Den 18. november 1978 begik medlemmerne af Folkets Tempel selvmord i Guyana. Sektens leder, Jim Jones, havde anlagt kolonien Jones­town i junglen, hvor de sammen skulle opbygge et mønstersamfund.

© Getty images & Jonestown Institute

Sektleder forvandlede koloni til massegrav

1978: Jonestown skal være et paradis på jord. Her i Guyanas jungle findes ingen nød og racisme, her lever sorte og hvide i fred. Men en officiel undersøgelse truer. Sektlederen Jim Jones frygter for sit livsværk. På mindre end en time overtaler han sin livsglade menighed til, at den skal begå selvmord sammen med ham.

17. marts 2017 af Stine Overbye

Børnene bliver banket gule og blå med et bræt. Sektlederen Jim Jones holder sine medlemmer tilbage mod deres vilje. Nogle af dem tvinger han til sex. Og jævnligt holder han øvelser i masseselvmord...

Beskyldningerne har svirret gennem luften længe. I amerikanske aviser har bekymrede pårørende til medlemmer af Folkets Tempel gang på gang fortalt om overgreb, hjernevask og mishandling i sektens koloni, Jonestown i Guyana.

Nu er den californiske politiker Leo Ryan på vej med fly til Jonestown for med egne øjne at se, om der er hold i de alvorlige beskyldninger. Med sig har han en gruppe pressefolk og repræsentanter fra USA's ambassade i Guyana.

Junglens lyde drukner i motorlarm, da delegationens to propelfly sidst på eftermiddagen fredag den 17. november 1978 lægger an til landing på den smalle stribe græs, der skal gøre det ud for en landingsbane i Port Kaituma i Guyana. Herfra er der kun få kilometer til Jonestown, der ligger nær grænsen til Venezuela.

Leo Ryan er medlem af Kongressen i Washington. Hans plan er at inspicere kolonien, bringe eventuelle frafaldne disciple med tilbage til USA og i øvrigt rapportere om forholdene i den isolerede bosættelse.

En traktor med anhænger transporterer ham og hans følge ad et mudret hjulspor til Jones-town, hvor sektlederen Jim Jones tager imod, iført rød skjorte, kakibukser og med øjnene skjult bag store, mørke solbriller.

Egentlig ville Jim Jones helst slippe for besøget. Gentagne gange har han pr. telegram afvist at modtage Leo Ryan, men nu, da delegationen er ankommet, har han intet andet valg end at byde gæsterne indenfor. Ellers risikerer han, at journalisterne – som så ofte før – beskriver Jonestown som en fangelejr.

Jones fører gæsterne hen til en pavillon, hvor de bliver budt på spareribs, kartoffelsalat og kaffe. 

Efter middagen underholder orkesteret “The Jonestown Express”. Stemningen synes glad og løssluppen. 

Leo Ryan benytter lejligheden til at gribe mikrofonen og bliver mødt med jubelråb fra de hundredvis af sektmedlemmer:

“Så vidt jeg kan se, er der mange mennesker her, som mener, at dette er det bedste, der nogen sinde er sket for dem,” siger han. Forsamlingen kvitterer med langvarige klapsalver.

Selv da han med alvorlig mine orienterer om anledningen til sit besøg – den massive kritik af sekten, som han skal undersøge – bliver han mødt med muntre tilråb.

“Dit svin! Du skal dø!”

Bagefter får Leo Ryan sig en snak med Jim Jones, og imens benytter journalisterne lejligheden til at interviewe sektens menige medlemmer. 

Alle forsikrer, at de trives i Jonestown, men en af pressefolkene, Don Harris fra tv-selskabet NBC, får pludselig stukket en lap papir i hånden med et nødråb: “Hjælp os med at slippe ud af Jonestown,” står der på sedlen, som er underskrevet af Vern Gosney og Monica Bagby.

Klokken er 23, da festivitassen slutter, og alle går til ro i den fugtige og trykkende tropenat. 

