Den Kinesiske Mur klamrer sig til bjergkammen for at give vagtposterne det bedst mulige overblik. 

Den Kinesiske Mur: Fra brutalt forsvarsværk til førende turistattraktion

Gennem 1800 år opførte kinesiske slaver, bønder og håndværkere Den Kinesiske Mur – og mere end en million af dem omkom under arbejdet med historiens største bygningsværk.

27. maj 2016 af Ib Salomon

“Din kone må passe marken. Kejseren har brug for dig. Og det skal være nu! Du skal bygge mur, for vi må beskytte os mod barbarerne”.

Nogenlunde sådan lød det, når kejser Qin Shi Huangs tropper for ca. 2200 år siden opsøgte en landsby for at tvangsudskrive bønder. Adlød en bonde ikke kejserens ordre, blev han henrettet.

Bøndernes arbejdskraft skulle bruges i det gigantiske projekt, kejseren havde udtænkt: En 5300 kilometer lang mur, der skulle beskytte det nye kejserdømme mod de centralasiatiske stammer, der angreb Kinas landbefolkning.

Qin-kejseren havde samlet en række kongedømmer, der i århundreder havde bekriget hinanden, og udnævnt sig selv til Kinas første kejser. Det nye land var verdens største, og kejseren udnyttede sin enorme magt til fulde. Han tvang ikke alene sine undersåtter til at opføre den gigantiske mur – andre tusinder byggede hans mausoleum og en hær af terrakotta-krigere til at bevogte det.

Fanger beordret ud af fængslet

Ideen om at beskytte sig bag en mur var bestemt ikke ny i Kina på Qins tid. Arkæologer har fundet konstruktioner, der er opført for henved 6000 år siden, og da Qin Shi Huang var kejser, var stort set alle byer omkranset af mure. 

Byer og mure er så nært beslægtede, at det kinesiske ord for by også betyder mur, og en gammel talemåde siger, at en by uden mur er som et hus uden tag. Bag de høje mure kunne indbyggerne leve i sikkerhed for angreb – først og fremmest fra nomadefolkene mod nord, hvor landet ikke har en naturlig grænse – og efterhånden som byer samlede sig i stater, voksede murene i længde. Nogle strakte sig over flere hundrede kilometer.

Men Qin-kejseren havde større ambitioner. Han bekendtgjorde, at han ville opføre en mur på 10.000 li – over 5300 km – og han satte en betroet general og 300.000 soldater til at lede arbejdet. 

Den Kinesiske Mur tog livet af hver tyvende kineser

Generalens første opgave var at skaffe arbejdskraft. Masser af arbejdskraft. Historikerne skønner, at omkring en million bønder blev tvangsudskrevet og sendt mod nord til byggepladserne. Også fanger i hobetal blev beordret ud af fængslerne og sendt nordpå, og for at kunne kende dem fra bønderne bar de kæder, ligesom de blev kronragede og deres ansigter brændemærket.

Kejserens mur var op til ni meter høj og 6-9 meter bred – tykkest ved foden. Byggematerialet var jord, som arbejderne pressede så hårdt sammen, at muren kunne modstå vejr og vind.

Bortset fra nogle små metalskovle rådede arbejderne ikke over noget værktøj. Med tunge sten slog de først to rækker pæle i jorden. Trillebøren kendte kineserne endnu ikke til, så jorden til muren måtte hentes i kurve, smides mellem pælene og møjsommeligt presses sammen. 

Efterhånden som muren blev højere, måtte arbejderne klatre op ad spinkle bambusstiger med de tunge kurve med jord. Når en sektion var færdig, trak arbejdsmændene pælene op og fortsatte med næste sektion.

Sliddet var benhårdt. Soldater sikrede, at arbejderne puklede i alle døgnets lyse timer, og de midlertidige beboelseslejre ydede kun ringe ly mod regn, slud og sne. Forsyninger blev kørt til arbejdslejrene i vogne trukket af æsler, heste eller mennesker, og når forsyningssituationen var god, fik arbejderne en skål ris og en portion grød hver dag. 

