Britannien er en romersk provins. De oprindelige beboere, kelterne, opfatter sig som romere og er kristne. Mod vest er Irland derimod splittet i et utal af kongeriger, hvis indbyggere fortsat dyrker de gamle guder.

© Bridgeman Images

St. Patricks Day: Fra romersk overklasse-dreng til irsk slave

Den romerske overklassedreng Patricius fra Britannien blev solgt som slave og endte som biskop i Irland. Kort før sin død i 400-tallet nedskrev han sin omtumlede livshistorie, der gjorde ham berømt som Sankt Patrick.

16. marts 2018 af Bine iversen & Torsten Weper

I ly af mørket glider skibet ind mod Britanniens kyst. 

Lydløst sniger besætningen sig op på land og bevæger sig mod nattens mål: en landejendom ejet af den romerske embedsmand Calpornius fra byen Banaventa Berniae. 

Denne nat opholder Calpornius og hans hustru sig i villaen inde i byen, kun den 15-årige søn Patricius er på gården sammen med familiens slaver.

Alle beboerne sover, da mændene fra båden trænger ind og genner dem sammen på gårdspladsen. Mændene er irske pirater – og nattens overfald skal skaffe dem nye forsyninger til slavemarkederne hjemme i Irland.

Piraterne lægger gårdens kvinder og arbejdsduelige børn i lænker, mens alle andre bliver dræbt på stedet. Piraterne kan ikke sælge de gamle, og voksne mænd udgør en fare, hvis de tager kampen op med piraterne.

Lænket sammen med en kæde bliver fangerne ført til skibet. Patricius har al mulig grund til at være bange, for han har genkendt piraternes sprog – de er irere. 

Fra skolen ved Patricius, at Irland er befolket med kannibaler. Ingen slave er nogensinde sluppet væk fra øen.

Efter seks år som slave fik Patricius en åbenbaring. Gud befalede ham at gå tværs over Irland og finde et skib, der ville bringe ham tilbage til Britannien.

© Scanpix/Mary Evans

Et brev fra 400-tallet

Beretningen om overklassedrengen Patricius' bortførelse bygger på et brev, han skrev som en gammel mand.

“Jeg var endnu ikke fyldt 16. På det tidspunkt kendte jeg ikke den sande Gud. Jeg kom i fangenskab i Irland, sammen med tusinder af andre. Vi fortjente vores skæbne, for vi var kommet væk fra Gud og levede ikke efter hans bud”, skriver Patricius i brevet, der har fået titlen Confessio (Bekendelse).

Patricius har ikke noteret et årstal for bortførelsen, men historikerne formoder, at den fandt sted omkring 401 e.Kr.

På det tidspunkt var Britannien stadig en romersk provins, men imperiet vaklede. Hunnerne og de germanske stammer truede grænserne, og Rom måtte trække legionærer til kontinentet for at forsvare sig. 

For indbyggerne i Britannien betød det, at deres land blev mere sårbart overfor angreb fra fx de irske pirater. Uden større risiko kunne de gå i land og overfalde befolkningen.

Historikerne aner ikke, hvor byen Banaventa Berniae lå – alle spor er borte – men formentlig lå den i det nordvestlige Britannien nær kysten, hvor afstanden til Irland var kort.

Patricius ender som slave

Piraterne førte Patricius til et slavemarked, hvor han blev købt af en bonde og bragt til en kold og fugtig egn ved Irlands atlanterhavskyst.

“Da jeg nåede Irland, passede jeg får hver dag”, skriver Patricius. Han var alene med sine tanker og huskede sin farfar, Portius, der var præst hjemme i Banaventa Berniae. 

Som dreng havde Patricius altid gjort grin med troen – nu genkaldte han sig de kristne bønner, der gav ham trøst i ensomheden:

“Dag for dag begyndte jeg at bede mere, og min kærlighed og ærbødighed overfor Gud voksede”, skriver Patricius.

