Ingólfur Arnarson var den første islænding. Han ankom fra Norge i 874 og bosatte sig i nutidens Reykjavik.

© Bridgeman Images & Corbis/All Over

Vikinge-sagaer var Islands krimier

Islændingene elskede historier om blodtørstige vikinger og brutale hævndrab. For 1.000 år siden blev det lille ørige grebet af skrivekløe, og lærde mænd nedfældede Islands udødelige sagaer. Det er et tilfælde, at historierne har overlevet til i dag.

8. november 2017 af Esben Mønster-Kjær

Harald Hårfager huskes af nordmændene som deres første konge. I 872 vandt han slaget ved Hafrsfjord over en alliance af norske småfyrster, og derefter kunne han forene landsdelene til et samlet rige.

Den gamle vikingekonge har også en fremtrædende plads i Islands historie. 

Øen blev nemlig befolket af nordmænd, der var flygtet fra Haralds styre og ledte efter et sted, hvor de kunne leve fri for despotiske konger. I Island skabte kolonisterne et nyt samfund uden herskere.

Frihedens pris var et voldeligt anarki, hvor de nyankomne vikinger konkurrerede om at rage jord til sig og forsvare deres ære, som de satte over alt andet. 

En nabos uoverlagte ord kunne nemt tolkes som grove krænkelser, der måtte udviskes med en klækkelig erstatning – eller hævnes med blod.

Fejder mellem familier blussede op overalt i Island, og de kunne rase i flere generationer, hvor slægter tyndede ud i hinandens rækker. 

Vikingernes stolthed, hævndrab og gravøl over de faldne blev grundsubstansen i de historier, der i dag kendes som “Islændinge­sagaerne”.

Ikke abonnent? Få bladet her:

Kristne skrev hedenske historier

Islands berømte sagaer udspiller sig over en periode på omkring 150 år, fra 870 til 1030. De beretter om nordmænd, der ankommer til Island, bosætter sig og kæmper for ære og rigdom. 

Tid og sted er altid omhyggeligt angivet, så de dramatiske heltesagn virker som faktuelle, historiske beretninger, men trods stilen er de også fulde af henvisninger til nordiske guder, valkyrier og jætter.

Sagaerne blev ellers nedskrevet i en tid, hvor kristendom for længst havde erstattet hedenskab i Island. 

I 1117 forevigede skribenter lovsamlingen “Grágás” på pergament, og herefter greb skrivekløe det lille ørige. 

Først kom prædikensamlinger og andre religiøse tekster, og siden fulgte digte og historiske beretninger, bl.a. sagaerne.

Islændingene skrev i hånden på pergament af lamme- eller kalveskind, og de gjorde det med en flid, der slet ikke fandtes blandt deres slægtninge i Skandinavien. 

Gamle beretninger blev fortalt og genfortalt gang på gang, indtil iveren døde ud i 1400-tallet. Herefter mistede de såkaldte skindbøger deres værdi. 

Mange blev skilt ad, så pergamentsiderne kunne genbruges som snitmønstre til tøj, indlæg i hullede sko – eller omslag til papirbøger, efter den første trykpresse kom til Island i 1530. 

Hvis ikke en modedille havde grebet Europa, ville sagaerne sandsynligvis være gået tabt.

Annette Lassen forsker i bl.a. sagaer ved Københavns Universitet. 

© F. Frandsen/Polfoto

Interview med Annette Larsen: En oversættelse holder i 50 år

Annette Lassen var redaktør for de 15 personer, der siden 2008 har nyoversat Islændingesagaerne til dansk.

Hvad er det særlige ved sagaerne? 
Sagaer er fortællinger, der kun er blevet skrevet i Island. Vi har ikke noget tilsvarende i Skandinavien, og selve ordet saga er islandsk. Ud over de 40 Islændingesagaer findes også historier om bl.a. sagnhelte og Norges konger.

Hvordan adskiller den nye udgave sig fra tidligere oversættelser?
Hidtil er tekststykker og hele sagaer blevet udeladt, fordi de virkede for usandsynlige til at være sande. Vi har taget alt med i nyoversættelsen.

Er dette den sidste oversættelse? 
Nej. Tommelfingerreglen er, at en oversættelse er forældet efter 50 år, fordi nutidssproget forandrer sig. 