Men allerede tidligt næste morgen er Jim Jones klar til at guide Ryan gennem en udvalgt del af Jonestown. 

Kongresmedlemmet er kendeligt imponeret over det, han ser – her er en børnehave, en lægeklinik, en skole, marker, der bugner af afgrøder, og her er hytter, hvor indbyggerne bor i storfamilier. 

Alt forekommer spartansk, men velordnet og imponerende. Alene det, at det overhovedet er lykkedes at skabe et samfund midt i junglen, vækker respekt hos Ryan, der konstant har en hale af nysgerrige børn efter sig.

Mens rundvisningen står på, har ambassadefolkene travlt med at arrangere Vern Gosneys og Monica Bagbys hjemrejse, og i løbet af dagen stiger antallet af mennesker, der ønsker at forlade Jonestown, til 15.

Jim Jones skiftevis raser over forræderiet og trygler de frafaldne disciple om ikke at rejse. Han tilbyder dem hver især 5000 dollars, hvis de vil genoverveje sagen og i det mindste udskyde afrejsen nogle dage. 

“I kan ikke rejse, I er mit folk. Hvorfor vil I rejse?” spørger han igen og igen. En af de frafaldne forklarer sin beslutning med, at “Jonestown er intet andet end en kommunistisk fangelejr”.

Nedslået mumler Jones til en af sine assistenter: “Jeg har fejlet. Jeg lever for mine disciple, fordi de har brug for mig. Hvis de rejser, vil de fortælle løgne om dette sted.”

Klokken tre om eftermiddagen lørdag den 18. november er delegationen og de 15 sektmedlemmer klar til at tage af sted, og på falderebet forsikrer Leo Ryan sektlederen Jim Jones om, at rapporten om Jonestown overvejende vil blive positiv.

“Om der så var 200 mennesker, der havde ønsket at forlade Jonestown, ville jeg stadig sige, at stedet er vidunderligt.

Du laver et fantastisk stykke arbejde her, og jeg vil tage hjem og fortælle alle om det,” lover Ryan. Han lægger dog ikke skjul på, at han fremover forventer betydelig større åbenhed fra sektens side.

Knap har Ryan og Jones trykket hånd til afsked, før et sektmedlem pludselig farer frem mod Ryan og fægter med en kniv.

“Dit svin! Du skal dø!” råber manden, der bliver overmandet af to andre sektmedlemmer, inden han når at gøre skade.

“Ændrer dette på din indstilling til Jonestown?” spørger Jim Jones nervøst, da manden er ført bort.

“Det ændrer ikke alting, men det ændrer noget,” svarer Ryan roligt og tilføjer: “Få den mand arresteret.”

Få minutter senere sidder Ryan på ladet af traktoranhængeren sammen med resten af delegationen og de 15 afhoppere, som alle er på vej til flyvepladsen i Port Kaituma. 

Racen spillede ingen rolle i Folkets Tempel, der især tiltrak sorte og fattige ameri­kanere. Da Jim Jones flyttede til Guyana, tog de med ham.

© Jonestown Institute

“Der er ingen vej tilbage”

Tilbage i Jonestown bimler klokkerne over højttaleranlægget – et signal til, at alle skal indfinde sig i pavillonen, hvor de festede aftenen før. 

Jim Jones sidder allerede i sin højryggede “prædikestol” og betragter sine disciple, der valfarter til fra alle koloniens hjørner. 

Mens der falder ro over forsamlingen, lader Jones blikket vandre, inden han griber sin mikrofon og rømmer sig. Så begynder han at tale, behersket, men usammenhængende:

“Jeg har gjort mit allerbedste for at give jer et godt liv. Men på trods af det er der en håndfuld mennesker, som med deres løgne har gjort vores liv umuligt. Vi kan på ingen måde slippe godt fra det, der er sket i dag. 

