Den 381 meter høje Empire State Building havde rekorden som verdens højeste skyskraber indtil 1970, hvor det nye World Trade Center blev indviet. 
© Polfoto/Ullstein Bild

Empire State Building: Verdens ottende vidunder

I løbet af 1930 voksede 365.000 tons stål og aluminium frem midt på Manhattan. 3000 frygtløse arbejdere skabte på rekordtid Empire State Building – det højeste bygningsværk, verden endnu havde set.

22. december 2016 af Pelle Stampe
Hjørnet af 5th Avenue og 34th Street var spækket med nysgerrige newyorkere denne majmorgen i 1931. 


De fleste af dem var vandret forbi jævnligt i det sidste års tid. Med nakkerne kastet tilbage havde de kigget op på arbejderne, der balancerede på det tynde stålskelet langt oppe i disen. 

Men denne dag foregik begivenhederne på jorden. Tusinder af tilskuere var kommet for at overvære den officielle åbning af Empire State Building. USA's ypperste bygningsværk – skudt til vejrs på rekordtid midt i den værste økonomiske krise, folk kunne huske.

Foran det spændte publikum stod en herre klædt i et gråt jakkesæt. Selv om Al Smith tidligere havde stået foran store folkemasser i sin tid som guvernør i New York og som præsident-kandidat for Demokraterne, var denne dag alligevel noget særligt. 


Tre år tidligere havde han tabt præsidentvalget stort til Herbert Hoover – men i dag stod politikeren som sejrherre. Stolt kiggede han op på Empire States 102 etager.

“Jeg vil nu lade mine børnebørn klippe båndet som et symbol på, at denne bygning er vort monument for fremtidige generationer”, erklærede Smith.


Klokken 11.29 klippede de to børn det røde silkebånd over med en gylden saks – og jublen brød løs.

Næsten samtidig, 330 km mod syd i Washington, forlod USA's præsident Herbert Hoover sit kabinetsmøde og satte sig ved et bord med en elektrisk kontakt. Som aftalt trykkede han på kontakten kl. 11.30, og med ét strømmede lyset ud af skyskraberens 6500 vinduer.

Til lyden af tilskuernes begejstrede tilråb tog Smith en sølvnøgle frem og låste bygningens indgang op. Empire State Building var åbnet. 


Ingen tvivlede på, at de var vidne til en historisk begivenhed, og “verdens ottende vidunder” – som pressen havde døbt den himmelstræbende bygning – sendte et signal om, at selv de barske økonomiske tider ikke kunne knække USA. 

Politikeren Al Smith (tv.) og aktiespekulanten John Raskob (th.) var hovedmændene bag byggeriet af Empire State Building.

© Polfoto/Corbis

Smith vil vinde kapløbet mod himlen 

Kun halvandet år tidligere havde bybilledet på 5th Avenue set helt anderledes ud. Her havde det smukke Waldorf-Astoria tronet.

Luksushotellet var solidt bygget og blot 26 år gammelt, da Al Smiths ven og forretningspartner, aktiespekulanten John Raskob, købte det i 1929.

Selv om ingen af de to havde bygget så meget som en carport, havde Al Smith og John Raskob store planer for grunden i Manhattans midtown.

Hotellet skulle rives ned til grunden, så Raskob og Smith én gang for alle kunne vinde kapløbet mod himlen. 

De ville bygge verdens højeste og smukkeste skyskraber. Som et monument over de to mænds succes – og som en sikker investering, når lejeindtægterne begyndte at rulle ind. 

Multimillionæren John Raskob finansierede byggeriet, og politikeren Al Smith var projektets pr-mand.

Allerede inden den første mursten var revet ned i Waldorf-Astoria, gik Al Smith i gang med at skabe opmærksomhed om projektet.

Den 29. august 1930 bekendtgjorde han stolt på et pressemøde, at han og Raskob ville “bygge en 333 meter høj kontorbygning med 80 etager – verdens højeste”.

