Bedstefar Frost og hans medhjælper Snepigen optræder til Jolkafest i Republikpaladset i Østberlin, julen 1976.

Fandtes julemanden i Sovjetunionen?

Havde Sovjetunionen samme julemand som i den vestlige verden?

15. december 2013 af Hans Henrik Fafner

I den russiske tradition er det Babushka, der kommer med julegaverne. Det fortælles, at hun for to tusinde år siden afslog de tre vise mænds tilbud om at rejse med til Bethlehem, og som straf har hun siden været dømt til at vandre hvileløst omkring i sin søgen efter Jesusbarnet. I forbindelse med den russisk-ortodokse jul den 7. januar bringer hun så gaver med til børnene.

Bedstefar Frost som julemand

Historien udgjorde et problem for kommunisterne, da de efter revolutionen i 1917 skabte den nye samfundsorden. Enhver mindelse om religion skulle ud af sovjetborgerens liv, så de afskaffede formelt juletræet og forsøgte at fortrænge Babushka ved i stedet at indføre Ded Moroz - Bedstefar Frost.

Ded Moroz havde været en del af russisk tradition længe før revolutionen, men han blev nu hovedperson i den sekulære fejring, som blev flyttet til nytårsaften. Frost passede godt til situationen ved at have en meget lidt kristen fremtoning – han både røg og drak vodka, og for det meste var han ledsaget af den unge smukke Snegurichka, Snepigen.

Den vestlige julemand nedkæmper Babushka

Men sovjetborgerne glemte ikke Babushka. Juletræet blev til et nytårstræ, og Babushka levede videre i folks bevidsthed. Da Sovjetunionen formelt blev opløst den 26. december 1991 vendte Babushka tilbage med julegaverne.

Men kort efter fik hun til gengæld skarp konkurrence fra den vestlige julemand, der holdt sit indtog sammen med amerikaniseringen af det russiske samfund.

Måske er du interesseret i...

Læs også