Mussolini kaldte Hitler en abe

I de følgende år afskaffede Mussolini pressefriheden og forbød alle andre partier end sit eget. Sideløbende kastede han sig ud i en lang række mere eller mindre vellykkede kampagner, der skulle forbedre nationens økonomi og ikke mindst hans eget omdømme.

Overalt blev der bygget boliger, offentlige bygninger og veje, og på få år lykkedes det at femdoble landets hvedehøst, så italienerne blev uafhængige af dyr import. Sumpe blev afvandet, og skovområder ryddet, så bønderne fik mere landbrugsjord. Til gengæld lykkedes det ikke Mussolini at afskaffe fattigdommen i det sydlige Italien eller at få befolkningstallet til at stige.

I et forsøg på at øge militærets rekrutteringsgrundlag forbød Mussolini oplysning om børnebegrænsning. Samtidig indførte han en særlig ungkarleskat og lav skat for familier med mere end fem børn. Mødre til syv børn fik en medalje, og tit var det Il Duce selv, der overrakte den, mens kameraerne blitzede.

I medierne og på plakater blev italienerne udsat for massiv propaganda. “Mussolini har fået togene til at køre til tiden”, og “Mussolini har altid ret”, lød et par af slagordene, og på billeder, postkort og filmklip så man Il Duce posere i utallige situationer: Mussolini, der løbetrænede, Mussolini, der tørrede sig efter en svømmetur, Mussolini på ski og Mussolini, der red, fløj, spillede violin eller hjalp en bonde med høsten.

Fra balkoner holdt han flammende taler og lod det tryllebundne publikum tiljuble sig. Via skrattende højttalere på torve og pladser kunne italienere i selv de fjerneste kroge af riget følge med.
Intet kunne tilsyneladende stoppe Mussolinis sejrsgang, og succesen steg ham til hovedet: Nu drømte han om at genskabe det romerske imperium med sig selv i rollen som kejser Augustus. Byen Rom skulle omskabes, så den afspejlede arven fra den gamle kejsertid og imperiets genfødsel.

“Om fem år skal Rom fremstå som et vidunder for alle verdens folkeslag. Stor, ordnet, magtfuld”, proklamerede han i en tale nytårsaftens­dag 1925.

Italienerne forgudede deres stærke mand. Hvert år modtog han over 200.000 fanbreve fra sine undersåtter. Et af brevene var fra en teenagepige, der betroede ham, at hun for første gang i sit liv var gået til alters. “Jeg blev fyldt med håbet om, at jeg vil modtage både Jesus og Il Duce”, skrev hun og tilføjede: “I vil begge være på min tunge, bo i mit stakkels hjerte. Hvor vidunderligt”.

Netop Jesus – eller rettere kirken – var Mussolinis ømme punkt. Propagandaen havde ganske vist bevirket, at Il Duce var på alles læber – til gengæld havde paven en særlig plads i de flestes hjerter. Pave Pius 11. var den eneste anden mand med reel magt i landet, en formidabel mulig rival, som det var klogt at stå på god fod med.

Hele sit liv havde Mussolini været af den overbevisning, at religion var hykleri, og som ung havde han hånligt kaldt den katolske kirkes præster for “sorte mikrober”. Men nu var situationen en anden: Mussolini havde brug for pavens opbakning for at styrke sin magt, og ved en overdådig ceremoni i Lateranet i Rom underskrev han og Pius 11. i 1929 et forlig. Paven fik Vatikanstaten til gengæld for at anerkende Italiens suverænitet. Ved forliget blev katolicismen gjort til statsreligion, i skolerne blev der indført obligatorisk religions- undervisning, og samtidig sikrede Mussolini sig pavens støtte til sit regime.

“Forsynet har sendt os denne mand”, sagde Pius 11. om diktatoren, der i hans øjne havde givet Italien tilbage til Gud og Gud tilbage til Italien.

Med ro på hjemmefronten kunne Mussolini nu vende blikket udad. Han drømte om at gøre Middelhavet til et italiensk hav, om at lade sit rige vokse. Det land, han udset sig til sit første erobringstogt, var Abessinien i Østfrika. Den 3. oktober 1935 meddelte diktatoren, at “ikke alene en hær, men et helt folk på 44 millioner sjæle” i dette øjeblik rullede over grænsen til Abessinien.

Kampen var ulige og brutal. Med deres gamle rifler, sværd og spyd havde abessinierne ikke en chance. Italienerne angreb med bombefly, giftgas, kampvogne og maskingeværer. Efter otte måneders kampe kunne Mussolini proklamere sin sejr og imperiets genkomst.

Mussolini stod stærkere end nogensinde, da den spanske borgerkrig brød ud senere i 1936. Han havde fuld opbakning til at sende 70.000 italienske soldater i krig for at hjælpe oprørsgeneralen Franco.

Også Tyskland støttede fascisterne i Spanien, så bragt sammen af omstændighederne kæmpede Mussolini og Hitler nu side om side. Hitler var i øvrigt en af de få statsledere, som havde anerkendt Italiens erobring af Abessinien.

De to regeringschefer havde mødt hinanden i Venedig i juni 1934. Hitler beundrede Mussolini og kaldte ham en “brillant statsmand uden sidestykke”. Beundringen var dog langtfra gengældt. I en snævrere kreds kaldte Mussolini den tyske fører for “en blikkenslager i regnfrakke”, “en grammofon, der kører i samme rille”, og “en dum, lille klovn”. Han kritiserede også “den skvadrende abes” ideologi, som han kaldte “100 procent racistisk”.

I november 1936 fik piben en helt anden lyd. Nu erklærede Mussolini, at der var skabt en Rom-Berlin-akse, “som alle de europæiske lande, der ønsker fred, kan dreje om”.

I september året efter drog han for første gang på officielt besøg i Tyskland, hvor der ventede ham en oplevelse for livet. I forsøget på at imponere Il Duce havde nazisterne skruet helt op for propaganda-apparatet. Berlin var på den anden ende, og Mussolini blev overvældet af store parader med uendelige rækker af soldater og en menneskemængde på 800.000, som trods regn og torden var mødt op for at høre ham tale.

Foran de begejstrede tyskere fremhævede Mussolini det ideologiske slægtskab mellem fascisterne og nazisterne og slog fast, at “Tyskland og Italien er de største og mest autentiske demokratier i verden”.

• Forrige Side 3 af 5 Næste