Kampen om at bygge New Yorks højeste skyskraber var benhård, og Smith underdrev bevidst højden på den nye bygning. Empire State Buildings virkelige højde skulle forblive en hemmelighed for at sikre, at ingen andre byggede en højere skyskraber.

Dagen efter annoncerede New York Times med kæmpe typer på forsiden: “Smith vil bygge verdens højeste skyskraber”.

I de følgende måneder fyldte byens journalister siderne i aviserne om den kommende skyskrabers størrelse og skønhed. 

Med store armbevægelser fortalte Smith, at byggeriet ville være banebrydende. Han lovede, at Empire State Building ville skride frem i et tempo, ingen troede muligt. Skyskraberen skulle stå klar 20 måneder senere, i maj 1931.

Pressen svælgede i den karismatiske Smiths ord, og inden det første spadestik var taget, havde journalisterne udnævnt Empire State Building til New Yorks kommende vartegn.

600 mand river Waldorf-Astoria ned

Trods alle store ord blev projektet forsinket allerede fra begyndelsen. New Yorks bystyre havde af hensyn til byens borgere forbudt store nedrivningsmaskiner på Manhattan.

Nedrivningen af den solide murstensborg Waldorf-Astoria gik derfor i gang med håndkraft. 600 mand rev med forhamre og brækjern hotellet fra hinanden sten for sten. Selv om natten genlød den projektøroplyste byggeplads af hamren og boren.

Mens arbejderne knoklede i døgndrift, holdt Al Smith lange møder med sine ingeniører og entreprenører om tidsplanen.

For at vinde tid besluttede Smith at begynde udgravningen til fundamentet, inden grunden var fuldstændig ryddet. Så hver gang arbejderne havde fjernet en del af hotellet til grunden, rykkede jord og betonarbejderne ind. 

Mens nedrivningsarbejderne hamrede løs på resterne af Waldorf-Astoria, kunne de få meter borte se jord og betonarbejdere sprænge sig ned i Manhattans granit-undergrund.

Bevæbnet med trykluftsbor lavede de store huller i klippen og fyldte dem med dynamit. En arbejder i en lille gravko dækkede hullerne med tunge måtter af vævet stål.

Måtterne bremsede klippestykker fra at flyve ud på 5th Avenue, men afhjalp ikke den infernalske støj på byggepladsen. Naboerne til byggeriet levede i månedsvis med larmen fra trykluftborene og de tunge lastbiler, der hvert fjerde minut kørte op ad rampen fra byggepladsen.

Efter fem måneders arbejde blev det 28.529. og sidste læs murbrokker, granit og jord fyldt på en lastbil, kørt til New Yorks havn, hvor det blev hældt på en pram, sejlet 30 km ud i Atlanterhavet og hældt i vandet.
Nedrivningen af Waldorf-Astoria tog næsten et halvt år. Byggeriet af Empire State Building blot otte måneder.    

Bygningen ankommer som byggesæt 

I marts 1930 var Waldorf-Astoria væk, og arbejderne havde gravet sig 12 meter ned til grundfjeldet og støbt 210 betonfundamenter, der skulle bære Empire State Building. Nu var det tid til at stige til vejrs.

Straks begyndte lastbilerne at rulle byggematerialer ind på Manhattan. Samtlige elementer til byggeriet var hos leverandørerne blevet mærket med en kode, der beskrev deres placering i bygningen, og fik fortrykt et nummer på den kran, der skulle hejse dem op. 

Som et gigantisk samlesæt ankom byggematerialerne til byggepladsen. Alt blev afleveret efter strenge køreplaner af en endeløs række af lastbiler.

Inde på byggepladsen var arbejdet planlagt lige så minutiøst. Som det første havde arbejderne fæstnet 210 lodrette ståldragere i betonfundamenterne.

