Korsridderne måtte se sig slået på den frosne Peipus-sø i 1242.

© Bridgeman

Tyske korsriddere kom på glatis i Rusland

Russerne er allerede kristne. Alligevel bliver de invaderet af tyske korsfarere, som vil udrydde den ortodokse lære i landet. Ved Peipus-søen slår russerne tilbage og stopper den katolske kirke.

3. april 2018 af Else Christensen

Korsridderne bevægede sig langsomt frem. Foråret var endnu ikke kommet til Novgorod, og det sumpede marskland var nu frosset til ujævn og knoldet is. 

Tunge rustninger, brynjer og hjelme tyngede ridderne, men hærføreren, biskop Hermann Buxhoeved, og hans mænd vidste, at anstrengelserne ville være det hele værd. 

Sejren – deres egen såvel som den sande kristendoms – var kun få timer væk. 

Foran dem, på den anden side af Peipus-søen, en mere end 3.000 km² stor sø på grænsen mellem nutidens Rusland og Estland, ventede Aleksandr Nevskij – russisk storfyrste og den katolske kirkes største fjende i øst. Om lidt ville de to hære mødes på den bundfrosne sø.

Slaget, der fandt sted den 5. april 1242, skulle blive det skæbnesvangre vendepunkt i de tyske og nordiske korsfareres forsøg på at underlægge de ortodokse russere den katolske Romerkirke. 

Igennem to år havde krigere fra Tyskland, Danmark og Sverige plyndret, hærget og brændt sig gennem Baltikum og det vestlige Rusland. 

En sejr over Aleksandr Nevskij ville bringe Novgorod og det centrale Rusland under korsfarernes kontrol og dermed bane vejen for katolikkernes endelige sejr.

Først var munkene i Den Tyske Orden læger. Senere blev de toptrænede krigere.

© Bridgeman

Kirken ville bekæmpe hedninge

For Romerkirken var en sejr tiltrængt, for kampen mod hedenskaben gik ikke helt, som kirken ønskede.

I 1089 havde pave Urban 2. sendt det første af en lang række korstog mod Jerusalem for at jage muslimerne ud af Det Hellige Land. 

Forehavendet mislykkedes, og her knap 200 år senere troede de færreste, at Romerkirken ville komme til at dominere i området.

I det kristne Europas egen baghave var situationen ikke meget bedre. Missionærer havde omkring år 1000 omvendt skandinaverne til kristendommen, men i Baltikum var hedningene svære at få bugt med. 

Dér dyrkede indbyggerne en naturreligion, som kirken fandt afskyvækkende. De var fuldstændig uvidende om den kristne Gud.

“De tilbeder slanger og fugle, og til dem ofrer de levende mennesker, som de køber fra handelsfolk”, skrev den tyske præst og kronikør Adam af Bremen (1040-1081) forfærdet.

Noget måtte gøres, så i 1193 sendte pave Celestin 3. et korstog mod øst. Umiddelbart var målet blot at støtte områder i Livland – i dag en del af det nuværende Estland og Letland – hvor tyske missionærer havde anlagt en kirke. 

Korstoget spredte sig dog snart til hele Østersøområdet. I spidsen for hæren satte kirken Den Tyske Orden, som var dannet under de mellemøstlige korstog, og en lignende orden – Sværdbrødrene – specielt skabt til lejligheden. 

Begge ordner var en blanding af fromme munke og barske elitetropper, og ridderne skulle udgøre kernen i korstoget.

Fremtrædende blandt de tyske riddere var Hermann Buxhoeved – en hærfører, som kom fra en magtfuld familie i Nordtyskland. 

Da ridderne i 1224 underlagde sig byen Tartu i det nuværende Estland, blev Buxhoeved straks gjort til biskop. 

Året efter fik han status af fyrste. I 1230 fik tyskerne deres egen stat i Livland, hvor Buxhoeved spillede en fremtrædende rolle.

Katolikker udnyttede indre strid

Den tyske stat var én blandt flere mindre enklaver, byer og besiddelser kontrolleret af korsfarerne. Fx besad danskerne et stort område omkring byen Tallinn – hovedstaden i det nuværende Estland. 

For Buxhoeved og de andre korsfarere var arbejdet dog endnu langtfra gjort. Længere mod øst, i Rusland, ventede flere sjæle på at blive omvendt.

