Størstedelen af de brændte hekse tilstod kun under tortur.

© Tim Chew, MHB

Tortur og forfølgelse var hverdag for Europas "hekse"

De havde sex med Djævlen, smurte sig med fedt fra kogte babyer og brugte sort magi mod uskyldige mennesker. I århundreder var hekseri den værste forbrydelse, en kvinde kunne begå – og blev hun først anklaget, var hun nærmest sikker på at havne i flammerne.

21. december 2017 af Natasja Broström & Andreas Abildgaard

En sidste gang betragter bødlen den kvinde, han har lænket til en pæl. 

Så sætter han sin fakkel til brændeknipperne, der er lagt til rette under hendes nøgne fødder. Ilden får hurtigt fat, og snart skriger kvinden af smerte.

Tyk, sort røg bølger over pladsen foran domhuset i den tyske by Fulda denne efterårsdag i 1603. 

Tilskuerne trækker sig nølende væk fra bålet pga. varmen, imens røgen og stanken af brændt kød breder sig. Til sidst dør kvindens skrig ud. Den højgravide Merga Bien har endelig fået fred.

Fra pladsen smiler Balthasar von Dernbach tilfreds. Fuldas abbed har netop indledt sit livs mission: afbrændingen af så mange hekse som muligt. 

At Merga var gravid og ifølge loven ikke måtte henrettes, ændrer intet. Ifølge anklageskriftet var barnet i hendes mave avlet med Djævlen selv.

Ulykkelige Merga Bien er blot begyndelsen. Indtil sin død tre år senere slæber Balthasar von Dernbach over 250 mennesker gennem smertefuld tortur. 

Her indrømmer de at have spist småbørn, slået kvæg ihjel med gift samt at have deltaget i ugudelige natlige fester – den såkaldte heksesabbat – hvor de bl.a. har kysset Djævlens numse.

Heksebålene blusser ikke kun i Fulda. Fra Ungarn til Skotland tændes ilden, mens de dømtes hjerteskærende skrig stiger mod himlen. 

I 1600-tallet bliver Europa igen grebet af heksefeber, og de altædende flammer er den eneste måde at stoppe de ondsindede kvinder.

I torturinstrumentet strappadoen blev kvinden bagbundet og hejst op, så hendes skuldre gik af led.

© Nicolay Bessonov

Kloge koner forvandler sig

Forestillingen om hekse og trolddom stammer fra tidsaldre længe før kristendommens udbredelse og har dybe rødder tilbage i den folkelige overtro. 

I oldtidens kulturer hjalp hekse og troldmænd folk med magi og viden om fx barnefødsler, men ved indgangen til middelalderen var billedet et andet: 

Nu blev de “kloge koner” mødt med frygt og mistænkt for at bruge magien med onde hensigter for øje.

Men kirken havde – indtil langt op i middelalderen – kun foragt tilovers for overtroen. Dette ses fx i lovsamlingen Canon episcopi fra 1100-tallet. 

Heri forklares det, hvordan kirkens domstole skal håndtere sager om bl.a. ægteskab, arv og utroskab. 

Modsat disse spørgsmål var der ingen klare anvisninger for, hvordan hekseri skulle håndteres. 

Hekseri var nemlig at betragte som ren indbildning hos enfoldige individer, slog kirkens lærde fast i lovteksten.

Frem til 1200-tallet afviste kirken derfor at tage beretninger om hekse alvorligt. 

Også selvom Biblen i 2. Mosebog opfordrer til at dræbe hekse – “en troldkvinde må du ikke lade blive i live” – var tale om disse kvinders magiske evner noget, ordentlige kristne burde afvise som useriøs snak. 

Nogle fyrster fordømte endda lynchninger af hekse. Blandt dem Ungarns kong Koloman (1095-1116), som slog fast, at “hekse ikke findes”.

Men overtroen hang ved. Bønderne mente fx, at hekse udløste haglbyger, der ødelagde høsten. 

I byerne ramtes alkymisterne, som i deres iver efter at omdanne bly til guld risikerede at blive anklaget for at indgå en pagt med Djævlen. 

Mest udsat for mistanke var de “kloge koner”, der bl.a. arbejdede som jordemødre og helbredte sygdomme vha. urter. 

Med Djævlens hjælp bryggede de ifølge overtroen dødelige eliksirer.

Kirkens modstand mod den folkelige overtro skulle heller ikke vare ved. I løbet af det næste århundrede blev ligegyldigheden forvandlet til panik.

