I et ombygget bombefly fra 1. verdenskrig forsøgte to veteraner at flyve over Atlanterhavet – æren og 10.000 engelske pund var på spil.

Historie Årbog - Veteraner fløj ombygget bombefly over Atlanten

1919: John Alcock og Arthur Brown har begge fløjet under 1. verdenskrig og savner eventyret. Midt på sommeren letter de to mænd fra Canadas østkyst i jagten på en kæmpe pengepræmie, en ny flyverekord og stor berømmelse. Målet er som de første at krydse Atlanten uden stop – men overraskende dårligt vejr og uprøvet udstyr sender flyet i spin direkte mod havet.

24. oktober 2017 af Historie Årbog

Flyet slingrer fra side til side på startbanen, mens maskinen kommer op i fart – en hård vestenvind har godt fat i skroget og de brede vinger. 

Banen er anlagt på en knoldet græsmark, og ujævnhederne får flyet til at hoppe op og ned. 

Tempoet stiger og stiger, indtil hjulene slipper banen. 

Maskinen har brugt næsten hver eneste meter af den 275 meter lange startbane og er frygtindgydende tæt på at strejfe trætoppene, da det ombyggede bombefly passerer skoven for enden af banen. I cockpittet vender navigatøren

Arthur Brown sig til højre imod piloten. John Alcocks ansigt er vådt af sved.

Klokken er 14 om eftermiddagen den 14. juni 1919, da Alcock og Brown letter fra flyvepladsen uden for St. John’s – hoved-byen i Newfoundland. 

Foran mændene ligger mere end 3.000 kilometer åbent hav og deres livs største udfordring. De to mænd agter at blive de første mennesker til at flyve over Atlanterhavet i ét stræk.

Den lille besætning har alle forudsætninger for at gennemføre opgaven. 

>>Nyt nazividne stod frem i 2017 - få hele historien bag i Historie Årbog 2017

Både Alcock og Brown er bidt af flyvning og har gjort tjeneste i luften under 1. verdenskrig.

Under luftkampene blev begge mænd skudt ned og taget som krigsfanger, Alcock i Tyrkiet og Brown i Tyskland.

Oplevelserne skræmte dog ikke briterne ud af cockpittet. De to mænd er langtfra alene om fascinationen – flyvning, en revolutionerende teknologisk opfindelse, er i rivende udvikling.

Blot 16 år forinden var de amerikanske brødre Wright – som de første nogensinde – lettet med en maskine.

Bedriften ansporede adskillige vovehalse til at eksperimentere med flyvemaskiner, og luftfartøjerne blev bedre og bedre.

Publikum strømmede til opvisninger, og beretninger om rekordforsøg fik avisernes oplagstal til at stige stejlt.

I 1912 udlovede den britiske avis Daily Mail en dusør på hele 10.000 pund til “den første pilot, der på under 72 sammenhængende timer – i en flyvemaskine – krydser Atlanten fra et punkt i USA, Canada eller Newfoundland til et hvilket som helst sted i Irland eller torbritannien”.

1. verdenskrig udsatte forsøgene på at sætte rekorden, men brugen af fly under krigen forbedrede til gengæld maskinerne og udklækkede nye, duelige og modige piloter og navigatører – blandt dem John Alcock og Arthur Brown, og krigsveteranerne er klar til at tage udfordringen fra avisen op.

>> Vikingegrav fundet i 2017 - læs alt om vikingernes begravelsesritualer i Historie Årbog 2017

Radioen sætter ud

Alcock og Browns fly er et ombygget Vickers Vimy – et bombefly fra 1. verdenskrig – som fabrikken i England har skilt ad, pakket i store kasser og sendt med fragtskib til Newfoundland, hvor teknikere igen har samlet flyet. 

Foruden navigationsudstyr har mændene kaffe, sandwich, chokolade, øl og whisky med ombord.

Foreløbig tegner alt vel. De to Rolls-Royce-motorer gungrer jævnt afsted, og Brown griber radioen for at melde til stationen i St. John’s, at alt er godt. 