De blev i rasende tempo forbundet med hundredvis af vandrette stålbjælker i et gitter, der voksede sig højere og højere. 80 timer efter at dragerne havde forladt højovnene i Pennsylvanias stålværker, var de sat på plads i Empire State Building.

“Når alt gik perfekt, kunne vi bygge 14,5 etager på ti dage. 


Stål, cement, mursten, alt. Byggeriet var ét stort samlebåndsarbejde, hvor det var samlebåndet, der bevægede sig, og det færdige produkt, der blev stående”, beskrev en af arkitekterne. 

Glødende stål flyver gennem luften

Kraner placerede de vandrette ståldragere på de lodrette, og dragerne blev fæstnet til hinanden med stålnitter af de såkaldte nittesjak.


Nittemændene var skyskraberbyggeriets mest sammentømrede hold. De trænede i timevis på landjorden for at finde den perfekte metode til at fæstne stålnitterne hurtigt og effektivt. Og sjakkene på Empire State var de bedste i USA.

Den såkaldte kaster varmede nitten op i et kulbækken, til den var rødglødende. Så samlede han den op med en meterlang tang.


I én bevægelse kastede han – i et underhåndskast – nitten 25 meter op til griberen på stålskelettet, der greb den i en tinspand og stak den varme, bløde nitte ind i et hul. 

Den tredje arbejder – holderen – pressede af al kraft på den ene side mod nittens hoved, mens pistolmanden med en tryklufthammer hamrede den spidse ende af nitten flad. 

Under presset kølede nitten, udvidede sig og smeltede nærmest sammen med bygningen. De bedste nittesjak kunne fæstne over 500 nitter på en otte-timers arbejdsdag – mere end én i minuttet – og deres fart afgjorde tempoet på byggeriet.

Fem arbejdere omkom under byggeriet, men kun én efter at være styrtet ned.
© Polfoto/Ullstein bild

3000 arbejdere knokler samtidig

Så snart stålskelettet var vokset en etage, rykkede betonarbejderne ind. De støbte gulvet, og inden betonen var tør, murede arbejdere den grove murstensvæg, der skulle brandsikre bygningen. Indendørs rykkede en hær af tømrere, elektrikere og malere ind.

I alt 3000 arbejdere knoklede på samme tid med 60 forskellige håndværk. Arbejdet gik så stærkt, at tømrere og malere allerede var i gang med at lægge gulv og spartle vægge, inden etagens loft var færdigt.

De største problemer med at holde tidsplanen opstod ikke på byggepladsen, men hos leverandørerne, der ikke kunne følge med i det opskruede tempo.

Da et amerikansk marmorbrud ikke kunne levere til tiden, annullerede Al Smith straks kontrakten, købte et helt marmorbrud i Tyskland og “gravede skidtet ud i tonsvis”, som han sagde.

Arbejderne bliver New Yorks stjerner

Den hastigt voksende skyskraber vakte opsigt blandt newyorkerne. Siden de glade jubeldage, hvor Smith stolt havde fortalt om sine planer, havde århundredets værste økonomiske nedtur ramt USA. 


Krakket på Wall Street i 1929 havde kastet verdensøkonomien ud i depression, og arbejdsløsheden hærgede.

For de fattige newyorkere blev byggeriet en velkommen gratis underholdning. Med ærefrygt iagttog de stålarbejderne, der dødsforagtende kravlede rundt på skelettet – bogstaveligt talt på kanten af afgrunden med flere hundrede meter ned. 

Arbejderne balancerede tonstunge stålbjælker på plads med millimeterpræcis nøjagtighed: “Som edderkopper spandt de et net af stål med himlen som baggrund”, skrev magasinet The New Yorker. På trods af byggeriets hast blev arbejderne næsten forskånet for alvorlige ulykker.

For at forhindre, at træthed skulle få arbejderne til at lave fejl og ulykker, var deres arbejdsdag skåret ned fra de normale 10 timer til 8.

Og arbejdsugen forkortet til fem dage. Et sikkerhedsnet, der skulle opfange arbejdere og faldende materiale, blev spændt ud under de etager, arbejderne befandt sig på. 