Kætterkorps tænder bålene

I 1215 indkaldte pave Innocens 3. (1198-1216) til det 4. Laterankoncil, et kirkeligt topmøde om tidens mest presserende emne: det omsiggribende kætteri i Europa. 

Øverst på listen stod katharerne fra Frankrig – en kristen sekt, som kirken anså for kættersk. Frygten for sekten var så stor, at deltagerne på mødet traf en skæbnesvanger afgørelse: 

Alle, der stod anklaget for kætteri, skulle fremover bevise deres uskyld – ellers havnede de på bålet.

Beslutningen fik vidtrækkende konsekvenser. Ikke blot for katharerne, men for alle de kvinder og mænd, som i de følgende århundreder blev anklaget for fx at udøve magi og indgå djævlepagter. For kirken var disse gerninger det samme som kætteri og skulle ligeledes straffes med døden.

For at opspore mistænkte oprettede pave Gregor 9. (1227-1241) et korps af kætterjægere – inkvisitionen – i 1231. 

Gregors detektiver fik frie hænder til at finde og brænde kætterne. Snart kom også påståede hekse, magikere og djævletilbedere i søgelyset.

Hårdest gik det til i Tyskland, hvor inkvisitoren Konrad af Marburg så mistænkte overalt. Kvinder og mænd, bønder og adelige – ingen kunne vide sig sikker, når Konrad kom til byen.

Inkvisitoren var så ihærdig i sit arbejde, at ærkebiskoppen af Mainz efter to år måtte sende et bønskrift til paven, hvori han klagede befolkningens nød:

“Falske tilståelser accepteres, men ikke en retfærdig rettergang”, skrev han.

Paven stod imidlertid bag sin inkvisitor, og Konrad kunne fortsætte sit arbejde, hvor han brændte tusindvis af kættere i byerne Mainz, Köln og Trier.

Først da inkvisitoren anklagede Heinrich af Sayn, en greve fra Rhinlandet, for at “deltage i sataniske orgier”, blev det for meget. 

En gruppe riddere passede Konrad og hans følge op på landevejen og huggede dem alle ned. 

Gerningsmændene blev aldrig nogensinde fundet, men jagten på kætterne i det vestlige Tyskland ebbede omsider ud.

Enke har sex med en dæmon

Trods inkvisitorernes omfattende indsats nægtede kætteriet tilsyneladende at dø ud. 

I 1324 gjorde biskop Ledrede i det østlige Irland nemlig en uhyrlig opdagelse: Hans stift var fyldt med “rigtig mange kætterske troldkvinder”, som biskoppen selv skrev i retssagens referat.

Efter at være blevet pisket indrømmede en tjenestepige, at hendes frue, Alice Kyteler, anførte en gruppe, som om natten skar levende dyr i stykker og ofrede dem til en dæmon “fra underverdenen”, som der står i referatet.

Den ca. 60-årige Alice Kyteler havde angiveligt dyrket sex med dæmonen og kunne vha. sort magi fratage mænd potensen. 

Magiens ritualer bestod bl.a. i at lægge hår fra afdøde folk i kraniet fra en halshugget røver. 

Under sagen kom det også frem, at gruppen lavede eliksirer af kropsfedt kogt af døde mennesker – mange af dem udøbte børn.

Alice Kyteler nåede at flygte til England, men tjenestepigen og resten af gruppen kom på bålet – dømt for kætteri og trolddom. 

Europas formentlig første nedskrevne sag om hekseri var afgjort.

Mens de irske kvinder blev ildens bytte, kunne præsten berolige tilskuerne med, at henrettelse var den rette straf for hekse ifølge Biblen. 

Nu gjaldt sætningen om, at “troldkvinder” ikke måtte leve.

Vil du være først til at modtage nyheder fra historiens verden?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Gamle koner koger børn

Sagen fra Irland satte gang i en bølge af heksesager. Pavens kætterjægere fik travlt i bl.a. Østrig, Italien og Tyskland – og i Frankrig var der sager i mange af de store byer: Avignon (1335), Toulouse (1353) og Paris (1390).

De anklagede var som oftest kvinder over 50 år. De blev pisket, en straf, som normalt blev brugt til at straffe hårdkogte kriminelle, og nægtet søvn, indtil de vedgik deres forbrydelser. 

I hobetal tilstod kvinderne, at de havde kastet forbandelser på deres naboer og holdt natlige seancer, hvor de spiste børn, dansede nøgne og påkaldte Djævlen.

