Under Mussolinis fangenskab erklærede Italien den 8. september 1943 våbenhvile og gik over på de allieredes side.
Inden da havde tyskerne sat himmel og jord i bevægelse for at lokalisere Mussolini, da de ønskede at sætte ham i spidsen for en stødpudestat i det nordvestlige Italien. Heinrich Himmler gik så vidt som til at konsultere en astrolog for at finde Il Duce. Til sidst lykkedes det for tyskerne, og den 12. september 1943 blev Mussolini befriet ved en eksremt dristig kommandoaktion (beskrevet i artikel i Historie nr. 3/2006).
Havde Mussolini forventet at genvinde fordums storhed som leder i det tyskbesatte Nord- og Mellemitalien, den såkaldte Salòrepublik, blev han slemt skuffet. Han var reduceret til en marionet i tyskernes hænder og betegnede da også sig selv som “en borgmester, der forsøger at stå oprejst i kviksand”.
Ikke desto mindre lykkedes det ham at få hævn over sin svigersøn, den tidligere udenrigsminister Galeazzo Ciano, der var gift med datteren Edda og havde været en af drivkræfterne bag Mussolinis afsættelse og arrestation i juli. I september 1943 blev Ciano arresteret og senere henrettet som landsforræder.
Fra sin residens i byen Gargnano ved Gardasøen – hvor elskerinden Clara Petacci også befandt sig – gav Mussolini desuden ordre til, at alle italienere, som greb til våben mod tyskerne, skulle slås ihjel. For hver dræbt fascist eller nazist skulle der skydes mindst 10 anti-fascis-ter, lød ordren. Men døden var også ved at snige sig ind på Mussolini selv.
I begyndelsen af 1945 var det meste af Italien befriet, og i krigens sidste dage forsøgte Mussolini at flygte med en tysk militærkolonne, der var på tilbagetog nordpå. Den 27. april 1945 blev konvojen standset og erobret af italienske partisaner, der fandt Mussolini skjult under et tæppe i en af lastbilerne, knugende to skarpladte våben i sin favn.
Viljeløst og uden at yde modstand lod Mussolini sig arrestere og føre til rådhuset i byen Dongo, hvor han om morgenen den 28. april blev genforenet med elskerinden Clara Petacci. Samme dag blev parret ved en hastigt etableret standret dømt til døden ved skydning. Dommen blev eksekveret kl. 16.10. Mussolini døde uden værdighed. Han stod ikke op, han så ikke på pelotonen, men blev skudt siddende overskrævs på en stol med ryggen til.
Den følgende nat blev de to lig kørt til Piazzale Loreto i Milano på ladet af en lastbil. Tidligt om morgenen den 29. april blev de dumpet i støvet på torvet. Rygtet bredte sig lynhurtigt, og fra alle sider myldrede byens borgere til for at tage afsked med den forhadte diktator. Med stokke eller de bare næver pryglede folk løs på Mussolinis lig, der også blev trampet, spyttet og tisset på.
Som en sidste ydmygelse blev han og Clara Petacci klynget op med hovederne nedad, dinglende fra halvtaget på en tankstation. I netop den by, hvor Benito Mussolini havde indledt sin opstigning til magtens tinder, var hans skændede lig nu udstillet til spot og spe.
Nyt blad: Nyt Historie på gaden. Læs bl.a. om millioner af tyske børn i Hitlerjugend, der blev hjernevasket til krig.
Historie: Fantastisk bogserie tager dig på strejftog gennem historiens store begivenheder. Få første bind NU for 20 kr - spar 209 kr.
Quiz og test: Hvilket rige var Machu Picchu en vigtig del af?
Abonnement: Få DVD boksen 'Apocalypse' når du bestiller 2 nr. af Historie – betal KUN 69,-
Quiz og test: Tag Histories test og find ud af, hvilken diktator, du minder mest om.
Ideer: For den ivrige spilopmager er der intet, der overgår aprilsnar.