. salmesang og vievand.

Kættersk trolddom

Årstal: 1000-1750

De kristne mente, at nissen var en af Djævlens skabninger. Med alle midler måtte den kætterske husgud uddrives.

I takt med kristendommens indtog åbnede helvede sig bogstaveligt talt for nissen. De kristne måtte kun dyrke én gud, og den lille husgud blev derfor sat i samme kategori som Djævlen. 

I 1200-tallet skrev den svenske nonne og senere helgen Birgitta Birgersdatter fx et dekret mod de onde nisser og advarede mod at tilbede den kætterske gud.

Den tyske munk og reformator Martin Luther (1483-1546) instruerede ligeledes præsterne i skriftet “Tischreden”, om at de skulle mane nissen ud af hjemmet – ganske lig en eksorcist, der uddrev djævle og dæmoner.

Men nissen var svær at slippe af med, og skriftlige kilder fra 1500-tallet fortæller om præster, som ærgrede sig over, at folk i “tyk vildfarelse” troede på “huslige spøgelsesnisser”. 

Kirken nøjedes imidlertid ikke altid med at ærgre sig. Danmarks officielt sidst dømte heks, Anne Palles, tilstod, at en “Niels Goddreng” boede på hendes gård i skikkelse af en hest. 

Anne Palles blev henrettet for trolddom den 4. april 1693.

Gårdboen skulle have grød – ellers tævede den bonden.

© Mary evans/Scanpix

Niels Gårdbo terroriserede gården

Årstal: 400-1500

Ligesom romernes Lar Familiares passede den nordiske nisse på huset. Den skandinaviske version var imidlertid langt mere hidsig.

Før kristendommens indtog herskede gårdboen på enhver nordisk gård. Niels Gårdbo, Lille Niels eller tomten var en ældre, piberygende mand med et voldsomt temperament.

Hver lørdag krævede han et fad sødgrød til gengæld for at hjælpe bonden med at fodre dyrene og passe markerne. Og fik han ikke stillet sin grødsult, brød helvede løs. 

Han kunne finde på at binde køernes haler sammen, ødelægge bondens redskaber eller endda ty til vold. 

Et norsk folkeeventyr fortæller fx om en pige, som spiste nissens grød. Gårdboen besøgte hende derefter om natten og bankede hende så eftertrykkeligt, at hun blev fundet døden nær den næste morgen.

En utilfreds gårdbo kunne også finde på at rejse sin vej, og så ramte katastroferne først den uheldige bonde. For gårdboen tog al lykken med sig. 

Til gengæld kunne en bonde ikke flygte fra sin nisse: Den rejste med, hvis han forlod gården – deraf ordsproget “nissen flytter med”.

Dæmonen genopstod som julenisse i Rom

Årstal: 1836-nu

I 1836 inviterede den danske kunstmaler Constantin Hansen til julefest i Rom. Da hans gæster trådte ind i det festpyntede lokale, blev de mødt af historiens første julenisser.

Værten havde udsmykket salen med papirklip, som forestillede rød-orange nisser på sort baggrund. 

De dansede om julegrøden, sloges med katten og drog over Roms bro Ponte Molle med gaver for at holde jul i Italien. 

Gæsterne blev begejstrede, især arkitekten Gottlieb Bindesbøll. Han skrev om julenisserne i et brev til sin bror i Danmark, og da brevet blev trykt i Dansk Kunstblad, spredte skikken sig hurtigt.

Det varede ikke længe, før nissen dukkede op i juleeventyr i alle de nordiske lande, og i 1858 fik det nu godmodige væsen også en kone, da den første nissepige kom til verden. 

Snart fik nissen også et nyt arbejde – i løbet af 1900-tallet blev den tidligere husgud kendt over hele verden som julemandens hjælper. 

Nu hjalp han ikke længere til på bondegården, men lavede gaver til verdens artige børn. 

Læs mere

H.F. Feilberg: Nissens Historie, Wormanium, 1998. Mogens Lebech: Julenissen, Hassing, 1966.

Måske er du interesseret i...

Læs også