Når først klippen var formet med dynamit, kunne de fine ansigtstræk udhugges med bl.a. hammer og mejsel.

Mount Rushmore: Gal skulptør gik amok i granit

I 1925 hyrer South Dakota en berygtet skulptør til at skabe et enestående monument, Mount Rushmore, som kan lokke turister til staten. Forude truer både en økonomisk krise, en verdenskrig og billedhuggerens vanvid med at spænde ben for drømmen.

7. september 2015 af Else Christensen

Skulptøren Borglum fascineres af Mount Rushmore

Bjergtaget var et stort ord. Men det dækkede nøjagtigt Gutzon Borglums følelser, da han i september 1925 for første gang besteg den 1.745 m høje granitklippe, som gik under navnet Mount Rush­more.

Klippen lignede ikke de andre i nærheden, havde han straks bemærket. Overfladen var buet og kurvet, som indeholdt den allerede de ansigter, staten South Dakota havde bestilt Borglum til at hugge ud af den massive klippe. Udsigten fra toppen, hvorfra beskueren kunne se ud over fem stater og tusinder af km med skove og marker, var overvældende. Klippen lå perfekt.

“Intet ud over Den Almægtige kan stoppe mig fra at gøre dette arbejde færdigt”, bemærkede skulptøren Borglum.

Han skulle få brug for al den begejstring, han kunne mønstre. For arbejdet med at skabe et gigantisk monument for fire af USA’s mest berømte præsidenter skulle støde på forhindringer, der lå ud over det sædvanlige. Smuldrende klippestykker, den største økonomiske krise i USA’s historie og en lurende verdenskrig var blot nogle af de udfordringer, der mødte Borglum igennem de 16 år, som det tog at udhugge et af USA’s mest kendte nationalklenodier.

Turister til Mount Rushmore skulle redde staten

Mount Rushmore var ellers langtfra selvskrevet til rollen som nationalt monument. Omkring 50 år tidligere havde bjerget slet ikke tilhørt USA, for ifølge en traktat fra 1868 skulle området “for evigt” være ejet af den lokale indianerstamme siouxerne.

“For evigt” varede dog kun, indtil guld blev fundet i området. Nybyggere strømmede til, og snart fyldtes stedet af det værste, som det vilde vesten havde at byde på. Mord, røveri og prostitution hærgede de nye byer, hvor bl.a. “Wild Bill” Hickok og “Calamity Jane” Canary gjorde gader og salooner usikre.

Alt dette havde South Dakota dog lagt bag sig, da Borglum gjorde sin entré midt i 1920’erne. Faktisk var staten blevet en smule kedelig og temmelig fattig. Guldminerne lå udtømte tilbage, og de turister, der ellers netop i disse år strømmede ud på vejene i deres nye automobiler, undgik South Dakota, som ikke havde mange seværdigheder at byde på ud over den smukke natur.

“Turister bliver hurtigt trætte af smukke landskaber, medmindre noget andet og mere kan gøre stedet imponerende”, argumenterede Doane Robinson, South Dakotas statshistoriker. Han foreslog en stor skulptur i et bjergområde og gik straks i gang med at lede efter en dygtig billedhugger. Blandt de kunstnere, som Robinson kontaktede, var Gutzon Borglum, der allerede havde skabt sig et navn med sine pompøse, patriotiske skulpturer.

“Særdeles interesseret i dit forslag. Fantastisk plan. Hold fast i den”, svarede Borglum på Robinsons forespørgsel i et telegram fra august 1924.

Borglum måtte pantsætte sit hus

Tætbygget, skaldet og med et insisterende blik over den buskede moustache udstrålede Borglum beslutsomhed og viljestyrke. At han var den rigtige mand til jobbet, var hverken Robinson eller senator Peter Norbeck i tvivl om. “Borglum er en af de største – hvis ikke den største skulptør i verden”, fastslog Norbeck ved en pressekonference.

Skulptøren var klar til “at efterlade sig monumentale værker, der ville blive stående til evig tid”. Senatorens gode indtryk af Borglum skyldtes ikke hans kunstneriske evner alene. Skulptøren var kendt for at have forbindelser til de rige og berømte – herunder præsidenter – og havde under sit første besøg i South Dakota mere end antydet, at han kunne skaffe penge til Mount Rushmore-projektet, som endnu ikke var finansieret. Han havde, bemærkede Borglum henkastet, masser af venner “med et par millioner dollars ledige”.

Det viste sig hurtigt, at Borglum havde taget munden for fuld, for hans mange tiggerbreve forblev ubesvarede. For overhovedet at have råd til at gå i gang med at begynde arbejdet måtte Borglum derfor pantsætte sit eget hus.

Først da et lokalt kongresmedlem lokkede præsident Calvin Coolidge på ferie i South Dakota – og Borglum overtalte ham til at tale ved en ceremoni i august 1927, der markerede begyndelsen på arbejdet – tog pengeindsamlingen fart.

Optændt af patriotisk begejstring indsamlede South Dakota hurtigt 42.000 dollars – et beløb, der imponerede Coolidge nok til, at han ved hjemkomsten til Washington satte Mount Rushmore på finansloven.

