John Stapp foretog sit eksperiment i raketslæden Sonic Wind No. 1, som i teorien kunne køre op til 1.200 km/t. og udsætte ham for et tryk svarende til 150 gange hans egen kropsvægt. Under accelerationen blev han dog “kun” 40 gange tungere.

© SPL/Scanpix

Jordens hurtigste mand risikerede livet med over 1.000 km/t

I løbet af fem sekunder accelererede lægen John Stapp fra 0 til 1.017 km/t. i en raketslæde. Turen skulle vise, om jagerpiloter kunne katapulteres ud af jetfly.

4. december 2017 af Petrine Elgaard

John Stapps stemme lød i kontrolrummet, “tre... to... en...” Roligt talte han ned til den tur, der snart skulle gøre ham kendt verden over.

Den 44-årige læge fra det amerikanske luftvåben var denne decemberdag i 1954 spændt fast til en raketslæde midt i New Mexicos ørken. 

Om få sekunder ville de ni raketter, der var monteret i dens bagende, sende ham ud ad en jernbanestrækning på én km. Og det med en hastighed, som nærmede sig lydens.

Hverken John Stapp eller hans kollegaer på forsøgsstationen vidste med sikkerhed, hvad raketturen ville gøre ved hans krop. 

Den eneste sikkerhed, han havde mod trykket fra accelerationen, var en beskyttelsesdragt fra flyvevåbnet og en hjelm med visir.

Kan du ikke få nok af fart og teknik?

Så bliv abonnent på HISTORIE lige her

“Jeg har haft et godt liv”, nåede John Stapp at tænke, umiddelbart inden han sagde “nul”. Så vågnede raketterne til live, udspyede ni meter lange flammer og sendte slæden af sted.

Fem sekunder senere nåede raketslæden en hastighed på 1.017 km/t. Farten fik et tryk på næsten to tons til at hamre imod Stapp, som besvimede.

Øjeblikke senere pløjede slæden ind i et bassin fyldt med vand, og våde kaskader væltede ud til alle sider, mens de indbyggede vandbremser fik slæden til at stoppe brat op.

Se John Stapp blive revet gennem ørkenen af raketten

Livet var hans indsats

John Stapp havde forberedt sig så godt, han kunne. Det var langtfra første gang, han brugte sig selv som forsøgskanin i ekstreme testkørsler. 

28 gange havde han siddet fastspændt på en raketslæde. Resultatet af hans mange ture havde bl.a. været brækkede ribben, blødninger i øjnene og et knust haleben – men også banebrydende forskningsresultater. 

Det, der umiddelbart kunne virke som et vanvidsprojekt, havde nemlig et videnskabeligt formål: John Stapp ville finde ud af, om nødstedte piloter kunne overleve at blive katapulteret ud af et såkaldt overlydsfly – et fly med en hastighed større end lydens.

Det hemmelige projekt var af stor vigtighed for luftvåbnet, og John Stapp var villig til selv at leve med risikoen for fatale ulykker. 

Eksperimentet kunne fx gøre ham blind, ligesom det ikke var sikkert, han ville overleve trykket fra g-kræfterne. Men han vidste, at resultaterne kunne redde menneskeliv.

I alt varede turen på raketslæden 6,4 sekunder. Opbremsningen svarede til en bil, der kører ind i en mur med knap 200 km/t. 

Presset, han blev udsat for, var 40 gange større end tyngdekraftens. Og raketslæden bevægede sig hurtigere end et projektil affyret fra en kaliber .45.

Da slæden stod helt stille, styrtede Stapps kollegaer til. Han blev straks hjulpet op på en båre og hastet ind i en ventende ambulance. 

Slæden var standset så pludseligt, at blodkarrene i Stapps øjne var bristet. Øjenæblerne bulede ud af hulerne. Og John Stapp kunne intet se.

“Mine øjne rykkede i deres vedhæftning med en brændende smerte som en tandudtagning uden bedøvelse”, fortalte han senere. 

Samtidig var små sandkorn trængt igennem beskyttelsesdragten pga. den høje fart og havde omdannet hans krop til et blistfyldt smertehelvede. 

Heldigvis genvandt John Stapp allerede på hospitalet en del af sit syn. Og dagen efter så han normalt igen.

De amerikanske medier udnævnte hurtigt Stapp til at være “Jordens hurtigste mand”. 

Da han blev spurgt, hvordan det føltes at bevæge sig med lydens hastighed, svarede han: “Som at blive angrebet bagfra af et hurtigt godstog”. 

John Stapp umiddelbart inden han fyres af sted med over 1.000 km/t. i raketslæden.

© Topfoto/Polfoto

Volvo lod sig inspirere af Stapp

John Stapp beviste med det vellykkede forsøg, at mennesker kan overleve kræfterne fra en hurtig acceleration og en voldsom opbremsning. 

Jagerpiloter kunne med andre ord overleve en tur med katapultsæde fra et overlydsfly. 

Eksperimentet viste også, at både seler og beskyttelsesdragter skulle være mere modstandsdygtige. I årene efter forbedrede flyvevåbnet derfor sikkerheden samt flugtmekanismerne for piloterne.

Ikke bare i luften fik John Stapps forskning betydning. Også sikkerheden i trafikken blev forbedret. 

John Stapp mente nemlig, at sikkerhedsselerne var grunden til, at han ikke havde fået alvorlige skader. Derfor inviterede han en række eksperter fra bilbranchen til at se hans banebrydende testresultater.

John Stapps argumenter for sikkerhedsseler i personbiler blev hørt. To år senere installerede Volvo som den første bilproducent seler i bilerne. 

Og 10 år senere – i 1966 – skrev USA's præsident Lyndon Johnson under på en lov, der slog fast, at alle nye biler skulle have den nye sikkerhedsanordning.

Testkørsel endte galt

Efter hastighedsrekorden i New Mexicos ørken ville Stapp gennemføre et nyt eksperiment med raketslæden, hvor han ifølge planen skulle drøne afsted med 1.600 km/t.

Men da en ubemandet slæde under en testkørsel røg af sporet og blev delvist ødelagt, forbød Stapps overordnede ham at udføre flere eksperimenter af samme slags.

Da John Stapp senere skulle svare på, hvorfor han gang på gang havde udsat sig selv for fare, sagde han:

“Jeg har en missionærs ånd. Når jeg bliver bedt om at gøre noget, så gør jeg det. Jeg tog chancer for at få en viden, som altid vil være til gavn. Den slags chancer er risikoen værd”. 

Læs mere

C. Ryan: Sonic Wind: The Story of John Paul Stapp and How a Renegade Doctor Became the Fastest Man on Earth, W.W. Norton & Company, 2015.

Måske er du interesseret i...

Læs også