Op imod 5.000 arbejdere sled i døgndrift for at få dæmningen færdig på fem år.

© Getty Images & Shutterstock

Hoover Dam kostede blod, sved og 6 mio. tons beton

Under den økonomiske krise i 1931 strømmer tusindvis af arbejdsløse amerikanere til Colorado-floden i USA. Her knokler de hver dag på usikre stilladser og i gasfyldte skakter for at opføre verdens største dæmning. Efter fem års hårdt slid er arbejdet fuldbragt, og den 221 meter høje Hoover Dam knejser nu midt i den brusende flod.

1. september 2017 af Kasper Schlie

Tusinder af spændte tilskuere har forsamlet sig langs kanten af Black Canyon den 13. november 1932. 

De er mødt op for at se mennesket betvinge naturen. Gennem de kommende timer vil arbejdere presse den mægtige Colorado-flod ud af sit leje og ind i fire omdirigerings-tunneller. 

Målet er at skabe plads til at støbe den mægtige Hoover Dam på flodens bund.

Opgaven virker komplet umulig, for hvert sekund fosser ca. 20.000 liter mudret vand forbi neden for klipperne.

100 lastbiler holder i tomgang. På ladet har de hver 12 tons klipper og grus, der skal hældes ned i vandet. 

Målet er at danne en midlertidig barriere nord for den kommende dæmning.

Kl. 11.30 giver byggelederen, Frank Crowe, tegn til sine folk. Øjeblikket efter brager eksplosioner nede fra kløften, hvor 3.500 stykker dynamit er blevet boret ind i de høje klippevægge.

Vandet piskes op, da det rammes af tusindvis af klippestykker. 

Herefter buldrer den første lastbil ud på midten af en midlertidig bro, tipper ladet og lader sit indhold dumpe ned i den brusende flod. 

Straks efter kører den tilbage igen for at hente et nyt læs. 

Hvert 15. sekund tømmer en lastbil sit lad, og sådan fortsætter det i timevis, uden at floden rykker sig en tomme. 

Først kl. 19 samme aften standser det nu 22.500 tons tunge klippedige det frådende vand, der tvinges op mod den første tunnel. 

Vandmasserne forsvinder ind i mørket og fosser først ud igen ca. 400 m længere fremme.

“Hun tager imod den, drenge, hun tager imod den”, råber en arbejder, så det gjalder mellem klippevæggene.

Han har netop været med til at tørlægge byggepladsen, hvor verdens største dæmning om kort tid skal støbes af 5.000 arbejdere. 

Byggelederen, Crowe, kan gnide sig i hænderne. Han har kun været i gang i 22 måneder, og hele projektet er ét år foran planen.

Den 221 m høje Hoover Dam skal blive en af det 20. århundredes største byggebedrifter. 

Op imod 6 mio. tons beton skal bruges for at rejse den enorme konstruktion, der skal stå midt i den voldsomme Colorado-flod.

Aldrig før har nogen forsøgt at bygge en dæmning af denne størrelse, og eksperter tvivler på, om det overhovedet kan lade sig gøre. 

Firmaet “Six Companies” er dog stålsatte. Ikke blot vil de bygge dæmningen – de vil bevise deres kunnen ved at levere den til regeringen under budget og før tid.

De stejle klippevægge i Black Canyon gjorde stedet ideelt til en dæmning. Byggelederen planlagde at spare store summer ved at opføre Hoover Dam på fem år i stedet for syv. 

© Creative Commons, Getty Images & Shutterstock

Katastrofe fremskynder projektet

Indbyggerne i det vestlige USA havde længe drømt om at tæmme den 2.334 km lange Colorado-flod. 

Hastigt voksende byer som Las Vegas, Los Angeles og San Francisco havde desperat brug for mere strøm – noget, som et enormt vandkraftværk på floden ville kunne producere. 

Samtidig ønskede bønderne langs flodens bredder en stabil adgang til overrislingskanaler og drikkevand.

Kunne floden tæmmes, håbede folk, at det også kunne afhjælpe et andet problem – nemlig at den ofte gik over sine bredder og skabte ødelæggelser.

Op gennem 1920’erne skændtes de seks stater langs flodløbet med hinanden og regeringen om, hvordan den præcise fordeling af vand og strøm skulle være. 

Byggeriet blev derfor konstant udskudt – lige indtil en frygtelig begivenhed satte skub i projektet. 

I 1927 døde hele 246 mennesker, da Mississippi-floden gik over sine bredder. 

