En stålpagt med nazisterne

Besøget overbeviste Mussolini om, at nazisterne var uovervindelige og et eksempel til efterfølgelse. Derfor indførte han i 1938 – til sin jødiske elskerindes fortrydelse – anti-jødiske love som dem, der eksisterede i Tyskland.

I maj året efter indgik Mussolini og Hitler Stålpagten, der forpligtede Italien og Tyskland til at støtte hinanden i tilfælde af “krigeriske forviklinger” med tredjelande. Den alliance blev skæbnesvanger for Mussolini og hele Italien.

Allerede før udbruddet af 2. verdenskrig var mange italienere skeptiske over for venskabet med tyskerne. De frygtede, at Hitlers evindelige snak om krig og ekspansion ville ende med blive til virkelighed og bringe også italienerne ud i uoverskuelige problemer. De fik ret.

Selv om Il Duce i al hemmelighed havde ladet Hitler forstå, at Italien ikke var parat til at gå i krig før “i slutningen af 1942”, havde Der Führer ingen intentioner om at vente så længe.
Den 1. september 1939 angreb tys-kerne Polen, hvorefter Storbritannien og Frankrig erklærede krig mod Tyskland. 2. verdenskrig var i gang, men på trods af Stålpagten tøvede Mussolini med at blande sig.

Først efter at tyskerne i maj 1940 var fejet gennem Belgien, Holland og Frankrig, konkluderede han, at Italien hellere måtte hoppe med på sejrherrens vogn, hvis landet skulle gøre sig håb om at få en bid af kagen.

Hærens generalstabschef Pietro Badoglio advarede Mussolini om, at hæren var fuldstændig uforberedt og ikke havde tilstrækkeligt med uniformer og våben. Men Mussolini affærdigede ham og forsikrede, at krigen ville være slut allerede i september samme år.

“Vi behøver kun nogle få tusinde døde for at være i stand til at deltage i fredsforhandlingerne som en krigsførende magt”, understregede Mussolini.

I juni 1940 beordrede han sine tropper til at angribe Frankrig.

Italiens krigsindsats var en farce

Mussolinis karriere som krigsherre blev et flop. Han beordrede flere store offensiver rundt om i Middelhavsregionen, men overalt endte kampagnerne i fias-ko. I Egypten blev italienerne slået tilbage af en langt mindre britisk styrke, og i Grækenland forhindrede kun massiv tysk hjælp den totale ydmygelse.

Nederlag fulgte på nederlag, og i samme takt smuldrede Mussolinis popularitet. Italienerne var begyndt at sulte og manglede alt fra medicin til tøj. Ved fronten måtte soldaterne kæmpe med helt utilstrækkeligt materiel, uden landkort, under en elendig organisation og uden en sag, de for alvor troede på. Titusinder overgav sig – mange uden kamp.

Det faldt ikke et øjeblik Mussolini ind, at netop han var skyld i de katastrofer, som væltede ind over landet. Han kastede skylden på sine ledende officerer og greb til omfattende udrensninger. Diktatoren led af voldsomme humørsvingninger og lovede den ene dag italienerne en hurtig sejr, for så dagen efter at håne sine landsmænd. Han kaldte dem bl.a. “en fårerace” og et “blødsødent og uværdigt folk”.

I august 1941 omkom sønnen Bruno ved et flystyrt, og oven i sorgen døjede Mussolini med stærke mavesmerter og tabte alt sit hår. På grund af den skinnende, blanke isse fik han på gader og stræder øgenavnet “provolone” – efter en kugleformet, gullig ost. I det hele taget var det så som så med respekten for den engang så almægtige fører.

Den 10. juli 1943 gik allierede styrker i land på Sicilien, og dermed stod det klart, at Italien havde tabt.

To uger senere indkaldte det fascistis-ke storråd til krisemøde i Palazzo Venezia i Rom, og selv om Mussolini var plaget af mavesmerter, mødte han kampberedt op og holdt en to timer lang tale, hvor han usammenhængende og med talrige pauser forsøgte at forsvare sig mod bygerne af kritik. Lige lidt hjalp det: Efter en afstemning blev Il Duce afsat som diktator, en beslutning, som kong Vittorio Emanuele 3. bakkede op.

“Du er den mest forhadte mand i Italien”, sagde kongen til Mussolini, der blev arresteret og interneret på et tomt skisportshotel i to kilometers højde på Grand Sasso-plateauet midt i landet.
Her, i det, eks-Ducen kaldte “verdens højest beliggende fængsel”, fordybede han sig i værker af Nietzsche og skrev breve, bl.a. et til sin kone. I det forsikrer han, at “i 21 år har jeg arbejdet uegennyttigt, uden ophør og med fuldkommen loyalitet over for Italien”, og at hans “samvittighed er ren”.

• Forrige Side 4 af 5 Næste