Nettet sikrede samtidig Al Smith og John Raskob mod at skulle udbetale store erstatninger til tilskadekomne arbejdere eller forbipasserende på gaden, der blev ramt af nedfaldende murbrokker.

I alt omkom fem arbejdere under byggeriet, og heraf kun én efter et fald fra et stillads.

Den anden blev kørt over af en lastbil under rydningen af Waldorf-Astoria; en tredje omkom under en sprængning af granitundergrunden; den fjerde faldt ned i en elevatorskakt; og den femte blev ramt af en arbejdselevator, da han stak hovedet ind i elevatorskakten for at kigge efter elevatoren.

Sparede Smith og Raskob penge på erstatninger, postede de til gengæld store summer i arbejdernes velbefindende.


De to bygherrer sikrede sig den bedste og hurtigste arbejdskraft ved at lønne arbejderne på Empire State Building med op til 15 dollars om dagen – fire gange mere end på New Yorks andre byggepladser.

Siddende med en fabelagtigt udsigt over millionbyen indtog de feterede arbejdere frokosten fra en af bygningens fem cafeteriaer på 3., 9., 24., 47. og 64. etage. Samtidig løb vanddrenge rundt på stålskelettet med vand til arbejderne.

Prisen for denne ordning løb alene op i 25.000 dollars, men til gengæld undgik arbejderne de lange ture ned efter vand, der kunne have forsinket byggeriet.
Det 48 meter høje tårn skulle fungere som ankerplads for luftskibe. Kastevindene i
højden umuliggjorde planen. 
© Polfoto/Topfoto

112 km vandrør snor sig i bygningen

Stålskelettet og facaden på Empire State Building stod færdigt 13. november 1930. På 242 dage havde arbejderne muret, nittet og støbt 102 etager fordelt på 381 meter.

 Arbejdet med indretningen varede yderligere fire måneder. Bl.a. trak elektrikere 762 km el-kabler, og vvs-arbejdere lagde 112 km vandrør ind i skyskraberen.

Og så den 1. maj 1931 kunne en stolt Al Smith indvie den 365.000 tons tunge skyskraber. Under indvielsen modtog han et kortfattet telegram fra en af arkitekterne, William Lamb, der havde forladt New York med skib dagen før:


“Jeg er nu et døgn væk, og jeg kan stadig se bygningen”, stod der.

Efter otte måneder stod Empire State Builing opført. Højde: 381 m med spir. Antal etager: 102
© New York Public Library

“Empty State Building” tæt på fallit

Den festlige indvielse blev glemt i løbet af få måneder, da depressionens hverdag meldte sig. Arbejdsløsheden var eksploderet, og hovedparten af de 3000 arbejdere måtte efter byggeriet stille sig op i understøttelseskøen uden mulighed for at få et nyt arbejde.

Krisen ramte også Smith og Raskob. Udlejningen af kontorerne i Empire State Building skulle have været en guldgrube, men ingen havde råd til at flytte ind i nybyggeriet. 

Det 41 mio. dollars (ca. 600 mio. i dag) dyre byggeri stod tomt, og newyorkerne dømte sarkastisk bygningen “Empty State Building”. Al Smith lod lysene i bygningen brænde døgnet rundt, for at bygningen ikke skulle se tom ud, og snart fyldte glade mennesker den enorme marmorlobby. 

Newyorkerne strømmede til for at køre med elevatoren op til udsigtsdækket. Alene i 1931 hev næsten en million mennesker en dollar op af lommen for at få lov til at køre de 70 sekunder i elevatoren op til 86. etage og kigge ud over Manhattan.

Indtægterne fra udsigtsdækket reddede Raskob og Smiths skyskraberprojekt fra bankerot, og Empire State Building blev det synlige symbol på, at New York var blevet verdens førende storby.

Måske er du interesseret i...

Læs også