Ikke alene er vi i en vanskelig situation, ikke alene er der dem, der er rejst og har begået århundredets forræderi. Vi… Vi sidder her på en krudttønde. At sidde og vente på den katastrofe, der vil ske på flyet – for der bliver en katastrofe! Det var lige ved at gå galt her. Kongresmanden var tæt på at blive dræbt,” forklarer Jones og uddyber:

“Det, der vil ske her inden for de næste minutter, er, at én af dem på flyet vil… vil skyde piloten. Det ved jeg. Jeg har ikke planlagt det, men jeg ved, det vil ske. De vil skyde piloten, og så styrter flyet ned i junglen. 

Og når det er sket, er det bedst, vi ikke har nogen børn tilbage, for de vil springe i faldskærm ned til os,” siger han og tilføjer lavmælt: “Hvis flyet altså overhovedet kommer på vingerne. 

Efter min mening bør vi være gode ved børnene og gode ved de gamle og tage giften. Vi begår ikke selvmord, det er en revolutionær handling. 

Der er ingen vej tilbage, de vil ikke lade os være i fred. Nu tager de hjem og spreder flere løgne, hvilket betyder besøg af flere kongresmænd. Og der er ingen måde, slet ingen måde, vi kan overleve på,” slår Jim Jones fast.

Så henvender han sig direkte til forsamlingen og spørger, om nogen har noget at indvende. “Hvis I er uenige, så sig til,” formaner han. 

Ordene bliver foreviget af den spolebåndoptager, der optager alle hans prædikener. 

Medlemmer af Jim Jones' sekt ryddede i 1975 en stribe jungle i Guyana og byggede kolonien Jonestown med små huse til alle familierne.

© Jonestown Institute

Drama på flyvepladsen

Leo Ryan og hans selskab må vente på flyvepladsen til 17.15, før de to fly, der skal transportere dem hjem, omsider lander. 

Et Cessna-fly med plads til seks passagerer bliver som det første gjort klar til afgang, men idet flyet taxier ud ad startbanen, trækker en af afhopperne fra Jonestown – Larry Layton – pludselig en pistol og åbner ild mod sine medrejsende.

I samme øjeblik drøner en ladvogn med bevæbnede vagter fra Folkets Tempel ind på flyvepladsen og stopper cirka 10 m fra det andet fly, en Twin Otter, som bl.a. Leo Ryan er ved at stige om bord i. 

Som på et aftalt signal begynder mændene på ladvognen at skyde løs på passagererne med rifler.

I panik kaster de levende skydeskiver sig ned på jorden. Leo Ryan forsøger at krybe i sikkerhed bag Twin Otter'ens landingshjul, men han er forsvarsløs i kugleregnen, der brager løs i 4-5 minutter. 

Så hører skuddene op, lige så brat, som de er begyndt. Ladvognen fra Folkets Tempel forsvinder med et brøl fra traktormotoren, og tilbage i det blodige græs ligger kongresmedlem Leo Ryan, gennemhullet af skud. 

Også Don Harris fra NBC, yderligere to pressefolk og afhopperen Patricia Parks er dræbt. Ti er sårede.

Ved angrebet er Twin Otter'en blevet skudt i stykker. Men den lille Cessna er intakt og kan gå på vingerne med kurs mod Georgetown, Guyanas hovedstad, hvor piloten slår alarm.

Klokken nærmer sig 17.30, og mens de chokerede overlevende i Port Kaituma forsøger at trøste og hjælpe hinanden, er en tragedie af endnu mere djævelske dimensioner under opsejling få kilometer derfra. 

Leo Ryan søgte ly for kuglerne bag Twin Otter'ens landingshjul, men blev ramt af flere skud fra Jim Jones' vagtkorps.

“Lad os dø i fred”

Gråsorte skyer har trukket sig sammen over Jonestown. Det småregner, og mørket er ved at krybe ind over junglen. 

En hund gør i det fjerne, fugle flokkes på telefonledningerne, og i pavillonen taler Jim Jones stadig til sine disciple, der skiftevis græder og jubler over hans ord. 

