Muhammed afbildes aldrig med ansigt i islamisk kunst.

© creative commons

6 grunde til at islam er splittet i sunni og shia

Knap havde islam slået rødder i Mellemøsten i 600-tallet, før den nye religion blev splittet i to hovedretninger: sunni- og shiaislam.

22. december 2017 af Emrah Sütcü

På trods af enighed om religionens kerneelementer, som fx guden Allah, profeten Muhammed og den hellige bog Koranen, stod de to trosretninger stejlt over for hinanden. 

I de sidste 1.400 år har blodige massakrer, krige og forfølgelser drevet sunni- og shiamuslimerne stadig længere fra hinanden, og i dag er Mellemøsten skarpt opdelt mellem de to grupperinger. I centrum for konflikten står en arvestrid.

1. Profeten efterlod ingen arvtager

Da islams grundlægger, Muhammed, døde i år 632 e.Kr., efterlod han muslimerne i syv sind. Han havde nemlig ikke udpeget nogen kalif, der kunne agere åndelig og politisk leder efter ham. 

Flertallet af muslimerne mente, at Muhammeds ven Abu Bakr var den oplagte leder, mens et mindretal mente, at arvefølgen gik gennem blodet. De pegede derfor på Muhammeds fætter og svigersøn, Ali.

2. Ali blev myrdet

Sunnimuslimerne, der pegede på Muhammeds ven, Abu Bakr, som leder, vandt i første omgang magtkampen. Bakr blev kalif, og efter ham fulgte kaliffen Umar. 

Men da Umars efterfølger Uthman i år 656 blev myrdet af politiske rivaler, stod Muhammeds fætter Ali som den eneste reelle kalifatkandidat. 

Til hans ulykke var riget nu splittet af magtkampe, og flere af dets førende mænd tvivlede på hans lederskab. 

Snart brød borgerkrigen ud, og Ali måtte gå i krig. På slagmarken vandt han, men da han i år 661 sad fordybet i bøn, blev han slået ihjel af en sunnimuslimsk snigmorder.

3. Massakre styrkede identiteten

I oktober 680 rejste Hussein, Alis søn og Muhammeds barnebarn, gennem et ørkenområde med sin familie. Sunnimuslimerne sad igen på kaliftronen, men som profetens barnebarn gjorde Hussein krav på den. 

Derfor omringede sunnierne Hussein og hans familie og dræbte dem alle. For shiamuslimerne blev massakren afgørende for deres identitet, og de mindes den stadig med årlige ceremonier.

Hussein og hans 72 nærmeste slægtninge blev halshugget.

© Image select

4. Ord var vigtigere end gerninger

Fra år 700 begyndte sunni- og shiamuslimerne at trække i hver sin teologiske retning. 

De var enige om det meste, men spørgsmålet om, hvilken betydning imamerne havde, splittede dem. Shiamuslimerne lagde stor vægt på imamernes ord, mens sunnierne vægtede Muhammeds handlinger og levevis højere.

5. Shiaislam blev iransk

I slutningen af 1400-tallet var Mellemøsten ét stort kaos. Gamle riger var i opløsning, og i 1501 udnyttede en shia-muslimsk orden magttomrummet til at indsætte deres egen konge: den 14-årige Ismail. 

Den unge, religiøse konge gjorde shiaislam til statsreligion i sit nye rige, der havde centrum i det nuværende Iran. Han ekspanderede riget, og shiaislam blev en langt mere offensiv trosretning end tidligere.

Vi har meget mere religionshistorie i vores magasin.

Køb et abonnement her

6. Revolution skabte frygt hos sunnierne

I 1979 måtte den iranske, vestligtsindede shah, Muhammad Reza Pahlavi, flygte ud af Iran efter store folkelige protester.

I stedet overtog den religiøse leder Khomeini magten i Iran og indførte en streng shiaislamisk republik, som brutalt nedkæmpede al politisk modstand.

I resten af Mellemøsten blev begivenhederne fulgt med skræmte blikke, og af frygt for, at shiamuslimerne i Irak skulle lade sig inspirere af trosfællerne i Iran, invaderede Irak – med støtte fra en række sunnimuslimske lande – Iran. 

Krigen varede i otte år og kostede 500.000 mennesker livet, men sikrede, at den shiamuslimske revolution ikke spredte sig til andre dele af Mellemøsten.

85 pct. af verdens muslimer bekender sig i dag til sunniislam, mens 15 pct. er shia-muslimer.

Læs mere

Deniz Kitir: Klassisk & moderne islam – grundbog til islam, Systime, 2010 Jean Butler: Gads leksikon om islam, Gads Forlag, 2008

Måske er du interesseret i...

Læs også