Under et slag i 1632 blev kong Gustav 2. Adolf væk fra sine tropper og omringet af fjenden. Kort efter blev kongen dræbt.

© Interfoto

Efter Reformationen: Hellig krig hærgede Europa

Religiøse modsætninger gjorde Europa til en sprængklar krudttønde i 1600-tallet. Eksplosionen kom i 1618. Trediveårskrigen trak alle Europas stormagter ind i en brutal udmattelseskrig, hvor drab på civile og masseødelæggelser blev en del af hverdagen.

28. marts 2017

Den 23. maj 1618 stormede en forsamling af rasende protestanter kongeslottet på Hradcany-højen i Prag. 

Vredt kantede de sig vej gennem de overdådigt dekorerede sale, indtil de nåede værelset, hvor to katolske statholdere befandt sig. Resolut greb folkemængden fat i de to mænd og kastede dem – sammen med rådssekretæren – ud ad vinduet og de 20 m ned i en tørlagt slotsgrav.

Heldigvis for de tre katolske herrer tog en stor mødding neden under vinduet af for det lange fald, så de slap fra optrinnet med blot et par skrammer og en krænket værdighed.

Langt værre skulle det gå for Europa som helhed; sammenstødet mellem katolikker og protestanter i Prag blev den gnist, der antændte den europæiske krudttønde. 

Og i hele 30 år skulle kontinentet stå i flammer i dét, som historikerne har kaldt en generalprøve på det 20. århundredes blodige verdenskrige.

Den umiddelbare anledning til angrebet i Prag var protestanternes vrede og skuffelse over, at kong Ferdinand af Bøhmen (nutidens Tjekkiet, red.) – udset til den næste kejser af det mægtige Tysk-romerske Rige – havde tilsidesat de rettigheder, som protestanterne havde fået ni år tidligere.

Et kejserligt brev havde i 1609 garanteret fuld religionsfrihed, men nu forsøgte den ærkekatolske Ferdinand bl.a. at smide protestanterne ud af regeringen og tvangsindføre katolicismen i flere bøhmiske byer.

Prostestanterne vidste, at Reformationen stadig var skrøbelig, og så derfor med gru til, mens Ferdinand forsøgte at rulle udviklingen tilbage. 

Resultatet blev, at de bøhmiske protestanter greb til håndfast handling, smed de katolske statholdere ud af vinduet og indsatte deres egen konge, protestanten Frederik 5., på tronen.

Mens oprøret bredte sig til naboområderne, samlede bøhmerne en hær og marcherede af sted mod Wien for at vippe selveste kejseren af tronen.

Allerede uden for Prag blev de protestantiske oprørere mødt af en stor katolsk styrke, Den Katolske Liga. 

I spidsen for ligaen – en hær samlet af en række tyske fyrster – stod den spanskfødte grev Johann Tserclaes Tilly, hvis stålsatte katolske tro og indædte kampvilje havde givet ham tilnavnet “Den Harniskklædte Munk”. 

Spansk konge blev kejser

Tilly og Den Katolske Ligas indsats over for oprørere bundede imidlertid ikke alene i religion – også politiske interesser spillede en væsentlig rolle. 

Mens protestanter og katolikker delte Europa imellem sig, voksede stærke statsmagter frem og forsøgte at gøre sig politisk uafhængige af paven.

Stærkest blandt disse var det katolske Spanien, som i 1500-tallet havde etableret sig som en global stormagt med de enorme indtægter fra syd- og mellemamerikanske guldminer.

Højdepunktet for Spanien kom, da rigets regent Karl 1. blev udnævnt til tysk-romersk kejser og herskede over en stor del af Europa.

Da Karl i 1556 delte sit rige i en spansk og en tysk-romersk del under Ferdinand 1., sørgede Spanien for, at de to riger opretholdt et nært forhold.

En protestantisk konge i Prag og vrede oprørere på march mod Wien var en utvetydig trussel mod Spaniens position, og spanierne valgte at sætte hårdt mod hårdt for at beholde deres stormagtsstatus.

Uden for Prag havde de bøhmiske tropper ikke en chance mod Tillys toptrænede soldater. Efter få timer lå 4.000 protestanter døde på slagmarken, mens kun 700 katolikker måtte lade livet.

I Prags gader bredte panikken sig, da overlevende tumlede ind i byen og fortalte om det protestantiske nederlag. 