Men navigatøren får sig en slem overraskelse – radioen er død. Apparatet får strøm fra en lille propel, som sidder under flyets skrog. 

For at tjekke propellen må Brown læne sig halvt ud af cockpittet, mens den hårde vind presser navigatørens hoved bagover. 

Veteranens bange anelser bliver bekræftet. I motorens larm kan mændene ikke tale sammen, så Brown griber pen og papir.

“Generatoren til radioen er smadret. Propellen er væk”, skriver han på en seddel til Alcock. 

Efter 70 minutter i luften er besætningen afskåret fra omverdenen.

Krigsmaskine blev til distancefly: Bombeflyet Vickers Vimy blev ombygget, så flyet fik mere plads til brændstof, og fik samtidig skrællet unødigt udstyr af.

Tæt tåge overrasker

Forude dukker et foruroligende syn op – en stor tågebanke breder sig som en mur foran maskinens snude.

Synet kommer som en overraskelse, for meteorologerne havde lovet klart vejr hele vejen.

Briterne har kun én mulighed, hvis de vil gennemføre rekordforsøget: at flyve ligeud igennem den grå masse.

Inden flyet forsvinder ind i tågen, prøver Brown at måle maskinens position.

Med ombord har navigatøren en sekstant, men instrumentet kræver, at han kan se enten sol eller stjerner.

Flyets instrumentbræt består stort set kun af en højde- og en fartmåler.

Først nogle år senere får flynavigatører hjælp af den kunstige horisont, et instrument, som hjælper piloten med at holde flyet på ret kurs gennem tåge og skyer.

“Jeg kan ikke observere noget. Regner med, at vinden holder, og navigerer efter bestik”, skribler Brown og viser beskeden til Alcock.

Kort tid efter er maskinen indhyllet i en tåge så tæt, at mændene ikke engang kan se maskinens propeller.

“Lukket inde, som vi var fra både luft og hav, var flyvningen en meget ensom affære”, fortæller Alcock senere om færden gennem tågebankerne, som først forsvinder sidst på eftermiddagen.

Bedst som tågen letter, venter en anden ubehagelig overraskelse: Fra styrbords motor lyder en høj, klaprende lyd.

Brown husker med en gysen, at en anden flybesætning en måned forinden styrtede i Atlanten som følge af motorproblemer.

Besætningen overlevede, men måtte vente syv dage på at blive reddet af et fragtskib. Brown læner sig frem og kigger nærmere på motoren.

En del af udstødningsrøret er revnet, og metallet gløder – først rødt og derefter hvidt. Flammer fra udstødningen står nu lige bagud og får også én af stålwirerne, der holder vingerne på plads, til at lyse rødt.

Hvis wiren brænder over, mangler vingen støtte, og flyet vil sandsynligvis forulykke. Før navigatøren kan tænke tanken til ende, falder udstødningsrøret af.

Metalstykket hvirvler mod havet, og wiren på flyets vinge bliver igen metalgrå. Motoren brøler højere, og en konstant flamme fra udstødningen minder besætningen om, hvor sårbar flyvemaskinen er.

Storm sender flyet i spin

Efter fire timer i luften stikker flyet næsen op over det øverste lag skyer, og Brown måler position og kurs. Under strabadserne er maskinen fløjet lidt for langt sydpå.

Alcock når at korrigere flyets retning, inden skyerne igen skygger for solen.

Selvom piloten stiger til halvanden kilometers højde, kommer flyet ikke fri af skylaget. Snart sænker mørket sig. 

Kun lyset i instrumentbrættet og en enlig pære i kompasset spreder et svagt skær i kabinen. 

De to mænd spiser sandwich, drikker øl og gør sig det så behageligt som muligt i det lille cockpit, mens maskinen brummende glider igennem det fløjlsbløde mørke med kurs mod Europa og morgengryet i øst.

Klokken tre om natten begynder Brown så småt at forberede sig på solopgangen og justerer kursen mod den irske vestkyst, hvor mændene har planlagt at lande.