Men muren skar ofte gennem ufremkommeligt terræn, og det kneb konstant med at få skaffet tilstrækkelig proviant og materiel frem. Så måtte arbejderne sulte og gå nøgne, når tøjet var slidt væk.

Dødeligheden på byggepladserne var ekstremt høj. Ingen kender det præcise dødstal, men historikere skønner, at mindst en million arbejdere omkom i løbet af opførelsen. På dette tidspunkt lå landets samlede befolkningstal på omkring 20 millioner mennesker.

Hele landsbyer var efterhånden udelukkende befolket af enker, men kvinderne kunne ikke vide sig sikre. Hvis deres mand var død på byggepladsen, gav kejserens mænd ofte ordre til, at enken skulle overtage husbondens plads i arbejdssjakket, og dermed var enkerne tvunget til at forlade deres børn.

Qin Shi Huang fik aldrig sin mur på 10.000 li, men i løbet af blot syv år lykkedes det med vold og magt at færdiggøre ca. 2400 km mur. 

Vil du vide endnu mere? Sådan blev Den Kinesiske Mur bygget!

Kinas første kejser, Qin Shi Huang, tvangsudskrev omkring hver tyvende kineser til opførelsen af et gigantisk forsvarsværk. Kejseren var træt af overfald fra de nomade-stammer, der hærgede rigets nordlige egne. Muren bestod af stampet jord, og i dag eksisterer kun spor af den få steder. 

© Polfoto/Corbis

Naboerne var barbarer

Forsvarsværket virkede. De krigeriske nomadestammer, der før havde hærget kinesiske bondesamfund i grænseområdet, turde end ikke lade deres heste græsse i nærheden af muren, og for en tid ophørte angrebene.

Opførelsen af den skræmmende mur havde påført bønderne store lidelser, men angsten for nomadefolkene var større end omkostningerne ved byggeriet. Mens de kinesiske bønder levede af nøjsomt landbrug, trænede nomadefolkene – barbarerne, som kineserne kaldte dem – til kamp helt fra barnsben. De var dygtige ryttere og foretog både små og store angreb ind i Kina.

Bønderne forstod slet ikke deres livsstil. En kinesisk historiker skrev fx undrende om dem, at “de bevæger sig omkring i søgen efter vand og græsning, de har ingen byer med mure omkring eller faste bosættelser, og de driver ingen form for landbrug og ved ingenting om retfærdighed”. 

Den Kinesiske Mur er i balance med naturen

Bønderne havde hårdt brug for et forsvarsværk, men hastværk fik ikke kineserne til blot at bygge den kortest mulige mur fra øst til vest. Muren er anlagt efter såkaldte feng shui-principper, der skal skabe balance mellem mennesker og natur, så den følger konturerne i landskabet og bugter sig uden om bestemte områder.

Princippet forlængede byggetiden, og da kejseren døde uventet i år 210 f. Kr., gik arbejdet i stå. Selv om den hårdt stampede jord var forbavsende stærk, begyndte muren snart at forfalde, og i dag findes kun få rester af den første kinesiske mur.

I mange år turde ingen hersker i Kina foreslå nye byggeprojekter i samme størrelsesorden, men under Han-dynastiet 100 år senere opstod behovet for en ny mur. Kinas indbyggertal var vokset til omkring 50 millioner, og kejseren udkommanderede op imod en fjerdedel af befolkningen for at forstærke og udvide den gamle mur. Han-kejserens soldater havde erobret store landområder, og muren skulle forhindre fjender i at erobre det vundne land tilbage.

Jordmuren blev udvidet efter en nøje udfærdiget plan. Regler foreskrev, hvor tæt vagttårnene skulle ligge, og hvor mange større fæstningsværker der skulle opføres. Stampet jord var stadig det foretrukne byggemateriale, men teknikken var blevet forfinet. 