Frederik og hans hof flygtede over hals og hoved, mens katolikkerne marcherede ind i byen. 

Snart blev al jord, der tilhørte oprørerne konfiskeret; hele 60 procent af jorden i Bøhmen skiftede på den måde hænder, anslår historikerne. 

Samtidig forlod 300.000 protestanter hus og hjem af frygt for en massakre.

Protestanter brød i 1618 ind i kongeslottet i Prag og smed to katolske statholdere ud af vinduet. Hændelsen sendte alle Europas stormagter ud i 30 år med krig.

© Bridgeman

Spanien gik til angreb

Begivenhederne i Bøhmen faldt sammen med, at en våbenhvile, der i 12 år havde sikret fred mellem Spanien og Nederlandene, udløb. 

Med katolikkernes sejr i Prag blev Spanien moralsk styrket, og krigeriske kræfter, der ønskede at genoptage kampene mod Nederlandene, fik større gennemslagskraft. 

Snart lod imperiet igen kanonerne tordne mod de genstridige protestanter.

Samtidig blussede kampe også op i Tyskland, hvor resterne af de fordrevne bøhmiske oprørere rejste sig til kamp mod katolikkerne. 

Efterhånden som oprørerne skaffede sig allierede blandt protestantiske fyrster, bredte kampene sig til hele Tyskland.

Rundt om i Europa erklærede protestantiske herskere deres harme over

katolikkernes forsøg på at knægte deres trosfæller, men for de flestes vedkommende blev det ved ordene. England – den mægtigste protestantiske magt – havde netop ført en bekostelig krig mod Spanien og var ikke interesseret i igen at blive involveret på kontinentet.

Det samme gjaldt Sverige. Landet havde en betragtelig militær styrke, men var travlt optaget i Polen, hvor svenskerne kæmpede om magten over Østersøen og den lukrative handel i området.

Dette magt-tomrum fik Christian 4., konge over dobbeltmonarkiet Danmark-Norge, til at træde ind på slagmarken. 

Christian følte sit rige truet af kampene mod syd og så samtidig krigen som en stor chance for at etablere sit ry som feltherre og skabe sig et navn som protestantismens førende forsvarer.

Danskerne blev knust

I juni 1625 marcherede Christian sine tropper ind i Tyskland, hvor han tog opstilling langs floden Weser over for Tillys tropper. Inden de to parter kunne nå at komme i kamp, blev krigens forudsætninger imidlertid vendt op og ned.

Den tysk-romerske kejser Ferdinand, der hidtil havde ladet Spanien og de tyske katolikker kæmpe på slagmarken, var blevet grundigt træt af sine allierede, som var blevet både grådige og egenrådige.

Dette gjaldt især den bayerske kurfyrste og hertug Maximilian, som allerede havde taget sig godt betalt for at sende sine tropper mod de bøhmiske oprøre. 

Bl.a. havde han fået en stor del af Østrig som pant for Ferdinands gæld til ham. Desuden var Maximilian en dreven rad, der formåede at indynde sig hos paven, som han bl.a. havde foræret hele det kurfyrstelige bibliotek.

Maximilians spirende magt skulle begrænses, mente kejseren, som derfor straks slog til, da adelsmanden Albrecht von Wallenstein tilbød at udruste en hær på 24.000 mand.

Udviklingen betød, at Christian 4. pludselig stod over for hele to store hære – ledet af to af historiens bedste generaler: Tilly og Wallenstein.

Efter blot få måneder i felten blev Christians tropper i 1626 eftertrykkeligt knust af Tilly ved Hannover. 

Danskerne luskede slukørede hjem, mens Wallenstein fulgte i hælene på kongen og plyndrede bl.a. Jylland. Scenen var nu klar til Danmarks arvefjende: Sverige.

Svenskerne drømte om storhed

I de svenske kirker tordnede præsterne mod katolikkerne og fremmanede i skræmmende vendinger, hvordan Sverige var i fare for at blive oversvømmet af katolske horder sydfra. 

Svenskerne skulle komme truslen i forkøbet ved at sende en hær til Europa, understregede de.

Kong Gustav 2. Adolf kom nærmere sandheden, da han i 1629 fastslog, at “sagerne er kommet så vidt, at alle de krige, der føres i Europa, er blandet ind i hinanden og er blevet til én”.

