En tysk tegner gav julemanden hue på i 1800-tallet. Før da bar han biskop-mitra. Coca-Cola gjorde julemanden rød, lyder en udbredt myte. Han blev dog ofte vist i rødt, før Cola brugte farven i reklamer i 1930'erne. Maven er 191 år gammel. Hans vom omtales første gang i et amerikansk digt skrevet i 1823.
© M. Evans/Scanpix

Julemanden døde for 1.700 år siden

1.700 års myter har skabt en rødklædt superhelt, der hvert år præsterer det umulige for at bringe lykke til verdens børn. Bag det falske skæg gemmer sig en ægte historisk person.

14. december 2016 af Esben Mønster-Kjær
Alle børn ved, at julemanden lever højt mod nord. Ifølge finnerne bor han i Lapland, og forlystelsesparken “Julemandens landsby”, der ligger præcis på polarcirklen, er skabt til at mane enhver ufestlig skepsis i jorden.

Danske børn sender deres juleønsker i en anden retning, nemlig Grønland. 50.000 breve ankommer hvert år til hovedstaden Nuuk, hvor verdens største postkasse står opstillet, og julemanden aflægger besøg i helikopter den 24. december. 

Til daglig gemmer han sig på en ukendt adresse på indlandsisen.

I mange andre lande ved man, at julemandens gaveværksted findes helt oppe på Nordpolen. 

Men de tager fejl, mener hollænderne og belgierne. 

Deres julemand foretrækker Spaniens varme, men hvert år ankommer han til Amsterdam med dampskib – i november.

Historierne om julemandens adresse er en del af den søde juletids traditioner, men de er desværre ikke sande.

Den rigtige julemand har været stendød i snart 1.700 år, og hans jordiske rester findes i Italien. Et kroget spor af myter har forvandlet en ægte person til julens elskede gavegiver.

Biskop ødslede med pengene

I året 270 e.Kr. blev en dreng født i Patara, der i dag er en ruinhob i Tyrkiet, men dengang var en driftig havneby i Romerriget og befolket af grækere. Barnet blev døbt Nikolaus, og han voksede op hos en onkel, der var kristen biskop.

I en moden alder fik Nikolaus sit eget bispesæde i nabobyen Myra, og han var blandt de lærde, som kejser Konstantin kaldte sammen i 325 e.Kr. for at ved­tage retningslinjer for den kristne tro.

Efter et langt liv i troens tjeneste døde Nikolaus i december 343 e.Kr. og blev begravet i sit Myra. 


Men han levede videre i sine sognebørns erindring, og snart gik rygterne om hans mirakuløse gerninger.

Nikolaus havde frelst tre unge kvinder fra prostitution, lød én fortælling. Deres fattige far kunne ikke betale den medgift, der var forudsætning for ægteskab, og for at overleve ville de
være nødt til at sælge sig selv.

Biskoppen gav pigerne penge, men i hemmelighed for ikke at sætte dem i forlegenhed. Tre gange sneg han sig hen til deres hus for at kaste punge ind ad vinduet, men ifølge én variant af historien lå pigernes far på lur ved det sidste besøg. Han ville have et glimt af familiens velgører. 

Nikolaus undgik at blive afsløret ved at kaste den tredje pung ned gennem skorstenen, og den landede i én af pigernes strømper, der hang til tørre efter vask.

Beretningerne om mirakler og godhjertede handlinger sikrede Nikolaus en helgenkåring. Og de var første skridt i hans transformation fra biskop til international julemand.

Skt. Nikolaus kunne det hele

Efter biskop Nikolaus døde, opstod et væld af myter om hans mirakuløse gerninger. Han hjalp de fattige, og han blev børnenes beskyttter, efter at hans ånd steg ned fra himlen for at frelse en dreng fra slaveri.

Da hungersnød ramte byen Myra, overtalte han en skibsbesætning til give en ladning hvede bort. Kort efter var lasten igen fuld, og derfor er Nikolaus også skytshelgen for sømænd.

Skt. Nikolaus listede diskret penge ind ad vinduet hos fattige piger. Så kunne de blive gift og undgik prostitution. Julemanden bruger skorstenen, når han uset afleverer et læs gaver til børnene. Alle får, hvis de har været artige.

© Shutterstock & AKG-Images

Hollænderne fik december-besøg 

Mere end 1.000 år efter Nikolaus' død kom reformationen til Europa, og i 1500-tallets Holland blev den katolske helgen-dyrkelse forbudt.


