Først efter ni måneders blodrus stoppede Pattersons kugler de to menneskeædende hanløver.

© Field Museum

Glubske løver åd 100 mænd i ustyrlig blodrus

I Kenyas ødemark lægger et arbejdshold jernbaneskinner for den britiske kolonimagt. Men arbejderne er ikke alene. I det høje græs lurer to sultne hanløver, og om natten går de på menneskejagt i teltlejren.

7. februar 2017 af Hans Henrik Fafner

Ligesom de andre arbejdere, der deltog i byggeriet af den midlertidige jernbanebro over Tsavo-floden i Østafrika, sov han i telt. 

Om aftenen havde han lagt sig til ro på sin sædvanlige plads, tættest på åbningen, men næste morgen var han tilsyneladende sporløst forsvundet.

Han havde været en dygtig mand og sparet penge op, så jernbaneingeniøren Ronald O. Preston mente, at den savnede muligvis var slået ihjel af en misundelig kollega. 

Preston satte en eftersøgning i gang, og efter kort tid blev liget fundet. Nu stod det klart for ham, at det ikke var et almindeligt drab.

“Jeg har set mange ulykker med fatale konsekvenser, hvor de ulykkelige ofre er blevet slemt lemlæstet”, skrev han i sin dagbog. “Men skelettet, hvor kødet brutalt var flået bort, var et af de mest grusomme syn, som kan tænkes”.

Preston var sikker i sin sag. Arbejderen var blevet dræbt af en løve. Ingeniøren beordrede arbejderens lig begravet på stedet, og resten af dagen brugte mandskabet på at indhegne hele teltlejren med en høj boma – et hegn af tornekrat, som de indfødte også byggede omkring deres landsbyer som beskyttelse mod de vilde dyr.

Jernbane gennem slagtestedet

“Vinden skabte kun en trist raslen eller en trist knagen, fuld af sorg, som sagde den, ‘her er alt død og elendighed”. 

Sådan beskrev eventyreren Joseph Thomson området, da Royal Geographical Society i 1883 havde sendt ham dertil for at fastlægge den bedste linjeføring til jernbanen.

Arbejdet på Ugandabanen var blevet indledt i 1896. Den begyndte i havnebyen Mombasa og skulle ende ved bredden af Victoriasøen i det indre Afrika. 

Mange arbejdere havde mistet livet under sporlægningen i Taruørkenen, og strækningen mellem byerne Voi og Ndi havde været særdeles vanskelig på grund af tæt bevoksning af akacier.

Flertallet af de 3000 arbejdere var hyret i Indien, fordi de britiske kolonimyndigheder ikke kunne finde kvalificeret arbejdskraft lokalt. 

Afrikanske tropesygdomme tog hårdt på inderne, og under arbejdet i ørkenen havde det været et problem at skaffe rent drikkevand. Det skulle hentes i Mombasa – 200 km væk.

I 1898 så trængslerne ud til at være overstået. Anlægsarbejdet var nået frem til området omkring Tsavofloden. Her var grønt og frodigt, drikkevand var ikke længere noget problem, og klimaet langt mere behageligt.

Lederne af projektet vidste godt, at Tsavo på det lokale sprog, kikamba, betyder “slagtestedet”. Her angreb masai-stammen af og til egnens landsbyer – og masaier tog ikke slaver. De slagtede deres fjender. 

Britiske ingeniører betragtede imidlertid angrebene som et lokalt opgør, som ikke udgjorde nogen trussel mod jernbanebyggeriet, og efter ørkenens strabadser så de Tsavo som et sandt paradis.

Mindre end en uge efter det første angreb vækkede løvebrøl mændene, mens de sov i deres telte. Så blev der stille igen. 

Mændene lagde sig atter til at sove. De stolede på, at deres boma ville holde de vilde dyr ude. Men med et kom en stor løve til syne i en teltåbning. 

Arbejderne havde ladet teltet stå åbent for at få lidt luft ind. Med en hurtig bevægelse greb løven manden, der lå nærmest åbningen, i struben og slæbte ham udenfor. Fra teltet kunne de andre høre hans rædselsslagne skrig. Løven bed til, og skrigene stoppede.

