Sendte romerne deres faldne hjem?

Romerrigets størrelse og datidens langsomme transportmidler gjorde, at faldne soldater kun meget sjældent blev sendt hjem for at blive begravet. I de få dokumenterede tilfælde, historikere kender, drejer det sig om højtstående officerer. Almindelige soldater blev i stedet begravet, hvor de var faldet.

Ifølge romersk overtro ville sjælen fra en ubegravet krop ikke kunne finde til dødsriget og få ro. De romerske hære satte derfor alt ind på at begrave deres faldne kammerater. Et mindesmærke
i sten eller træ blev sat ved graven, så den faldne fik et varigt mindesmærke. Men sådanne gravmonumenter blev for det meste kun rejst i fredstid.

I krigstid blev de døde kammeraters minde sikret ved at ridse deres navn på våben og rustninger. Udstyret blev genbrugt af nye rekrutter, og på den måde indgik de døde soldater fortsat i de levende soldaters fællesskab.

“Marcus Caelius, søn af Titus. Første-centurion i 18. legion. 53 år. Han faldt i Varusslaget. Hans knogler skal lægges heri.” - Latinsk inskription på gravsten fundet nær Xanten, Tyskland