Stangls svigersøn sladrede

Wiesenthal opdagede hurtigt, at det ikke var nok blot at kende rotte-ruterne, for sporene endte ofte blindt. Myndighederne i Sydamerika var ikke samarbejdsvillige. Tit oplevede han, at de europæiske regeringer heller ikke ønskede at røre ved sagerne om de nazistiske forbrydere, og de store gennembrud kom ofte ved tilfældige sammentræf, som da Wiesenthal i 1967 gjorde en af sine største fangster: Franz Stangl, der under krigen havde været kommandant for udryddelseslejren Treblinka.

Stangl var flygtet over Alperne i maj 1948. Det lykkedes ham at komme til Rom, hvor biskop Hudal havde skaffet ham visum og arbejde på en tekstilvirksomhed i Syrien. Her blev han genforenet med sin familie og tog fornavnet Paul. Efter noget tid ville politichefen i Damaskus, som var garant for familiens ophold i Syrien, gifte sig med Stangls 14-årige datter Renate, og nazisten besluttede at rejse videre.

Under sit rigtige navn fandt han ly i Brasilien og fik job på Volkswagens fabrikker i Sao Paulo. Først som mekaniker, men snart i en ledende stilling, der sikrede ham økonomisk. Franz Stangl gjorde intet for at skjule sig, og han lod sig endda registrere på det østrigske konsulat i Sao Paulo. Der skulle være orden i sagerne, mente han. Til sin kone Theresa sagde han, at “hvis det kommer så vidt, vil jeg overgive mig – jeg ønsker ikke at løbe væk”.

Men trods den åbenlyse uforsigtighed skete intet. Ingen på konsulatet bed mærke i navnet. Stangl er et forholdsvist almindeligt navn i Østrig, men forklaringen kan også være, at konsulatet bevidst så den anden vej. Østrig havde et fint forhold til Brasilien, og desuden gemte mange på en dyster historie. Viljen til at rode op i fortiden var behersket.
Simon Wiesenthal var syv år om at finde Stangl. Da han satte sig for at jage den tidligere lejrkommandant, endte alle spor blindt i Rom. Stribevis af henvendelser til myndigheder førte ikke til noget, og da han endelig havde heldet med sig, kom det fra helt uventet hold.

Præcist hvordan Wiesenthal fik nys om Stangls tilholdssted, ligger ikke fast, men i sin erindringsbog “Retfærdighed – ikke hævn” fortæller nazijægeren, at Stangls datter Renate spillede en hovedrolle. Hun var blevet gift med en tysk-brasilianer i Sao Paulo, men ægteskabet endte i en bitter skilsmisse. Eks-manden havde flere gange truet med at sladre til Wiesenthal, og i 1964 førte han sin trussel ud i livet.

Østrig udstedte en officiel arrestordre på Franz Stangl i 1961, og da Wiesen-thal kunne informere de østrigske myndigheder om Stangls opholdssted, kom der skred i sagen. Eftersom Stangl var østriger, skulle Østrig anmode Brasilien om anholdelse og udlevering med henblik på retsforfølgelse i Vesttyskland. Men Wiesenthal var bekymret for, at der sad gamle nazister i Østrigs diplomatiske netværk, så han fik justitsministeriet i Wien til at sende papirerne til Brasilien med specialkurer.

Da Stangl sent den 28. februar 1967 kom hjem, efter at have været ude for at drikke et glas øl med sin datter Isolde, ventede brasiliansk politi på ham. De anholdt ham foran familiens hjem, og tre år senere modtog han sin dom ved retten i Düsseldorf: livsvarigt fængsel. Det blev kun til godt et år i fængsel. Stangl døde den 28. juni 1971.

Kritikere mente, at Simon Wiesen­thals arbejdsmetode var for langsom – blandt dem ægteparret Beate og Serge Klarsfeld. De havde indledt deres jagt på Gestapomanden Klaus Barbie og var allerede kendt for en stil, der adskilte sig væsentligt fra Wiesenthals.

• Forrige Side 3 af 5 Næste