Jones kredser stadig om masseselvmord som den eneste redning, men tilhørerne bryder ind med alternative forslag. Jones' båndoptager fastholder hans ord – og disciplenes kommentarer:

“Vi kan flygte til Rusland. Det er stadig en mulighed, at vi kan flyve derover. Du har selv sagt, at de vil hjælpe os,” påpeger en discipel. Sekten har forhandlet med den sovjetiske ambassade om at flytte til Sovjetunionen.

“Det er for sent med Rusland,” sukker Jones. “De er begyndt at slå ihjel. De er taget af sted til flyvepladsen med deres våben. Derfor er det for sent med Rusland. Jeg garanterer, at hvis det var muligt, ville jeg også stemme for Rusland. Men det er for sent nu.”

“Dette er ikke selvmord, dette er en revolutionær handling. Der er ingen vej tilbage. Hvis vi ikke kan leve i fred, så lad os dø i fred.”

En af disciplene træder frem. “Hvis vi udrydder os selv, har vi tabt. Så lader vi dem sejre,” protesterer hun. Endnu en kvinde tager ordet og hulker: “Når jeg kigger rundt på børnene, så synes jeg, at de fortjener at leve.”

“Jeg er enig. Men de fortjener meget mere; de fortjener at få fred,” svarer Jim Jones, der bliver bakket op af det meste af forsamlingen.

Det kvindelige sektmedlem fortsætter: “Men jeg synes, at jeg som person, at vi som individer, har retten til at bestemme over vores egen skæbne.” Hun bliver afbrudt af en anden kvinde, der råber til Jim Jones: “Du har reddet så mange liv. Hvis du siger, at vi skal ofre vores liv, så er vi klar!”

For en stund tier Jones, og uroen breder sig i pavillonen. Nogle græder, andre småsnakker eller diskuterer højlydt. Så bryder han endnu en gang ind.

“Det hele er forbi. Kongresmanden er blevet myrdet. Det hele er forbi. De har invaderet vores samfund, vores hjem.

De har rejst over 10.000 km efter os. Men Den Røde Brigade (Jonestowns vagtkorps, red.) har vist dem retfærdighed. Kongresmanden er død.

Tror I, at de lader os slippe godt fra den slags? Så må I være vanvittige. De kommer og torturerer vores børn, vores folk og vores ældre. Det kan vi ikke tillade. Vær venlig at give os noget medicin.”

Med fast stemme beordrer han nu sine disciple til at hente en dødsdrik fra det kar, som lejrlægen har gjort klar. Hans menighed har prøvet det før – at drikke af et kar, som de troede var fyldt med gift.

Det er sket på de såkaldte Hvide Aftener, hvor Jim Jones har holdt øvelser i masseselvmord. Men denne gang er det ikke en øvelse, denne gang er det alvor.

Jim Jones skynder på sine undersåtter: “Hurtigt, hurtigt, kom nu! Dette er ikke selvmord, det er en revolutionær handling! Der er ingen vej tilbage,” gentager han.

Tyste kolonner af sektmedlemmer bevæger sig langsomt fremad til den store balje med frugtsaft, der er spædet op med cyankalium og sovepiller. Familie efter familie får fyldt deres krus med den dødbringende drik, mens Jim Jones opmuntrer dem, der endnu ikke har stillet sig i køen.

“Der er ikke noget at bekymre sig om, så bevar roen, og forsøg at berolige jeres børn. De største børn kan hjælpe med at trøste de mindste. De græder ikke af smerte. Det smager bare lidt bittert, men de græder ikke, fordi det gør ondt,” forsikrer han.

Forældre til babyer og småbørn får udleveret en sprøjte, så de kan pumpe væsken direkte ned i svælget på de små.

Cyankaliummet virker før sovemedicinen, så børnene vrider sig i smerte og skriger hjerteskærende, inden de sover ind i deres mors eller fars arme.

Synet af de døde og døende børn får nogle af forældrene til at tøve, og selv om tårerne siler ned ad deres kinder, lader Jones dem ikke i fred:

“Okay, det er hårdt til at begynde med, men kun til at begynde med. At leve er meget sværere end at dø.

