Fascismen spirer frem

I den politiske uro oven på krigen var Mussolini ikke sen til at lægge skylden for fiaskoen på regeringen – og i den avis, han selv havde grundlagt før krigen, Il Popolo d’Italia, havde han ubegrænset spalteplads til at lufte sin vrede mod det etablerede system og kræve en stærk mand ved roret.

“Italien har brug for en leder. En mand, som – når det er påkrævet – har kunstnerens følsomme ånd og krigerens stærke hånd. En mand, som kender og elsker sit folk, og som kan styre og kue det med vold om nødvendigt”, erklærede han. Dog uden at nævne navnet på en egnet kandidat.

Rundt om i Italien var der efter krigen opstået en række interessegrupper for krigsveteraner, som var vendt hjem til arbejdsløshed og magre tider. En af disse grupper hørte hjemme i Milano og havde Mussolini i centrum.

I marts 1919 indkaldte han til et møde, hvor der skulle stiftes “et anti-parti, der vil gøre front mod to farer: højrefløjens bagstræberi og venstrefløjens destruktivitet”. En broget skare på omkring 300 troppede op til mødet, som mundede ud i grundlæggelsen af fascistbevægelsen. Ordet fascist henviste til det antikke romerske magtsymbol fas-ces, som var en økse monteret på et bundt sammenbundne stokke. Fasces symboliserede styrke via fællesskab.

Præcis hvad den nye ideologi gik ud på, var svært at gennemskue. Ved middagsbordet forsøgte Mussolinis ældste datter, den ni-årige Edda, at udfritte sin far. “Hvad er fascisme?” spurgte hun. “Hold bøtte, og spis”, lød svaret.

I begyndelsen var det lettere at se, hvad Mussolini var imod, end hvad han var for. Fjenden var alle, der ifølge Mussolini havde svigtet Italien, og det var mange: samfundets elite, storfinansen, kirken, regeringen, udlændinge over en bred kam – og så de gamle socialister.

Ved parlamentsvalget i november 1919 stillede Mussolini op i Milano, men uden at blive valgt. Langt bedre gik det to år senere, da han med sit Partito Nazionale Fascista opnåede 35 pladser i det italienske parlament. Mussolini var nu en politisk aktør, der måtte regnes med, men det pludselige gennembrud var ikke vundet med stemmesedler alene. Fra 1920 gjorde fascisterne systematisk brug af voldelige overfald og drab på politiske modstandere.

Iført sorte skjorter og udstyret med knipler og dolke kæmpede fascistiske voldsbander næsten dagligt mod socia- listerne i de italienske byers gader. Mussolini tog ikke aktiv del i kampene, men trak i trådene fra kulissen. “Hvad angår de politiske magtmidler, har vi ingen fordomme. Vi accepterer dem, som er nødvendige, både de lovlige og de såkaldt ulovlige”, fastslog han.
Terrorkampagnen gav pote. I løbet af foråret og sommeren 1922 lykkedes det fascisterne at erobre magten i flere byer, en manøvre, der kostede omkring 2000 menneskeliv. Fascisterne var nu den i særklasse mest magtfulde gruppe i Italien, og tiden var inde til det sidste store spring. I begyndelsen af oktober advarede Mussolini: “Enten giver regeringen os magten, eller også tager vi den ved at marchere mod Rom”.

I silende regn marcherede 25.000 sortskjorter med Mussolini i spidsen få uger senere ind i den italienske hovedstad. Hæren kunne let have stoppet denne magtdemonstration, men forholdt sig passiv, og den 29. oktober udnævnte kongen – Vittorio Emanuele 3. – Mussolini til ny regeringschef.

Brutalt mord udløste en krise

Mussolini indlogerede sig på det femstjernede Grand Hotel, hvorfra han administrerede sit rige. Hustruen Rachele og børnene Edda, Vittorio og Bruno havde han efterladt i Milano, for, som han bekendtgjorde over for de journalister, der stod i kø for at interviewe ham, intet måtte komme i vejen for magten. Hemmeligheden bag politisk succes var “at lade sit hjerte være en ørken”, forklarede han og undlod at nævne sin sin jødiske elskerinde, Margherita Sarfatti.

Som det første satte Mussolini alle kræfter ind på at genoprette ro og orden, og mens han knoklede i døgndrift for at skabe en stærk stat, strømmede nye partimedlemmer til. Alene i perioden fra oktober 1922 til december 1923 steg medlemstallet fra 300.000 til 783.000.

Lavere selskabsskat og kortere arbejdstid var nogle af de godbidder, Mussolini forkælede sit folk med. Og ved valget i april 1924 belønnede italienerne ham med at give fascisterne et komfortabelt flertal på cirka 65 procent af stemmerne. Mussolini kunne dermed danne sin egen regering uden at skulle forhandle med andre.

Men i krogene svirrede rygter om valgfusk. I en tale til parlamentet anklagede socialistlederen Giacomo Matteotti få uger efter valget Mussolini for svindel. Det kom til at koste ham dyrt. Den 10. juni 1924 blev han kidnappet på åben gade i Rom, og et par måneder senere blev hans lig fundet i en skov.

Situationen var farlig for Mussolini. Selv om der ikke var konkrete beviser, pegede alt på ham som mordets selvfølgelige bagmand. En avis skrev det i ganske utilslørede vendinger. Tilliden til Mussolini smuldrede. Han var nødt til at handle, før andre greb initiativet og tvang ham bort fra regeringsmagten. Så med vanlig myndighed gik han den 3. januar på talerstolen i parlamentet og tog skylden på sig:

“Jeg erklærer, foran denne forsamling og det italienske folk, at jeg – og jeg alene – påtager mig det historiske, moralske og politiske ansvar for det skete”.

Derpå lovede han at rydde op i egne rækker og i hele landet. For at nå det mål, erklærede han, ville der nu blive indført diktatur under hans ledelse.

• Forrige Side 2 af 5 Næste