Det såkaldte ekranoplan KM var bygget til at flyve i kun fire meters højde.

© International Projekt of Dmitry Smirnov & Shutterstock

Sovjets hemmelige våben: Det Kaspiske Havuhyre

I 1966 fløj en amerikansk spionsatellit over Det Kaspiske Hav. Da satellittens observationer nåede frem til CIA, udløste de dyb forvirring. På billederne så analytikerne et ca. 100 meter langt skib med gigantiske jetmotorer – og vinger. Mysteriet blev først løst efter 25 år.

9. juni 2016 af Jannik Petersen

Forvirringen er total blandt CIA's analytikere den 18. oktober 1966. De sidder og kigger på resultatet af en amerikansk spionsatellits overflyvning af Det Kaspiske Hav i den sydlige del af Sovjetunionen, og tilsyneladende har kommunisterne fået en ny maskine i deres arsenal. Det er i sig selv ikke grund til bekymring. 

Straks værre er det faktum, at de ikke kan afkode satellittens grovkornede billeder, som viser et omkring 100 m langt fartøj flydende på vandet. For enten har Sovjets videnskabsmænd bygget et gigantisk fly med alt for små vinger, eller også kigger de på en helt ny type skib.

Normalt er CIA's fintmaskede spionnetværk særdeles effektivt, når det handler om at opsnappe efterretninger om nye våben under udvikling, men her står også spionerne på bar bund. 

Analytikerne må altså lave deres konklusion ud fra de tilgængelige informationer og kommer derfor – fejlagtigt – frem til, at fartøjet er et fly, hvis vinger endnu ikke er færdigbygget. Samtidig døber de fartøjet The Caspian Sea Monster – Det Kaspiske Havuhyre – eftersom ikke et eneste af Vestens fly er i nærheden af at kunne matche det i størrelse.

Uhyret er usynligt for radarer

I Sovjetunionen er manden bag havuhyret – ingeniøren Rotislav Aleksejev – lykkeligt uvidende om det postyr, hans 97 m lange, 22 m høje og 350 ton tunge fartøj har udløst i CIA-hovedkvarteret langt borte. På den klare oktoberdag i 1966 er han 100 procent fokuseret på sin opgave med at klargøre et af Sovjetunionens mest hemmelige projekter til dets jomfrurejse. 

Efter utallige matematiske beregninger, adskillige test af små træmodeller og en to år lang konstruktionsfase er den store dag omsider kommet. I ly af nattemørket er hans fartøj blevet trukket flere hundrede kilometer fra byen Gorkij ned ad Ruslands floder af slæbebåde for uset at nå frem til testområdet i Det Kaspiske Hav. Nu skal hans gigantiske opfindelse for første gang fyre op for de kraftige jetmotorer.

Kun Aleksejev og en snæver kreds af militære ingeniører og sovjetgeneraler ved, at KM – som giganten egentlig hedder – slet ikke er et fly, men en helt ny type fartøj: et ekranoplan. De alt for korte vinger, som amerikanerne har hæftet sig ved, skal ikke anvendes til egentlig flyvning. 

I stedet producerer de akkurat tilstrækkelig opdrift til, at ekranoplanet kan svæve i meget lav højde hen over havoverfladen uden at blive opdaget af NATO's radarsystemer.

Ved at løfte fartøjet fri af vandet undgår KM at blive afsløret af undervands- sonarudstyr, som ellers kan spore motorlarmen fra skibe på mange kilometers afstand. Ekranoplanet svæver også hen over søminer samt andre militære forhindringer og forcerer ubesværet koralrev, sandbanker og bølger. 

KM kan desuden rumme 900 soldater, som med en fart af 500 km/t. kan landsættes op til 1.500 km fra udgangspunktet. Hvis testfasen forløber problemfrit, råder Sovjetunionen snart over et frygtindgydende invasionsfartøj.

KM blev bygget i Gorkij. For at undgå USA's spionfly blev det flyttet til Det Kaspiske Hav om natten vha. slæbebåde.

© International Projekt of Dmitry Smirnov

Testflyvning vrider skroget skævt

Rotislav Aleksejev er ikke kun en dygtig ingeniør, han er også en erfaren pilot. Under jomfruturen den 18. oktober 1966 overtager han derfor styrepinden. Ifølge forsvarskommandoens planer skal kun dets evner til søs afprøves, så KM glider let og behageligt på havoverfladen med 200 km/t. uden at slippe vandet.

I den næste tid fortsætter testene, men Aleksejev opdager hurtigt, at aluminiums-skroget er for svagt og vrides skævt af mødet med havet. Saltvandet skader desuden de jetmotorer, som KM er udstyret med, og fartøjet går derfor i vinterhi, så skaderne kan udbedres og nye motorer udvikles.

I sommeren 1967 fortsætter testforløbet, og i august letter KM for første gang og brager af sted i fire meters højde med 450 km/t. Igen sidder Aleksejev med styrepinden i hånden, men overlader senere kaptajnsædet til den sovjetiske flådes egentlige testpiloter. 