Med sine ord sigtede kongen til, at kejseren var begyndt at sende tropper til Polen, som Sverige var i krig med. 

Den svenske konge beordrede modstræbende, at hans tropper skulle trækkes ud af Polen og sendes til Tyskland. 

Men trods sin modvilje kom den driftige Gustav 2. Adolf – som i løbet af sine 20 år på tronen havde reformeret Sveriges administration, militær og retsvæsen – snart på andre tanker.

Da de kamptrænede og veludrustede svenske tropper slog katolikkerne ved Leipzig i september 1631 og herefter fortsatte til Münchens porte, begyndte svenskekongen at drømme stort.

Drømmene gik på andet og mere end at forsvare protestantismen. Hvor han tidligere blot havde ønsket at sikre kontrol med de tyske havnebyer langs Østersøen, krævede han nu, at hele Østersø-kysten skulle være svensk.

Nogle historikere mener endda, at kongen pønsede på at skabe et forbund af protestantiske tyske stater med ham selv i spidsen – en ordning, der ville gøre Sverige til en kontinental stormagt.

Kongens drømme skulle aldrig blive virkelighed. Tidligt om morgenen den 6. november 1632 tørnede hans styrker sammen med de kejserlige tropper ved Lützen. 

Morgentågen lå endnu tung over landskabet, da Gustav 2. Adolf pludseligt forsvandt af syne. Ude af stand til at orientere sig i tågen og den tætte krudtrøg blev han væk fra sin deling, omringet og skudt af en flok fjendtlige soldater.

Kong Gustav 2. Adolf ledte Sverige ind i den 30 år lange krig og lagde grunden til rigets velmagtsdage.

© Getty Images

Den svenske hær blev splittet

Politisk og moralsk var kongens død en katastrofe, men militært fortsatte succesen en tid endnu. 

Svenskerne vandt slaget ved Lützen – 20 km vest for Leipzig – og hæren, der nu var overtaget af rigskansleren Axel Oxenstierna, stod stærkt med omkring 100.000 mand under fanerne.

Oxenstierna havde imidlertid ikke samme gennemslagskraft over for soldaterne, som kongen havde haft. 

Han var den forsigtige – en rolle, som han allerede havde haft, mens kongen levede.

Oxenstierna selv havde konstateret, at hans “kulde” dæmpede den handle-kraftige konges “hede”.

Resultatet blev, at generalerne overtog ledelsen af de enkelte hære, som nu begyndte at kæmpe på må og få uden sammenhængende styring.

De dårlige resultater lod ikke vente på sig. I 1634 sendte et nederlag i Bayern svenskerne på en tilbagegang, der blot fortsatte i den følgende tid. 

Året forinden havde svenskerne rådet over seks krigsduelige hære; nu havde de kun én, og Sveriges tyske allierede begyndte også at falde fra. 

Blandt de første var det protestantiske Sachsen, som frygtede at ende på det tabende hold og derfor i 1635 indgik fred med kejseren.

Oxenstierna var fortvivlet og over-vejede at opgive ævred:

“Alene for vor anseelse har vi udgydt vort blod og kan ikke forvente andet end utak”, sukkede rigskansleren bittert – tilsyneladende ude af stand til at huske, hvad hans soldater egentlig var draget i kamp for.

For den tyske civilbefolkning fik den svenske krise grufulde konsekvenser. Under Gustav 2. Adolf havde soldaterne været holdt i stram snor, når det gjaldt plyndringer og vold mod civile.

Oxenstierna derimod gav i februar 1636 sine soldater ordre til at plyndre og rasere. Målet var at forhindre Sachsen – svenskernes frafaldne allierede – i at føre krig imod svenskerne og samtidig sætte et eksempel over for andre allierede, som overvejede at skifte side.

Soldaterne plyndrede de allerede udsultede civile og hærgede gårde, brønde og marker. Til sidst blev overgrebene imidlertid så voldsomme og brutale, at områdets øverstkommanderende måtte skride ind og stoppe angrebene.

“Om elendigheden i disse områder kan vi berette, at landsbyer og mindre bysamfund ligger fuldstændig øde hen, og at byerne i vid udstrækning er ødelagt. Soldaterne kræver penge og mad, men intet af dette findes længere. Alt jern, bly, tin og glas bliver røvet”, skrev den tyske ugeavis Ordinari-Wochen-Zeitung i 1636 om forholdene i det krigshærgede Tyskland.

