Ingen form for kærlig kontakt mellem nonner var tilladt, men reglen blev ikke altid overholdt.

Renæssancens uartige nonner

Hverdagen bag klostrets høje mure var ikke alene opfyldt af lovsang, bøn og andre fromme gerninger. Dokumenter fundet i Vatikanets arkiver afslører, at kedsommelighed, bitterhed og kødets lyst drev renæssancens unge nonner mod mørkets magter.

9. februar 2012 af Morten Rendsmark

En morgen i 1583 trådte Eliseo Capis ind i nonneklostret San Lorenzo i Bologna. Han var undersøgelsesdommer for paven, og mellem de buede søjlegange hviskede nonnerne nervøst til hinanden.

Alle vidste, at Capis var kætterjæger fra inkvisitionens kontor. Han havde tidligere dømt tre mænd til døden på bålet, og hans ærinde i klostret var meget alvorligt. Der gik rygter om, at nonnerne i San Lorenzo ud­øvede heksekunst. Pavens betroede udsending skulle efterprøve rygterne.

Capis satte sig på en stol i parlatoriet – talestuen. Rummet var gennemskåret af en væg med en lille, tilgitret åbning, så nonnerne i stuens ene halvdel kunne tale med gæster i den anden uden fysisk kontakt. Men i dag var parlatoriet forhørslokale. Priorinden – den øverste nonne – var første vidne, og Capis kiggede undersøgende på hende gennem gitteret, mens hun talte:

“Jeg vil nødigt sige noget, for jeg ved ingenting med sikkerhed. Men jeg har hørt, at heksekunst er blevet brugt for at finde en bratsch (en stor violin, red.), som er blevet borte. Nogle siger, at novicen Angela Tussignana brugte magi for at afsløre, hvem der tog bratschen. Men kun Gud ved, om det er sandt”.

Capis var vant til undvigende svar, og han anede, at sagen ville tage tid. 100 nonner og folk med tilknytning til klostret skulle afgive forklaring.

Desuden skulle Capis aflægge rapport til den lokale biskop og en komité af kardinaler i Vatikanet, og kirkens særlige regler vanskeliggjorde blot hans opgave. I hans retningslinjer stod, at “nonner bliver ikke normalt udsat for tortur, men kan om nødvendigt trues med det”.

Capis' forhørsprotokol findes i dag i Vatikanets arkiver i Rom. Her har den amerikanske historiker Craig A. Monson for nylig gennemgået en række disciplinærsager mod nonner fra 1500-1700-tallet.

Mange af sagerne i arkivet er dårligt belyst, fordi breve og sagsakter er gået tabt gennem tiden, men i nogle få tilfælde kan forløbene følges fra begyndelsen til slutningen. Og en af disse er sagen fra San Lorenzo.

Akterne tegner et overraskende billede af klosterlivet og afslører, at livet bag murene ikke udelukkende var helliget Herren, for nonnerne – og især de unge novicer – var ofte dybt frustrerede over at leve isoleret fra omverdenen.

Overskydende døtre blev nonner

Unge rigmandsdøtre var tvunget til at gå i kloster og give afkald på det søde liv.

Som regel blev de sendt i kloster, når de var 15 år, og forlod det aldrig igen. Men overgangen til klosterlivet var ikke let, og familier begyndte derfor at sende deres døtre i kloster allerede i syvårsalderen. Når pigerne ikke kendte til, hvad verden udenfor kunne tilbyde, var det lettere at vænne dem til det isolerede og ensformige liv.

I større italienske byer var hver 10. indbygger nonne i 1600-­­­­­­tallet. De kom typisk fra byens rige familier, som ofte havde adskillige døtre, og kun den kønneste eller ældste datter blev giftet bort. Overklassen bestod af adelige familie­dynastier, som ønskede at bevare deres formuer fra generation til generation, og når en rigmandssøn skulle giftes, forlangte hans familie en anseelig medgift, som kunne dække brudens ophold resten af livet.

Døtres ægteskab drænede dermed familieformuen. At gifte en datter bort til en mand af lavere social status var ildeset, og hjemmeboede ugifte døtre var ikke alene en økonomisk byrde, men kunne også rode sig ud i skandaler og krænke familiens ære. Klostrene var dermed den eneste respektable måde at skaffe sig af med de “overskydende” døtre på, og omkostningerne ved at sende dem i kloster var små.

Ofte var flere generationer af kvinder fra samme slægt samlet i et kloster, hvor en novice blev modtaget af tanter, grandtanter og storesøstre. Chigi-familien fra Siena sendte på et tidspunkt syv søstre i samme kloster. Så når nonner tiltalte hinanden “søster”, skulle det ofte tages helt bogstaveligt.