“Så snart du ser solen stå op, skal du rette maskinen lige imod den, så vi kan få en kompasmåling”, skriver Brown i en note til piloten. 

Men før solopgang flyver briterne direkte ind i en storm.

Heftig regn og hagl pisker imod flyet. 

En isnende kulde lægger sig over cockpittet, der er åbent bortset fra en vindskærm. 

Voldsomme vindstød kaster maskinen fra side til side, som var flyet et stykke legetøj.

Alcock trækker styrepinden tilbage for at mindske hastigheden, men pilen i fartmåleren står stille. 

Til sin rædsel opdager piloten, at fugten har fastfrosset fartmåleren. 

Alcock har faktisk mindsket hastigheden, så maskinen nu flyver faretruende langsomt. Pludselig mærker de to mænd et sug i maven. 

Flyet hvirvler mod havet. Brown forbereder sig på det værste og når at løsne sikkerhedsbæltet, da Alcock får held med at trække flyet ud af det dødsensfarlige fald. 

Højdemåleren har passeret 150-meter-mærket, og den tidligere krigsmaskine flyver nu på siden. De to mænd kigger ud ad vinduet og stirrer direkte ind i hvidtoppede bølger. 

Alcock retter flyet op og trækker styrepinden tilbage. 

Flyet stiger. 

Redningen sker i sidste øjeblik. “Den salte smag, vi senere bemærkede på tungen, var skum fra havet”, fortalte piloten. 

For at have benzin nok til at tilbagelægge de over 3.000 kilometer maste teknikerne tønder med brændstof ind i alle hulrum. Flyvemaskinen havde hele 3.932 liter benzin med ombord.

Sne er ved at tilstoppe motoren

Prøvelserne er imidlertid ikke ovre endnu, for haglvejret bliver til sne, og den klæge, hvide masse  tynger vinger og skrog og truer med at tilstoppe motorernes luftindtag og filteret til karburatorerne. 

Hvis snefaldet fortsætter, vil motorerne sætte ud. 

Brown ser ingen anden udvej end at fjerne isen og sneen med håndkraft. Han knæler på sædet og strækker overkroppen helt ud af cockpittet og kan akkurat nå de største sneansamlinger. 

Men dåden kræver al englænderens viljestyrke, for isnende vind rammer ham lige i ansigtet, og Brown må holde fast i en vingestiver for ikke at miste balancen. 

Flere gange må briten gentage øvelsen, indtil flyet endelig er ude af uvejret.

>>Få alle historierne fra Historie Årbog 2017 - bestil nu

Isen på vingerne begynder at smelte, og en mild, sydvestlig brise bærer flyet frem mod Irlands kyst. Klokken 8.15 om morgenen den 15. juni får mændene øje på land, og kort tid efter stryger maskinen lavt hen over de grønne marker ved Clifden i Irland.

Endnu en overraskelse venter eventyrerne, da de uforvarende lander i en mose. Flyets hjul og næse borer sig ned i den bløde jord.

Både Alcock og Brown kan dog klatre uskadte ud af flyet – tiljublet af en hurtigt sammenstimlet folkemængde. Klokken 8.40 lokal tid sætter mændene benene på landjorden.

Alcock og Brown har gennemført udfordringen fra Daily Mail på 15 timer og 57 minutter. De følgende dage oplever de to rekordindehavere et sandt triumftog.

Ved en ceremoni overrækker selveste Winston Churchill, Englands krigs- og luftfartsminister, præmien på de 10.000 pund til flyverne.

Dagen derpå bliver Alcock og Brown adlet på Buckingham Palace.

Aviserne rydder forsiderne og kræver beretninger fra de to mænd: “I går var jeg i Amerika”, fortæller John Alcock kort tid efter landingen og fortsætter: “Og det er jeg den første mand i Europa, der kan sige”.

I Irland landede eventyrerne i en mose, og snuden af flyet borede sig ned i jorden. Alcock og Brown kom ikke til skade.

Måske er du interesseret i...

Læs også