De mange tilståelser rystede kirken og den teologiske fagkundskab dybt; djævelskabet trivedes øjensynligt upåagtet blandt gode, kristne mennesker!

I 1398 erklærede det teologiske fakultet ved Paris’ universitet derfor, at hekseri var lig med kætteri og skulle forfølges uden nåde.

Omtalen af sagerne blev spredt i hele Europa og var med til at øge frygten for hekse. 

Beretningerne skabte samtidig også det klassiske billede af en heks som en gammel kone, der æder børn og kan skifte form. 

I 1405 skrev den tyske teolog Nikolaus von Jauer, at “dæmoner kan antage form som gamle kvinder”, og at de i denne skikkelse om natten stjæler børn, “som de flår og koger over en ild”.

Udsagn som disse fik heksefeberen til at slå ud i lys lue flere steder i Europa.

Fx i de schweiziske byer Basel og Bern samt den sydtyske stad Freiburg, hvor en langvarig tørke og tilsynekomsten af en komet, som blev tolket som et dårligt varsel, var nok til at starte et årti med hekseforfølgelser (1395-1405).

Op gennem 1400-tallet fortsatte jagten på heksene. Men jagten var slet ikke omfattende nok, mente bl.a. inkvisitoren Heinrich Kramer fra Köln. 

I 1485 blev han så vred over domstolenes blødsødenhed, at han indledte sit eget korstog.

Det klassiske billede på heksen som en gammel, rynket kone opstod i løbet af den sene middelalder.

© Walt Disney Enterprises & Imageselect

Sådan afslører du en heks

De sikre kendetegn:

  • Rynket som et æble: En heks er som oftest gammel, har rynker og er krumbøjet.

  • Skægvækst som en mand: Hekse har tykke, buskede øjenbryn, og de har en markant behåret læbe.

  • Uregelmæssige tænder: Tænderne i munden er skæve, og en af dem stikker altid frem.

  • Dårlige øjne: Hekse har enten mælkehvide, blinde øjne eller et ondt, skelende øje.

  • En hæslig stemme: Stemmen hos en heks er enten dyb og hæs eller høj og pibende.

  • Har en djævelsk hjælper: Hekse følges af en hund eller en kat, som hjælper med at udøve sort magi.

Kvinder er løse på tråden

Kramers vrede bundede i et forsmædeligt juridisk nederlag fra Innsbruck i 1485. 

Under en retssag mod købmandskonen Helena Scheuberin og 13 andre kvinder, som stod anklaget for hekseri, greb dommeren ind og krævede en forklaring på, hvorfor Kramer blev ved med at grave i detaljer om de anklagedes jomfruelighed og seksuelle fortid.

Kramer forsvarede sig med, at “det er en generel regel, at alle hekse fra en ung alder er slaver af deres kødelige lyster”.

Dommeren afviste både forklaring og anklage. Dernæst skrev Kramer et hidsigt forsvar for sine synspunkter:

“Hekseri kommer af kødeligt begær, som kvinder er umættelige efter. De har løse tunger og et intellekt som børn”.

To år efter nederlaget i Innsbruck blev Kramers skriverier udgivet med titlen Malleus maleficarum, Heksehammeren. 

Med Kramers håndbog havde Europas heksejægere fået en fælles vejledning i, hvordan de kunne genkende hekse – fx på deres liderlighed og hvasse tunge.

Europa har 26 mio. hekse

Jagten på hekse blussede nu igen op i bl.a. Frankrig, Schweiz og Tyskland.

De mest omfattende heksejagter fandt sted på landet og i områder præget af politisk ustabilitet. Fx i provinsen Béarn, som i perioder var kastebold mellem Frankrig og Spanien. 

Når dagliglivet var usikkert, kunne blot én dårlig høst udløse rygter om hekse – som fik skylden for alt fra tørker til oversvømmelser, når de ødelagde kornet.

Heksefrygten var så udbredt, at end ikke den religiøse splittelse i kølvandet på Martin Luthers reformation i 1517 kunne dæmpe den. 

De lande, som brød med den katolske kirke, forkastede godt nok inkvisitionen, men ikke tanken om, at verden var fuld af ondsindede hekse.

De protestantiske fyrstedømmer i Tyskland fik sekulære dommere, som nu tog sig af retssagerne. 