Der blev fx lagt tynde lag af grene eller tækkerør mellem lag af stampet jord, og resultatet var en mur, der var lige så hård som beton. Dele af Han-dynastiets mur står endnu, og nogle steder kan man tydeligt se lagene af grene mellem jordlagene. Selv efter 2000 år ser grenene friske ud.

Enkelte sektioner af muren er bygget af sten og har holdt sig særdeles godt. De kinesiske bygningsarbejdere stablede stenene med stor akkuratesse, og små sten er anbragt, så de låser de større sten fast.

Også Han-dynastiet tvangsudskrev bønder til byggearbejdet. Men fraværet af beretninger om umenneskelige arbejdsforhold antyder, at arbejderne ikke blev behandlet så ringe som under opførelsen af Qin-muren. 

Hvis fjender havde held til at storme den høje mur, kunne vagterne trække sig tilbage til tårnene. 

© Osprey & Mikkel Juul Jensen

Den Kinesiske Mur beskyttede handelsmænd

Den nye, forlængede kinesiske mur fik en ny og utilsigtet rolle. Kina var ikke i krig med sine naboer, men røverbander hærgede de øde landområder. Af frygt for overfald fragtede handelsrejsende derfor deres værdifulde last af silke, papir, te, krydderier og jade langs muren. Her sørgede soldater for god beskyttelse.

Soldaterne fik også en ny rolle. De fungerede som lokalt politi og toldere og kontrollerede trafikken gennem murens porte. Mange soldater slog sig ned ved muren, hvor de stiftede familie og anlagde landbrug.

I år 220 kollapsede Han-dynastiet. “Barbarerne” fra nord bosatte sig på den kinesiske side af muren og blev efterhånden en del af det kinesiske samfund. Som århundrederne gik, forvitrede muren, og efterhånden var den forvandlet til en lang, glemt ruin.

Ideen om at bruge enorme ressourer på at opføre, bemande og vedligeholde en gigantisk beskyttende mur lå de kinesiske ledere fjernt – indtil Djengis Khan i 1200-tallet blev mongolernes hersker.

Djengis Khan og hans mænd erobrede store områder i Kina, før kineserne med besvær fik dem jaget ud af landet igen. Kineserne brød sig ikke om mongolerne, som de betragtede som værende uden kultur, og da Ming-dynastiet i 1368 kom til magten, besluttede kejser Hongwu at genopføre muren, så mongolerne ikke kunne vende tilbage.

Beslutningen om projektet var kontroversielt, og landets spidser ikke enige. Nogle så muren som en nødvendig sikring af det kinesiske rige, mens andre hævdede, at det var en alt for dyr og ufleksibel løsning, som ville være alt for kostbar at vedligeholde. Til sidst skar kejseren igennem. Hongwu beordrede 40.000 mand i gang med at bygge mur, forter, udkigstårne og vagttårne.

De mere end 1000 år gamle sektioner af de første kinesiske mure var i så dårlig stand, at det kun på enkelte strækninger kunne betale sig at lade resterne af de gamle mure indgå i den nye.

Isglatte slisker gjorde arbejdet let

I de følgende 276 år byggede Ming-kejsernes undersåtter 6300 km mur, hvoraf store dele står endnu. Denne gang var stort set hele muren opført i sten, og moderne hjælpemidler gjorde arbejdet betydeligt lettere. 

Bedre muligheder for transport betød, at arbejderne kunne udhugge stenblokke fra nærliggende stenbrud og transportere dem til byggepladsen, hvor arbejderne ved hjælp af slisker eller hejseværker kunne bakse de op til 500 kg tunge fundamentblokke på plads. Om vinteren gjorde man nogle gange sliskerne våde om dagen, så de om natten blev dækket af glat is.