Befolkningen her var ganske vist kristen, men ikke på den måde, Romerkirken ønskede. Indre strid havde 200 år tidligere delt den katolske kirke, så kirken i øst nu blev styret af patriarkeni Konstantinopel, mens paven i Rom måtte nøjes med den vestlige del af Europa. 

Korsfarere havde tidligere uden held forsøgt sig med kampagner i Rusland, men efter succesen i Baltikum besluttede kirken i 1240, at tiden var inde til at tvinge russerne ind i Romerkirkens fold med et afgørende fremstød.

Tidspunktet kunne ikke være mere gunstigt valgt. Rusland, der dengang bestod af en række fyrstestater, var hårdt trængt.

Tre år forinden var Rusland blevet invaderet fra øst af det beredne krigerfolk mongolerne. Stammerne nåede så vidt som til Novgorod, Ruslands vigtigste handelsby. 

Kun et pludseligt og uventet tøvejr, der forvandlede vejene til et søle, forhindrede fjenden i at rykke frem og erobre byen. 

Novgorods fyrste, Aleksandr Nevskij, kunne foreløbig ånde lettet op, men måtte dog snart se i øjnene, at mongolerne var for stærke til, at russerne kunne slå dem tilbage. 

I stedet for at gøre yderligere modstand indgik han derfor en alliance med stammelederne.

Ifølge aftalen skulle han betale tribut til mongolerne, men kunne stadig regere over Novgorod – en usikker position, som korsfarerne besluttede at udnytte til det yderste.

Angrebet & flugten

Angrebet:

Den 5. april 1242 mødes de to hære ved Peipus-søen. Russerne kan mønstre ca. 6.000 mand, mens korsfarerne tæller 4.000.

Flugten:

Omkring 400 korsfarere falder – heriblandt 20 elitekrigere fra Den Tyske Orden. De russiske tabstal er ukendte.

Hæren rykker frem

Alt syntes at bekræfte korsfarernes antagelse, da de i vinteren 1240/41 hastigt rykkede frem mod Novgorod. 

Undervejs indtog de flere byer og anlagde begyndelsen til en stenfæstning – et åbenlyst tegn på, at de var kommet for at blive.

Al modstand blev brutalt slået ned. Da indbyggerne fra byen Pskov fx ville stoppe korshæren, gik Den Tyske Orden til angreb.

“Tyskerne hakkede store sår, og russerne led forfærdeligt. 800 af dem blev dræbt på slagmarken. De andre flygtede og blev forfulgt uden nåde næsten hele vejen til Rusland”, fortæller Den Livlandske Rimkrønike fra 1286.

Sejren var knusende, og korsfarerne red videre på en bølge af selvtillid. Og efterretninger om, at Novgorod i frustration over truslen fra mongoler og kors-farere havde smidt Aleksandr Nevskij på porten og efterladt byen uden hersker, gjorde ikke selvtilliden mindre. 

Èn af hærførerne, biskop Heinrich af Øsel, rejste endda til Rom for at bede paven om at gøre ham til biskop over de russiske landområder, som de var sikre på at erobre. 

Opmuntret sendte paven besked til ærkebiskoppen af Lund og de andre svenske biskopper om at sætte alle kræfter ind i korstoget og “som Moses at spænde sværdet fast ved hoften og iklæde sig Herrens panser”.

Nevskij tages til nåde

Korshærens støtte fremrykning gjorde imidlertid Novgorods indbyggere betænkelige, og i foråret 1241 besluttede de sig for at kalde Aleksandr Nevskij tilbage. 

Efter behørig tryglen drog fyrsten hjem for at forsvare sin trængte by. Først hængte han de mænd, som tidligere havde sat sig op imod ham. Dernæst samlede han sine styrker og gik imod korshæren.

Korsfarerne, der ikke havde regnet med at møde større modstand, blev fuldstændigt overrumplede af Nevskijs handlekraft, og russerhæren generobrede by efter by. 

Nevskij sendte de ledende korsfarere i fængsel, mens russere, der havde samarbejdet med de invaderende styrker, blev henrettet.

