Cheopspyramiden – også kaldet Den store pyramide i Giza – huser farao Cheops grav.

© Creative Commons

Skanninger afslører to hemmelige rum i Cheopspyramiden

De egyptiske pyramider er blevet undersøgt på alle leder og kanter med moderne teknologi for at afsløre deres sidste hemmeligheder. Og de seneste skanninger viser, at den største af pyramiderne skjuler to ukendte rum.

25. oktober 2016 af Karine Kirkebæk / Illustreret Videnskab

For 4500 år siden byggede egypterne Cheopspyramiden, som siden er blevet stemplet som et af verdens syv vidundere.

Og den dag i dag ved vi stadig ikke alt, om det enorme bygningsværk.

Men projektet ScanPyramids gør et ihærdigt forsøg på at vriste pyramidens – og de øvrige pyramiders – hemmeligheder fra den vha. blandt andet kosmisk stråling, infrarød termografi, 3D-laserteknologi og røntgenfotografering.

To rum i østlig retning

Anstrengelserne ser nu ud til at bære frugt. Eksperter fra Scan Pyramids-projektet siger i en udtalelse, at de kan bekræfte, at der findes to hidtil ukendte hulrum bag Cheopspyramidens nordlige og nordøstlige vendte sider.

Indtil nu er der ikke nogen forbindelse mellem de to rum, men det ene af dem synes at være forbundet med en gang, som bugter sig ind i pyramiden.

Små partikler afslører rum

Forskerne har lavet såkaldte myon-tomografier og præcise 3d-rekonstruktioner for at finde frem til rummene.

Jorden rammes konstant af myoner – en særlig type tunge elektroner – fra rummet. Ligesom røntgenstråler farer myoner igennem bløde materialer som væv, men absorberes af hårdere materialer og tunge grundstoffer. Myon-ophobninger giver på den måde forskerne et billede af blandt andet pyramidernes konstruktion.

Og det er på denne måde, at de hidtil ukendte hulrum er dukket op. Flere undersøgelser skal afgøre, hvad de blev brugt til, og hvor store de egentlig er.

Måske er du interesseret i...

Læs også