De store stenblokke dannede et solidt fundament for hele muren – bortset fra i områder, hvor muren løb over solid klippegrund, hvor et fundament ikke var nødvendigt. På nogle sektioner af muren bestod dens kerne af stampet jord – nøjagtig som i de ældre mure – og andre steder fyldte arbejderne Ming-muren op med grus og sten. 

Brændte mursten var det foretrukne byggemateriale, men i de områder langs muren, hvor jorden ikke var lerholdig, måtte man nøjes med soltørrede sten af mudder. For at undgå frø og græs i stenene hentede arbejderne jorden et godt stykke under overfladen.

Murstenene af ler blev som regel brændt i ovne, der blev opført i nærheden af muren. Stenene blev transporteret frem til byggepladsen fra hånd til hånd i lange kæder eller med det moderne arbejdsredskab trillebøren.

Bueskytter godkendte Den Kinesiske Mur

I modsætning til de to første mure blev Ming-muren opført af specialister. Det ambitiøse byggeprojekt krævede fagkundskab, både når stenene i fundamentet skulle hugges til med mejsler og hamre, og når mørtelen skulle blandes.

Mørtel blev fremstillet af kalk, ler og en ingrediens, der i mange i århundreder var en hemmelighed. Først i de senere år har analyser vist, at den sidste ingrediens er rismel, som øgede mørtelens styrke markant. Materialet er så stærkt, at mørtelen nogle steder er det eneste, der er tilbage. Murstenene er for længst smuldret bort.

For at sikre at murværket var tilstrækkeligt stærkt, gennemgik det en streng kvalitetskontrol: Når et nyt stykke mur blev meldt klar, beskød en bueskytte muren. Prellede pilen af, var alt i orden. Kilede den sig fast i mursten eller mørtel, var muren for svag.

Anlægsarbejdet beskæftigede en hær af dygtige arkitekter, og særligt en af dem, Yi Kaizhan, havde ifølge fortællingen stor tillid til sine egne beregninger. Da han stod for byggeriet af et fort langs muren, regnede han ud, præcis hvor mange mursten byggeriet krævede, og bestilte så netop det antal. 

Da hans chef spurgte, om han ikke burde bestille ekstra sten, bare for en sikkerheds skyld, bestilte han én ekstra. Stenen er i dag udstillet ved muren, for Yi Kaizhan havde naturligvis regnet rigtigt.

Murens forløb og generelle udseende var forudbestemt, men arkitekterne tilføjede deres personlige præg i byggeriets detaljer. Fx indlagde arbejderne dræn, så regnvand blev ledt bort fra muren i stedet for at sive ned og langsomt ødelægge muren. Alle dræn blev ledt ud på den side af muren, der vendte ind mod Kina, så regnvandet ikke fik planter til at vokse op ad muren og give angribere bedre chancer for at klatre op.

Af samme årsag blev alle træer på den “fjendtlige” nordlige side af Den Kinesiske Mur fældet, hvis de voksede for tæt på muren.

Langs den færdige murs yderside strøede vagterne sand, så de kunne se fodaftryk fra en eventuel fjende, når de sammen med deres vagthunde afpatruljerede muren. Muren var desuden forsynet med særlige skakter, så forsvarerne kunne sende tunge sten ned over eventuelle angribere.

Truslen fra mongolerne i nord fik i 1300-tallet Ming-kejseren til at befale den sidste kinesiske mur bygget. Muren er langt mere avanceret end de to tidligere og var så kostbar at opføre og vedligeholde, at den aldrig blev færdig. I dag vedligeholdes stort set kun sektionerne i nærheden af Beijing.

© Image select/Alamy

Vagter havde godt udsyn fra Den Kinesiske Mur

Muren blev ført højt op over bjergkæder, hvor den følger bjergkammen. Dels fordi vagterne herfra havde det bedste overblik, dels fordi den høje placering gjorde den ekstra vanskelig at angribe. På mange strækninger er muren uhyre stejl – et enkelt sted når hældningen op på 70 grader. På de stejle stykker er vejen på toppen af muren afløst af trapper. Den længste har 800 trin – lige så mange som et 50-etagers hus.