Næste morgen fandt et eftersøgningshold den uheldige arbejders maltrakterede lig 100 meter fra lejren. Rovdyret havde kun levnet hovedet og fødderne. 

Både arbejderne og de britiske ledere boede i telte, så de sultne løver havde let spil. 

© Field Museum

Ingeniør var erfaren løvejæger

Kort efter de første angreb ankom oberst John Henry Patterson til arbejdslejren. Han var ingeniør og skulle lede byggeriet af en permanent stålbro på kampestensfundament over Tsavofloden. 

Fra Indien, hvor han tidligere havde konstrueret jernbanebroer, kendte han til problemer med menneskeædende tigre, og da han hørte om de glubske Tsavo-løver, besluttede han straks at gøre noget ved problemet.

Patterson byggede en såkaldt “machan” – en lille platform i et træ, som var almindelig at bruge under tigerjagt i Indien. 

Her satte han sig med sin riffel natten igennem i håb om at få øje på den livsfarlige fjende. Nat efter nat sad han der. Og nat efter nat blev endnu en arbejder maltrakteret af en løve.

Efterhånden fandt Patterson ud af, at der var to løver, og at de var sammen om angrebene. Den ene gik på rov i lejren, mens den anden ventede udenfor. 

Efter drabet delte de byttet. Patterson forsøgte at finde et mønster i løvernes angreb, men hver gang han havde flyttet sin machan hen til stedet, hvor de havde angrebet sidst, hørte han offerets skrig fra en helt anden del af lejren.

“Pas på, brødre, djævelen er over os”, lød råbet i natten, når en løve dukkede op i lejren. De indiske arbejdere troede ikke på, at Patterson kunne stille noget op mod den dødsensfarlige fjende.

De mente, at løverne var afdøde stammehøvdinge, der ville forhindre byggeriet af jernbanen gennem deres land.

Dyrene levede af menneskekød 

Trods den vedholdende jagt havde Patterson ikke held til at stoppe myrderierne. I april 1898 havde løverne taget 16 indiske arbejdere samt et ukendt antal afrikanere, der arbejdede som vandbærere eller brændehuggere. 

Jernbaneselskabet opgjorde ikke de dræbte indfødte, fordi de blev betalt i naturalier og derfor ikke fremgik af lønningslisten.

Men Patterson kendte til omfanget. Han anslog, at en sulten løve kan æde 40 kg kød om dagen, og ud fra det beregnede han, at de to løver primært levede af menneskekød. Han nåede også frem til en forklaring på myrderierne. 

Tsavo lå på en af slavehandlernes hovedruter. Når en slave i en karavane viste tegn på svaghed, blev han efterladt i landskabet, og på den måde havde løverne fået smag for menneskekød.

Trods dødsangsten fortsatte inderne deres arbejde, og snart flyttede lejren videre – ud af løvernes jagtrevir. 

Patterson blev tilbage med et par hundrede arbejdere, som skulle bygge stålbroen færdig, og han havde været tvunget til at give dem en klækkelig lønforhøjelse for at blive i nærheden af dræberløverne. 

Som en indisk kuli forklarede ham, havde risikoen for at blive løvernes næste offer været begrænset, så længe de var 3000 mand i lejren. Nu stillede sagen sig noget anderledes.

Patterson optrappede sin indsats. Til den, der kunne komme med skindet af en løve, udlovede han en dusør på 200 rupier – til sammenligning tjente en stenhugger 45 rupier om måneden, mens en kuli fik 12. 

Lejrens boma havde tilsyneladende ingen effekt, så Patterson gjorde den højere, og han hængte tomme dåser i træerne, som vagten kunne slå til for at skræmme løverne bort. Men samtidig skiftede løverne taktik. De begyndte nu begge to at gå på rov i lejren samtidig.