Katastrofen var så slem, og behovet for mere strøm så stort, at præsident Hoover i 1929 slog i bordet: 

En ny dæmning, med arbejdstitlen Boulder Dam, skulle anlægges i Black Canyon – 40 km fra Las Vegas.

Som en prop skulle den placeres mellem kløftens klipper og dermed skabe en enorm sø i området bag dæmningen. 

Præsidentens ingeniører advarede om, at projektet skulle udføres efter “ul­tra­kon­ser­va­ti­ve beregninger” – for kol­­lap­se­de dæmningen, ville vand­mas­ser­ne dræbe mange på vej mod Stillehavet.

Foretagendet var så enormt, at byggefirmaer over hele USA måtte gå sammen for at samle kapital nok til at byde på opgaven. 

Vinderen blev det såkaldte “Six Companies”, hvor den erfarne byggeleder Frank Crowe i 1931 slog konkurrenterne med et bud på ca. 49 mio. dollars.

Men regeringen ville ikke blot have en billig dæmning, de ville også have den bygget hurtigt. 

Syv år måtte det maksimalt tage, medmindre “Six Companies” ønskede dagsbøder på 3.000 dollars. 

En tidsfrist, der bestemt ikke var realistisk ifølge en af den amerikanske regerings egne økonomiske konsulenter.

Frank Crowe var dog ikke skræmt: “Jeg havde tilbragt hele mit liv på flodbyggepladser, og Boulder skulle blive et vidunderligt klimaks. 

Jeg kunne slet ikke vente med at komme i gang med at bygge”, udtalte han senere.

“Six Companies” underskrev den 18. april 1931 statens kontrakt på at bygge Hoover Dam.

© Sun File Photo

Arbejdsløse valfarter til Nevada

Til Crowes held havde depressionen ramt USA med fuld styrke – og tusindvis af arbejdsløse jublede over tanken om flere års velbetalt arbejde i Nevadas ørken. 

Før “Six Companies” overhovedet havde nået at etablere deres hoved­kvar­ter oven for Black Canyon, strøm­me­de massevis af håbefulde familier til området i udtjente biler, til fods og sågar i hestevogne.

Endnu værre så det ud tættere på den kommende byggeplads. I foråret 1931 forsamlede hundreder sig i en ussel teltlejr ved Colorado-flodens bredder, som hurtigt blev døbt “pjaltebyen”.

En af familierne, som prøvede lykken her, var Tom og Erma Godbey med deres fire små børn. 

“Alt var bygget af pap”, sagde Erma. “Alle var blot kommet i bil uden møbler eller noget”.

Tom Godbey var en tidligere mine­arbejder, som i desperation havde surret familiens ejendele fast på taget af deres gamle Dodge og var kørt mod Nevada.

Forholdene i pjaltebyen skulle dog hurtigt vise sig ulidelige. Hver dag steg temperaturen til over 40 grader, hvilket fik affald og afføring til at stinke og tiltrak rotter mellem slumhusene. 

Om natten måtte folk sågar vikle sig ind i våde lagener for at kunne sove i heden.

Arbejdere flokkes om chefen

Et lyspunkt for de tilvandrende indbyggere var det, da Frank Crowe en dag kom forbi pjaltebyen for at inspicere den nærliggende byggeplads. 

“Den store chef er kommet!” blev der råbt, hvorefter tusinder stimlede sammen.

“Hvor mange mænd skal du bruge, boss?”, “Jeg vil arbejde hårdt!”, “Vi er sultne, please!” lød det fra vrimlen – og Crowe kunne vælge og vrage.

Foreløbig var der dog kun arbejde til nogle få hundrede – heriblandt Tom Godbey. Før arbejdet på dæmningen begyndte, skulle infrastrukturen på plads. De nyansatte anlagde veje, en jernbane og højspændingsledninger.

Varmebølge fører til dødsfald

I maj 1931 tog Frank Crowe og “Six Companies” endelig fat på projektets første store fase. 

Fire tunneller, to på hver side af floden, skulle sprænges gennem klippen og bruges til at omdirigere vandet, så dæmningen kunne bygges på en tør flodseng. 

1.200 arbejdere blev derfor hyret til dag og nat at bore og sprænge sig gennem i alt 5.200 m klippe. Uheldigvis satte en hedebølge næsten arbejdet i stå, før det var kommet i gang.

I juli nåede termometeret 48 grader i skyggen, hvilket fik arbejdere til at kollapse af hedeslag. 

Øjenvidnet John Gieck var rasende: “Da de ankom til Las Vegas, var de døde, oppustede og så ud, som om de var blevet kogt levende”, udtalte han.

