Problemerne hobede sig op under planlægningen og byggeriet af Taj Mahal. Sumpet underlag truede fundamentet, arbejderne var i kapløb med regntiden og stenbruddet kunne ikke følge med.

Taj Mahal står sikkert på usikker grund

Da Shah Jahans yndlingshustru, Mumtaz Mahal, døde i 1631, besluttede den indiske stormogul at bygge et mausoleum, som skulle hylde hendes skønhed for altid. I et kapløb med regntiden begyndte en hær af slavearbejdere arbejdet med at skabe Taj Mahal.

29. juni 2015 af Natasja Broström

Taj Mahal skulle bygges som minde for hustruen

Med bekymret mine betragtede arkitekterne Mir Abd al-Karim og Makramat Khan floden Yamuna, som slyngede sig gennem Agra. Vandet var helligt for Indiens millioner af hinduer, der rejste til byen for at sprede deres afdødes aske i Yamuna. Men den over 1.300 km lange biflod til Ganges var også dødsensfarlig. På vejen gennem Agra slog den 200 m brede Yamuna flere steder en bue og skiftede retning med over 90 grader.

Når smeltevand fra Himala­yas tinder pressede sig gennem flodlejet omkring august, svulmede Yamuna op og løb over sine bredder. Ofte 100 m ind over land. I værste fald slugte floden alt på sin vej: huse, mennesker og selv store paladser.

På netop dette sted – i en bue ved Yamunas smattede bred – ønskede herskeren over Indiens Mogulrige at bygge et enormt mausoleum. Mir Abd al-Karim og Makramat Khan vidste, at opgaven ville blive deres livs udfordring.

I sval skygge under en rød baldakin ventede Shah Jahan spændt på sine arkitekters forslag. Stormogulen, hvis navn betyder “Verdens Konge”, var vant til at få sin vilje, men som en erfaren bygherre anerkendte han, at planen var yderst ambitiøs.

Samme sommer i 1631 havde stormogulen mistet sin yndlingshustru, Mumtaz Mahal. Knuget af sorg havde Shah Jahan svoret at bygge hende et gravmæle, hvis skønhed og størrelse skulle overgå alle mausoleer i mogulernes rige. Selvom Shah Jahan var muslim, ønskede han at give hustruens sidste hvilested en markant placering ned til hinduernes hellige flod. Herfra ville alle, som sejlede forbi, kunne beundre mausoleet – og Shah Jahans magt.

Samtidig skulle bygningen afspejle det multietniske Indien. Tegningerne viste persisk-inspirerede løgkupler, islamisk kalligrafi, stram hinduistisk symmetri og en klassisk mogulsk vandhave med kanaler og springvand.

Spørgsmålet var, hvordan et tonstungt mausoleum i sten og marmor kunne placeres lige ud til den mudrede flod, som årligt forårsagede oversvømmelser, død og ødelæggelse. Stormogulen så afventende på sine to arkitekter.

Taj Mahal-byggeriet oversvømmes af ufaglærte

Mir Abd al-Karim og Makramat Khan skitserede deres plan: Verdens smukkeste mausoleum skulle bygges på smalle søjler af sten og mørtel. Søjlerne skulle graves dybt ned i jorden og gøre underlaget stabilt. Idéen var vovet, men Shah Jahan endte med at godkende planen.

Kort efter mødet med arkitekterne i efteråret 1631 begyndte vandstanden i Yamuna at falde, og tørken satte ind. Over de næste par måneder blev jorden ved flodbredden så fast, at arbejdet med mausoleets fundament kunne begynde. Arkitekterne og deres medhjælpere optegnede byggeriets forskellige områder med lysende hvidt kridt i den røde jord. Over 17 hektar eller 176.000 m2 land blev inddraget til projektet.

Rygterne om det storstilede byggeri havde spredt sig til hele Indien, og på få måneder myldrede arbejdere langvejsfra til Agra. Første bølge be­stod primært af ufaglærte, og deres opgave blev at grave det 300 x 150 m store hul til fundamentet. 5.000 arbejdere var hver dag i sving med at grave. En del af den overskydende jord blev brugt til at anlægge en beskyttende vold ud mod Yamunafloden.