Traditionen med at sende døtre væk for at skåne formuen var udbredt i hele Italien, og i fx Milano oplevede kun hver fjerde rigmandsdatter at blive gift, mens de øvrige tilbragte livet bag klostrenes mure.

Klostrene tog også imod piger fra lavere sociale klasser. Mens disse nonner arbejdede i køkkenet, vaskede tøj, gjorde rent eller var tjenestepiger for overklassenonnerne, brugte nonner fra velhavende familier deres tid på musik, korsang og håndarbejde. Nogle klostre opdrættede desuden silkeorme, hvis pupper blev brugt til fremstilling af den fineste silke, eller havde store gårdhaver, hvor nonnerne dyrkede urter, frugter og blomster.

Overklassepigerne gik dermed fra et liv med dans, opera og sociale arrangementer til en ensformig tilværelse præget af bøn og isolation.

Ifølge klosterreglerne måtte de kun møde andre mennesker i det særlige parlatorium, hvor familien kom på besøg, og kun forlade deres kloster, hvis krig, brand eller epidemier tvang dem til det, eller hvis de skulle overføres til et andet kloster. I så fald skulle nonnen eskorteres af familiemedlemmer, og rejsen gennemføres på kortest mulige tid.

Mens novicer og nonner vansmægtede bag murene, blomstrede verden udenfor. Her oplevede Italien som resten af Europa et kæmpemæssigt økonomisk opsving, og kunst og kultur kom i højsædet. Opera, teater og malerkunst udviklede sig til nye højder, og det folkelige liv bød på aktiviteter som karnevaler, maskerader, gøglerier og anden tøjlesløs underholdning.

Løssluppenheden gav den katolske kirke hovedbrud. Den mente, at fest­erne vakte Guds vrede. En pave forbød fx karnevaler i flere år efter en række jordskælv, som han mente skyldtes de uartige optog i gaderne.

Nøgne nonner i bøn

Kirkens mænd kunne forsøge at lede klostrets opsætsige nonner på rette kurs gennem fx eksorcisme.

Da inkvisitoren Capis nåede til afhøringen af Angela Tussignana i San Lorenzo-klostret i Bologna, var hun presset. Pavens udsending fik hende til at indrømme, at hun havde udført heksekunster i klostret.

“Jeg tegnede en cirkel på gulvet med en kniv og stak den i midten. Jeg sagde en remse, som begyndte med diabolus og andre latinske ord, men husker ikke resten”.

Cirklen var en gammel måde at fremkalde Djævelen på. Novicens mål var, at cirklen skulle vise hende, hvem der havde stjålet bratschen, og på den måde hjælpe hendes tante, der var nonne i klostret og ejer af det forsvundne musik­instrument.

De andre afhørte fortalte bl.a. Capis, at Angela ofte virkede besat, talte med flagermus og havde smidt sit novicetøj på gulvet, hvor hun trampede på det. En nonne forsvarede hende dog med, at det hverken var heksekunster eller djævledyrkelse, men blot fordi den unge novice var vred og ulykkelig over, at hun skulle være nonne.

Men ikke kun Angela havde svært ved at holde sig på dydens smalle sti. Capis afslørede, at også andre nonner i San Lorenzo-klostret havde udøvet forbudte heksekunster – bl.a. ved at stå nøgne i deres celler med et stearinlys på gulvet bag sig. Udøveren skulle derpå sige “Godaften skygge” og bede Djævelen om hjælp. Håbet var, at skyggen på væggen skabte en forbindelse til de onde magter, som kun viste sig, hvis en kvinde klædte sig nøgen.

Ritualet var gammelt og især udbredt blandt prostituerede. Angela havde lært cirkel-ritualet af en bekendt, i tiden før hun blev novice, mens en anden nonne sandsynligvis kendte til skyggen fra sin fortid i Bolognas underklasse.

Cirklen og skyggen var de to værste eksempler, som Capis afslørede i klostret, men en lang række mere uskyldige hekserier havde også fundet sted. Mange novicer og unge nonner bar lykkeamuletter og fremsagde forhekselser, der skulle tryllebinde mænd.

Til Capis' overraskelse bildte mange af pigerne sig ind, at de var involverede i “parlatorie-romancer”, og at besøgende, fjerne slægtninge var stormende forelsket i dem. Det var tydeligvis vigtigt for de unge kvinder at føle sig eftertragtede, men i Capis' øjne var deres opførsel ynkelig og farlig for moralen. Nonneidealet var en from kvinde, som kun interesserede sig for Guds kærlighed.