To måneder inde i tunnelarbejdet var hele 14 døde af hedeslag. “Six Companies truer arbejdernes liv!” lød det i fagforeningsavisen “Industrial Solidarity” – og bladet havde en pointe.

Frank Crowe havde hurtigt fået tilnavnet “Hurry Up”, da han døgnet rundt dukkede op på stilladser, i tunneller og sågar i kantinerne for at fremskynde arbejdet – uanset temperaturen.

Alt skulle gøres så hurtigt og billigt som muligt. I løbet af de første måneder døde arbejdere i fald- og sprængningsulykker, som kunne være undgået. 

Selv drikkevandet bestod af lunkent flodvand, der ifølge en ansat lignede “kaffe med for meget fløde”, og fordærvet mad forgiftede 20 arbejdere.

Reaktionen fra “Six Companies” var blot, at mændene “ikke var vant til at arbejde under ørkensolen”.

Intet blev derfor gjort for at afhjælpe problemerne, og det slidsomme arbejde fortsatte, som om intet var hændt.

Den 7. august 1931 antændte “Six Companies” selv den ulmende krudttønde. 

Da tunnelarbejderne fik at vide, at de skulle gå ned i løn – fra fem til fire dollars om dagen – udbrød der strejke. Men Crowe var iskold: 

Arbejderne måtte acceptere de nye forhold eller skride. Da de strejkende nægtede at give sig, blev de alle fyret. 

Ugen efter begyndte Crowe at hyre en ny arbejdsstyrke fra bunden af, så byggeriet kunne fortsætte.

Fire store tunneller omdirigerede flodens løb under opførelsen af dæmningen.

© rsvlts.com

Ny maskine sætter skub i arbejdet

I sensommeren 1931 opfandt borebissen Bernard Williams en maskine – kaldet Jumboen – som fik afgørende betydning for arbejdet. 

Idéen kom til Williams en dag, hvor han betragtede en lastbil af mærket “International” fra 1916, der fjernede klippestykker fra byggepladsen.

Her indså han, at den kunne bruges til at effektivisere borearbejdet i tunnellerne. 

Williams byggede to platforme på vognens lad, så op imod 30 mænd nu kunne bore direkte ind i klippen. 

Inden da havde borebisserne kun stået på jorden, når de arbejdede – hvorfor den nye opfindelse i den grad satte skub på udboringen af tunnellerne.

Når de 30 huller var klar, kørte lastbilen ud af tunnellen, hvorefter “krudtmænd” stoppede dynamitstænger ind i de 3-4 m dybe huller. 

Efter braget kørte en kran og et hold “ryddere” frem og fjernede klippestykkerne. 

Det var en yderst effektiv cyklus, som kørte i døgndrift i hver ende af de fire tunneller. Og der var ikke tid til unødige pauser.

Det måtte en ung arbejder sande, da han en dag blev antastet af Crowe for at stå og læne sig op ad sin skovl. 

“Hvad venter du på?” råbte byggebossen vredt. “På at klokken bliver 15.30, det er jo lønningsdag”, lød det fra den unge mand. 

I lønningskonvolutten lå den aftalte løn samt en rød fyreseddel.

Crowe pirrede også sine mænds konkurrencesans i forsøget på at øge tempoet. 

Hvert skiftehold blev opfordret til at grave længere end de andre i løbet af de otte timer, som en vagt varede. 

Skyndingen førte dog til, at et hold en dag glemte at tjekke for revner i klippevæggen efter en sprængning. 

Da deres Jumbo efterfølgende blev begravet i et klippeskred, var det rent held, at alle slap med brækkede knogler og hjernerystelser. 

Mange nægtede dog at tage på hospitalet – for så ville de andre borehold overhale dem. 

Dødsulykker bortforklares

Arbejdet skred hurtigt frem, men efterhånden som mændene nåede dybere ind i klippevæggen, begyndte flere at klage over hovedpine og opkast. 

Udstødningsgassen fra lastbiler, kraner og generatorer skabte nemlig farlige mængder af kultile (CO), der i løbet af gravearbejdet kom til at koste 42 menneskeliv.

“Vores direktører vil hellere investere 100.000 dollars end at gøre skade på blot én eneste arbejder”, udtalte Frank Crowe til pressen.

“Six Companies” investerede dog aldrig i elektriske køretøjer, som ikke udledte udstødningsgasser og kunne have reduceret dødstallet betragteligt. 

Firmaet undgik også at udbetale erstatning til de efterladte ved at klassificere forgiftningerne som lungebetændelse, der blev betragtet som en naturlig dødsårsag.

Cheferne oprettede tilmed et PR-kontor, som skulle forsyne pressen med positive historier om arbejdsforholdene. 