Mange arbejdere havde medbragt deres familier, da byggeriet ville stå på i flere år. De fleste slog sig ned i den nærliggende by, Mumtazabad. På Shah Jahans ordre var byen delt af to krydsende hovedveje, så den fik fire separate markedspladser. Tanken var, at den symmetriske by skulle indgå i den sydlige del af mausoleumskomplekset. Her ville fremtidens pilgrimme kunne handle og bo i de mange gæstehuse. Mumtazabad fik hurtigt sit eget liv.

Dagligt myldrede folk til byens fire markeder. Ud over Mumtazabads konstante summen af liv hørtes uafbrudt støj fra byggepladsen. Men 8. januar 1632 gik alt i stå. Arbejderne lagde deres skovle, og de handlende lukkede markedspladsen.

Shah Jahan graver sin døde kone op

For første gang i månedsvis lagde stilheden sig over byggepladsen, og folk fra hele området samlede sig i andægtig bøn. Langsomt ankom en kæmpeprocession fra syd. I front red prins Shah Shuja, søn af Shah Jahan. Bag prinsen marcherede elefanter iklædt dækkener af guld og fløjl. Vuggende på deres ryg sad medlemmer af kongefamilien og landets adelige elite. Stille bøjede de ventende hovedet, for alle i processionen var klædt i hvidt – den symbolske begravelsesfarve.

Bag elefanterne gik tusindvis af soldater med hvide bannere, og i midten bar 10 mand en overdækket, forgyldt opsats. Under baldakinen lå liget af Mumtaz Mahal. Stik mod skik og brug havde Shah Jahan fjernet sin afdøde hustru fra hendes grav i Burhanpur 700 km borte.

Ingen turde dog rejse kritik af stormogulens beslutning. Efter ceremonien, hvor hellige mænd oplæste tekster fra Koranen, blev Mumtaz Mahal genbegravet nær byggetomten – klar til at ind­tage sit kommende gravmæle.

Katastrofen venter i juni for Taj Mahal

Efter begravelsen gik byggeriet i gang igen. I januar 1632 knoklede arbejderne løs trods heden på 38 grader. Byggepladsen genlød dagligt af huggende spader og dumpe dunk, når sand og jord blev smidt op på de ventende kærrer. Regnen var ikke faldet i to måneder, og rødt støv hvirvlede rundt i luften, mens oksetrukne kærrer kørte jorden bort til et depot lidt uden for byen.

I foråret nåede arbejderne ned gennem flodbreddens mange lag, og slimet dynd blev afløst af hårdtpresset jord. Men arbejdet var en kamp mod tiden, og holdlederne pressede deres folk til det yderste. I juni ville monsunvinden trække heftige byger ind over Agra og forvandle byggepladsen til et ælte af mudder. Gik Yamuna over sine bredder, kunne det ufærdige fundament skride og forsvinde ud i den rivende flod.

Ifølge Shah Jahans officielle krønikeskriver, Lahori, lagde arbejderne alle kræfter i for at forhindre katastrofen: “Med robuste arme og hænder som stål nåede de spadesvingende gravere med en ustoppelig indsats ned til vandets niveau”, skrev han.

Da udgravningen nåede 12 meters dybde, var dens bund på niveau med flodsengen. Tiden var kommet til at nedfælde de støttepiller, som Shah Jahans to rådgivende arkitekter havde foreslået, før byggeriet gik i gang.

“De snu murere og arkitekter, som allerede var kendt for deres forbløffende bedrifter, byggede nu et solidt fundament med sten og mørtel, som nåede op til jordens niveau”, lød Lahoris beskrivelse.

Dygtige håndværkere skabte fundamentet for Taj Mahal

Stensøjlerne blev funderet i åbne kasser af mahogni. Kasserne blev gravet endnu dybere ned i jordlaget, så de fæstnede i den solide undergrund under flodens niveau. Herefter fyldte arbejderne dem op med grus, skærver og vandfast mørtel, som holdt blandingen sammen, når den stivnede. Søjlerne blev bygget oven på kasserne, og mellem dem lagde arbejderne et tætpakket lag grus. Processen fortsatte, indtil hullet var helt fyldt op.