Også skt. Nikolaus, som hollænderne havde fejret på hans dødsdag den 6. december med optog, almisser til fattige og gaver til børnene. Mange blev dog ved med at holde “Sinter­klaas­­feest” i smug.

Som tiden gik, ændrede historien om den gamle helgen form. I børnebogen “Skt. Nikolaus og hans tjener” fra 1850 beskrev Jan Schenckman ham som en godhjertet gamling, der red over hustagene på sin flyvende hest og smed gaver ned i skorstenene.

Derfor vænnede hollandske børn sig til at sætte deres sko ved pejsen, når de gik i seng den 5. december. Næste morgen kunne de finde slik og kager i fodtøjet – hvis de havde været artige
i løbet af det forgangne år.

Hollændernes store fest med gaver og sødt knas ligger stadig i begyndelsen af december. Det var i USA, at Sinter­klaas blev til julemanden, som er på arbejde om aftenen den 24.

Julemanden blev tyk i USA 

Ingen ved, præcis hvornår Sinterklaas gik i land i Amerika og blev til Santa Claus. Han blev nævnt i et par tekster sidst i 1700-tallet, men det var et digt fra 1823, der gav ham flere af julemandens velkendt træk.

Ifølge Clement Clarke Moores “Et besøg af skt. Nikolaus”, var helgenen “blød og rund”, og maven “dansede, når han lo, som en skålfuld gelé”. 

Den muntre skikkelse havde røde kinder og en næse, der lignede et kirsebær. Han red ud aftenen inden jul og ikke på skt. Nikolaus' dag den 6. december, og Sinterklaas' hvide hest var erstattet af en kane med rensdyr-forspand.

Kanen og rensdyrene indebar, at julemanden måtte bo et koldt sted, og USA's førende avis­tegner, Thomas Nast, vidste hvor. I en illustration fra 1866 angav han, at julemandens hjem lå i “Santasville, N.P.” – altså på Nordpolen.


I takt med, at den amerikanske julemand bredte sig til Europa, opstod de andre bud på hans adresse, fx i det finske Lapland og i Grønland.

Siden 1800-tallet har børn sendt deres juleønsker til polarcirklen, men posten burde i virkeligheden adresseres til Italien. 


I 1087 stjal italienere fra byen Bari nemlig halvdelen af knoglerne i skt. Nikolaus' grav i Myra og bragte dem med sig hjem som relikvier. 13 år senere tog venetianere resten. Helgenens legeme er i dag fordelt mellem to kirker:

Basilica de San Nicola i Bari og Venedigs San Nicolò al Lido. Begge får hvert år besøg af mange katolske og ortodokse pilgrimme, der ønsker hjælp fra den berømte helgen. Ingen af dem forventer dog at blive forkælet med indpakkede gaver. 

Amerikanerne opfandt historien om, at julemanden rejser i en kane med rensdyr foran.

© M. Evans/Scanpix

Julemanden var græker

Retsmedicinere har genskabt helgenen skt. Nikolaus' ansigt ud fra knogledele, der er bevaret i den italienske by Bari.

❄ Knoglerne viser, at han havde en kraftig hage – og i øvrigt var knap 170 cm høj.
❄ Næsebenet var vokset skævt sammen efter et voldsomt stød.
❄ Som græker må Nikolaus have haft lys brun hud. I hans levetid omkring år 300 e.Kr.   dikterede moden kort skæg. 


© Caroline Wilkinson/University of Manchester

Julemanden stjal fra vikingerne

Helgenen skt. Nikolaus var julemandens forfader, men historien om hans travlhed juleaften bygger på hedenske fortællinger.

Oprindelig var det Odin, Tor og alle de andre aser, der hvert år red gennem mørket.

De nordiske guder skulle ikke dele gaver ud, men gennemføre “den vilde jagt”, som Odin anførte på sin ottebenede hest Sleipner. 


Mennesker skulle være forsigtige, hvis de vovede sig udendørs juleaften. Hørte de en voldsom støj i det fjerne, gjorde de klogt i at kaste sig til jorden og lukke deres øjne. Ellers risikerede de ulykkelige at blive hvirvlet med af jagtselskabet og forsvinde for evigt ind i dødsriget. 

Odins lange skæg var symbol på hans visdom. Han anførte guderne, når de drog ud på jagt juleaften. Julemanden er også ude om natten den 24. december. Hans skæg lover bedste­faderlig hygge.
© Shutterstock & Bridgeman

Måske er du interesseret i...

Læs også