Heuneburg - kelternes stærke fæstning

600 år f.Kr. byggede kelterne en fæstning med 6 meter høje mure på toppen af en stejl bakke med udsigt over Donaufloden. Herfra kunne de kontrollere skibstrafikken på floden, der bandt det keltiske rige sammen.

19. februar 2015 af Jannik Petersen

Kelterne havde solide fæstninger

Spidse træpæle på toppen af jordhøje, sådan forestillede historikerne sig, at kelternes forsvarsværker så ud. Men så udgravede arkæologer fæstningen Heuneburg nær den tysk-schweiziske grænse. Heuneburg blev anlagt omkring år 600 f.Kr og murene på den 300 m lange x 150 m brede fæstning var overraskende solide: Ovenpå et fundament af kalksten havde kelterne muret med mursten, mens toppen bestod af træværk, som i alt bragte muren op på 6 meters højde. Skydeskårene på toppen var overdækkede, så de keltiske krigere ikke risikerede at blive ramt af fjendens kasteskyts.

Avanceret port gav adgang til kelternes fæstning

Fæstningsmuren lå på toppen af et naturligt plateau med 40 meter høje og stejle skrænter på tre sider. Adgangen til fæstningen fik besøgende ikke via en simpel port, men gennem et forsvarstårn med en indbygget sluseanordning. Først blev de lukket ind gennem yderporten og kom ind i en gård, hvor vagterne kunne beskyde dem oppefra og fra alle fire verdenshjørner. Når de besøgende var undersøgt for våben, blev inderporten åbnet og de kunne træde ind i borgen.

Romerne erobrede aldrig den keltiske fæstning

Heuneburg beskyttede en driftig keltisk handelsby, som formentlig lå beskyttet bag sin egen forsvarsmur. Fæstningen var forladt og brændt ned længe før romerne i det sidste århundrede f.Kr. erobrede området.

Du kan læse mere om det undervurderede folk Kelterne i artiklen fra Historie nr. 4/2015 - download den her.

NB! Du skal have en profil på Historie for at downloade artiklen. Det er gratis at oprette og tager kun et øjeblik. Når du klikker på downloadknappen får du mulighed for at oprette en profil.

Måske er du interesseret i...

Læs også