Nogle steder var de civile så desperate af hunger, at de tyede til kannibalisme, kunne samme avis afsløre:

“Menneskerne går omkring som levende døde. Ikke engang ligene skånes længere af de udhungrede mennesker. Og heller ikke de levende kan vandre i sikkerhed længere, eftersom de stærkere angriber de svagere for at få stillet deres sult og redde livet”.

Krigen sled hærene 

Civilbefolkningen var ikke de eneste, som led. I krigens sidste årti sled de mange blodige kampe hærene op på slagmarken. 

Ikke kun kamphandlinger, men også sult og sygdom gjorde voldsom indhug i rækkerne.

I 1640 stod svenskerne og katolikkerne på hver sin side af Saale-floden i Thüringen. 

Her stirrede de længe på hinanden med tomme blikke – handlingslammede af indre stridigheder, sult og sygdom – indtil de begge slukøret trak sig og gik i vinterkvarter.

Når krigen alligevel fortsatte, skyldtes det først og fremmest, at Frankrig havde allieret sig med svenskerne. 

Trods sit katolske tilhørsforhold ønskede Frankrig ikke at se ærkefjenden Spanien øge sin magt på det europæiske kontinent og valgte derfor at kæmpe sammen med Oxenstiernas svenske tropper.

Franskmændene var imidlertid ikke blinde for Sveriges militære og politiske ambitioner og holdt sig derfor tilbage med en helhjertet støtte. 

Resultatet blev, at Frankrig altid trak sig eller tilbageholdt sin støtte, hver gang Sverige var ved at tilkæmpe sig det afgørende overtag på slagmarken.

Først i 1647 – da franskmændene så deres egne grænser truet af Bayern, som fik større indflydelse i det sydlige Tyskland – tilsluttede Frankrig sig helhjertet svenskerne. Og snart fejede de to landes hære ned gennem Tyskland og videre til Bøhmen. 

Soldaterne plyndrede de civile tyskere, som i forvejen var så udhungrede, at de tyede til kannibalisme for at overleve.

© Bridgeman

Svenskerne indtog Prag

Den 15. juli 1648 stod de svenske tropper på stedet, hvor de bøhmiske oprørere 28 år tidligere havde lidt et så smerteligt nederlag. Mens soldaterne ventede uden for byen, kunne de høre, hvordan kirkeklokkerne i det katolske Prag kaldte munkene til midnatsmesse.

I ly af mørket gik svenskerne ind til byen, hvor de gemte sig i adelsfolkenes haver tæt uden for by-porten og gjorde klar til at angribe ved daggry. 

Næste morgen stormede 3.000 svenske soldater Prag og indtog Hradcany-slottet. 

De kejserlige tropper, der havde mistet så mange mand, at de blot rådede over 10.000 mand, kunne ikke gøre andet end at se på fra den anden side af floden Moldau.

Den formelle fred kom den 24. oktober 1648. På dette tidspunkt var alle deltagende lande så udmattede af krigen, at selv de stærkeste vurderede, at de kunne få mere ud af at stifte fred end af at slås. 

Dette gjaldt også Sverige, der fra sin styrkede position i Østersøen kunne se frem til en prominent rolle i fredsforhandlingerne og en fremtid som europæisk stormagt.

I september 1649 blev fredsslutningen fejret med en overdådig banket på rådhuset i Nürnberg. Ved borde, der glimtede af det fineste sølvtøj og fantasifulde opsatser, sad diplomater, adelsmænd og militærfolk iført deres fineste klæder. 

Bordplanen havde været mere end almindeligt svær at få til at gå op, for freden var endt med en hårfin balance mellem protestanter og katolikker, og den måtte en uhensigtsmæssig placering ved bordene ikke ødelægge.

Værten – og den senere svenske kong Karl 10. Gustav – havde til sidst fundet en løsning, der næppe var den mest behagelige, men til gengæld diplomatisk; i stedet for at placere én hædersgæst sammen med værten for bordenden trykkede hele to mænd – en protestant og en katolik – sig fra hver sin side ind til kongen for at få deres andel af hæderspladsen. 

Med denne hårfine balance sænkede freden sig – efter mere end 100 års religiøs kamp og strid – over et Europa, hvis centrum ikke længere lå i Rom.

Måske er du interesseret i...

Læs også