Flere bøger på vej: Annette Lassen er nu i gang med at oversætte Oldtidssagaerne, som er sagn fra Danmark og det øvrige Norden. Det første af i alt otte bind forventes at udkomme i 2015 og omfatter bl.a. historierne om Regnar Lodbrog, Kraka og Sigurd Fafnersbane.

Jagten på sagaerne satte ind

Humanismen begyndte i renæssancens Italien, hvor lærde gav sig til at granske fortidens via antikke tekster – og fyrster høstede prestige ved at sponsere dem.

Fra Middelhavet bredte bølgen sig nordpå og kom også til Skandinavien. De dansk-norske og svenske konger havde ingen romerske skrifter, de kunne hale frem fra glemte samlinger, så de måtte finde på noget andet.

Løsningen blev islandske håndskrifter. Den fjerne ø i Atlanten ejede en skat, som ikke fandtes magen til noget andet sted.

Danmarks kong Frederik 3. gav i 1650 ordre til indsamling af håndskrifter i Island, som hørte til hans rige.

Ikke kun sagaer, men alle “antikviteter og gamle dokumenter, som med nytte det gemene væsen til bedste kunne publiceres”. Teksterne skulle trykkes og udgives, så alle kunne læse med.

Lovsamlingen “Grágás” og sagaen om vikingekongen Regnar Lodbrog blev fundet og bragt til København, men herudover skred jagten kun langsomt frem.

I 1682 gik en hel ladning håndskrifter endda tabt. da skibet, der skulle sejle dem til Danmark, gik ned. I mellem­tiden havde de kongelige indsamlere fået konkurrence udefra.

Via en islandsk mellemmand lykkedes det Sveriges Karl 11. at opkøbe 51 sjældne håndskrifter, inden et forbud fra København satte en stopper for yderligere eksport.

Mange af de skindbøger, der var sluppet intakt fra århundreders ligegyldighed, var efterhånden fundet.

Skulle resten af Islands skriftlige skat reddes, krævede det møjsommeligt detektivarbejde.

I 1702 ankom den mand, der påtog sig den kolossale opgave, og som mere end nogen anden kan takkes for, at sagaerne findes endnu.

Island blev ransaget for tekst

Árni Magnússon var 39, født i Island og professor ved Københavns Universitet. Efter 20 år i Danmark vendte han hjem for at opgøre sin fødeøs værdier på kongens vegne, men ved siden af drev han en intensiv jagt efter håndskrifter.

I løbet af 10 år gennemsøgte Magnússon Island og indsamlede hver en stump pergament, han så på sin vej. 

Det lykkedes ham fx at finde 30 sider fra sagaen om den mægtige Sturlunga-slægt. De var fra samme udgave, men spredt over 12 forskellige lokaliteter i Island.

Da Magnússons mission omsider var bragt til ende, havde han opsporet 500 pergamentsider. 

Hans samling rummede også 2.000 papirhåndskrifter, der stammede fra 1500-tallet, men i mange tilfælde var kopier af ældre tekster, der i mellemtiden var gået tabt.

Magnússon vendte tilbage til København i 1712. Her måtte han vente i otte år, før hans håndskrifter omsider ankom med skib fra Island i 53 store kasser.

Sagaerne var bragt i sikkerhed, troede Magnússon. Nu skulle alle de gamle tekststykker blot granskes og sorteres – men så brød København i brand.

Katastrofe-branden i oktober 1728 ødelagde næsten en tredjedel af byen. Magnússon nægtede stædigt at lade sin samling bringe i sikkerhed, fordi han ville undgå uorden i sine klenodier, og da han endelig fortrød, var det næsten for sent. 

Hans personlige bibliotek og alle hans optegnelser blev ædt op af flammerne, men det lykkedes at redde de islandske håndskrifter.

Forud for sin død i 1730 testamenterede Magnússon teksterne til Københavns Universitet, hvor de blev bevaret som “Den Arnamagnæanske Samling”. 

Retten til håndskrifterne blev siden genstand for en langvarig strid mellem Danmark og det selvstændige Island, men i dag findes sagaerne på den ø, hvor de blev skrevet ned for 900 år siden.

Læs mere

Annette Lassen (red.): Islændingesagaerne: Samtlige sagaer og niogfyrre totter, Saga Forlag, 2014. William Ian Miller: Bloodtaking and Peacemaking: Feud, Law, and Society in Saga Iceland, University of Chigaco Press, 1990.

Måske er du interesseret i...

Læs også