Hold musen hen over de røde prikker, og læs om monumentets berømte ansigter

 

Arbejdet med Mount Rushmore krævede stærke nerver

Skulpturen, som Borglum gik i gang med i oktober 1927, skulle i færdig form vise fire præsidenter: George Washington, Thomas Jefferson, Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt. Alle skulle hugges ud, så de kom til at fremstå fra livet og opad, som om de strakte sig ud af bjerget.

I løbet af efteråret havde Borglum fået opført en hel lille by på bjerget. Køkkener, spiserum og latriner til arbejderne lå spredt omkring. Skure husede bl.a. en smedje, otte hejseværk og kompressorer til de store luftbor.

På toppen af bjerget stod Borglums kontor samt et hus, som skulle bebos af “pegeren” – en særligt uddannet medarbejder, der via et sindrigt system sørgede for, at skulpturerne blev opført korrekt i forhold til modellerne.

Washingtons hoved skulle udhugges først, og arbejderne gik i gang med at sprænge store klippeblokke væk med dynamit. Sprængstoffet blev pakket og anbragt om formiddagen og detoneret, mens arbejderne gik til frokost. Om eftermiddagen blev proceduren gentaget.

I næste fase fjernede arbejderne med trykluftbor overflødig klippe ned til 15 cm fra det færdige ansigt. Borene vejede ca. 40 kg og føltes med deres kraftige vibrationer nærmest levende. For at styre det anbragte arbejderen boret imellem fødderne, som han stemte imod klippen. Imens lænede han sig tilbage, hvilket gav en fornemmelse af at svæve i intetheden – kun holdt oppe af et 1,5 cm tykt kabel fra hejseværket. Mange vænnede sig til følelsen, men andre blev grebet af en rædsel, der gik helt ind i sjælen.

“Jeg gjorde det i tre-fire dage, og jeg vågnede om natten og greb fat i min seng, det bedste jeg havde lært, fordi jeg troede, at jeg var ved at falde ned af bjerget”, fortæller en arbejder.

 

Washingtons ansigt trak turister til Mount Rushmore

Langsomt, men sikkert, tog Washingtons ansigt form, og den 4. juli 1930 kunne Borglum byde velkommen til den første indvielse på Mount Rushmore.

Interessen for monumentet viste sig at være enorm, og i løbet af de følgende måneder strømmede titusinder af nysgerrige til området. Opildnet af interessen erklærede Borglum, at de resterende skulpturer ville være færdige allerede i 1934. Sådan skulle det dog ikke gå, for i løbet af 1931 begyndte arbejdet på Mount Rushmore at gå Borglum imod.

Ifølge det originale udkast til skulpturerne skulle Lincoln anbringes til venstre for Washington, og Jefferson til højre. Udhugningen af Jefferson var da også allerede begyndt, da Borglum i 1931 rejste på ferie og overlod arbejdet til sine assistenter. Da han kom hjem, ventede en ubehagelig overraskelse.

I hans fravær havde hans betroede assistent, Hugo Villa, haft travlt med at drikke vin og jagte kvinder. Aktiviteterne var gået så hårdt ud over arbejdsevnen, at Jeffersons pande var blevet hugget alt for flad og næsen 15 cm for kort.

Borglum var rasende og hævdede, at han kunne se fejlene flere km væk. Beskyldninger om “grove fejl” og “ulydighed” regnede ned over Villa, inden Borglum arrigt begyndte at udhugge en ny Jefferson – denne gang til højre for Washington. Den ødelagte figur blev kort efter sprængt i luften.

Også på sin nye plads skulle Jefferson vise sig at være lidt af en prøvelse. Da Borglum begyndte arbejdet på præsidentens næse, opdagede han en foruroligende stor revne ved højre næsebor. Af frygt for at revnen skulle samle fugt, som dernæst ville fryse til is om vinteren og ødelægge præsidentens næse, valgte Borglum at lade hele ansigtet dreje nogle grader mod nord og vippe ansigtet, så næsen undgik revnen.

Borglum formåede at lokke præsident Franklin D. Roosevelt til indvielsen af Jeffersons hoved i 1936. Foto: AP/Polfoto

 

Krisen reddede Mount Rushmore

Snart skulle det stå klart, at Borglum havde værre problemer end Jeffersons næse. Året forinden, i oktober 1930, var de seneste års opgangstider med ét slag blevet afløst af sort depression, da børsen i New York krakkede. Virksomheder gik fallit, og millioner blev sendt ud i arbejdsløshed og uvished.

Allerede ved indvielsen af Wa­shing­ton havde kritikere murret over regeringens bidrag til monumentet. Hvis den slags pengekrævende projekter greb om sig i disse hårde krisetider, “vil vi ikke længere beskue blide, trøstende bjerge, men i stedet blive tvunget til at se på de hårde ansigtstræk hos direktøren for USA’s nationalbank”, bemærkede en journalist bekymret.