At stå op hver morgen og ikke vide, hvad dagen bringer. Det er langt sværere,” understreger han.

Jim Jones' løfter om et bedre liv på Jorden lokkede mere end 20.000 mennesker ind i sekten Folkets Tempel ( People's Temple). 

© Jonestown Institute

“Jeg vil se jer døde”

Jones bliver bakket op af en kvinde, der siger, at der ikke er grund til sorg: 

“Dette er noget, vi alle burde glæde os over! Vi burde være lykkelige! Man siger, vi kommer grædende til verden. Så når vi tager af sted, synes jeg, vi skal være glade! Jeg ville ønske, I ville holde op med at græde og i stedet takke vores Far!”

Kvinden bliver mødt med spredte klapsalver, men hendes budskab trænger tilsyneladende ikke ind. Rundt omkring bryder folk sammen i trøstesløs gråd, til Jones' store fortrydelse.

“Please! For Guds skyld! Kom nu i gang med det! Jeg vil se jer døde, jeg vil ikke se jer i dette helvede! Bare I dog ville slappe af. Det bedste, I kan gøre, er at slappe af, så er der ingen problemer. Der er ingen grund til at frygte døden. Den er en ven,” formaner han dem.

De, der endnu ikke har fået den dødbringende saft, stiller sig i kø ved baljen. Som for at få de sidste overtalt råber Jim Jones ud over forsamlingen: 

“Vær ikke bange for at dø! Dø med værdighed! Dø med respekt! Døden er ingenting! Den er blot en overgang til et andet plan! Hold nu op med jeres hysteri! Se her, børn, det er bare noget, der får jer til at falde i søvn. Det gør ikke ondt, slap nu af, hold op med at græde alle sammen.”

Kort efter er 276 børn døde – heraf knap 140 under 11 år. Efter de små er turen kommet til de voksne. Stående i kreds, nogle med armen om hinanden, sluger de den bitre drik, mens Jones messer til dem:

“Det er enkelt. Det er enkelt. Man får ikke krampe af det. Det er så enkelt. Vær venlig at drikke det, før det er for sent,” insisterer han.

Sektmedlemmerne synker omkuld over hinanden i lag med ansigtet mod jorden. Imens opildner Jones de sidste: “Vi begår ikke selvmord. Det er en revolutionær handling i protest mod en umenneskelig verden.”

Hurtigt tynder det ud i de levendes rækker, og som en af de sidste dør også Jim Jones. Han drikker ikke giften, men skyder sig selv eller bliver skudt af en af sine vagter.

Og så sænker stilheden sig over Jonestown. Rundt om pavillonen, der blot et døgn tidligere summede af fest og glæde, ligger nu hundredvis af livløse mænd, kvinder og børn. Under en time har det taget at forvandle kolonien til en massegrav.

Da guyanske soldater næste morgen rykker ind i Jonestown, mødes de af et frygteligt syn.

Overalt ligger dynger af døde mennesker, mange iført spraglet tøj, der stråler absurd livsbekræftende midt i mareridtet. I tropevarmen er kroppene allerede ved at gå i opløsning, og stanken af død hænger i junglen.

Et rædselsfuldt arbejde venter soldaterne, der i første omgang vurderer antallet af omkomne til godt 400.

Soldaterne finder Jones' båndoptager med ordene fra det sidste møde i Folkets Tempel, og efter fem dage går det fulde omfang af tragedien op for alverden:

Lørdag den 18. november 1978 døde 909 mennesker i Jonestown, Guyana. Fem andre blev dræbt på flyvepladsen få kilometer derfra, blandt dem Leo Ryan – den demokratiske politiker, der troede, at han kunne vende hjem til USA med godt nyt om Jonestown.

Da soldaterne nåede frem til Jonestown, lå ligene omkring pavillonen, hvor giften blev uddelt. Karret, de tomme flasker med cyankalium og sprøjterne til spædbørnene stod fremme.

© Getty Images

Måske er du interesseret i...

Læs også