“Naturlige luftstrømme” og “kraftige ventilatorer” sørger for “kølige, rene og behagelige forhold for arbejderne”, lød det bl.a. i en udmelding.

Senere fik aviserne en forklaring fra kontoret om, “at læger siger, at de mange tilfælde af lungebetændelse skyldes arbejdernes indtagelse af hjemmebrygget alkohol”.

I 1932 var der så mange kulilte-retssager på vej mod “Six Companies”, at de satte tempoet yderligere op, så tunnellerne ville være færdige, før en mulig dom kunne standse arbejdet.

Kulilte-forgiftning var imidlertid ikke den eneste fare under byggeriet. 

I løbet af 1931 og 1932 døde i alt 37 arbejdere i forskellige sprængningsulykker, sammenstød med køretøjer, jordskred og fald fra store højder. 

Tog og svævebaner leverer beton

Søgsmålene til trods tænkte Frank Crowe allerede på byggeriets næste fase. 

Efter at arbejderne havde færdiggjort de fire tunneller, to på hver side af strømmen, blev Colorado-floden ledt under jorden i november 1932. 

Herefter kunne de begynde at rydde den tørlagte flodbund for slam og klippestykker.

Opgaven var kæmpemæssig: Hver eneste dag i seks måneder fjernede de op imod 18.000 m3 slam og grus – hvilket var resultatet af år­tu­sin­ders flod­af­lej­ringer.

Mens udgravningen stod på, udtænkte Frank Crowe en genial plan til at transportere betonen ned i kløften. 

Ni små lokomotiver skulle hver trække metalbeholdere med op til 20 tons beton i hen til kanten af Black Canyon. 

Herfra skulle en lastsvævebane så hejse dem resten af vejen ned i dybet.

De i alt 10 svævebaner var de mest kraftfulde, verden endnu havde set – en af dem kunne løfte 170 tons, og forankringstårnene var monteret på skinner, så svævebanerne kunne flyttes i takt med arbejdet. 

Den 6. juni 1933 blev den første spand med beton sænket 250 m ned i dybet, hvor arbejderne tømte dens våde last i en træboks på 230 m2. 

Herefter gik de i gang med at trampe og skovle betonen på plads.

Crowe vidste, at han måtte støbe dæm­ningen i mindre blokke: Støbt i ét stykke ville betonen nemlig være ca. 125 år om at størkne. 

For at sætte ekstra fart på processen opfandt han et system af vandrør, som skulle køle betonen indefra. 

Opfindelsen var en succes, der mangedoblede arbejdets hastighed.

Crowes opfindelser var imidlertid også farlige prototyper. 

På et tidspunkt, da svævebanen hejste en af de mange betonspande ned mod arbejderne, knækkede en af de to sænkeliner, hvorefter spanden begyndte at svinge som et dødbringende pendul over dæmningen. 

Johnson og Pitts, to arbejdere, nåede ikke at komme væk og blev med stor kraft ramt af spanden.

Pitts tumlede 30 m ned i dybet, før han med et hult drøn blev knust mod et stillads. Johnson kunne ingen dog se. 

Sent samme aften blev han fundet på et andet stillads – 400 m væk. Han var blevet skovlet op i spanden og var først faldet ud, da bunddørene åbnede sig. 

Mirakuløst slap Johnson med blå mærker og beton i øjnene. Han vendte tilbage til sit arbejde allerede dagen efter.

Flodbunden skulle ryddes for et 30 m dybt lag af slam og nedfaldne sten, så selve dæmningen kunne anlægges på et solidt klippefundament.

© Boulder City Museum, W.A. Davis

Roosevelt vil indvie Hoover Dam

I 1934 toppede “Six Companies’” arbejdsstyrke. Som en fintunet maskine arbejdede 5.000 mænd døgnet rundt, og dæmningen voksede hurtigere og hurtigere for hver uge, der gik.

En journalist var målløs over effektiviteten, da han besøgte byggeriet: 

“De spilder ingen tid hygge. I stedet hersker en mørk, målbevidst stemning. “Six Companies” hyrer og fyrer aggressivt, så nu er kun de mest effektive tilbage”.

Og der var noget om snakken: I juni 1933 blev der støbt 19.000 m3 beton, mens der i marts 1934 blev sænket hele 200.000 m3 beton ned i kløften.

Hver dag blev nye beholdere sendt ned og tømt og betonen fordelt. 

Blok for blok voksede dæmningen – indtil den efterhånden ragede mere end 200 m op over flodbunden i kløftens bund.