På de stejle strækninger gik bygherren lidt på kompromis med det arkitektoniske udtryk. Her følger kun fundamentblokkene terrænets hældning, mens murstenene ligger vandret. Ellers havde det været alt for tidskrævende at opføre den murede del. På de allerhøjeste steder er muren heller ikke så bred – enkelte steder kun en halv meter.

Den Kinesiske Mur er ikke blot én lang mur, men en serie af mindre mure. Mange steder løber to mure parallelt, eller sidegrene løber mere end 100 km gennem landskabet for så at ende blindt. Det skyldes blandt andet, at der gik prestige i at have en mur. Opførelsen gav beskæftigelse, og den færdige mur gav områdets indbyggere en følelse af sikkerhed.

Den Store Mur, som kineserne kalder den sammenhængende mur, er derfor “kun” 2500 kilometer lang, men med alle forgreningerne er murens samlede længde opgjort til ca. 6300 km. Arkæologer finder jævnligt nye og hidtil ukendte sektioner af de gamle mure, så totallængden vokser. 

Fred slog portene op 

Formålet med muren var at skabe en tydelig grænse – ikke et uigennemtrængeligt forsvarsværk – og bygningsværket skulle ikke alene holde fremmede ude. Det skulle også holde kineserne inde. Magthaverne fremstillede alt uden for muren som skrækindjagende, og almindelige kinesere betragtede det at blive sendt ud på den forkerte side af muren som en straf værre end døden.

I 1568 fik muren en ny chefarkitekt, Qi Jiguang, og han var ikke tilfreds med forsvarsværkets tilstand. For mange sektioner var ikke var forbundet, og som han skrev: Hvis der er ét svagt punkt og 100 stærke, så er det hele svagt. Qi Jiguang satte sig for at lappe hullerne i muren og højne den byggetekniske standard, men det gigantiske projekt blev aldrig fuldført.

Den politiske situation i Kina ændrede sig, og i 1571 indgik Kina en fredsaftale med naboerne mod nord. Murens porte blev slået op, og i en lang årrække angreb ingen. Freden betød, at udbygningen af muren stoppede omkring 1644, og langsomt gik den i forfald. 

Det gav stammer fra nord mod til igen at angribe, og da Kinas sidste dynasti faldt i 1912, havde muren fuldstændig mistet sin betydning som forsvarsværk. Kun nogle få udenlandske gæster interesserede sig for det lange forsvarsværk.

Under Kinas kulturrevolution i 1960'erne blev der endda brugt både dynamit og gravemaskiner for at ødelægge muren, fordi den stod som et symbol på kejsertiden. Flere hundrede kilometer mur gik tabt, mens andre dele af muren blev brugt som stenbrud eller blot langsomt smuldrede. 

Muren mistede sin betydning som forsvarsværk i 1600-tallet, men kinesiske soldater brugte den alligevel som dækning under den kinesisk-japanske krig i 1937.

© AKG-Images

Den Kinesiske Mur er Kinas turistattraktion nr. 1

Først i 1984 ændrede Kina holdning til muren. “Lad os elske vores land og restaurere den lange mur”, lød det fra landets nye leder, Deng Xiaoping. Muren er siden blevet optaget på UNESCO’s liste over verdensarv, og dele af den er blevet genopbygget – andre steder ligger muren stadig i ruiner eller er så tilgroet, at den er svær at finde.

De mest tilgængelige strækninger er til gengæld populære udflugtsmål, og Den Kinesiske Mur regnes i dag for landets vigtigste turistattraktion. Et af de mest populære stykker af muren, en bjergrig strækning ved Badaling nær Beijing, har foreløbig haft besøg af mere end 130 millioner mennesker.

Måske er du interesseret i...

Læs også