Nonner brændte deres kloster ned

I den syditalienske by Reggio gik nonnerne langt videre end hemmelige kærlighedsfantasier om romancer.

Deres kloster brændte ned, og ærkebiskoppen havde en mistanke om, at branden var påsat af nonnerne. I maj 1673 skrev han chokeret til Vatikanet: “Det er en forbrydelse uden fortilfælde i kristendommen”.

Nonnerne var flygtet, før flammerne havde fået ordentlig fat, og under forhør røbede de hurtigt, at underpriorinden Giovanna Monsolino og hendes søster Anna var de ansvarlige. Nonnerne var trætte af klosterlivet og havde fremtvunget en afstemning, hvor flertallet gik med til at brænde klostret ned. Priorinden var gammel og evnede ikke at styre sine nonner. De sammensvorne bar tørre grene op på loftet. Her smurte de tagbjælkerne med olie og svinefedt og stak det hele i brand.

Byens rigmandsfamilier fik dysset sagen ned og betalte for at genopføre den nedbrændte bygning, og efter tre år i forvaring i et andet kloster vendte Monsolino-søstrene og de øvrige nonner tilbage til Reggio.

Heller ikke sagen om hekseri i San Lorenzo-klostret fik alvorlige konsekvenser. Den rebelske Angela blev bortvist, hvilket ikke var en større skandale, da hun var novice og endnu ikke havde
aflagt det bindende nonneløfte. Hendes skæbne er ukendt, og det fremgår heller ikke af sagsakterne, hvem der stjal bratschen.

Trodsige nonner kunne degraderes til novicer

Det verdslige liv uden for murene kunne være en for stor fristelse for nonnerne.

I 1400- og 1500-tallene var tidligere tiders hårde fysiske afstraffelse af nonner afskaffet til fordel for mere humane. Afhængigt af deres brøde kunne nonner og novicer få frataget privilegier, blive sat
i husarrest eller – værst – udstødes af kirken.

Klostrets strafferamme

  • Udelukkelse fra parlatoriet.
  • Fratagelse af stemmeret ved valg af ny priorinde og abbedisse.
  • Udelukkelse fra sangkoret.
  • Fratagelse af det slør, nonnen fik, da hun afgav sit nonneløfte.
  • Degradering fra nonne til novice, så nonnen skulle starte forfra ved at gå i novicetøj og spise med novicerne.
  • Bortvisning af novicer, der endnu ikke havde aflagt nonneløftet.
  • Overførsel til et andet kloster.
  • Husarrest i cellen.
  • Ekskommunikation (udstødelse fra det kristne fællesskab).

Nonne sov med novice

De mindre fromme nonner kastede sig ud i fx heksekunst, brandstiftelse, flugtforsøg eller lesbiske forhold.

Lesbiske forhold er ikke åbent beskrevet, men alt tyder på, at enkelte nonner stod hinanden nærere, end reglerne tillod.

I følge klostrenes regler var det strengt forbudt for nonner at sove sammen. De måtte end ikke holde hinanden i hånden. En regel fra middel­alderen sagde:

“Det er forbudt at tage en andens hånd på en kærlig facon, hvad enten man står, går eller sidder sammen. Hun, som gør det, skal straffes med 12 slag”.

Kirken var godt klar over, at klosterlivet kunne friste til lesbiske forhold. Men emnet var tabu, og kun enkelte indicier i Vatikanets disciplinærsager vidner om homoseksualitet.

Under en sag, hvor en nonne og novice flygtede fra et kloster, kom det fx frem, at de to altid sov sammen, og en pige, som boede nær klostret, fortalte, at

“Søster Aurelia stak af sammen med Balcona, og de holdt hinanden i hånden”.

Klostrets portnerske tilføjede under et forhør: “Jeg hørte fra andre, at Aurelia var forelsket i novicen i en sådan grad, at hun hverken brød sig om kristen lydighed eller opførsel”.

Om forholdet rent faktisk var seksuelt, kom akterne ikke ind på, men biskopper og kardi­naler var næppe i tvivl om, hvad an­tydningerne betød.

Andre sager behandler lignende antydninger med samme ømtålelighed.

Ifølge reglerne skulle nonner sove alene i hver deres celle, men i klostre med pladsmangel blev reglerne ofte brudt. Under en inspektion i et nonnekloster i 1590'erne fik samtlige nonner fx en reprimande og strenge ordrer om i fremtiden hverken at dele seng eller celle.

Måske er du interesseret i...

Læs også