Derfor fik soldater hundetegn

Hundetegn blev indført, da opfindelsen af kanoner, granater og maskingeværer kostede tusindvis af døde på kort tid. De nye våben lemlæstede ofte de døde i en så forfærdelig grad, at ingen efterfølgende kunne identificere ligene.

Allerede under den amerikanske borgerkrig fra 1861 til 1865 var krig blevet så voldsom og upersonlig, at soldaterne stoppede små papirlapper med deres navn, adresse og kompagni i lommerne, så de kunne identificeres af begravelses-enhederne. Kvikke forretningsfolk indså snart, de kunne tjene penge på den nye trend. De fremstillede små metalskilte med soldaternes navn stemplet på. Skiltene blev købt og betalt af soldaterne selv.

Både under 1. og 2. verdenskrig var hundetegn uundvær­lige. Soldaterne bar to identiske skilte. Hvis en soldat blev dræbt, blev det ene skilt indsamlet, mens det andet forblev på den døde soldat.

Da den fransk-preussiske krig brød ud i 1870, mobiliserede de to lande flere hundrede tusinde soldater. For at imødegå problemerne med identi­ficering af døde soldater udleverede den tyske hær små metalskilte med soldaternes data til alle deres tropper. På tysk blev skiltene kaldt “Hundemarken” – hundetegn. Øgenavnet skyldtes, at myndighederne i Berlin netop havde påbudt hundeejere at mærke deres hunde, så løse hunde kunne ind­fanges og aflives.