Tankerne vandt genklang, og snart tørrede støttebidragene til Mount Rushmore ud. I efteråret 1931 kunne Borglum konstatere, at kommissionen bag byggeriet blot havde 500 dollars tilbage, mens den skyldte 16.000 dollars væk. Snart gik arbejdet helt i stå.

Ironisk nok blev den voldsomme økonomiske krise Mount Rushmores redning. I et forsøg på at få den amerikanske økonomi i gang igen besluttede præsident Herbert Hoover i 1932 at poste penge i offentlige anlægsarbejder.

Mount Rushmore fik 100.000 dollars. Samtidig blev området omkring Mount Rushmore også gjort til nationalpark under den føderale regering – et træk, der sikrede, at regeringen fortsat ville poste penge i projektet. I foråret 1933 – efter at have ligget stille i halvandet år – kunne arbejdet på Mount Rushmore igen begynde.

Pengestrømmen var nu sikret, men udfordringerne langtfra forbi. De største problemer skabte Borglum imidlertid selv. Skulptøren var notorisk svær at omgås, og fyringer og trusler hørte til dagens orden på Mount Rushmore.

Derudover havde Borglum en vane med at bruge alle de penge, han kom i nærheden af. Skulptøren førte aldrig regnskab, og hans privatøkonomi lå i store træk i ruiner.

 

Økonomien var et stort rod

John Boland, formanden for den kommission, som stod for Mount Rushmores pengesager, holdt længe hånden over Borglum. Men da Borglums kontrakt for 1938 skulle fornys, og Kongressen begyndte at stille ubehagelige spørgsmål, kunne han ikke længere skjule tingenes rette tilstand.

“Det egentlige problem er ikke, hvad Borglum tjener, men hvad han bruger. Hans indkomst placerer ham blandt landets bedst aflønnede, og dog er han altid flad”, afslørede Boland. Trods Borglums privatøkonomiske kaos formåede Boland at overtale Kongressen til at forlænge Borglums kontrakt, og i foråret 1939 havde Borglum det største budget i historien. Det gav ham mulighed for at hyre det største arbejdshold, der nogensinde havde været på Mount Rushmore.

Arbejdet skred støt frem. Lincoln var blevet indviet i september 1937, og i juli 1939 kom turen til den sidste af præsidenterne, Theodore Roosevelt. Indvielsen foregik en søndag, og besøgstallet overgik al forventning: 3.000 biler og 12.000 mennesker havde denne dag fundet vej til Mount Rushmore.

Borglum selv blev med ét slag et kendt ansigt, som dukkede op i annoncer for bl.a. hovedpinepiller. Under et billede af Borglum hængende ved siden af Lincolns næse forkyndte teksten: “Vedholdende boren og mange problemer betyder hovedpine. Han siger: Jeg tager altid Bromo-Seltzer mod hovedpine. Det hjælper også mod nervøs anspændelse og dårlig mave”.

Mount Rushmore blev et samlingspunkt

Borglum havde god brug for pillerne, for han var begyndt at skrante. I 1940 var han på hospitalet i Colorado Springs “for at undergå lettere kirurgi og komme i bedre form”, som hustruen Mary udtalte. Rygterne ville dog vide, at Borglums tilstand var kritisk, for hustruen ansatte efter hjemkomsten en hjemmesygeplejerske til at passe sin mand.

Trods det dårlige helbred blev Borglum hårdt presset af forbundsregeringen, der betalte for Mount Rushmore. Den krævede, at Borglum som skulptør selv skulle stå for finpudsningen af ansigterne, og pressede samtidig på for at få Borglum til at offentliggøre sit budget og sin endelige tidsplan.

Borglum gled af på spørgsmålene, men i februar 1941 stod det klart, at han snart løb tør for penge og måtte på endnu en tiggerrunde til Kongressen. “Jeg nærer ingen tvivl om, at nationen vil komme os i møde med et hvilket som helst beløb, der er nødvendigt for at færdiggøre dette arbejde”, erklærede Borglum, inden Kongressen affærdigede ham. De folkevalgte var trætte af vrøvl. Få dage senere fik skulptøren en blodprop i lungen. Han overlevede, men da samme scenarie gentog sig to uger senere, udåndede Borglum.

Alle regnede med, at monumentet nu ville blive lagt i graven. Men i stedet trådte Borglums søn, Lincoln, frem og erklærede, at han ville afslutte farens arbejde. Det stramme budget tvang ham dog til at opgive den oprindelige plan: Pengene var ikke til at udhugge præsidenterne til livet, så i stedet nøjedes Lincoln med at finpudse ansigterne.

Monumentet stod færdigt den 31. oktober 1941. Blot fem uger senere gik USA ind i 2. verdenskrig, og patriotismen begyndte at blomstre. For mange amerikanere blev den urokkelige klippe med de fire præsidenter nu et symbol på et stærkt og forenet USA. Snart strømmede turister til South Dakota i hobetal – og strømmen er fortsat indtil i dag. Hvert år besøger over to mio. mennesker Mount Rush­more-mo­nu­mentet i South Dakota.

Læs mere om byggeriet og hvordan Mount Rushmore blev til i 5 trin

Måske er du interesseret i...

Læs også