Og endelig, den 21. februar 1935, blev den sidste spand med beton hejst ud over Black Canyon og tømt i en træform på dæmningens 14 m brede top. 

Dermed havde Frank Crowe afsluttet støbeprocessen hele to år før den dato, Kongressen havde krævet. 

Hastværket havde kostet dusinvis af mænd livet, på trods af at “Six Companies” ikke fik yderligere bonusser for at være så hurtige.

Men megafirmaet sparede store penge på den tidlige overlevering: En stor del af de 5.000 arbejdere kunne nu fyres og lønningerne reduceres betragteligt. 

Desuden kunne de nyde godt af to års ekstra renter på de millioner af dollars, der blev udbetalt fra regeringen.

Præsident Franklin D. Roosevelt var imidlertid blevet ivrig efter at indvie dæmningen og vise den frem som et resultat af sin “New Deal” – hans kæmpemæssige reformprogram, som skulle løfte titusinder ud af depressionens arbejdsløshed. 

Derfor blev dæmningen indviet, før det hele stod færdigt – selve vandkraftværket kunne nemlig først producere strøm fra oktober 1936. 

Den 30. september 1935 blev der for en stund stille i kløften. Hele Boulder City var klædt på til fest, da præsident Roosevelts specialtog rullede ind på stationen. 

Herfra kørte en konvoj af limousiner frem til et podium oven for dæmningen, hvor præsidenten tog plads.

Flere tusind amerikanere var mødt frem for at overvære indvielsen, og et orkester fra Boulder Citys skole spillede.

Drengen på violin var familien Godbeys ene søn, Tommy, der som lille var ankommet til den glohede og farlige pjalteby med sine forældre. 

Nu havde faren fast arbejde i byen, og Erma Godbey var “meget stolt” over sin ældste søn.

“Jeg kom, jeg så, og jeg blev overvældet – som alle, der ser dette under for første gang”, sagde Roosevelt til de mange tilskuere og millioner af andre, der lyttede med via radio.

“Dimensionerne er ufattelige. Når vi ser på værket, bør vi tænke på dets skabere.

Vi må anerkende deres energi, ressourcer og vedholdenhed.

Men vi må være særligt taknemmelige over for de tusinder af arbejdere, der har investeret al deres kløgt og kraft i byggeriet”.

Ikke abonnent? Få bladet her:

Arbejderne måtte bygge et enormt træskelet, der kunne støtte de mange forme, som dæmningens fundament skulle støbes i.

Dæmningen leverer vand og strøm

Op mod 21.000 mennesker nåede at arbejde på det enorme byggeri fra 1931 til 1935 – og ingen i landet kunne så tvivl om dæmningens værdi for det vestlige USA, da den endelig stod færdig.

Først og fremmest kunne vandkraftværket levere strøm til områdets byer – fra Las Vegas i ørkenen til Los Angeles ved Stillehavets kyst.

Derudover gjorde Hoover Dam det muligt at kontrollere flodvandet, så oversvømmelser lettere kunne undgås i Imperial Valley, og det opdæmmede vand kunne bruges i landbruget langs Colorado-floden.

Arbejderne bag det enorme byggeprojekt stammede fra hele USA.

Mens 500 af dem blev tilbage for at færdigbygge kraftværket og vedligeholde dæmningen, rejste de fleste tilbage til deres egne stater for at arbejde i industrien, som var på vej tilbage efter depressionen.

Andre slog sig ned i Las Vegas, der i byggeperioden havde firedoblet sit indbyggertal.

Frank Crowe var byggeriets egentlige bagmand, og på trods af at projektet havde gjort ham til en velhavende mand, var han slet ikke færdig med at bygge dæmninger.

“Jeg har det ad helvede til”, sagde han kort efter indvielsen.

“Jeg leder efter et job, for jeg vil fortsætte med at bygge dæmninger”.

Og som sagt, så gjort. Crowe stod i spidsen for yderligere tre store dæmninger, før han trak sig tilbage i 1944.

Kort før sin død blev han interviewet af Time Magazine. Her afslørede Crowe at han, trods alt, havde en dybtfølt respekt for de menige arbejdere:

“Hvis du vil se, hvem der virkelig byggede denne dæmning, så skal du gå over i kantinen.

Han bærer sikkerhedshjelm, er i gennemsnit 31 år gammel og er i stand til at få noget fra hånden”.

Læs mere om Hoover Dam

  • Michael Hiltzik: Colossus, Free Press, 2010
  • Joseph E. Stevens: Hoover Dam: An American Adventure, University of Oklahoma Press, 1988

Måske er du interesseret i...

Læs også