I England vedtog parlamentet i 1563 en lov mod “besværgelser, fortryllelser og hekseri”, som foreskrev at “den, som påkalder eller besværger ondskab, onde ånder og heksekunst ved hjælp af fortryllelse, amuletter eller trolddom, skal lide smerten ved døden som en forbryder”.

I England blev det fast procedure at hænge hekse som almindelige forbrydere i stedet for at tænde bålet.

Og der var nok at tage fat på. Med rædsel hørte Frankrigs Karl 9. i 1571 en heks afsløre, at der var “300.000 af hendes slags i hans rige”.

Ifølge den franske heksejæger Henry Boguet levede der 1,8 mio. hekse i hele Europa, for de var “overalt som orme i en have”, hævdede han.

I 1569 udgav den tyske bogforlægger Sigmund Feyerabend fra Frankfurt en bog, Theatrum diabolorum, med en opgørelse over alle Djævlens rænker. 

Ifølge Feyerabend havde Europa 26 mio. hekse. Tallene var frit opfundet, men tanken skræmte folk fra vid og sans. 

I 1580 brød den hidtil værste heksefeber ud i Europa. Især ramte den det vestlige Tyskland, hvor bålene brændte tusindvis af mennesker.

Pøbelen hænger de mistænkte

Massehysteriet fik bedst tag i et område syd for Köln i Tyskland. 

En af landsbyerne blev ifølge de officielle protokoller nærmest støvsuget for liv: Ud af 37 husstande blev 32 kvinder og 15 mænd brændt, mens otte nåede at flygte. Kvindemanglen fik familier og hele bysamfund til at gå i opløsning.

“Med denne hastighed vil der snart ikke være flere kvinder tilbage i byen”, klagede byrådet i Rottenburg fortvivlet i 1585, efter at de havde brændt 20 kvinder på bålet for hekseri.

Men hysteriet bredte sig, og folk så hekse allevegne. Var myndighederne for langsomme, tog undersåtterne hjertens gerne sagen i egen hånd. 

I det nordfranske Champagne hængte pøbelen fx 50 hekse, før ærkebiskoppen i Reims nåede at gribe ind.

Frygten blev næret af trykte pamfletter med billeder af hekse, som udløste haglbyger og fik køer til at dratte døde om. 

Hysteriet førte til, at 300 skotter blev anklaget under en stor retssag i 1590-91. 

Ligeledes kunne den franske jurist og heksejæger Nicholas Rémy afsløre, at han kendte til 900 “alvorlige retssager” mod hekse, og at det hele var “rene fakta og ikke en indbildt drøm”.

Ifølge egne opgørelser nåede den frygtede heksejæger at sende over 800 hekse på bålet inden sin pension i 1592.

Det høje tal er ikke overraskende: “En dommer skal bruge alle de midler, han kan forestille sig, for at fremtvinge sandheden”, lød det nemlig fra den samtidige franske jurist Jean Bodin.

Blandt midlerne var tommelskruer, som blev sat på den anklagedes fingre og strammet, til knoglen knækkede, træstøvler med indvendige metalpigge, som borede sig ind i kødet, og strappadoen, hvor den anklagede blev bagbundet og via et reb gennem en krog hejst op i håndleddene, til skuldrene gik af led. 

Efter knoglernes smæld var de fleste villige til at tilstå alt. For at retssalene ikke skulle drukne i sager, røg mange anklagede endda direkte i torturkammeret, så tilståelserne faldt hurtigere. 

Enker og enlige kvinder blev ofte mistænkt for at være hekse.

© Imageselect

Bedstemor mistænkt for mord

Den udbredte brug af tortur – eller blot truslen derom – fik tungerne på gled, og tilståelser fyldte hurtigt retsprotokollerne. 

Bl.a i Danmark, hvor 12 kvinder i 1612 endte på bålet for spøgeri og hekseri, og i Sverige, hvor stribevis af kvinder erkendte at have fløjet “over bjerg og dal” til heksesabbat.

I Baskerlandet fangede den spanske inkvisition på samme tid op mod 7.000 formodede hekse. 

Af dem endte flere hundrede på bålet efter at have tilstået fejringen af Djævlen ved hemmelige møder. 

Myrderierne varede ved, indtil inkvisitoren Alonso de Salazar Frías klagede til institutionens kontor i Madrid:

“Hvem kan dog godtage følgende påstande: At en person kan flyve gennem luften og rejse 300 mil på en time, og at en kvinde kan trænge igennem på et sted, som ikke er stort nok til en flue?”