Til sidst nåede han op på flere hundrede bønner dagligt. Han begyndte også at faste, og en nat efter næsten seks lange år som slave i Irland hørte Patrick en stemme, der talte til ham.

“Du har fastet godt. Snart skal du hjem”, lovede stemmen.

Patricius var ikke i tvivl. Det måtte være Gud, der talte, og snart meldte stemmen sig igen: “Se, dit skib er klar!”

Råbet fra Irland

Patricius fik besked på at gå til en havn 200 romerske mil (ca. 300 km) borte. Havnens navn nævner han ikke, men den angivne afstand svarer til en travetur tværs over Irland – gennem et land næsten uden veje.

Færden var fuld af farer for en bortløben slave, der var mange penge værd. Patricius kunne ikke risikere kontakt med noget menneske og måtte vandre om natten. Efter flere uger nåede han endelig den havn, Gud havde vist ham.

“Jeg kendte ingen, der boede der”, forklarer Patricius. En skipper, der skulle sejle store, irske kamphunde til en gladiatorskole i Gallien, indvilgede i at tage ham med – muligvis med den skumle bagtanke at sælge ham, når de nåede i land. 

Så galt gik det dog ikke. Patricius nåede velbeholden til Britannien, og hans forældre var lykkelige for at få den fortabte søn hjem igen:

“De bad mig inderligt om, at jeg aldrig ville forlade dem igen”, skriver Patricius. Men det ønske kunne han ikke opfylde, for Gud havde en plan med ham. 

I drømme mødte Patricius en mand, der overrakte ham et brev med titlen “Den Irske Stemme”.

“Da jeg begyndte at læse brevet, hørte jeg pludselig stemmer, der kaldte på mig”. Stemmerne tilhørte irere med en bøn til Patricius: Vi beder dig, hellige dreng, kom og gå blandt os”.

Da han vågnede, vidste han, at han var nødt til at vende tilbage til Irland og sprede Guds ord blandt hedningene.

Patricius vendte tilbage til Irland for at kristne hedningene – blandt dem småkongerne, som havde delt landet mellem sig. Efter sin død blev han kendt som St. Patrick.

© Bridgeman Images

Hårde år på skolebænken

At drage afsted på egen hånd var udelukket. Kirken skulle officielt udnævne Patricius til biskop, før han kunne missionere og udnævne præster. Og for at blive biskop måtte han gå i kloster, hvor han kunne arbejde sig op i hierarkiet.

Nemt var det ikke, for Patricius havde forsømt sin skolegang i de år, han havde været slave.

Hans latin var elendigt, men heldigvis nød Irland ingen høj status blandt kirkens mænd. På dette tidspunkt havde hedningeøens første biskop, Palladius, givet op på grund af en beklagelig mangel på resultater.

Endelig – efter mange år på klosteret – blev Patricius' inderligste ønske opfyldt. Nok var han ingen forfinet kirkemand med bløde hænder, nok var hans latin upoleret, men han kendte øens skikke og talte sproget. 

Fuld af ydmyghed og troen på, at Gud nok skulle lede ham, tog Patricuis fat på opgaven.

Han sørgede for aldrig at udfordre de hedenske småkonger, der havde delt landet mellem sig, men betalte dem rundhåndet for at få lov at opføre en kirke på deres jord. 

Og så tog han fat på at omvende deres koner, for han vidste, at mændene hurtigt ville følge efter.

Patricius får magtfulde fjender

“Nogle gange gav jeg kongerne gaver, nogle gange betalte jeg deres sønner for at ledsage mig. Alligevel tog de mig og mine ledsagere til fange, og de havde et stærkt ønske om at slå mig ihjel”, skriver Patricius. 

“De stjal alt, hvad vi havde, og lagde mig i jern. På den 14. dag befriede Herren mig, og alle vore ejendele blev givet tilbage, for Guds skyld og på grund af vores tidligere venskab”.