De kan glæde sig over, at monstret allerede ved 140 km/t. letter, og at selv tre meter høje bølger ikke påvirker vingernes evne til at holde fartøjet i luften. Ved 450 km/t. er KM forbløffende stabil og opfører sig helt roligt.

Under en testflyvning forvilder piloten sig uden for den aftalte rute og kommer hen over en to km lang sandbanke – uden at det gør flyvningen mindre behagelig. Aleksejevs udregninger ser ud til at stemme: 

Så længe underlaget er forholdsvis jævnt, gør det ingen forskel, om ekranoplanet svæver hen over roligt vand, isdækkede farvande, strand eller marker. Den maksimale flyvehøjde viser sig også at være betydelig mere end fire meter over havoverfladen. I helt op til 14 meters højde leverer motorerne og de korte vinger tilstrækkelig opdrift til at holde uhyret svævende.

Lastrummet kan også rumme markant mere materiel end oprindeligt antaget. I stedet for 150 t dødvægt presser Aleksejev 194 t ind i KM, så det når op på 544 t samlet vægt – og alligevel kommer uhyret sikkert i luften. Dermed sætter ekranoplanet en særdeles hemmelig rekord som verdenshistoriens hidtil tungeste flyvende maskine.

En anden gang vil Aleksejev demonstrere, at sikkerheden er i top, så han beordrer piloten til at slukke for alle motorer, mens KM flyver over havet. Piloten synker en klump, sikker på, at han om få sekunder vil blive tværet ud, når uhyret med stor kraft styrter ukontrollabelt i havet. Men han ånder lettet op, da KM i stedet glider stille og roligt ned for at lægge sig på vandet.

Ekranoplanet var tænkt til troppetransport, men russerne byggede også en prototype, der kunne affyre missiler. Den blev døbt LUN. I 1987 blev det første – og eneste – fartøj indsat i tjeneste. Herefter blev projektet skrinlagt. 

USA vildledes

KM får et nyt nummer malet på halevingen for hver succesfuld testflyvning. Efterhånden er 03 blevet til 07 og 08, og amerikanerne tror derfor, at Sovjetunionen råder over et tilsvarende antal.

I virkeligheden har Aleksejev kun et eksemplar af KM til rådighed. KM står heller ikke for Kaspian Monster, men derimod for “korahbl-maket” – det russiske ord for prototype. 

Ideen er, at prototypen skal gøre Sovjetunionen i stand til at bygge ekranoplaner med en vægt på op til 2.000 ton til både militær og civil brug. 

Derfor bygger han konstant om på KM og afprøver nye løsninger. Den russiske flåde er dog også interesseret i mindre udgaver, og Aleksejev kaster sig derfor i første omgang over udviklingen af dem. 

I 1972 sendes Orlyonok – ørneungen – ud på sin første testflyvning. Det 58 meter lange ekranoplan har plads til 150 marineinfanterister eller 2 tanks i sit lastrum.

Selvom Orlyonok er betydeligt mindre end KM, har ørneungen arvet de fine flyveegenskaber. Præcis hvor godt den flyver, beviser Aleksejev under en test i 1975. Nogle dage tidligere har en anden pilot givet Orlyonok en hård landing, så den har fået alvorlige, men usynlige brud. 

Uvidende om skaderne tager Aleksejev maskinen ud for at prøve kræfter med en storm, men da den rammer en stor bølge, falder halepartiet og de bagerste motorer af. Hele besætningen stivner af skræk, men Aleksejev bevarer roen og fyrer op for de forreste motorer, som ellers kun bruges under start og landing. 

Alligevel har han intet besvær med at holde Orlyonok flyvende og nå de 40 km hjem til basen.

Flåden er imponeret og bestiller straks 120 Orlyonok-ekranoplaner. 

Skaberen af det kaspiske havuhyre blev degraderet pga. sin rebelske attitude. For eksempel ignorerede Aleksjev konsekvent reglerne om, at testflyvninger skulle foretages af testpiloter og ikke ham selv. 

Aleksejev får dog ikke lov til at nyde sin succes længe. Han bliver udmanøvreret af politiske modstandere, der formår at fordreje hans heltemodige redning af det haleløse ekranoplan.

I stedet stempler de dramaet som et eksempel på konstruktionsfejl og sløseri, og Aleksejev degraderes til en lavere post.

I 1980 styrter KM pga. en pilotfejl. Det knækker over i flere dele og synker på dybt vand i Det Kaspiske Hav. Stumperne bliver aldrig bjærget, og samme år dør Aleksejev – 64 år gammel.

I løbet af 1980'erne og 1990'erne skifter den sovjetiske flåde strategi og vælger at bruge sine svindende midler på at bygge atomubåde i stedet for ekranoplaner. De allerede leverede ekranoplaner – blot 4 styk – kasseres.

Først da Sovjetunionen kollapser i 1991, får amerikanerne lejlighed til at kigge nærmere på teknologien bag ekranoplanerne. Informationerne får Boeing-fabrikkerne til at lave et udkast til et amerikansk kæmpe-ekranoplan, men det amerikanske forsvar fatter aldrig for alvor interesse for ideen.

Måske er du interesseret i...

Læs også