Samtidig fik fundamentet indlagt et system af drænrør, som blev indkapslet i sten og vandfast mørtel. Løb vand fra Yamuna ind i gruslaget, ville rørene lede det ud igen. Da fundamentet var på plads, begyndte arbejdet med mausoleets røde sokkel, der skulle bygges af mursten og sandstensplader. Mens murstenene ankom med båd, blev sandstensblokke transporteret over land i oksekærrer.

På værksteder nær byggepladsen hamrede stenhuggere jernstænger ned i blokkene. Med nøjagtige slag kunne en dygtig stenhugger kløve blokken, som var den en brændekævle, så han fik tynde, glatte plader. Herefter bandt to mand et reb om en af de to meter lange plader og forbandt det til en stærk bambusstang. Med stangen på skulderen bar de to mænd pladen hen til soklen, hvor den med dyvler og jernklamper blev hæftet til de omkringliggende plader.

Lahori berettede: “Sandstenspladerne var så jævnt skåret og sammenføjet med så stor håndværksmæssig ekspertise, at selv nærgående inspektioner ikke kunne afsløre revner imellem dem”.

Arbejdernes indsats var en succes, for allerede samme år, inden regn­tiden satte ind, kunne Shah Jahan tage soklen i brug.

De rige holder fest på soklen af Taj Mahal

I juni 1632 holdt stormogulen den første urs – årsdag – for sin elskedes død. Hoffolk, hellige mænd og adelige var alle inviteret til festen, som blev holdt under store baldakiner rejst på den brede stensokkel. I dagevis serverede tusindvis af tjenere mad og drikke for de mandlige gæster, som slængede sig mageligt i bløde silkepuder. Lidt afsides nød kvindelige gæster samme måltid i en afskærmet have, hvor jorden var dækket af ægte tæpper.

Også de nu næsten 20.000 arbejdere fik glæde af festmenuen. Ifølge stormogulens persiske hofkrønikeskriver, Jala-ud-Din Tabataba’i, blev Mumtaz Mahal mindet på behørig vis: “De hellige mænd tilbragte hele natten og dagen i højtideligholdelse. De reciterede Koranen, den første sura og bønnerne om tilgivelse for de afdøde”.

Tabataba’i skrev, at Shah Jahan gav “mad til de fattige og al­misser til de trængende”. I alt uddelte han 50.000 rupier – en enorm formue på den tid.

Opføringen af Taj Mahal kræver store mængder materialer

Knap var festlighederne ovre, før arbejdet blev genoptaget. Utålmodigt inspicerede stormogulen anlæggelsen af endnu en sokkel, denne gang i marmor, samt mausoleet og de to sidebygninger – en moské og et gæstehus. Alle mure skulle inderst inde bestå af røde mursten. Også de store stilladser blev bygget af sten.

Ingeniørerne beregnede, at de skulle bruge så mange mursten, at alene stilladset omkring hovedbygningen ville tage et år at pille ned igen. Men Shah Jahan fejede problemet af bordet: Når byggeriet var ovre, kunne alle bare tage de mursten, de ville have til eget brug. Så skulle stilladset nok være borte i løbet af ingen tid.

Legenden fortæller, at stilladset forsvandt på én nat. I virkeligheden brugte arbejderne løs af de mange mursten til moskéen og gæste­huset, som flankerer Taj Mahal, så stilladserne forsvandt helt naturligt i løbet af byggeprocessen.

Ud over mursten i massevis krævede byggeriet tonsvis af hvid marmor. Både mausoleets ca. seks meter høje sokkel, dets kuppel og mure skulle dækkes af det kostbare materiale. Mens mursten kunne fremstilles lokalt, måtte marmor hentes fra et brud i byen Makrana 400 km væk. Hvert læs krævede 30 oksers trækkraft, og når sendingen nåede frem, sled titusindvis af arbejdere og 1.000 elefanter med at hejse blokkene op på plads ved hjælp af et sindrigt system af bjælker, taljer og trisser.

For at lette arbejdet med at fragte materialerne op til toppen af soklen beordrede Shah Jahan konstruktionen af en jordrampe. Rampen, hvis højde og længde voksede i takt med byggeriet, endte efter 12 år med at være 16 km lang. For at give plads til rampen, der skar sig tværs gennem Agra, måtte hele kvarterer i byen jævnes med jorden.