Ifølge Patricius greb Gud ind flere gange og hjalp ham:

“Det er en lang historie at fortælle alle mine gerninger. Jeg vil gøre det kort og fortælle, hvordan Gud ofte befriede mig fra slaveri og fra 12 farer, der truede mit liv, og fra ting, som jeg ikke kan udtrykke med ord. Gud ved alt, før det sker, og jeg har ham som min autoritet, som ofte advarer mig”.

Patricius' utrættelige missionsarbejde bar frugt. Uden tvang eller blodsudgydelse lykkedes det ham at døbe klan efter klan, tusinder af irere. Mange af dem ønskede at blive munke og nonner.

“Der var en velsignet irsk kvinde af ædel byrd, som jeg døbte. Hun kom til os få dage efter af denne grund. Hun fortalte, at hun havde fået en besked fra Gud, der rådede hende til at blive en af Guds jomfruer.”

Blandt irere vakte det modstand, at så mange kvinder forsøgte at undslippe en slidsom tilværelse som koner og mødre, beretter Patricius: “Især fædrene kan ikke lide det, naturligvis. Disse kvinder lider under forfølgelse og falske beskyldninger, men de vokser i antal”.

Med diplomatisk snilde lykkedes det Patricius at tale sig til rette med øboerne. Langt farligere modstandere havde han hjemme i Britannien blandt biskopperne, der var blevet misundelige over hans succes og kritiserede ham skarpt for at betale beskyttelsespenge til hedninge. 

De var også bestyrtede over hans påstand om, at Gud talte til ham – en udannet slavedreng. Den ære tilkom kun de fineste helgener.

Men én ting provokerede biskopperne mere end dårligt latin og ufortjent held: Patricius havde udfordret kirkens hierarki:

Det magttomrum, der opstod, da de romerske soldater forlod Britannien, var blevet udfyldt af lokale, kristne krigsherrer. En af dem – kaldet Coroticus – kopierede de irske piraters strategi og drog nu på slavetogter i Irland. 

Nogle af ofrene kom fra en stor gruppe mennesker, som Patricius netop havde døbt. For at få de overlevende fri skrev han et rasende brev til Coroticus med sætninger som: “Dine hænder drypper af blodet fra de uskyldige kristne, du har myrdet”.

Patrick krævede samtidig, at de britiske biskopper smed Coroticus ud af kirken. Det såkaldte “Brev til Coroticus' soldater” må have udløst stor bestyrtelse, for det var uhørt, at en biskop blandede sig en andens arbejde.

Derfor forlangte biskopperne, at han kom tilbage til Britannien for at stå til regnskab for sine handlinger. Patricius afviste. 

Han vidste, at han aldrig ville få lov at vende tilbage til Irland, hvis han mødtes med biskopperne. I stedet skrev han “Confessio” som et ydmygt og selvbevidst svar på deres anklager:

“Gud valgte lille, tåbelige mig, fremfor alle jer, der virker så vise og kyndige i al jeres veltalenhed”.

Fejringen af Skt. Patrick har udviklet sig til en øl- og folkefest verden over.

© AOP/Getty Images

Brevet til krigsherren Coroticus

Brevene fra Patricius eksisterer i dag kun som kopier, men forskerne er sikre på, at de blev skrevet af ham.

Desværre er brevene de eneste kilder til hans liv, så historikerne aner ikke, hvornår Patricius døde, eller hvor han blev begravet.

Da irerne i 700-tallet kom i tanke om biskoppens store indsats og begyndte at dyrke ham som Skt. Patrick, var erindringen om ham næsten udvisket.

Læs mere

Philip Freeman: St. Patrick of Ireland, Simon & Shuster Paperbacks, 2004. Thomas Cahill: How The Irish Saved Civilization, Hodder and Stoughton, 1995. 

Måske er du interesseret i...

Læs også