Ved byen Mooste, som lå i Den Tyske Ordens område i det nuværende Estland, mødte Nevskij imidlertid modstand. Her lå en gruppe korsfarere i baghold. De dræbte en af hans fremmeste hærførere og slog hæren tilbage. Aleksandr Nevskij var nu i en vanskelig situation. 

Han havde godt nok givet korsfarerne en lærestreg og alvorligt undermineret deres stilling. 

Slået var de imidlertid ikke, og som episoden ved Mooste viste, var hæren stadig i besiddelse af stor slagkraft. Men han havde ikke råd til at miste for mange soldater i en fornyet kamp med korsfarerne.

Den forårsdag besluttede Nevskij at samle sin hær og sætte kursen mod øst, mod sikkerheden i Novgorod.

Så let skulle det dog ikke gå. Opmuntret efter den seneste sejr fulgte korsfarerne efter ham gennem det stadig isdækkede landskab. Ved Peipus-søen indhentede de ham.

Nevskij, der af sine spejdere havde fået at vide, at korshæren halede ind på ham, besluttede at møde forfølgerne på et for ham fordelagtigt sted og satte sin hær på søens østlige bred. Her ventede han, da korsfarerne tidligt om morgenen den 5. april 1242 gjorde klar til angreb.

Med sine omkring 6.000 mand må den russiske hær have været et frygtindgydende skue for biskop Buxhoeved, da han ved daggry besigtigede sine tropper. 

Selv kunne han mønstre mindre end 4.000 mand, men med den erfarne tyske orden i rækkerne – godt suppleret af bl.a. en stor deling hjælpetropper fra de danske besiddelser i Estland – var de stort set jævnbyrdige.

Ved solopgang gav biskoppen sine styrker ordre til at rykke frem.

Mongolske krigere hjalp formentlig russerne i slaget mod katolikkerne.

© Osprey

Korsfarerne må flygte

Fra begyndelsen var korsfarerne i vanskeligheder. Fremrykningen over den på én gang isglatte og ujævne sø foregik kun langsomt, og de russiske bueskytters pile regnede ned over dem. 

Da de nåede frem til de russiske linjer, gik det helt galt. Til korsfarernes store overraskelse gungrede heste frem imod dem. 

Fra deres rygge løsnede adrætte bueskytter kaskader af pile, som borede sig ind i korsfarernes kroppe. De beredne bueskytter, som ifølge historikerne formentlig var mongoler, var en ukendt fjende for korsfarerne.

“Snart faldt Den Tyske Ordens fane midt imellem bueskytterne, og der hørtes lyden af sværd, der skar hjelme i stykker”, fortæller Den Livlandske Rimkrønike. 

Luften genlød af “bragene fra lanser, der blev brudt, og sværd, der krydsedes, så selv det frosne hav bevægede sig, og isen ikke kunne ses, for alt var dækket af blod”, beretter rim-krøniken om slagets afgørende øjeblikke. 

Oplevelsen var så skræmmende, at de danske hjælpetropper flygtede i panik. Og uden dem var korsfarerne så talmæssigt underlegne, at de ikke havde anden udvej end at trække sig tilbage og tumle tilbage over den glatte is.

“Fjendens styrker vendte om og flygtede. Men Aleksandr Nevskijs styrker slog dem ned og forfulgte dem, som kom de fra luften. Der var ingen steder, de kunne flygte hen”, skriver Novgorod-krøniken fra 1200-tallet.

Krøniken fortæller videre, at Nevskij forfulgte korsfarerne “syv verst” – ca. 7,5 km. Herefter trak han sig tilbage til Novgorod, hvor han ankom i triumf og med tilfangetagne korsriddere
bundet til deres egne heste.

“Navnet Aleksandr blev nu berømt i alle lande... selv så langt væk som Rom”, bemærker Novgorod-krøniken. Romerkirken skulle da heller ikke glemme Aleksandr Nevskij. 

Korsfarerne og russerne indgik efter slaget en fredsaftale, og alle forsøg på at omvende russerne foregik herefter med fredelige midler. 

Læs mere

Eric Christiansen: The Northern Crusades, Penguin, 1997 William Urban: Teutonic Knights – A Military History, Frontline Books, 2003. David Nicolle: Lake Peipus 1242 – Battle of the Ice, Osprey, 1996. David Nicolle: Teutonic Knight – 1190-1561, Osprey, 2007.

Måske er du interesseret i...

Læs også