Taj Mahal-byggeriet løber tør for marmor

Takket være rampen skred arbejdet hastigt frem, men så opstod et nyt problem: Stormogulens pragtbyggeri var ved at løbe tør for marmorblokke, fordi arbejderne i stenbruddet ikke kunne følge med.

I september 1632 modtog adelsmanden Raja Singh, som ejede en del af bruddet i Makrana, en skriftlig ordre om at “stille alle sine stenhuggere i Makrana til rådighed”. Da “sagen var af største vigtighed”, måtte Singh “ikke afvige fra denne ordre”.

Samme bryske tone gik igen i nye ordrer fra 1633 og 1637, hvor Singh skulle sende “enhver ledig stenhugger til de kongelige agenter i Makrana”. Stormogulen ville have sit byggeri færdigt, og han lod sig ikke bremse af mangel på materialer.

Væggene pyntes med ædelsten i Taj Mahal

Fundamentet og soklerne havde bevist deres styrke gennem flere regntider, så både arkitekter, ingeniører og Shah Jahan kunne roligt fortsætte med byggeriets næste stadie: det 73 m høje gravmæle. For at understøtte den kommende kuppel blev gravmælets mure flere meter tykke. Konstruktionen skulle være så stærk, at den kunne bære to mindre kupler og den store, ydre løgkuppel på 13.000 tons.

Vægten blev fordelt via 28 spidsbuede hvælvinger, kaldet iwans. Trods det spinkle udseende udjævnede buerne trykket fra toppen og fordelte vægten ned i fundamentet.
Uden på sandstenene fæstnede arbejderne plader af marmor. Efterhånden som de hvide mure skød i vejret, begyndte kalligraferne og smykkekunstnernes arbejde. Fra Persien kom nogle af verdens bedste kalligrafer.

Med stor præcision og ynde udsmykkede de vægge og buekanter med arabiske skrifttegn i sort marmor. Fra Europa og Mellemøsten kom juvelerer, som udvalgte de smukkeste og klareste ædelsten og halvædelsten – fra Afghanistans blå lapis lazuli til Kinas dybgrønne jade. På værkstederne vest for byggepladsen skar smykkekunstnere de farvede sten til, så de passede til fint udhuggede hulrum i marmorvæggene.

Shah Jahan har glemt sig selv

Ovenover skød gravmælets to hovedkupler i vejret. For at holde murstenene på plads blev de sat i et tykt underlag af kalkmørtel. Det stærke materiale bestod af kalk, vand og sand, som kvinder i tusindtal fragtede op ad stilladset. Kalkmørtlen gjorde det muligt at bygge begge kupler uden anden afstivning end iwans. Yderst og inderst fik kuplerne pålagt marmor.

Mens løgkuplen steg 35 meter mod himlen, begyndte byggeriet af sidebygningerne. For at holde Taj Mahals stramme symmetri havde Shah Jahan selv designet de to bygninger, som skulle flankere gravmælet. Begge fik kupler, som dog måtte nøjes med indvendigt at blive beklædt med hvid gips. Foran bygningerne begyndte arbejdere at anlægge en enorm have med kanaler og springvand. Også haven skulle være fuldstændig symmetrisk.

To år senere var den lange jordrampe væk, og Taj Mahal stod klar til indvielse komplet med havemure og en stor indgangsport. 6. februar 1653 holdt Shah Jahan en storslået fest og fejrede samtidig den årlige urs for Mumtaz Mahal, fem måneder før tid. Endelig kunne hustruen indtage sit sidste hvilested.

Efter Shah Jahans bygningsmæssige triumf gik det ned ad bakke for stormogulen. Da han blev syg i 1658, greb sønnen Aurangzeb magten og smed sin far i fængsel. Her døde den detroniserede hersker otte år senere. Trods deres fjendskab begravede sønnen sin far ved siden af hans elskede Mumtaz Mahal. Shah Jahans sarkofag er det eneste asymmetriske element i Taj Mahal.

Arkitektonisk var Taj Mahal inspireret af Indiens mange kulturer - gå på opdagelse i arkitekturen bag det imponerende mausoleum i vores store klikbare tegning

Måske er du interesseret i...

Læs også