En nat var Patterson lige ved at få ram på en af løverne. Sammen med lejrens læge, dr. Brock, tog han opstilling i en godsvogn på jernbanelinjen. De havde ladet døren stå åben for at kunne holde udkig i den kulsorte nat.

Efter flere timers venten hørte de en tør gren knække i mørket. Begge løver var omkring godsvognen. 

Pludselig så Patterson og Brock en stor skygge i lange spring direkte mod døren. De to mænd skød samtidig, og skyggen stoppede op. Så forsvandt den ud i natten.

I forsøget på at holde løverne ude opførte arbejderne en “boma” – et hegn af tjørnekrat – rundt om lejren. 

© Field Museum

Næste morgen kunne de se spor efter løvernes poter, men der var ingen tegn på blod. Rovdyret var ikke ramt.

I løbet af sommeren og efteråret fortsatte løverne deres jagt, og broen over Tsavofloden var endnu ikke færdig, da de indiske arbejdere den 1. december gik i protest.

De var kommet for at arbejde. Ikke for at ende som føde for løver, sagde de. Patterson blev alene tilbage i lejren sammen med en lille gruppe tjenestefolk og hjælpere.

Da bygningsarbejdet nu lå stille, rettede Patterson hele sin indsats mod løverne. To dage senere var heldet med ham.

Patterson havde bygget et stort bur af træplanker. Buret havde to rum, og i det inderste bur anbragte han to indere som lokkemad. Så faldt natten på.

I løbet af natten kom den ene løve. Den gik ind i buret, og inderne udløste faldlemmen, så løven nu var spærret inde.

Men rovdyret gik amok, og inden de skræmte indere fik samlet sig sammen til at bruge riflerne, Patterson havde udstyret dem med, havde den slået sig vej ud i friheden igen.

Løven kunne vælte Patterson ned

Nogle dage senere satte Patterson sig igen på sin machan, som han havde placeret på nogle høje pæle. Han var alene. 

Hans sædvanlige våbenbærer, Mahina, havde en slem hoste, der ville skræmme løverne bort. Den nat kom en af løverne helt hen under hans spinkle jagttårn, som løven ville kunne vælte med et enkelt slag med poten. 

Nervøst, men omhyggeligt tog Patterson sigte. Langsomt fik han vejrtrækningen under kontrol, og da han kunne se omridset af løven lige under sig, trykkede han af.

Løven satte i et rasende brøl og løb haltende over mod noget buskads. Patterson skød i retning af buskadset og hørte noget falde tungt om.

Kort efter lød høje råb fra lejren. “Mabarak, Mabarak!” Ordet betyder “Den Velsignede” – et synonym for “løve”. 

Mens Patterson kravlede ned fra sin machan, nærmede folkene fra lejren sig. De havde lygter med og slog på tromme for at skræmme den anden løve væk. Mændene fandt det døde dyr og slæbte det ind i lejren.

Patterson fik bygget en platform i et træ, hvorfra han nat efter nat holdt udkik efter de sultne løver. 

© Field Museum

Kugler stoppede ikke løven

Jagten på den overlevende dræberløve fortsatte. Nogle nætter senere sad Patterson i sin machan, da den anden løve nærmede sig. 

Udsynet var godt. Månen stod højt på en skyfri himmel. Patterson skød efter rovdyret. Han sårede det kun, men den følgende dag ledte blodspor Patterson og Mahina frem til løven.

Da de fandt den sårede menneskeæder, gik den til angreb. Patterson skød to gange, men løven stoppede ikke. 

Han bad Mahina om endnu en riffel, men assistenten var flygtet op i et træ. I sidste øjeblik nåede også Patterson i sikkerhed. Her greb han sin anden riffel og skød løven igen. Den faldt død om.

Løverne havde dræbt 28 indiske arbejdere og måske over 100 indfødte afrikanere i løbet af ni måneder. 

Patterson tog dyrenes skind og kranier som trofæer og solgte dem i 1924 til det naturhistoriske Field Museum i Chicago i USA. Her er de glubske menneskeædere fra Tsavo i dag udstillet. 

Måske er du interesseret i...

Læs også