Frías’ indsigelser mod påstandene om, at hekse kunne flyve og trænge igennem nøglehuller i form af røg, var med til at indstille jagten i det nordlige Spanien.

I stedet blussede frygten op andre steder. Fx i området Steintal i Alsace, hvor panikken fik frit løb mellem 1620 og 1630. 

Blandt de mistænkte var enken Catharina Ringelspach, som blev anklaget for barnemord og hekseri. 

En aften havde hun givet sit barnebarn suppe, som han spiste “uden besvær eller ildebefindende”, ifølge sagens referat.

Senere på aftenen klagede drengen over smerter i siden, men hun lagde ham i seng. Næste morgen var han død. 

Da lægerne undersøgte liget, konstaterede de, at drengens hals var brækket. 

De fandt uforklarlige røde og blå mærker under armene samt et sår på størrelse med en mønt på ryggen. Dommeren var ikke i tvivl: Catharina Ringelspach havde “bragt drengen en unaturlig død”.

Hvis enken nægtede sig skyldig, ville dommeren “ved hjælp af tortur bringe sandheden ud af hende”.

Efter en tur i strappadoen indrømmede enken at have påkaldt Djævlen og givet drengen giftige urter.

Protokollen afslører ikke, hvad sagens udfald blev. Historikerne er imidlertid ikke i tvivl om, at Catharina Ringelspach endte sine dage på bålet.

Bålene koster alt for meget træ

Heksefrygten virkede umulig at stoppe. Alene i det vestlige Tyskland var over 1.500 mennesker blevet brændt i begyndelsen af 1600-tallet. 

Tilstanden var ikke bedre længere inde i landet. I byen Würz­burg endte 1.200 på bålet i perioden. 

Da inkvisitoren kardinal Francesco Albizzi i 1636 drog fra Rom til Köln, kunne han betragte vanviddet:

“En skrækkelig forestilling. Uden for både landsbyernes og byernes mure var der rejst utallige pæle, hvor stakkels og ganske ulykkelige kvinder var lænket for som hekse at blive slugt af flammerne”, lød kardinalens beskrivelse.

Jagten var så intens, at de tyske myndigheder stødte på et uventet problem – mangel på træ. Efterhånden som heksene gik op i røg, blev hele landsdele ryddet for skov. 

I 1627 nægtede to landsbyer syd for Köln at levere mere træ til bålene, da de ellers ikke ville have brænde til den forestående vinter. 

En løsning var særlige brandhytter, som heksene blev stuvet sammen i. Herefter satte bødlen ild til hytten, så heksene brændte op.

I 1645 sprang heksefeberen over Kanalen. Her fik adelsmanden Matthew Hopkins fra Essex nemlig en mistanke om, at en gruppe kvinder mødtes nær hans hjem for at udføre diabolske ritualer. 

Hopkins fik kvinderne dømt for hekseri, og efter sin succes gav han sig selv titlen “Witchfinder General”.

Adelsmanden var på udkig efter hekse i hele Essex, og ifølge den selvbestaltede heksejæger væltede det ind med bønner om hjælp fra engelske landsbyer, som mente sig belejret af hekse. 

Over 100 anklagede af begge køn endte på bålet.

Torturkritik standser jagten

Ikke alle var dog begejstrede for Hopkins’ arbejde. 

“Hver eneste gamle kvinde, som har et rynket ansigt og tykke øjenbryn, er ikke alene mistænkt – hun er udråbt til heks”, bemærkede den britiske pastor John Gaule skeptisk.

Kritikken af de svage beviser og “den afskyelige tortur”, som den tyske professor i moralsk teologi Friedrich Spee kaldte det, vandt efterhånden gehør.

I 1705 skrev juristen Christian Thomasius fra Halle, at tortur burde afskaffes. Den var ukristen, og der fandtes ikke belæg for den i de hellige skrifter.

Efterhånden forsvandt torturen også ud af retspraksissen. I Skotland allerede fra 1709 og sidst i Frankrig fra 1788. 

Uden mulighed for at tvinge tilståelser ud af de anklagede faldt antallet af sager, og frygten for hekse fortog sig.

Europas sidste officielle heksebrænding fandt sted i Schweiz i 1782 – da havde mindst 50.000 mænd og kvinder allerede mistet livet i flammerne.

Læs mere

Brian P. Levack: The Witch-Hunt in Early Modern Europe, Routledge, 2015. Robert Thurston: The Witch Hunts, Routledge, 2006.

Måske er du interesseret i...

Læs også